Erindringen her er skrevet af Knud Nielsen (1927-2001), glasværksarbejder, pedel på Holmegaardskolen og kommunalbestyrelsesmedlem gennem en årrække.
Han blev født i 1927, og han starter med at fortælle om sin opvækst i Langevrå ved Rislev, hvor han boede sammen med sin mor og far og ni søskende. Allerede som ni-årig kom han ud for at ”tjene bønder” på en gård i Gerdrup. I 1941 blev han konfirmeret, og 1. november fik han en ny plads på en gård i Rislev. Der var han i to år, hvorefter han skaffede sig en plads i Nødebo ved Fredensborg. Dette foregik i det skjulte, for han havde planer om at tage til Sverige og videre til Australien. På en eller anden måde fandt Knuds mor ud af det, og med henvisning til, at da han ikke var 18 år, så var det hende, der bestemte. I stedet fik han en plads i Fensmark på Kalkerupvej (nu Galleri Dragehøj) hos Rasmus Olsen og hans Kone, Anne Krestine.
Dermed var Knud Nielsen og Fensmark forbundne, og vi overlader nu ordet til Knud Nielsen:
Fra griffel til PC’er.
Om efteråret blev jeg sat til at pløje, og der blev jeg opmærksom på en pige, der gik ude på Kalkerupvej med en barnevogn. Det tænkte jeg dog ikke videre over, men så en dag i januar 1944 var jeg i biografen i Fensmark Forsamlingshus, og der kom jeg til at side ved siden af Ragnhild og hendes moder. Vi faldt i snak på vejen hjem, og Ragnhilds moder sagde, at jeg da kunne kikke ind en aften; de boede også på Kalkerupvej. Jeg syntes dog ikke, at det var noget for mig, men en dag, da jeg cyklede forbi deres hus, så jeg Ragnhild stå inde i vinduet og vinke til mig. Det fik mig til at ændre holdning, og en aften gik jeg derhen. Ragnhild var dog til gymnastik, så jeg fik ikke hilst på hende. Men jeg havde bedre held med mig næste gang, jeg opsøgte familien.
I marts 1944 begyndte jeg at søge ny plads, men så spurgte Ragnhilds mor, om jeg ikke kunne tænke mig at komme på Glasværket. Det ville jeg sådan set gerne, men jeg kunne ikke bo hjemme hos mine forældre på grund af pladsmangel. Ragnhilds mor tilbød så, at jeg kunne bo hos dem. Jeg kunne dele værelse med Ragnhilds bror, Helge. Det ville jeg gerne. Jeg skulle betale 15 kr. om ugen for kost og logi. Det var dog ikke noget problem, da jeg ville komme til at tjene 44 kr. om ugen på Glasværket, så til skiftedag, 1. maj, flyttede jeg ind hos Ragnhilds familie og startede på Glasværket som hyttedreng. I april var Ragnhild blevet konfirmeret, og vi var blevet forelsket i hinanden. Vi var begge interesserede i de samme ting, og vi fulgtes ad til forskellige arrangementer i DUI og DSU (som jeg senere blev formand for).
På Glasværket fyrede man med tørv i de store ovne, og da jeg havde været ved landbruget, mente hyttemester, Charles Hansen, at jeg kunne køre tørv ind. Det foregik med hest og tippevogne, der kørte på jernbaneskinner ud i mosen til stakkene. Det var et dejligt arbejde. Når der ikke var noget at køre, var jeg i hytten som anhæfter.
I januar 1945 var vi mange, der mente, at krigen snart var slut. Tyskerne rykkede hele tiden tilbage, og vi danske glædede os over dette. Jeg var ikke selv med som frihedskæmper, men jeg vidste dog nogenlunde, hvem der var med, men det holdt man selvfølgelig for sig selv. På Glasværket blev der smidt våben ned til frihedskæmperne, men noget faldt ned gennem taget på en lejlighed, og så fik man travlt med at få det væk, inden tyskerne kom. Ragnhild og jeg gik til dans på Glaskroen, for tyskerne havde besat Forsamlingshuset, og netop den 4. maj var vi til dans. Vi var begyndt kl. 19, og da klokken var 20 kom kromanden på til os og fortalte, at tyskerne havde kapituleret. Vi skyndte os ned på pladsen foran Glaskroen, og der var allerede forsamlet en masse mennesker. Der blev råbt hurra og omfavnet og danset, for alle var ellevilde af glæde. Det blev sent, inden Ragnhild og jeg kom hjem den aften. 5. maj mødte jeg som sædvanligt på arbejde kl. 6, men så kom hyttemesteren og sagde, at vi ikke skulle gå i gang med arbejdet. I stedet skulle vi møde på pladsen med den store flagstang kl. 7, så ville driftsbestyrer Karl Schlüter holde en tale. Da han var færdig en den, sang vi: ”Det er et Yndigt Land”, samtidig med at flaget gled til tops. Vi fik fri resten af dagen, og mange gik til Næstved for at se frihedskæmperne tage de tyske håndlangere til fange. Jeg blev dog hjemme og brugte tiden til at anlægge en ny græsplæne.
Efter krigen gik det langsomt fremad, selv om vi måtte døje med rationeringsmærkerne en tid endnu. Om sommeren efter arbejdstid skar vi tørv på mosen med håndværktøj. Det foregik gerne i maj måned, og i juni blev tørvene blev vendt og stablet i røjler, og i august blev de kørt hjem. Det var gerne landmænd fra omegnen, der kunne tjene lidt på den tjans. Når tørvene var hjemme, skulle de stables i udhuse og på lofter. De var nu ikke altid tørre nok, så vi tog gerne en portion ned på komfuret dagen før, de skulle bruges. Det var meget besværligt, men der var ikke andet brændsel at få de første efterkrigsår. Koks kunne man først få fra 1948, men de var også rationerede.
7. maj 1949 kom jeg i lære som glasmager. Det tog fire år, så den 7. maj 1953 kunne jeg kalde mig glasmager.
I 1950 blev Ragnhild og jeg gift. Det var vi nødt til, for Birgidt var på vej. Brylluppet fandt sted 23. april og d. 26. oktober kom Birgidt til verden. Jeg tjente heldigvis godt som lærling på Glasværket, så det var ikke noget problem at være forsørger. Dengang var der noget, der hed dyrtidsportioner, og det betød, at lønnen steg og steg. Jeg var endda i stand til, da jeg var blevet udlært, at købe min første bil. Det var en gammel Opel fra 1931, og den kostede 3500 kr. kontant. Den havde vi megen glæde af, og vi kørte ofte ture rundt i landet. Mange almindelige arbejdere var begyndt at have bil, for det var opgangstider.
Da Ragnhild og jeg blev 18 år, meldte vi os ind i Socialdemokratiet, og vi deltog i mange aktiviteter inden for partiet. Jeg blev hurtigt medlem af bestyrelsen og i 1958 var jeg første gang opstillet til sognerådet, men blev dog ikke valgt. I 1959 blev jeg formand for partiet i Fensmark-Rislev. Jeg var på det tidspunkt blevet 32 år, og en del syntes, at jeg var lige lovlig ung på den post. Jeg følte dog selv, at jeg var accepteret. Sammen med Bruno Gaston gik jeg i gang med at lave et medlemsblad, som vi kaldte: Kontakt. Vi tegnede annoncer både lokalt og i Næstved, og jeg kan huske, at jeg besøgte herreforretningen Bristol. En lille annonce kostede 25 pr. kvartal, men Bristol ville gerne have en hel side til 100 kr. pr. kvartal. Det gav mig ”blod på tanden”, så jeg opsøgte Svends Møbler. De ville også have en hel side, det skulle blot være side 2. Jeg har siden lagt en megen stor del af mine indkøb i de to forretninger. Jeg var ligeledes med til at starte et agitationskorps. Det bestod af ca. ti medlemmer, og vores arbejde bestod i at opsøge folk, som vi mente, burde være medlemmer. Dette arbejde var succesfuldt, for vi fik omkring 100 nye medlemmer på et år. Vi begyndte også at invitere alle pensionister uanset partifarve til en årlig julefest. Det faldt de borgerlige sognerådsmedlemmer for brystet, og de bad mig holde op. Det ville jeg selvfølgelig ikke, så jeg var ikke særlig populær hos dem.
I 1962 blev jeg igen opstillet til sognerådet. Jeg kom ikke ind, men var 1. suppleant. 9. april døde den mangeårige sognerådsformand H. P. Hansen (skipper), og d. 10. april indtrådte jeg i sognerådet. I socialdemokratiet opstod der en diskussion om, hvem der skulle være ny sognerådsformand, og valget faldt på C. L. Hansen. Han blev valgt enstemmigt af hele sognerådet, og for mig startede en helt ny tid. Mit første job var tilsyn med hjemmehjælpen. Vi havde en halvtids-dame ansat, men det var ikke hver dag, der var arbejde til hende. Efter et år kom hun på fuld tid, og det blev jeg meget kritiseret for af sognerådet. Efter to år var der to fuldtidsansatte, og de klarede opgaverne hos de ca. hundrede aldersrentenydere de næste tre år.
I 1966 havde vi den første kommunesammenlægning. Holme-Olstrup blev lagt sammen med Fensmark-Rislev. Kommunalbestyrelsen blev udvidet til 11 medlemmer, og det første, vi gik i gang med, var at få Holme-Olstrup Skole restaureret. Skolen var meget forfalden og utidssvarende. Vi havde på det tidspunkt bygget en ny skole i Fensmark til at tage sig af skoleforbundet mellem Herlufmagle, Holme-Olstrup, Toksværd og Fensmark-Rislev. Helt konkret betød det, at Fensmark Skole havde overbygningen for alle elever i 7. til 10. klasse. Det betød, at der skulle ansættes flere lærere, og dengang var landkommunerne forpligtiget til at stille lærerboliger til rådighed, så vi måtte i gang med at opføre nogle lærerboliger. Først byggede vi 3 huse på Villavej. Dernæst opkøbte vi den gård, der ligger ved gadekæret. Bøgevej blev byggemodnet, og kommunen kunne sælge de grunde til ca. 3000 kr. pr grund. Så blev Lindevej etableret, og her opførtes flere lærerboliger – i folkemunde hed området: Klogerup. Flere gårde blev opkøbt, bl.a. Kragemosegård.
En forældregruppe henvendte sig til sognerådet om at få bygget en børnehave, men det var der ikke stemning for. Så gik forældregruppen i gang med at samle penge. Det var arkitekt Knud Toftvad, der stod i spidsen sammen med mange forældre og bedsteforældre, og Hasselvang blev en realitet. Det vistes sig dog hurtigt, at den ikke kunne klare det store behov, der opstod i kølvandet på de mange udstykninger, og da jeg igen kom i kommunalbestyrelsen i 1966, foreslog jeg min gruppe, at vi skulle bygge en ny børnehave, men det vandt ikke gehør hos mine gruppefæller. Samme år kom også Kaj Larsen ind i kommunalbestyrelsen, og han støttede mig. Vi arbejdede videre, og til sidst lykkedes det. Resultatet var Kildegården med Myretuen og Solsikken. Den ene var i begyndelsen vuggestue, men ret hurtigt viste det sig, at behovet for vuggestuer ikke var der, så begge afdelinger blev børnehave. Samtidig med at jeg var tilsynsførende for hjemmeplejen, blev børneområdet også mit ansvarsområde.
I 1965 afgik vores mangeårige folketingsmand, Carl Pedersen, og vi skulle vælge en ny folketingsmand. Fra partikontoret foreslog man Henry Grünbaum, Karen Dallerup og Knud Damgård, men Fensmark-Rislev-afdelingen
Jeg tror nu nok, at det var svært for Erik Holst i begyndelsen; mange i Næstved og Herlufmagle kunne ikke lide ham, men han blev senere meget populær over hele kredsen, og han blev endda miljøminister. Erik Holst passede sin kreds meget fint, og han kom til næsten alle møder i de enkelte afdelinger.
I mange år havde vi i juni en skovfest i Fensmarkskoven. Man startede kl. 14 ved Forsamlingshuset på Holmegaardsvej og med Urania og fanerne i spidsen gik vi til Fensmark Skov. Alle familier havde medbragt mad, og på festpladsen kunne man købe drikkevarer i ølteltet, som kromanden fra Glaskroen havde opstillet. Selve festpladsen havde nogle medlemmer under ledelse af Alfred Christensen, der boede i Fensmarkskoven, indrettet med dansegulv og keglebane. Som hovedtaler havde vi altid et folketingsmedlem, bl.a. Hans Hedtoft, Jens Otto Krag og Viggo Kampmann. Men i slutningen af 60’erne faldt interessen. Folk havde fået bil og sommerhus, så færre og færre mødte op, og dermed var den æra slut.
I 1970 havde vi en stor kommunesammenlægning, og vi blev lagt sammen med Toksværd kommune. Rislev skulle gennem en afstemning om, hvorvidt de ville forblive sammen med os eller hellere lægges sammen med Næstved. Afstemningen fandt sted i 1969. Stemmeprocenten var på 80%, og et meget stort flertal stemte på Næstved. Det var jeg, som gammel ”rislever”, meget skuffet over, bl.a. fordi vi allerede havde planer om udstykning af to gårde langs Sorøvejen. Der var plads til 80 grunde, og det ville uden tvivl have betydet, at man kunne have bevaret Rislev Skole og nogle forretninger. Det kunne man ikke indse i Rislev, og resultatet blev da også, at skolen lukkede.
Ved kommunesammenlægningen oprettede man stående udvalg: teknisk udvalg, økonomiudvalg og socialudvalg. Jeg blev formand for socialudvalget, der dengang var et meget stort område. Jeg havde hver eftermiddag fast mødetid på socialkontoret, og hver dag kom mange borgere for at tale om deres problemer. De største problemer opstod i forbindelse med skilsmisser, hvor der skulle skaffes boliger til konen og børnene. Det var ikke let at finde egnede boliger, og jeg måtte ofte henvise dem til sommerhuse eller hotelværelser, da vi ikke havde nogen udlejningsejendomme i kommunen. Vi havde godt nok Kommunehuset, men det var ikke i tidssvarende stand, så det blev kun brugt i absolut nødstilfælde.
Jeg var også formand for børneværnet, som skulle tage sig af vanskeligt stillede børn, som forældrene tog sig godt nok af, og hvis nogen havde begået kriminalitet, var det vores opgave at få dem anbragt på skolehjem eller i ungdomsfængsel. Det var heldigvis ganske få, det drejede sig om. Det, jeg havde sværest ved, var, når jeg skulle køre små, svigtede børn ud på børnehjemmet på Grimstrupvej. Mange gange blev jeg ringet op af politiet, som meddelte, at de havde anholdt en far og mor, og så måtte jeg af sted for at hente børnene. Jeg har også oplevet at blive truet af klienter på socialforvaltningen, men heldigvis havde jeg pantefoged Finn Jeppesen som ”bodyguard”. Han tog affære, når det var nødvendigt, og det var meget effektivt, for han tog dem simpelthen i h. og r., og så var det ud med dem. I 1976 fik vi en ny socialreform, der betød, at vi fik ansat socialrådgivere og sagsbehandlere. Jeg skulle dermed ikke mere tage mig af de vanskelige sager, men kunne koncentrere mig om det politiske.
Jeg havde i nogen tid puslet med tanken om at få bygget nogle udlejningsejendomme. Først henvendte jeg mig til arbejderboligselskabet Lejerbo, men de var meget negative, så i 1978 henvendte jeg mig til Boligselskabet af 1943. Deres forretningsfører, Mogens Blom, var mere positiv. Han ville forelægge det på bestyrelsens næste møde, og kort tid efter fik jeg meddelelse om, at de var interesserede. Jeg gik til borgmester Kaj Larsen med min idé, og han var meget positiv, og på næste gruppemøde blev det vedtaget at opføre 30 boliger på Frederik Ulriksens jord, som vi lige havde købt. De blev opført i 1979 og taget i brug i 1980. Vi besluttede desuden at opføre yderlig 50 boliger, om stod færdige i 1981 (Hovledet og Kattekæret). Man byggede samtidig 13 boliger på Smedevænget i Toksværd. Det var nu muligt for alle aldersgrupper i Holmegaard at få en egnet bolig, for de var handicapvenlige med en lille have til. Mange, der boede på Glasværket, flyttede ind i disse nye og gode huse. Senere byggede man 50 boliger i Holme-Olstrup. Lejerbo blev nu også interesseret i at bygge i kommunen, og de stod for 50 boliger på Dragehøj, der blev suppleret med yderlig 16 huse. Det sidste, Boligselskabet af 1943 har bygget, er 60 huse i Østerled, så alt i alt har kommunen ca. 300 udlejningsboliger.
I 60’erne begyndte vi også at koncentrere os om alderdomshjemmet på Næstvedvej. Det var nedslidt og utidssvarende. Derfor puslede vi med tanken om at nedlægge det gamle alderdomshjem og bygge et nyt på Ahornvej med plads til 33 ældre medborgere. Vi fik lavet planer og begyndt at bygge, men mens byggeriet stod på, kom der en ny lov, der bestemte, at det skulle være plejehjem med brede døre til toiletterne. Den måtte vi jo rette os ind efter. Man ansatte en uddannet leder og sygeplejersker, men selve personalet var ikke uddannet, så vi fik travlt med at uddanne dem til sygehjælpere. Plejehjemmet blev taget i brug i sommeren 1969, og en del fra det gamle alderdomshjem blev flyttet over på Ahornvej. Nogle ville dog ikke flytte, og mange ønskede at beholde det gamle alderdomshjem. Det blev foranstaltet en underskriftsindsamling og indkaldt til et kæmpe borgermøde i Holmegaardshallen. Det viste sig, at jeg var den eneste fra kommunalbestyrelsen, der mødte op, så jeg måtte stå skoleret og tage alle øretæverne. Mødet varede i to timer, og alle havde haft mulighed for at få luftet deres utilfredshed. Selv var jeg sikker på, at mine dage i kommunalbestyrelsen ville slutte ved valget i 1970, men jeg fik til min glæde et stort personligt stemmetal.
Efterhånden kom der pres fra forældregrupper i Toksværd og Holme-Olstrup for at få oprettet børnehaver i de to bysamfund, men det var en sej kamp, også i min egen gruppe. Man ville ikke sætte penge af til dette. Jeg blev dog ved med at presse på for at få bygget en børnehave i Toksværd. Jeg kom ikke igennem med det og måtte ”tage til takke” med den næstbedste løsning, nemlig en lærerbolig i Toksværd med tre lejligheder, som blev omdannet til børnehave. Det var ikke optimalt, men dog en begyndelse. Desværre viste det sig hurtigt, at boligen var dårligt bygget, dårligt isoleret og fyldt med fugt og svamp, og vi ofrede mange penge gennem årene uden at det blev bedre. Da jeg gik af som socialudvalgsformand og Ove Larsen kom til, fik man bygget en ny institution tæt ved skolen. Jeg var selv med til indvielsen, og jeg syntes, at man havde fået en dejlig børnehave. Nogenlunde samtidig indrettede vi fritidshjemmet, Dueslaget, i nogle lokaler oven på den gamle skole. De var ledige, efter man havde bygget den nye skole i Toksværd. Jeg rettede nu mine øjne på Holme-Olstrup og mente, at det nu måtte være deres tur, og jeg havde udset mig et stykke jord tæt ved Holme-Olstrup Skole. Men jeg havde gjort regning uden Aksel Kristensen fra min egen gruppe. Han havde nemlig lovet tennisspillerne, at de kunne få et stykke jord til tennisbaner. Det blev jeg selvfølgelig skuffet over, men det endte med, at der blev plads til begge dele, og så kunne Tumlepladsen blive bygget. Den er senere udvidet og tilbygget skolen i Holme-Olstrup, men ikke uden sværdslag i kommunalbestyrelsen. Man var rygende uenige om planerne, også i min egen gruppe, men Kaj Larsen og jeg holdt fast på at skolen skulle bygges. Vi ville sikre, at udviklingen ikke gik i stå i Holme-Olstrup. Kommunalbestyrelsesmedlemm
Da jeg kom i kommunalbestyrelsen, var der ikke så meget personale i administrationen. Der var tre medarbejdere. Aksel Andersen var kommunekasserer, og så var det Sofie Andreassen og Vivi Olszak. Kommunekassereren lavede budgettet med skriveark og pen; han havde dog en regnemaskine af den type, man skulle aktive med et drejehåndtag. Aldersrentenyderne hentede selv deres kontante månedsrente på kontoret, og på den måde havde man en god kontakt med de ældre borgere i sognet. Aksel Rasmussen var udlært glasmager, men han var meget dygtig til regning, så han blev ansat i 1949. Til at passe vejene havde vi vejmand Jens Peter Hansen, også kaldet Tromlepeter. Han tog sig ligeledes af andre småting i kommunen. Så var der en hjemmesygeplejerske, Frk. Mogensen. Hun var en pige, der vidste, hvad hun ville, og hun sagde sin mening på rette tid og sted. Hun er stadig ansat og har lige haft 40 års jubilæum. På de nuværende parkeringsplads lå der et lille gult hus. Her boede Pedel Rudolf Nielsen. Huset er revet ned, for at give plads til parkeringspladser til det nye kommunalkontor, der nu var indrettet med sognerådssal, udvalgslokale og administrationskontor. Oven på havde Aksel Rasmussen en lejlighed, der dog senere blev nedlagt for at give plads til at udbygge kommunekontoret i takt med udviklingen. Senere kom Richardt Nielsen til som skatteinspektør. Han var en lun mand, der altid var fyldt med godt humør. I folkemunde blev han kaldt ”skatteydernes trøst”. Han var ligeledes en retfærdig og ærlig mand både over for kommunen og skatteyderne.
Pedel Knud Nielsen stående med skoleleder Hans Aagaard
I 1992 fik vi en borgerlig regering, der satte kommuner og amter på en hård kurs med nedskæringer og straffeforanstaltninger af forskellig art. Det blev en hård tid for især socialudvalgene, der blev pålagt at skære ned på både børneområdet, ældreområdet, byggeri og institutioner, og også uddannelse, hospitaler og sundhedsområdet måtte holde for. Arbejdsløshedstallene steg og steg, skattetrykket blev højere og højere. Desuden fjernede man rentefradragsordningen, og det kostede en del konkurser inden for industri og håndværk. Alt byggeriet gik i stå. Mange kommuner lå inde med store arealer, der var byggemodnet, og det kostede mange penge, også her i Holmegaard Kommune. Nu er der heldigvis igen kommet gang i salget af grunde og husene skyder op over det hele. Arbejdsløsheden er faldet, og her i Holmegaard Kommune er den særlig lav. Vi har igen fået styr på økonomien. Dette skyldes, at kommunalbestyrelsen i de to foregående valgperioder har holdt igen og prioriteret meget hårdt. Det var selvfølgelig ikke altid lige populært, og vi fik megen kritik fra borgerne. Den nuværende kommunalbestyrelse kan i dag være lidt mere large, fordi vi fra 1992 til 1998 tog skraldet.
Når jeg tænker tilbage på de år, jeg har oplevet, kan jeg godt blive helt stakåndet over alt det, jeg har været vidne til. Udviklingen har været forrygende, og jeg må sige, at jeg selv har haft en lille finger med i spillet her i vores kommune – ikke uden en vis stolthed.
Se Facebooksiden, hvis du vil give dette indlæg et like, eller ønsker at kommentere.