Skildringen er skrevet af Carl Vilhelm Frants Rehermann, som blev født i 1869. Carl påbegyndte arbejde på Holmegaard Glasværk i 1889, og sluttede i 1939.
Det forunderlige ved historien er, at den aldrig rigtig blev afsluttet!
Nye & Gamle Fensmark håber, at vi ved offentligørelsen kan indhente yderligere oplysninger til nedenstående skildring.
Livet paa Holmegaards Glasværk omkring Aarhundredskiftet
Ved randen af den store Holmegaardsmose 8 km. nord for Næstved ligger Danmarks største og førende Glasværk ”Holmegaards Glasværk”
I dag er Holmegaards Glasværk en stor, moderne Fabrik, Men før Aarhundredskiftet og Aarene lige efter var det en mere beskeden, men hyggelig Fabrik, der laa ved den store Moses Rand.
Carl fortæller:
Dengang var der ingen spærrende Hegn, ingen bevogtet Port, alt lå frit tilgængeligt. Den offentlige Vej gik gennem Fabrikken. Og dog var der en slags Port, som sagde, ”hertil og ikke længere”
Når man kom fra en af de to smalle Veje, som førte fra Fensmark mod Glasværket, lige meget hvilken af Vejene man kom fra, Stødte man paa en Bom, som gik tværs over Vejen og spærrede den. Om Dagen var den aaben, men hver aften Kl. 22 lukkedes og laastes Bommene, saa ingen Køretøjer kunne komme ind på Fabrikkens Grund, med mindre Vægteren laaste Bommene op. Der var en fast Vægter på Glasværket den Gang, som maatte sørge for at Bommene blev laast om Aftenen og atter aabnet om Morgenen. Vægterne maatte ogsaa gaa sine natlige Runder rundt paa Fabrikken hver Nat og passe paa at der ikke skete noget i Nattens Løb, især at der ikke udbrød Ild nogen Steder. Glasværket havde nok sit eget Brandvæsen; med det havde ogsaa de undelige store Tørvebunker, som ikke alene laa i de store Tørveboder, men laa i store Stakke rundt om på Fabrikspladsen. Kom der først Ild i en saadan stak, var det meget vanskeligt at slukke den igen.
Havde man passeret Bommene og var kommet ind på Fabrikkens grund, saa man Hytten ligge som Midtpunkt omgivet af de smaa lave Beboelseshuse, en lille lav Kontorbygning, Sliberiet, Smedjen, en mindre Lagerbygning samt et Vaskehus, hvor de faa Kvinder, som arbejdede paa Glasværket den Gang, vaskede og pudsede alle Glassene, før de blev sendt ud til Kunderne. Desuden alle de store Tørveboder, som i Sommerens Løb fyldtes med de sorte, stærke Tørv, som fabrikeredes paa Mosen. Fabrikken brugte udelukkende Tørv som Fyringsmateriale den Gang.
Paa denne lille hyggelige Fabrik boede mine Forældre, og der blev jeg født den 23. September 1869. Søn af Glasmager Anton Vilhelm Rehermann, født i Siebenstern Bad Driburg, Vestfalen,
Tyskland d 18/4 1838 og Hustru Minette?? Renertine Rehermann født Iserhorst født i Emde Bei Pømbren?? Tyskland 27 December 1845. I Daaben fik jeg navnet Carl Vilhelm Frants Rehermann.
Min Fader kom til Holmegaards Glasværk 1865 og giftede sig i 1866 med min Mor.
I Hjemmet på Glasværket var vi mange Søskende, otte i alt. Tre af dem døde dog som smaa, og jeg voksede op sammen med fire Søstre, jeg som den ældste og eneste Søn.
Min far arbejdede som Glasmager paa Holmegaards Glasværk i ca. 40 Aar. Stillingen som Glasmager var den Gang meget beskeden. Pengelønnen var lille, men der var saa andre Sportler?? som bødede på den knappe Pengeløn. Vi havde saaledes fri Lejlighed, hvortil der hørte et godt stykke Have, og gratis Ildebrændsel, al den Tørv, vi kunne bruge i Aarets Løb, saa trods de beskedne Forhold, var mit Barndomshjem et lille lykkeligt og hyggeligt Hjem, hvor vi Børn voksede på under gode Forhold. Den lejlighed mine Forældre beboede, hørte til en af de bedste af Fabrikkens Lejligheder og var ret rummelig. Den bestod af to Stuer, Køkken, og Spisekammer underneden og paa 1.ste Sal et Loftsværelse med Skraavægge og et lille Tagvindue til Lysning. Den ene Stue var stor og rummelig, den anden derimod kun lille.
Af Nutidens Bekvemmeligheder fandtes selvfølgelig ingen paa de Tider. Vandet f.eks maate hentes langt borte, da der ingen Brønd fandtes ved Huset. Ildebrændselet, som udelukkende bestod af Tørv, kørtes pr Trillebør til Beboerne og læssedes af uden for de små Skure eller Tønder som fandtes udenfor enhver Families Køkkendør.
Carl Rehermanns håndskrevne erindring
Selve Husene var i reglen lange, lave Bygninger, hvidkalkede og med Tegltag. Hvert Hus indeholdt fire til fem Lejligheder. Nogle af Husene var med tykke lerklinede Vægge, det var de aller ældste Huse.
I Huset hvor jeg boede var der fire lige store Lejligheder + Skolelokale samt Lærerens Lejlighed, lidt bedre og flottere end de andre lejligheder. I hver Ende af Huset var der ovenpaa indrettet to mindre Lejligheder, som i Reglen beboedes af unge nygifte Ægtepar, for den Gang var der ikke noget der hed, at unge gifte Folk kunne faa en saakaldt stor Lejlighed – nej – de maatte pænt nøjes med de smaa Toværelses. Alt gik efter Alder den Gang, og det var i Grunden meget Retfærdigt.
Alle Lejligheder i Fabrikkens Huse var forbeholdt Funktionærer, Glasmagere og Slibere. Der var saaledes ikke tale om at en af Fabrikkens faste Haandværkere, Murer, Smed eller ?? for ikke at sige en Arbejdsmand kunne få en lejlighed i Fabrikkens Huse, nej – de maatte alle bo uden for Fabrik-kens Enemærker. Dette Forhold har dog ændret sig betydeligt i Aaenes Løb.
Mit barndomshjem var, som omtalt, en pæn rummelig Lejlighed. Den store Stue var møbleret som Dagligstue. Møblementet bestod af en stor mahogni ?? Sofa med seks tilsvarende Stole (ikke Lænestole), som fra først af var betrukket med sort Hestehaarsbetræk, det blev senere afløst af rødt Rep??. Et ovalt mahognibord med Løvefødder og en svær flot Kuglesokkel, som bar Bordpladen, og en Kommode med buede Skuffer. I et Indhak i Stuens ene Ende stod i et Hjørne en Etagere med forskellige Nipsgenstande af Glas og Porcelæn. Paa den modsatte Væg et Klædeskab. Ved de to Fag Vinduer stod et par smaa Blomsterborde med grønne Planter. Under Bordet laa et lille Gulvtæppe og paa Væggene hængte de den Gang brugte Olietryk og en del familiebilleder i polerede Rammer. Over Sofaen hængte et smukt slebet Spejl i en bred forgyldt Ramme. Belysningen i Stuen bestod af en Petroleumshængelampe. Først paa deres Sølvbryllupsdag d 25 November 1891 fik mine Forældre to Lænestole svarende til det øvrige Møblement og et Konsolspejl som fyldte god i den store Stue. Kakkelovn fandtes der ikke i Stuen, saa om Vinteren var det ikke meget den blev brugt. Den lille stue som laa ved siden af Køkkenet brugte vi baade som Opholdsstue, Spisestue og Soveværelse for mine forældre og de mindste Børn, de store Børn sov i Værelset ovenpaa. Denne Stues Møblement bestod af to polerede Træsenge, stående langs væggen ind til Lærerens Lejlighed. Et firkantet Bord staaende under Vinduet, med nogle almindelige Træstole omkring og i det ene Hjørne af Værelset en Garderobe med et broget Gardin som Forhæng. Midt paa Væggen stod en stor gammeldags Kakkelovn beregnet til Tørvefyring, den skulle varme begge stuer op. Køkkenet var kun lille, en stor aaben skorsten tog meget af Pladsen, den blev dog senere bygget om til en mere tidssvarende Skorsten. Under Køkkenets Vindue stod en stor Gammeldags Trævask med en lille stump Køkkenbord på begge Sider. På den ene væg hængte en Tallerkenrække med en Hylde til Kopper og Glas og hvor saa ellers Hverdagsporcelænet anbragtes i de forskellige Ræk. Inde i Skorstenskrogen stod et lille Komfur og ved siden af det stod den uundværlige Tørvekasse, fyldt med sorte faste Tørv fra Holmegaardsmosen. Ved døren ud til Gaarden stod en Vandbænk med to store Vandspande hvori det nødvendige Vand hentedes. Gulvet i Køkkenet var af gule Mursten, som dog senere afløstes af firkantede gule Fliser, som igen senere afløstes af almindelige Gulvbrædder.
Da der ikke fandtes spor af Kælderrum inde i Huset byggede de forskellige Familier sig en lille Kælder udenfor, saa tæt paa køkkenet som muligt, hvori de kunne opbevare Spisevarer, Grøntsager ol.
Hvad angaar levemaaden i Hjemmet, saa levede vi jævnt og økonomisk. Min Mor bagte alt Finbrødet, saasom Sigtebrød Franskbrød Kager og li, kun Rugbrødet blev købt hos Brødkusken, som kørte fra Hus til Hus med sine Varer. Ogsaa Slagter, Fiskehandler og Ølhandler kørte omkring med deres Varer. Hvis man ikke selv bryggede sit Øl, hvad der var en del som gjorde paa den tid, købte man en Otting Øl hos Ølhandleren og tappede det på Flsk. Af en Otting fik man 22 Flsk a 8 Øre pr. Flsk. Ogsaa Mælken kørtes rundt til Beboerne, den kom fra en stor Gaard i Fensmark ”Trollesgave”, som havde påtaget sig Leveringen af Mælk til Fabrikken. En Dreng fra Gaarden kom hver Dag kørende med en stor Mælkejunge op en Trækvogn og uddelte den igennem Fabrikskontoret, bestilte Mælk-Betalingen af Mælken blev saa trukket af Lønnen ved den mdl Udbetaling. Mælken fik vi den Gang for 9 Øre pr Pot. (Lidt mere end en Liter). I mit hjem fik vi mange tyske Retter, som var meget billige at fremstille og Baade min Mor og min Bedstemor var Mestre i at lave den Slags Retter, – jeg er dog ikke sikker paa, at de ville smage danske ganer. Min Mors Forældre, Glasgravør Iserhorst og Hustru ?? f. Knop boede ogsaa paa Glasværket i min Barndom. I deres Hjem var der flere voksne Børn, tre Sønner og tre Døtre. To af Sønnerne arbejdede på Fabrikken, men fik senere Erhverv an-det Sted. At der var livligt Samkvem mellem de to Hjem er en Selvfølge, og vi Børn søgte gerne om til Morfar og Mormor i vore ledige Stunder. Sommetider fik jeg lov at hjælpe min Morfar med hans Arbejde, han havde et lille Gravørværksted i sin Lejlighed, og jeg var stolt og lykkelig, naar jeg fik lov at hjælpe ham.
Kl. 6 begyndte Arbejdet paa Fabrikken, hvis Glasset i Potten var blankt, saa der kunne arbejdes af det. I aarene før og ogsaa nogle aar efter Aarhundredskiftet maatte Skyrerne gaa rundt og vække de Glasmagere som skulle arbejde og det gik for sig paa den maade, at han gik ind i de uaflaasede Forgange og raabte saa højt han kunne ”Frederiksen skal arbejde” Rehermann kan sove videre, og så tog man sig en lille Morgenlur til.
Men som sagt Arbejdet begyndte normalt kl. 6. Kl. 81/2 – 9 var der Frokostpause. Kl 12-13 Middag, Kl. 1445-1515 Kaffepause og saa Fyraften Kl. 18. Alle de Folk som boede paa eller i nærheden af Fabrikken gik hjem til alle Maaltiderne, og Maden skulle altid staa paa Bordet naar Mand og Sønner kom hejm, for vel lød Spisepauserne paa en hel eller halv Time men ingen Glasmager havde Tid til at tilbringe hele Pausen i Hjemmet, der var mange Ting at ordne paa Værkstedet før Arbejdet atter kunne begynde, og det skulle gøres i Fritiden.
Paa Arbejdspladsen ”Hytten” som den kaldes er glasarbejderne inddelt i Værksteder hver med tre Mand. En Færdigmager (Herter), en forblæser (Svend) og en Ballotmager (Lærling) samt tre Medhjælpere (Hyttedrenge). Alt Arbejde var akkordarbejde, saa det var om at gøre at udnytte Arbejdstiden til det yderste. Arbejdsdagen var dog ikke dermed til ende – nej – den lille Have skulle ogsaa ordnes i Foraar og Sommertiden og selv om Konerne gjorde en stor Del af Havearbejdet, var der alligevel nok for Mændene at tage fat paa efter Fyraften og om Søndagen. Haven skulle jo gerne give Familien alle de kartofler og Grøntsager, Som de skulle bruge i Aarets løb. Tit var der ligefrem Kappestrid imellem Naboerne, om hvem der kunne fremvise det bedste og mest veldyrkede Have-brug. Det var dog altid i al venskabelighed. Forholdet til Naboer, Arbejdskammerater og Overordnede var i Reglen udmærket, det var meget sjældent, at der var større Uoverensstemmelse end et Par fornuftige Ord kunne jævne dem. Skønt der ikke boede så få tyske Familier paa Glasværket i den Tid, var der ikke tale om noget Skel imelllem danske og tyske Familier, vi havde de samme Interesser i det daglige arbejde, saa Naboskabet var altid det bedste.
Indtil mit tiende aar gik tiden med Leg og Morskab sammen med mine Søstre og den store BørneFlok som fandtes i Ejendommene, men den Dag jeg fyldte ti aar begyndte mit arbejde paa Fabrikken og i de følgende Aar gik Dagen med at Arbejde paa Fabrikken den halve Dag of Skolegang den anden halve. Det kunne sommetider være træls nok for en tiaars Knægt og det var ikke altid Undervisningen blev fulgt med den nødvendige Interesse. Den første Dag i Hytten var alligevel en stor Dag som blev imødeset med Længsel af alle tiaarige, for saa begyndte de at tjene Penge. Lønnen vi fik for arbejdet var kun ringe 13 kr pr Md, men dog en kærkommen Hjælp i mange smaa og fattige Hjem. Naar en Dreng havde arbejdet nogen tid i Hytten som Medhjælper, blev han i Reglen forfremmet til Anfanger og Lønnen steg til 13??? Kr om Maaneden. At blive Anfanger ansaas for et mere betroet og ansvarsfuldt arbejde, som bestod i at Anfangeren med den dertil indrettede Pibe hentede netop saa meget af den rødglødende Glasmasse ud af Potten, som var nødvendigt til de forskellige Glas og gav Glaspusteren det til videre Forarbejdning, et både varmt og anstrengende Ar-bejde.
Skolen, som alle Børnene fra Glasværket, samt de Børn fra Omegnen som arbejde i Hytten, gik i, var en privat Skole oprettet af Holmegaards Glasværk. Der kunne til tider være ek 50 Elever, som var delt i fire Klasser. De to ældste Klasser undervistes af Læreren selv, idet en Klasse gik i Skole om Formiddagen og en om Eftermiddagen. De to smaa Klasser undervistes af Lærerens Hustru eller Husbestyrerinde alt eftersom Læreren var gift eller ugift. Enhver Familie som boede i Fabrikkens Huse maatte betale 2 kr i Skolepenge pr Md enten de havde skolesøgende Børn eller ej. Skolen bestod lige til 1910 da den blev nedlagt. I dette aar var Loven som forbød Børn under 14 aar at arbejde paa Fabrikken og lignende Arbejdspladser vedtaget, og dermed Fabrikkens Pligt til at opretholde Skolen ophørt. Børnene fra Glasværket maatte nu søge den kommunale Skole i Fensmark.
Da jeg knap 14 aar gammel var bleven konfirmeret kom jeg i lære hos min Far. Læretiden var fire Aar. I Læreaarene var vi Læredrenge under streng Disciplin. Der var den Gang et skarpt Skel imel-lem Mester, Svend og Lærling, og der forlangtes ubetinget Lydighed mod givne Ordrer og høflig Optræden over for de ældre på Værkstedet; gjorde vi ikke det, ja – saa skulle de nok belære os om, at holde os inden for Rimelighedens Grænser.
Efter endt Læretid var det ingen Forblæserplads paa Holmegaard, hvorfor jeg søgte og fik Plads på Odense Glasværk, dog kun i nogle faa Maaneder for saa gik Glasværket fallit og maatte slukke Ovnene Jeg søgte saa til Tyskland, hvor jeg arbejdede ca ½ Aar i Køln Rhrenfeldt.
Imidlertid var min Far bleven ældre og en del gigtsvag, saa det kneb med at arbejde saa hurtigt som de unge Mennesker paa Værkstedet, hvorfor han ønskede jeg skulle vende hjem og overtage en plads som Forblæser paa hans Værksted. Jeg opfyldte hans Ønske, skønt jeg godt kunne lide at arbejde i Tyskland, og i 1889 begyndte jeg igen at arbejde Holmegaards Glasværk, og har saa arbejdet uafbrudt der indtil 1939 da jeg holdt op som Glasmager.
I min Ungdom var der et rigt Foreningsliv paa Glasværket. Der fandtes mange forskellige Foreninger, saasom Hornorkester, Gymnastikforening, Sangforening (Herrekor) Læseforening, Dramatik Forening Skøjteløberforening, Skytteforening, derunder ogsaa Fugleskydningsselskab og som den yngste Forening startedes Glasværkets Boldklub omkring Aarene 1903-4 paa den daværende Lærers initiativ. Alle Foreninger optog kun Medlemmer blandt Funktionærer, Glasmagere og Slibere, dette gjaldt ogsaa for den private Syge og Begravelseskasse som fandtes paa Glasværket og som alle Beboerne skulle være Medlemmer af.
Det første Hornorkester opstod omkring 1877, det bestod kun af 5-6- Mand, men de kunne ikke holde Liv i Orkestret og det gik til Hvile faa efter Starten, men i 1884 startedes Musikforeningen Urania og den var mere levedygtig, idet den har bestaaet i mere end 50 Aar. Jeg var kun en 16-aars Dreng da Urania stiftedes, men blev alligevel aktivt Medlem af Orkestret og har været det lige til jeg forlod Arbejdet i Hytten. Uranias aktive Medlemstal var 10-14 Mand. Orkestret var til stor Glæde og Fornøjelse for Fabrikkens Beboere. Utallige er de Gange hvor Urania har medvirket ved Fester og Sammenkomster ikke alene inden for sit eget Sogns grænser, men ogsaa udensogns. Selv ved Begravelser medvirkede Urania. Det gik med sin Fane i Spidsen for Ligtoget og blæste Sørge-koraler, dog kun naar det var en Mand, som var ansat paa Fabrikken, der blev begravet, aldrig ved Kvinders Begravelse.
I den lyse Sommertid arrangerede Urania tit Skovtur Søndag Eftermiddag og altid Pinsedags Efter-middag ud til den nærliggende Fensmarkskov. Kl. 14 Stillede Urania med sine blankpudsede In-strumenter op ved Kroen, og saa samledes Glasværket Befolkning omkring dem, først og fremmest de søndagspyntede Børn, Kvinder med Madkurve paa Armen og de mindste Poder i Barnevognene, Mændene, (som daarligt havde fået Middagssøvnen gnedet af Øjnene) kom altid sidst. Naar Urania begyndte at spille en March stillede vi op i Flok og Geled og saa vandrede vi til Skovs.
Ude i Skoven besørgede Urania Underholdningen afbrudt af en lille Ølpause en Gang imellem. Børnene legede, Kvinderne sladrede hyggeligt om deres Problemer og naar Folk følet Sulten gnave, lejrede man sig i det grønne og tog Hul paa Madkurvene, for saa efter endnu en times Ophold i den grønne Skov, atter at stille op med Musikken i Spidsen og vandre hjemad. Børnene trætte og søvni-ge men alle de voksne enige om at de havde haft en god og hyggelig Eftermiddag.
Det er kun naturligt, at det stærke Foreningsliv gav mange Adspredelse og Fornøjelser Aaret rundt, men da det reglen var de samme Mennesker nemlig Funktionærer; Glasmagere og Slibere som sluttede op om de forskellige Foreninger, blev det ogsaa de samme Mennesker, nemlig Fabrikkens Beboere, som morede sig sammen ved de strengt private Sammenkomster Karnevaller; Diletantkomedier, Baller mm som afholdtes i Festsalen paa Glaskroen. Salen stod til gratis Afbenyttelse af alle Foreninger.
Ville en eller anden Familie gerne have en eller flere tilrejsende Gæster med til Fest paa Kroen, – ja saa maatte man bede Driftlederen, den Gang Hr. Inspektør Pontoppidan om Tilladelse til at tage dem med og man maatte garantere for at det var pæne velopdragne Mennesker, som ikke lavede Ballade i nogen Retning.
Det største og fineste Bal som fandt Sted i Aarets Løb, kaldtes Greveballet. Det var et Bal som Glasværkets Ejer gav for Fabrikkens Folk og der var altid stor Tilslutning. Lige fra den yngste Lær-ling til den ældste Glasmager saa mødte de op i deres fineste Stads. Mange af de lidt ældre Herrer mødte i sort Diplomat, som paa den tid var meget moderne som Festtøj. De unge Damer kom i fine hvide Mollskjoler mens de ældre Damer var i lidt mørkere farver, men alle i det fineste de kunne opvise. Pre Kl 191/2 aabnedes Ballet af Hr Pontoppidan, som altid deltog i Festlighederne med hele sin Familie og eventuelle Gæster, og saa gik dansen med Liv og Lyst til Kl 2330, saa skulle de fine?? Musikere som spillede have en Pause. I pausen blev der serveret Punch, Øl og Sodavand. Et stort Bord blev stillet ind i Salen og herpaa anbragtes Punchebollerne, samt de fornødne Glas. Kroens Vært samt en Tjener fyldte Glassene og saa kunne Deltagerne tage hvad de helst ville have. Naar alle havde faaet et Glas blev der holdt taler og drukket Skaal for mangt og meget. For Kongen, Giveren af Ballet, Grev Danneskjold Samsø, Fabrikkens Ledelse og mm. Til sidst takkede en ellen anden af Fabrikkens Folk for den smukke Fest og saa var talerne forbi og Punchebollerne tomme.
Derefter blev der sunget nogle Sange, – det var Pontoppidans største Fornøjelse naar han kunne faa baade gamle og unge til at synge af Hjertens Lyst og synge kunne Glasværksfolkene den Gang. Naar Pausen var forbi dansedes der atter livligt til hen paa de smaa Timer. Ballet holdtes altid en Lørdag Aften, saa var der tid til at sove ud om Søndagen. Alt var gratis for Deltagerne.
Ogsaa Julen stod i Festernes Tegn. Juledags Aften holdtes det Juletræ for alle de voksne Beboere. (Børn havde ikke Adgang til de Fester som holdtes paa Kroen). I Salen blev et stort, smukt pyntet Juletræ stillet op og Deltagerne samlede sig der om. Efter en lille Velkomsttale af Jule kommiteens Formand, blev der sunget nogle Julesalmer imens Deltagerne i en stor Kæde gik rundt om Træet. Imens Lysene endnu brændte blev en Julehistorie eller et eller andet Digt læst op, og saa begyndte Musikken på den mere livlige Musik. Der var en egen hyggelig Stemning over denne Julefest. Det var som om det var en stor Familie der fejrede Jul sammen, – alle var lige, alle kendte hinanden og der herskede den ?? og Hyggeligste Stemning mellem Deltagerne. Naar Lysene var brændt ned blev træet slæbt hen i et Hjørne af Salen, og saa gik Dansen. Til denne Fest maatte deltagerne dog skrive paa en Liste og selv betale Omkostningerne, kun Træet og Lokalerne var gratis.
Nytaarsaften var det Børnenes Tur, at holde Julefest, men denne Gang var det ogsaa Fabrikkens Ejer som gav Festen. Det store Træ blev atter pyntet og et nummereret Stk Legetøj til hvert Barn blev hængt paa Træet. Henad Kl 6 samledes Børnene i den lille Sal og præcis Kl 6 lukkedes Dørene ind til Salen ?? Juletræet. Det var et smukt Syn at se alle de forventningsfulde og straalende Barneansigter stirre paa Træet og Legetøjet. (Børnene var ikke saa forvænte med Juletræer og Legetøj den Gang som de er nu). Når alle Børnene var kommet ind i Salen blev de stillet op to og to i en lang Række og saa gik de March omkring Træet til Musikkens Toner. Naar Marchen var forbi, talte Pastor Kynde fra Fensmark til Børnene og de sang nogle Julesalmer, saa blev der læst en, ikke for lang, Julehistorie og Børnene sang ”Højt fra Træets grønne Top” og saa var den alvorlige del af
Festen forbi. Igen spillede Musikken en March og Børnene gik parvis ud af Salen. I Døraabningen stod et par Mænd, den ene med en Æske i Haanden, fyldt med sammenrullede Numre, den anden uddelte Godteposer til alle Børnene, selv de smaa som blev baaret paa Armen gik deres Andel. Naar Børnene havde trukket Nummer og faaet en Pose gik de atter ind i Salen igennem den anden Dør og saa begyndte uddelingen af Legetøjet. Under Børnenes Jublen og Raaben hentedes Legetøjet ned fra det høje Træ. Numrene blev raabt op og snart genlød Salen af Trompethyl, Trommehvivler, Piskesmæld og megen anden Støj, og en livlig byttehandel begyndte; det kunne jo hænde, at en lille dreng fik en Dukke eller en Dukkevogn og en lille Pige blev beriget med et stykke Drengelegetøj, og saa maatte der byttes. Naar uddelingen af Gaverne var forbi trakteredes alle Børnene med Chokolade og Kager. Det foregik holdvis i den lille Sal, der var ikke plads til alle paa en Gang.
Inde i den store Sal var dansen begyndt, men kun for Børnene, de voksne maatte nøjes med at se paa Børnene eller danse med dem. Efter et par Timers Dans, skulle Musikken have en lille Pause og saa legede Børnene forskellige Sanglege under anførelse af et Par af de voksne. Kl 23 blev der serveret Smørebrød for Børnene. Værten og hans Hjælper kom op i Salen med store Fade fyldt med lækker Smørebrød, der var Leverpostej, Sildesalat, Æggemad og mm og Børnene tog for sig af Ret-terne med god Appetit. Kl 24 fik Børnene ”Punch”, som bestod af et Glas Vand (lunkent) og saa var Børnenes Aften forbi. Efter KL 24 maatte de Voksne danse med og der blev Trængsel paa Danse-gulvet.
Den første Lørdag efter Nytaar afholdtes den sidste af de forskellige Julefester; det var festen for Haandværkerne Arbejdsmændene og alle Hyttedrengene. De blev alle inviteret til Spisning og Bal paa Kroen. Det var dog kun Spisning for Arbejderne selv, deres Koner og Kærester mødte først til det efterfølgende Bal. Til Spisningen var dog ogsaa de Kvinder indbudt, som paa den tid havde faaet Arbejde paa Fabrikken. Der blev serveret Flæskesteg med Rødkaal og andet Tilbehør samt en dessert og al Øl og Snaps efter Behag, saa stemningen blev snart høj. – Ogsaa ved denne Fest mødte Hr Inspektør Pontoppidan og Frue som Vært og Værtinde. Naar Spisningen var forbi, dansedes der med Liv og Lyst til lange ud paa Natten, og dermed var Julens traditionelle Fester forbi.
Der var mange andre Fester i Aarets Løb, idet de fleste Foreninger afholdt Aftenunderholdning mindst en Gang om Aaret.
De to Musikforeninger afholdt hver en Koncert, Strygemusikforeningen i Fællesskab med Sangkoret, for de fleste af Strygerne var ogsaa Sangere.
Skøjteløberforeningen havde i mange Aar et fornøjeligt og muntret Karneval Fastelavnslørdag, hvor saa godt som alle Deltagerne var maskerede. Ellers var det mest udendørs den virkede. Naar Frosten rigtig bed og blev saa haard, at de store Mosehuller frøs til og Isen blev sikker, drog Skøjteløberfor-eningen ud paa Mosen. Med Urania i Spidsen gik det ud til de store Isflager og snart udfoldede der sig et muntert Folkeliv derude,enten man saa løb paa Skøjter, kørte paa Kælk, eller nøjedes med at slaa ?? henad Isen. Efter et par Timers Forløb kom der Forfriskninger ud til Isbanen, især beregnet paa de frysende Musiker, – Madam Olsen kom med sine store Kurve fyldt med dejlige, varme Æbleskiver og Kromanden kom med varm Punch, (der skulle noget til at tø de stivfrosne Musikere op med). Det var dog ikke alene Musikerne som blev trakteret, nej alle som havde lyst kunne faa del i Tragtementet og Kurvene blev snart tomme.
Dramatik Foreningen havde ogsaa sin Aarlige Forestilling paa Kroen hver Vinter. Foreningen havde sin egen lille Scene, som kunne rejses ved Forestillingens Begyndelse og atter tages ned naar Forestillingen var forbi. Dramatik Forenings Aftener var gode og der blev set hen til dem med stor Forventning. Stykkerne som opførtes var gode lødige Stykker og det var gode Kræfter som fremførte dem, der var især mange gode Sangstemmer blandt Dilettanterne. Publikum mødte meget talrigt op, saa der tit var Trængsel i Salen under Forestillingerne. Dramatik Foreningen blev ledet af Hr Fabriksforvalter Ebert.
De her omtalte Fester var Vinterens Fester, men ogsaa sommeren havde sine Fornøjelser. De to Skydeforeninger, Fugleskydningsforeningen og Skiveskydningsforeningen havde begge deres Fe-ster i Sommerens Løb. Skiveskydningsforeningen havde først Skydebane ude paa Mosen, men Mo-sens Ejer fik Skrupler og blev bange for, at al den skyderi skulle skræmme Vildtet bort, hvorfor Banen blev forlagt til Stenskoven, en stor Skov som ligger 3-4 km fra Glasværket. Da der var en temmelig lang Vej at gaa til Skydebanen, arrangerede Foreningen Skovture paa de Eftermiddage de skulle have Skydeøvelser, (det var altid paa en Søndg.) Urania stillede sig til Raadighed. Aftensma-den blev smurt og pakket (Øl og Sodavand kunne købes i Skoven) og saa vandrede vi til Musikkens Toner den kilometer lange Vej til Stenskoven. Ude ved Skydebanen var der forskellige Ting til Underholdning for Folk. Der var Gynger og Vipper for Børnene. Forskellige Ringspil og et Keglespil for de voksne og det blev alt sammen stærkt benyttet. Henimod Sensommeren afholdtes Præmie-skydning, hvor de dygtige Skytter kunne vinde sig en god Præmie. Efter endt Skydning var der Bal for Foreningens Medlemmer paa Kroen.
Ogsaa Fugleskydningsforeningen havde sin aarlige Fugleskydning midt paa Sommeren. En høj Stang, hvorpaa den ret massive Fugl var sat fast, blev rejst i Udkanten af en lille Klat Skov, kaldet Haveskoven, nær ved Fabrikken, og saa gik det løs med Skydningen. Sommetider var Fuglen lavet saa solidt, at der skulle mange Skud til for at faa de forskellige Dele til at falde og Spændingen var stor, naar enten Vinger, Hale og hvad de mange ting, som findes paa en Fugl, nu hedder hængte og dinglede – hvem ville være den heldige af Skytterne? I mange Aar sluttede Fugleskydningen med en livlig Fællesspisning paa Kroen. Den nye Fuglekonge blev hentet med Musik i sit Hjem og blev ført op i Salen, her modtoges han af de øvrige Deltagere i Festen og han blev ført til Hæderspladsen. Den gamle Fuglekonge maatte aflevere Kongekæden som blev hængt om Halsen paa den nye Konge og saa blev der holdt taler for baade den nye og den gamle Konge. Ogsaa den Fest sluttede med et fornøjeligt Bal som varede til den lyse Morgen.
Læseforeningen virkede mere i Stilhed. Den havde sin store Andel i det kulturelle Liv paa Glasværket. For det første var den ejer af et, efter Tidens Forhold, ret stort Bibliotek, hvor Fabrikkens beboere kunne hente Bøger, baade til Oplysning og Adspredelse Vinteren igennem. Dernæst gik der Læsemapper rundt iblandt Medlemmerne, som var inddelt i smaa Læsekredse med 5-6 Medlemmer i hver Kreds. I Mapperne fandtes de mest populære Ugeblade. Disse Læsekredse findes den Dag i Dag; derimod er Læseforeningens øvrige Virksomhed ophørt, idet Biblioteket er overgaaet til Fensmark Sognebibliotek. Lidt udendørs Fornøjelse kunne Læseforeningen dog ogsaa være med til. 5te Juni var Læseforeningens Dag. Paa Fabrikken er det halv fridag femte Juni, og saa inviterede Læseforeningen på Skovtur i Fensmarkskoven. Hr Pontoppidan og Fabriksforvalter Ebert var Ar-rangører. Selvfølgelig Skulle Urania underholde, sommetider assisteret af et Sangkor. Kromandens Køretøj maatte køre Borde og Bænke ud i Skoven og hans Folk stillede dem op paa Festpladsen. Samme Køretøj hentede saa alle de pakkede Madkurve Øl Sodavand og en del søde Sager, som Børnene kunne købe af i Eftermiddagens Løb. Paa Festpladsen var de sædvanlige Ting til Børnenes Underholdning opstillet, Gynger, Vipper osv. Kl 3 ankom Festdeltagerne og Hr Pontoppidan aab-nede Festen med en lille tale for Kongen, Danmark og Grundloven. Der blev sunget et par Sange, og saa gik det løs med Væddeløb for Børnene. Der var Sækkevæddeløb for de større Børn og et Hinkeløb for de mindre. Det saa komisk ud, naar de kom hoppende i deres Sække, for saa lige paa en Gang, at trille rundt paa Jorden og med stor møje og besvær atter komme paa Benene og fortsæt-te Løbet. Det var ogsaa morsomt at se de smaa komme hinkendes. Øjnene stod stive i Hovedet paa dem af Anstrengelse for at holde balancen og Tungen kom ud af Munden for at hjælpe paa ??. Naar Børnene var færdige med Væddeløbene, legedes der to Mand frem for en Enke baade af Voksne og Børn og der blev sunget og danset paa Grønsværen indtil Folk var Trætte, saa slog man sig ned ved Bordene, og i det grønne, og lyttede til Musikkens toner.
St Hansaften var Læseforeningen ogsaa paa færde. I et af de smukke Anlæg, som den Gang fandtes paa Fabrikken, tændtes et stort Baal, som Folk samlede sig om og der blev sunget og musiceret indtil Baalet var brændt ned. Saa tog Inspektør Pontoppidan fat og afbrændte et flot hjemmelavet Fyrværkeri. Der var Sole, Raketter og meget andet, som tog sig smukt ud i den stille Sommeraften.
Fodboldklubben er den yngste af de omtalte Foreninger. Den startede, som omtalt, omkring 1903. Paa det Tidspunkt var der ansat en Lærer paa Fabrikken, som gik meget op i Sport og Gymnastik. Han kendte Reglerne for den nye Sport ”Fodbold” og fik snart overtalt en del af de yngre Mænd til at forsøge sig som Fodboldspillere. Det var dog ikke de helt unge Mennesker Læreren fik med i det første Fodboldhold, – nej – de fleste af os (jeg var selv Medlem trods mine 33 Aar) var ca 30 Aar og derover, men vi sparkede til Bolden med Liv og Lyst. Vi var dog saa forsigtige, at de flese af os havde Kludesko eller Gymnastiksko paa naar vi spillede, for ikke at sparke hinanden, saa det gjorde Skade. Vor første Fodboldbane havde vi ude paa Mosen og det er synd at sige, at den var ideel, – nej – den var meget ujævn, saa det var nemmere at ramme Tuerne en Bolden. Snart blev vi kede at, at spille paa den daarlige Bane og gik i Lag med Fabrikkens Ledelse for at faa et stykke Jord som var bedre egnet til Formaalet. Efter nogen Snak frem og tilbage, fik vi anvist et Stk Jord nær Fabrikken, paa Trollesgaves Mark, og der fik vi vor første rigtige Fodboldbane, som har været i brug indtil for faa Aar siden. Vi ældre Herrer blev ogsaa snart afløst af unge Mennesker og Medlemstallet steg hurtigt, saa der kunne dannes flere spillende Hold. Samme Lærer fik ogsaa samlet et Gymnastik-hold, (Motionshold) som havde mange morsomme Øvelsesaftener paa Kroen.
I 1899 fik jeg min første Lejlighed og giftede mig samme Aar, Lejligheden, som min Hustru og jeg flyttede ind i som nygifte, var en lille Toværelses Lejlighed paa 1ste Sal. Hele Lejligheden laa imod Nord og der kom aldrig en Solstraale ind i nogen af Værelserne. Selve Huset vi boede i, var en stor graa toetagers Bygning med fire lidt større Lejligheder i Stueetagen. Naar man kom op af den slidte, snavsede Trappe som førte op til første Sal, kom man først op i en lang Gang, som gik igennem det meste af Husets Længde. Fra Gangen førte Døre ind til Værelserne paa begge sider af Gangen. Paa den ene Side, mod Syd, var der en række Værelser som beboedes af unge ugifte Arbejdere, mens de to smaa Lejligheder som fandtes paa første Sal laa imod Nord. Foruden de to Lejligheder var der i Gavlen mod Øst lavet en treværelses Lejlighed, som havde den Fordel, at der var Sol i de to Stuer medens Soveværelse og Køkken laa imod Nord, den var betydelig bedre end de to smaa Lejlighe-der.
Møbleringen af vor første Lejlighed var meget beskeden. Stuen blev møbleret som Spisestue. En Egetræsbuffet optog den ene Væg. Ved den modsatte Side stod en Divan med et Egetræsspisebord foran og dertil 6 tilsvarende Stole, det var alt hvad Stuen kunne rumme. Der var kun et fag Vinduer i hvert Værelse. I Spisestuen stod Lejlighedens eneste Kakkelovn en stor Tørveovn. Fra Spisestuen førte en Dør indtil Soveværelset, men for at skaffe Plads til Møblerne, maatte vi tage Døren af og erstatte den med en Portiere. Soveværelsets Møblement bestod af to polerede Senge, en Kommode, et Klædeskab og en Servante med Marmoropsats samt et par Stole. Der var ikke Plads til et Toilet-bord, Natbord eller lignende. Belysningen i Stuerne var en Petroleumshængelampe i Spisestuen og en Ampel i Soveværelset. Paa væggene i Spisestuen hængte Efterligninger af E?? Amagerbilleder, der var ikke raad til Malerier. Foran Spisestuen laa det meget lille Køkken, som ogsaa maatte tjene som Entre, idet der ikke fandtes nogen anden Indgang til Lejligheden end igennem Køkkenet. Spisekammer fandtes ikke. Et lille Skab med Hylder, som var opstillet i Køkkenet skulle være Spise-kammer. Den sædvanlige udendørs Kælder fandtes ogsaa her, men da den laa langt fra Lejligheden og Gaarden, vi skulle over, for at komme til Kælderen, var et Ælte og Søle især om Vinteren blev den sjælden benyttet uden om Sommerem, naar Spisevarerne ikke kunne holde sig oppe i Lejligheden. Det var i det hele taget ikke en Lejlighed vi var glade for, thi da Vinteren kom drev Fugten ned af Væggene og vore Møbler blev ødelagt af Fugtighed. Vi bad derfor om at faa et andet sted at bo og i løbet af kort Tid fik vi også en anden lille Lejlighed. Vi boede kun knapt to Aar i den første
Lejlighed Nr. 2 delte vi med Tørveforvalteren som var ugift og derfor kun brugte den største Stue og et lille Kontor, vi kunne saa benytte Resten af Lejligheden, en Stue og Køkken samt Spisekammer underneden og to Værelser ovenpaa, saa der var betydelig mere Plads end i den første Lejlighed. Endnu tre Gange flyttede vi, og hver Gang til en større og bedre Lejlighed.
Min Far var imidlertid blevet gammel og meget daarlig af Gigt, saa han kunne ikke gaa til sit Ar-bejde uden stort Besvær, hvorfor han tog sin Afsked (1904). Som følge heraf kunne mine Forældre ikke blive boende i den store Lejlighed, men maatte flytte til en lille Lejlighed. Jeg ansøgte om at faa mine Forældres Lejlighed og fik den ogsaa og paa den Måde kom jeg atter tilbage til det Hus og den Lejlighed hvor jeg havde boet hele min Barndom og der voksede mine tre Børn (en Pige og to Drenge) op under gode og sunde Forhold.
Der var gode og frie Forhold paa Holmegaards Glasværk omkring Aarhundredeskiftet. Ingen spærrende Hegn nogen Steder. Voksne og Børn kunne frit færdes baade paa Fabrikkens Grund og i Skov op paa Mose. Hytten var vel nok børnenes kæreste Opholdssted, især om Vinteren. Der var varmt og lunt og der kunne de faa tørret Tøj og Strømper, hvis de havde været paa Mosen og faaet en ordentlig Sokfuld og selv om de til tider blev jaget ud af den ene Dør kom de snart ind igen af den anden. Først da der blev sat et højt Hegn omkring hele Fabrikken og ansat en Portner til at passe paa ved Porten, kunne Børnene holdes væk fra Fabrikspladsen.
Men ogsaa de voksne holdt af at gaa i Hytten især Søndag eftermiddag, hvis vejret var daarligt. Sad man og kedede sig derhjemme Stuen, – ja – saa tog man en Kurv med nogle Kartofler paa Armen og saa gik hele Familien i Hytten. Mens kartoflerne stegte paa de varme Ovne legede Børnene omkring de store Tørvebunker og da der altid var mange andre Familier i Hytten Søndag Eftermiddag, gik Snakken livligt Mand og Mand imellem, om Dagens Arbejde og andre Emner som interesserede dem. Konerne sad paa de smaa Bænke, som stod ved Ovnene, og arbejdede paa deres Haandarbejde imens de holdt Øje med de legende Børn. Naar Kartoflerne var stegt sprøde saa Skralden rigtig kunne knase, samledes hele Familie om Kurven og saa spistes der kartofler med Salt til, indtil Kurven var tom. (Det var en Herreret). Egentlig hørte der en Spegesild til Kartoflerne, men den var ikke altid ved Haanden og saa nøjedes vi med Saltet. (Stegte Kartofler og Spegesild er alle Glasværkers Nationalret)
![16117581_10211760013662345_191838304_n[1]](https://fensmarkby.dk/wp-content/uploads/2016/09/16117581_10211760013662345_191838304_n1.jpg)
Carl Rehermann knælende i det Katolske Kapel. Udlånt af Næstved Museum
En Ovnbygningsperiode var ogsaa den eneste Form for Ferie for Glasarbejderne. Selv om en Glasmager var med at bygge Ovnen op, ville der altid blive ca 3 ugers ferie, inden Ovnen blev varmet op og kom i Gang, saa Arbejdet kunne gaa sin vante Gænge, og som sagt, skete det kun hvert tredje Aar, saa saadan en lille Ferie, var tit kærkommen..
Den private Selvskabelighed iblandt Beboerne indbyrdes var ikke særlig stor. Det fandtes dog altid enkelte Venner blandt Arbejdskammeraterne, som vi gerne saa i vort Hjem sammen med deres Familie. To af mine Søstre var ogsaa bleven gift og bosat paa Glasværket og selvfølgelig kom vi en Del sammen med dem, ved de forskellige Lejligheder. Ved disse smaa selskabelige Sammenkomster gik det jævnt og stilfærdigt til. Der var ingen Udskejelser hverken med Mad eller Drikkevarer, alt gik jævnt og fornøjeligt til.
Der blev i Reglen serveret en eller anden Kødret, Steg eller lignende, og saa en dessert, dertil drak vi hjemmebrygget Frugtvin. Efter Middagen fik vi en rigtig god Kop Kaffe, (der var ingen Kaffera-tion i de Dage) og Mændene fik ild paa en god Cigar. I de Aar var det ikke Skik og Brug at Kvinderne skulle ryge, saa det var et Særsyn, at se en Dame med en Cigaret i Munden, og det ville sikkert nok have vakt megen Forargelse. For Resten blev der heller aldrig budt nogen Slags Røgelse rundt til Damerne.
Naar Kaffen var drukket og Cigarerne røget skulle Mændene spille Kort, og snart var de bænket ved Spillebordet. Lidt efter at de havde sat sig til Rette, blev der sat en bakke ind paa Bordet. Paa Bakken stod en Kande med kogende Vand, en flaske Rom, Sukker og Glas, og saa bryggede Mændene sig en god Romtoddy som de sad og nippede til under Spillet. Konerne fik Haandarbejdet frem og hyggede sig i den lille Dagligstue, og det var mangt og meget som blev drøftet saadan en Aften. Sent paa Aftenen dækkedes et pænt Kaffebord med dejlige hjemmebagte Kager og naar kaffen var nydt, gik vi hvert til sit.
Alle private Sammenkomster holdtes altid Lørdag Aften, lige som de mere officielle.
Ved Bryllupper, Konfirmation, Barnedaab og lignende Fester kunne det sommetider gaa lidt mere festligt til. Hjemmet blev smukt pyntet med Blomster og ligeledes Borddækningen blev gjort saa festligt som muligt. Maaske blev der ogsaa serveret ”rigtig” vin til Maden købt hos den lokale Købmand eller i Brugsen. Men det blev dog aldrig tilnærmelsesvis saadanne Fester, som der holdes mange Stedet i vore Dage. Det blev f Eks aldrig trommet saa mange mennesker sammen, saa Lejligheden blev for lille, nej, kneb det med Pladsen ryddede man en af Stuerne og satte Borde og Bænke ind og placerede Gæsterne omkring dem, og saa festede man.
Imellem Glasværksfolkene og den øvrige Befolkning i Fensmark Sogn, var der heller ikke megen Samkvem. Der var et skarpt Skel imellem de to Befolkningsgrupper, som slet ikke havde fælles Interesser. Glasbefolkningen maa nærmest karakteriseres som en Bybefolkning, hvis Interesse samlede sig om det daglige arbejde og det stærke Foreningsliv, isæt paa Musikkens og Sangens Omraader. Efterhaanden kom dog ogsaa Sporten til og fik et stærkt Tag i Befolkningen især i Ungdom-men. Derved kom der lige som mere kammeratskab imellem de Unge ude i Sognet og Glasværkets Ungdom. Den øvrige Befolkning i Sognet var en udpræget Landbobefolkning, som saa med Skepsis paa det Liv der udfoldede sig paa Glasværket. Det kunne f Eks aldrig falde en af Sognets Landboer ind, at deltage i en eller anden Fedt paa Kroen, – nej – skulle de til Fest skulle det være i Forsamlinghuset, for nede paa Kroen gik det alt for fint til. Efterhaanden som Tiden gik jævnedes Forskellen imellem de to Grupper dog en del ud. Fabrikken voksede og dermed ogsaa Befolkningen, saa flere og flere maatte bosætte sig ude i Sognet. Derved kom Glasarbejderen mere i Kontakt med den øvrige Befolkning og der satte sig spor i Forholdet imellem de to Befolkningsgrupper, men der vil og maa altid findes et vist Skel imellem Befolkningerne, fordi deres Arbejde og Interesser ligger saa fjernt fra hinanden. Det findes dog ikke ret mange Mennesker I Fensmark Sogn som ikke direkte eller indirekte har deres Fortjeneste fra Glasværket, kun de faa Bøndergaarde som findes i Sognet maa trækkes fra. Fensmark Sogn ville være meget dårligt stillet hvis Glasværket indstillede sin Virksomhed.
Fensmark Sogn er og har altid været et Forgangssogn, baade paa det sociale og kulturelle Omraade. Saaledes findes der baade en Aldersrentebolig og et Hjem for Gamle og den sociale Forsorg er første Klasse, noget som ikke er ganske almindeligt i en Landkommune. Ligeledes er Skolevæsnenet i stærk Groning, og der gøres alt for at gennemføre en god og forsvarlig Ordning paa dette Omraade.
Ligesom der er to Befolkninggrupper er der ogsaa to Menigheder, idet der iblandt de tyske Familier paa Holmegaard Glasværk fandtes en del Katolikker. For disse Katolikker byggedes der et lille Kapel omkring 1896-97, som fik Navnet St. Franciscus Kapellet. Kapellet er meget smukt udstyret og er i alle de Aar der er gaaet, blevet stærkt benyttet af den lille katolske Menighed, som endnu den Dag i Dag findes paa Holmegaards Glasværk.
Da der ikke fandtes nogen fast ansat Sognepræst i Næstved paa den Tid; sendtes der Rejsepræster ud fra København til at forrette Gudstjenester, som kun fandt Sted en Gang hver tredje Md. Børnene i de katolske Familier maatte ligeledes, naar de vat naaet Konfirmationsalderen, rejse til København for at faa den fornødne Undervisning inden Konfirmationen. Denne Undervisningsperiode varede i reglen ½ Aar. Selve Konfirmationen foregik ogsaa i København, idet det kun er den katolske Kirkes Biskop, som har ret til at udføre Konfirmationshandlingen.
I 1884 startedes Musikforeningen Urania og den var mere levedygtig, idet den har bestaaet i mere end 50 Aar.
Carl Reehermann var også aktivt medlem af Urania:
Carl Reherman skrev således:
Jeg var kun en 16-aars Dreng da Urania stiftedes, men blev alligevel aktivt Medlem af Orkestret og har været det lige til jeg forlod Arbejdet i Hytten. Uranias aktive Medlemstal var 10-14 Mand. Orkestret var til stor Glæde og Fornøjelse for Fabrikkens Beboere. Utallige er de Gange hvor Urania har medvirket ved Fester og Sammenkomster ikke alene inden for sit eget Sogns grænser, men ogsaa udensogns. Selv ved Begravelser medvirkede Urania. Det gik med sin Fane i Spidsen for Ligtoget og blæste Sørgekoraler, dog kun naar det var en Mand, som var ansat paa Fabrikken, der blev begravet, aldrig ved Kvinders Begravelse.
I den lyse Sommertid arrangerede Urania tit Skovtur Søndag Eftermiddag og altid Pinsedags Eftermiddag ud til den nærliggende Fensmarkskov. Kl. 14 Stillede Urania med sine blankpudsede Instrumenter op ved Kroen, og saa samledes Glasværkets Befolkning omkring dem, først og fremmest de søndagspyntede Børn, Kvinder med Madkurve paa Armen og de mindste Poder i Barnevognene, Mændene, (som daarligt havde fået Middagssøvnen gnedet af Øjnene) kom altid sidst. Naar Urania begyndte at spille en March stillede vi op i Flok og Geled og saa vandrede vi til Skovs.
Ude i Skoven sørgede Urania for Underholdningen kun afbrudt af en lille Ølpause en Gang imellem. Børnene legede, Kvinderne sladrede hyggeligt om deres Problemer og naar Folk følte Sulten gnave, lejrede man sig i det grønne og tog Hul paa Madkurvene, for saa efter endnu en times Ophold i den grønne Skov, atter at stille op med Musikken i Spidsen og vandre hjemad. Børnene trætte og søvnige men alle de voksne enige om at de havde haft en god og hyggelig Eftermiddag.
Urania på skovtur i 1929
Musikforeningen Urania blev stiftet den 29. februar 1884 på Holmegaard Glasværk i Fensmark.
Blandt stifterne af Urania var glasmager Theodor Lennartz, som var kommet til byen fra Westphalen. Han blev Uranias første dirigent.
Glasmager Theodor Lennartz. Uranias første dirigent
Det vides ikke, hvordan Uranias navn opstod, dog at en kreds af glasmagere samledes om projektet.
Carl Rehermann var med fra stiftelsen i 1884.
Nye & Gamle Fensmark har tidligere udgivet levnedsskildring af Carl Rehermann, som var med ved stiftelsen af Urania i 1884. Han var i mange år leder af orkestret, og spillede selv klarinet.
Om sommeren arrangerede Urania skovture om søndagen, hvor det blev afholdt i Fensmark Skov. Kl. 14 stillede Urania op ved kroen, og omkring dem samledes “glasbyens” beboere. Når Urania spillede march, stillede folk op, og de fremmødte gik videre til Fensmark Skov. I skoven sørgede Urania for underholdningen.
Efterfølgende blev den medbragte mad fortæret, og de fremmødte vandrede hjemad igen sammen med orkestret.
Læs mere om Urania, HER