Fensmark – historien bag Holmegaard Mose

Holmegaard Mose.

Holmegaard Mose er en del af et stort lavtliggende landskab på Sydsjælland. Mosen består af Porsemosen, Gødstrup Engsø og Holmegaard Højmose. Området blev efter istiden efterladt fra isens tilbagetrækning som en stor lavvandet sø, der med tiden blev tilgroet med ellesump og tørvemos. Omkring søen bosatte sig de første mennesker i jægerstenalderens Danmark. Dette gjorde de for at udnytte de gode jagtmuligheder, som fandtes i og ved søen. Der er fundet adskillige fund fra menneskerne i jægerstenalderen. Her kan nævnes en af Europas ældste buer, desuden mange andre fund af arkæologisk interesse.

Ruter i Holmegaard Mose

Holmegaard Mose er privatejet og herved fredet, og der er således regler for færdsel i området. Disse regler kan du læse mere om på skiltene i Fensmark Skov og i mosens udkanter.

Hvor mosen findes i dag, har der tidligere ligget en sø. Døde plantedele er gået til bunds, men pga manglende ilt, er disse plantedele ikke rådnet. I stedet er plantedelene blevet til tørv.

    • Er dette sket i forbindelse med det næringsrige grundvand, så kaldes det lavmose.
    • Er mosefladen uden kontakt med grundvandet, og kun holdes fugtig af næringsfattig regnvand, så kaldes det højmose

Der findes kun ganske få højmoser i Danmark, og en af disse er Holmegaard Mose.

Tørvegravene:

Gravene i mosen er vandfyldte, og får næringen fra højereliggende områder, desuden fra den gamle søbund. Arter som tagrør og dunhammere giver skjul for et rigt fugleliv.

I den ældre stenalder brugte glasværket tørv som brændsel. Det er i dag ikke muligt at sige, hvornår man påbegyndte tørvegravning. Dog er der fundet en gammel trillebør ved Fensmark Skov, som er dateret til 1640.

Da Holmegaard Glasværk blev grundlagt i 1825, kom der rigtig gang i tørvegravningen. Glasværket var netop anlagt ved mosen, da man ville bruge tørven som brændsel.

Et problem med tørven var dog, at tørven kun kunne skæres i maj og juni, ellers kunne det ikke nå at tørre.

Med en såkaldt tørvespade skar man tørvene ud af en lodret mosevæg, styk for styk. Vandet bestemte hvor dybt det var muligt at skære. Som årene gik blev blev der indført maskine til gravning og bearbejdning af tørven.

Denne tørvespade var ejet af sliber Peter Nielsen. Tørvespaden har tilhørt tidligere, pottemager Alfred Christensens svigerfar, sliber Peter Nielsen, der døde i 1936″.

Man brugte tørv i smelteovnene for sidste gang i 1924, da det var blevet for dyrt. Efterfølgende gik man over til kul og træ, senere til olie.

Da krigen i 1940-erne meldte sin ankomst, vendte billedet. Hele nationen måtte fyre med tørv, da det var det eneste brændsel, der fandtes i større mængder. Alle markerne syd for mosen blev brugt som læggeplads, hvor tørvemasse blev lagt ud, og skåret ud af en “bjørn”, som var en metaltromle, som skar tørven i de ønskede stykker. Når tørvene var tørre blev de stablet i store stakke i og omkring Holmegaard Glasværk. Op til 30.000 tons var det årlige forbrug.

“Bjørn”.

Tidligere ovntekniker på Holmegaard Glasværk Verner Hansen, ses her ved “bjørn” i 1943. Verner er 10 år på billedet.

Liv i mosen i oldtiden:

Under tørvegravningen i mosen, var det ofte, at graverne af tørven, stødte på flintredskaber, afgnavede knogler, knækkede hasselnødder mm.. Disse genstande stammede fra rester fra bopladser fra den tidligere del af oldtiden; jægerstenalderen.

De fleste af bopladserne i mosens tørvelag er ca. 9.000 år gamle.

Inden jægerstenalderen udløb var søen blevet til sump, og derfor boede der ingen mennesker. Ingen fund er nemlig fundet det følgende tusinder af år. Dog er et fund ganske bemærkelsesværdigt, et 5.400 år gammelt skelet. Resterne af en mand, som i begyndelsen af bondestenalderen, endte sine dage i sumpen. Skudt gennem næsehulde og brystben med krigspile.Historien