Augusta Hannibal blev født på Holmegaard Glasværk i 1908. Datter af Gustav Hannibal, glasmager og senere kromand på Glasværkskroen.
Augusta skrev således:
“Med årene blev Holmegaards Glasværk en turistattraktion. De første år kom turisterne pr. hestekøretøj, og så staldede de op og blev det meste af dagen. Der blev spist medbragt mad, drukket kaffe og danset, enten til en lokal musikant eller en medbragt. Det var meget hyggeligt. Senere kom turisterne pr. bil, og nogle gjorde ophold og spiste maden og drak kaffen, mens andre kørte videre. Der kunne jo nås mere i bil. Direktøren for Glasværket, Chr. Grauballe, kom ofte med store selskaber fra København og andre steder, og de spiste så gerne frokost på kroen. Den blev bestilt i forvejen, og der blev altid mindet om, at min mors specialitet, æbleflæsk, måtte være på borde.
Ved en af disse frokoster (i 1937), hvor bl.a. daværende statsminister Stauning deltog, havde jeg en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Tolv herrer deltog i frokosten, hvor direktør Grauballe og ingeniør Schlüter var værter, og blandt gæsterne var som sagt Stauning, handelsminister Johs. Kjærbøl og kontorchef Johan Nielsen, populært kaldet ”Onkel Johan”. Han sagde ”du” til alle mennesker, store som små. Det var ikke alle, der syntes om det, men det tog han sig ikke af; det var nu hans manér. Jeg serverede for gæsterne, og da jeg serverede for direktør Grauballe, spurgte jeg diskret, om jeg måtte have lov til at fotografere selskabet, når de havde spist, og så sagde Stauning: Hvad er de, hun vil?” ”Frk. Hannibal spørger, om hun må fotografere os, når vi har spist.” Stauning svarede: ”Det kan De da få lov til med det samme, men vil De ikke ha’ et af mig først?” Det ville jeg selvfølgelig meget gerne, og det fik jeg. Også hele selskabet blev fotograferet.
Jeg lagde så mit fotografiapparat ind i et tilstødende lokale, mens jeg serverede videre. I mellemtiden havde der været et par gæster for at drikke kaffe, og de havde tilegnet sig fotoapparatet med den dyrebare film. Jeg blev naturligvis meget ked af det, for jeg ventede aldrig at se det mere. Men min far meldte det omgående til politiet, og det lykkedes virkelig at få fat på tyvene. Det var et ægtepar, og de havde heldigvis stadig kameraet med filmen i, og glad blev jeg. Billederne blev fremkaldt og sendt til de forskellige herrer, og fra statsministeren fik jeg en personlig hilsen med tak for billederne.
I brevet udtrykte han desuden sin glæde over, at jeg havde fået mit stjålne fotografiapparat tilbage”.
Læs erindringen, HER