Erindring af Monna Sørensen

Erindring af Monna Sørensen (Hansen)

Jeg er født i Fensmark den 9. juni 1927. Min far (Mælke-Hans) var mælkehandler, og han kørte hver morgen ind til Holsted Mejeri efter mælk, fløde, smør m.m. Disse varer solgte han om formiddagen i Fensmark og på Glasværket. Han havde en fast kundekreds, som kom ud til vognen, når de hørte mælkeklokken. En del fik dog bragt til døren. Der var en til mælkehandler i byen. Min far havde kun to fridage om året – juledag og påskedag. Om eftermiddagen kørte han med brød – rugbrød, franskbrød, basser o. l., som han hentede hos den lokale bager. Han havde flere forskellige ruter, bl.a. Olstrup/Kalby, Glasværket, Fensmark og Kalkerup. Det foregik som sagt om eftermiddagen, men søndag eftermiddag holdt han fri. Jeg tror, han startede med at sælge mælk og brød, da han blev gift med min mor den 20. februar 1927.

Min far blev født i Fensmark den 2. september 1900. Han arbejdede som chauffør forskellige steder i Fensmark og København, og det var derinde, han traf min mor. Hun arbejdede i en charcuteriforretning. Der er i øvrigt en sjov historie om, hvordan de mødte hinanden. Min far var med til at bære noget op ad trapperne i en opgang. Det må have været tungt, for de måtte holde en pause, og i den forbindelse kom min far til at læne sig op af en dørklokke, og det var så min mor, der lukkede op! Hun blev født den 28. oktober 1905.

Da de blev gift, flyttede de ind hos min farfar og farmor på Villavej 1 (nu 25). Det var meningen, at de selv skulle bygge hus, men det blev aldrig til noget. I stedet købte de huset, da min farfar døde i 1945 – 91 år gammel. Min farmor døde i 1948 som 88-årig. Det har nok ikke været let for min mor at flytte ind hos svigerforældrene. Hun blev jo ”hjemmegående”, som man var den gang, og det har var min farmor, der bestemte i det hjem, så min mor har måttet tilpasse sig. Desuden var hun ”københavner”, som skulle ”ses an”.

Farfar og farmor havde bygget huset i 1900. Det var på 80 kvadratmeter + et stort loft, hvor der var et værelse. Vi havde elektrisk lys, men kun én lampe i hvert rum, og som barn holdt vi ”mørkning-stime”, inden lyset blev tændt; på den måde kunne vi spare på elektriciteten. Vi havde tre rum, et stort spisekøkken, en entre og en forgang. Min farfar og farmor havde det ene rum som soveværelse, og foruden sengen havde de bl.a. en plyssofa, et stort skab, stole og et rundt bord med tilhørende stole, så der var ikke megen plads. Min far og mor havde det andet rum som soveværelse, så der sov vi. Det tredje rum var fælles, så der opholdt vi os sammen, og der var der et spisebord med stole og en divan, som blev brugt til middagslur og siddeplads til spisebordet. Desuden var der en god lænestol, en gyngestol til min farfar, en kommode og et skrivebord med stol. På skrivebordet stod vores telefon, og det var specielt, for der var ikke mange, der havde telefon dengang. Det medførte, at jeg tit måtte løbe med beskeder til hele vejen, og så faldt der ofte en tiøre af. Der var ikke indlagt vand, men vi havde egen brønd med en vandpost i gården, så alt vandet skulle bæres ind. De to spande stod på en bænk i forgangen. Vi brugte meget vand, fordi vi hver dag skulle vaske mælkejunger og flødespande. Mælkejungerne var på 40 liter, og de havde en lille tappehane. I stuen var der en kakkelovn og i køkkenet et komfur, og varmen blev fordelt via små riste i væggene. Uden for havde vi en længe, hvor der var hestestald, brændehus, vaskehus med en gruekedel og et lille gam-meldags ”das” med en spand, der skulle tømmes og graves ned i haven. Det var min mors arbejde, så der var altid rent og pænt. Toiletpapir var aviser eller telefonbogen, men min onkel Martin, der arbejdede som elektriker på Maglemølle Papirfabrik, var flink til at komme med nogle ruller ”00”. Der var også hønsehus, hønsegård og grisehus. Desuden havde vi en grund på den anden side af vejen med garager og en stor urtehave med ribs, solbær, stikkelsbær, jordbær, rabarber, kartofler og forskellige grøntsager, så vi havde nok at se til.

Min far havde en Ford T, der var lavet om til en kassevogn, hvori der blev sat et par hylder, når vi skulle køre med brød.

Min søster Tove er født 3. maj 1932 (på min mormors 60-årige fødselsdag), og de fem års forskel gjorde, at vi ikke legede så meget sammen, men vores farmor spillede kort med os, bl.a. lærte hun os at spille skærvindsel (scharwenzel), som egentlig er et voksenspil.

Efterhånden fik man lov til at bestemme lidt mere, men det var ikke noget, man som barn tænkte over. Vi synes bare, vi havde det dejligt, selvom der ikke var så mange penge. Det var jo i trediverne, og vores far var selvstændig, så der blev passet på pengene. Farmor passede hønsene, og ”ægpengene” var hendes egne. Farfar arbejde på Glasværket som glassorterer til han var ca. 75 år, og så var der noget, der hed aldersrente (en forløber for folkepensionen), men hvor meget de fik, ved jeg ikke, og heller ikke hvornår, man kunne få den. Jeg tror ikke min farfar fik aldersrente, før han var holdt op med at arbejde.

Farmor og vi to piger fik tit lov til at tælle pengene i fars store skuldertaske, hvis to rum indeholdt henholdsvis kroner og småpenge. Pengene stablede vi, og de indgik i vores lege. Jeg har også leget meget med min farmors knapper. De blev opbevaret i en masse små cigaræsker, som havde deres plads i en skuffe i kommoden. Jeg vil tro, at de stammede fra kasseret tøj. Knapperne blev lagt i rækker, og så legede jeg ”gymnastik” med dem.

Da jeg begyndte at kunne læse, gik far og jeg på biblioteket. Det havde til huse i et par rum på rådhuset, der dengang også var alderdomshjem. På rådhuset var der ansat en kommunekasserer, og på alderdomshjemmet havde en bestyrerinde. Desuden boede vores lokale sygeplejerske på det kombinerede rådhus/alderdomshjem. Der har selvfølgelig været flere ansatte, men jeg ved ikke hvor mange.

Far havde også en gammel bogreol på loftet, og i den stod mange af de gamle klassikere: Kaptajn Grants Børn, Styrmand Flink, Robinson Crusoe, Kong Salomons Miner, Det hvide Folk, Jorden rundt i 80 Dage, Nautilus, Fem uger i Ballon og ikke mindst Tarzan. Dem havde vi rigtig mange af. Jeg ønskede mig altid bøger til jul og fødselsdag, men desværre fik jeg jo altid pigebøger, og de var ikke så spændende, syntes jeg. Biblioteksbøgerne var nok, hvad man må kalde ”voksenbøger”, for både min far og mor læste dem. Min mor havde dog ikke så megen tid til læsning, for der var altid et håndarbejde, der skulle ordnes, men hun fortalte, at hun som barn sneg sig til at læse ”i smug”, når hun kunne komme til det. Min morfar var bogbinder, så han har nok lavet en del til hende.

Om sommeren legede vi mest ude: Vi hinkede, sjippede og spillede bold. Jeg legede mest med na-boens dreng og en anden nabos pige, som var et par år ældre end os. Desuden var vi meget sammen med Willum og Signe fra Willumsgård lidt nede af Glasværksvej (som det hed dengang). De havde fire børn, og Esther var et år yngre end mig. Hun skulle ofte hjælpe til i marken, og så var jeg også med til at luge roer, og jeg har prøvet at malke. Vi legede hovedsagelig på Glasværksvej og Villavej, der dengang ikke var særlig befærdet.

Desuden fik jeg tidligt lov til at køre med min far på hans ture. Han kom hjem midt på formiddagen og fik en kop kaffe, før han skulle på Glasværket, og der var jeg tit med til uddele mælk. Jeg har også været med på mange brødture, men jeg måtte ikke ”tigge”. Far kunne ikke fordrage, når han oplevede, at børn tiggede om at få en basse, så det undlod jeg. Men så oplevede jeg også, når vi var inde hos en købmand, at min far spurgte, om jeg ville have et bolsje. Han var ellers meget påpasselig med penge, ja, han var nærmest nærig.

Min mor var meget dygtig til at hækle og strikke. Hun strikkede bl.a. nogle flotte lyseduge i meget tyndt garn på ca. en meter i diameter. Jeg kan huske, at de blev spændt ud på et stort underlag for sandsynligvis at blive stivet. Jeg har ofte fortrudt, at jeg ikke har gemt bare en enkelt. Hun mestrede en særlig hæklemetode, som hun kaldte ”at hakke”. Jeg tror, at det er den metode, man i vore dage kalder ”tunesisk hækling”. Hun havde altid gang i et eller andet, men hun syede ikke tøj til os. Vores kjoler fik vi syet hos to søstre, der også boede på Villavej.

Min faster Ingeborg var ugift, og hun arbejdede som husbestyrerinde i København. I ferierne kom hun hjem til os, og vi glædede os altid til hendes besøg. Hun fortalte om København og sit arbejde, og det var jo spændende at høre om, men det bedste var, at hun altid havde tid til os børn. I sommerferien cyklede jeg mange ture sammen med hende til Mosen eller i skoven. Far og mor havde ikke cykler. Vi havde et værelse på loftet, hvor hun sov, når hun var på besøg. Det kunne godt nok ikke opvarmes, men alligevel fik jeg, da jeg var 12-14 år gammel, lov til sove deroppe, og da min søster blev stor nok, flyttede hun også ind deroppe. Jeg har også været på ferie hos min faster. De første år fulgtes jeg med min faster til København, og så kom min far og mor i mælkebilen og hentede mig. Men da jeg var omkring 12 år gammel fik jeg selv lov til at rejse med toget fra Holme-Olstrup.

Vi havde altid en gris, der levede af mælkesjatter, affald fra køkkenet og ”skråning”, som vi købte. Vi slagtede to gange om året og altid til jul. Slagtningen blev udført at en slagter, der kom og ”stak” grisen og skar den op. Blodet blev samlet op, og indvoldene blev taget ud. Grisen blev hængt op, til den var kold, og så klarede min mor og far resten. Min mor havde jo været i slagterfaget, så det var hende, der dirigerede rundt med min far, som skar og savede efter hendes anvisning. Det, syntes jeg, var sjovt at se på. Der blev saltet en del. Vi havde et stort ”sulekar” i spisekammeret, hvor det blev lagt ned. Når det så skulle bruges, blev det vandet ud. Vi fik også røget en del hos den lokale slagter. Det var f.eks. flæsk til stegeflæsk, kamme til filet, en skinke og spegepølserne. Når de færdigrøgede varer kom hjem, blev de hængt op på loftet, og så gik man op og skar det af, man skulle bruge. Det mest ulækre var, når tarmene skulle renses. De skulle bruges til medisterpølse. Heldigvis var min mor meget prober, så jeg havde ikke problemer med den ret.

I forbindelse med slagtningen blev der lavet blodpølse og finker og slagtningen blev fejret med et ”pølsegilde”. Willum, Signe og deres fire børn kom over, og så mæskede vi os i varm blodpølse med smeltet smør, farin og æblemos. Til jul fik vi ribbenssteg. Jeg var meget kræsen som barn. Jeg hadede ”søbemad”, som var suppe, grønkålssuppe, hvidkålssuppe og gule ærter, og det fik hver onsdag og torsdag. Min mor prøvede mange gange at få mig til at spise det, men jeg var stædig og sad og tudede, så det dryppede ned i suppen, men jeg slap. Min farmor kom mig ofte til undsætning. Hun lavede rismelsgrød til mig, og det havde jeg det fint med. Min far sagde engang til mig: ”Ja, du skal nok få lært at spise det, når du selv skal betale!” Men jeg svarede, at jeg da så bare ville spise rugbrød. Min far var nu også lidt kræsen. Hverken han eller jeg kunne lide fedtkanten på stegen, og jeg har aldrig kunnet lide hverken koldt eller varmt flæsk. Derimod er jeg glad for tørstegt stegeflæsk. Det var også slemt, når vi fik noget med kogt, varm mælk. Min farmor skulle altid røre rundt, så der blev dannet en masse ”skindklumper”. Det smagte ikke godt, jeg har brugt megen tid til at ”fiske” mælkeklumper. Jeg har siden spurgt min farmor, hvorfor hun altid skulle røre i mælken, og hun svarede, at det var da klumperne, der smagte bedst!

Jeg syntes som barn, at vi fulgte en fast madplan. Om søndagen fik vi steg fra grisen, om mandagen stod den på rester fra søndagsmaden. Om tirsdagen og onsdagen var der ”søbemad” på bordet, og de sidste tre dage skiftedes der mellem fisk, stegeflæsk med persillesovs, øllebrød og pandekager. Vi fik altid to retter, og den anden ret kunne være budding (gerne søndag), frugtgrød, sødsuppe, kærnemælkssuppe, gul sagosuppe med syltede blommer eller svesker eller mælk med tvebakker. Min erindring er nok noget ”farvet”, for når jeg taler med min søster, kan hun ikke genkende beskrivelsen.

Jeg fik hurtigt lov til at handle med fars kunder, så jeg blev trænet i at huske, hvad de bestilte og til at regne ud i hovedet, hvad det skulle koste. Vi havde en hel del varer med i bilen, blandt andet gær, som vi købte i kilopakker hos købmanden. Gæren skar vi ud i 50 grams pakninger, som vi kunne sælge for fem øre. Dengang brugte mange stadig de gamle betegnelser. En liter hed en pot, en kvart liter kaldtes for en pægl, og smørret blev solgt i pund.

Vi havde en god barndom, og vi fik aldrig klø af min far. Min mor kunne godt finde på at ”tjatte” til os, men det var ikke rigtig noget, vi tog os af. Det værste, vi vidste, var dog, når mor blev sur på os. Så talte hun ikke til os, og vi ”luskede” rundt og forsøgte at få hende god igen. Der var jo fire voksne til os to børn, så vi lærte tidligt at opføre os ordentlig. Vi vidste, hvordan vi skulle tage hensyn til andre mennesker og hvordan, vi skulle være over for vores kunder.

Jeg var meget glad for at gå i skole, og jeg ville gerne have været til Haslev, for at tage mellemskoleeksamen. Vores førstelærer anbefalede det til far, men jeg fik ikke lov. Begrundelsen var, at der var alt for langt. Først skulle jeg jo cykle til Holme-Olstrup og derfra tage toget til Haslev, hvilket også kostede penge. Desuden sagde min far, at jeg jo nok ville blive gift, og så skulle jeg ikke bruge en eksamen til noget. Jeg ville ellers gerne have været lærer. Men den holdning var meget almindelig dengang, og der var kun et par stykker fra hver klasse, der læste videre.

Jeg var 12 år, da krigen brød ud i 1939. Vi mærkede nu ikke så meget til den, da vi jo boede på landet, men jeg husker tydeligt 9. april 1940, da vi blev besat. Vi var ikke så vant til at se flyvemaskiner. Men ret hurtigt fik vi alligevel at føle, at vi var besat. Vi fik rationeringsmærker på smør, kaffe, kaffeerstatning, sukker, hvedemel, havregryn, rugbrød og importerede varer. Benzin var forbeholdt erhverv, og kul og koks kunne vi ikke få, så vi måtte klare os med brænde og tørv. Vi kunne heller ikke få margarine, sagomel og fløde. Man kunne stadig købe bygmel, men både brød og pandekager blev mere ”tunge” end med hvedemel. Disse mangler fremmede opfindsomheden. Vi lavede kapers af hyldebær, kartoffelmel af kartofler (der skulle rigtig mange til en lille portion). Gammelt tøj blev fundet frem og syet om, striktrøjer blev trevlet op, og garnet blev dampet over kogende vand, og så kunne det bruges til en ny trøje. Tobaksvarer blev også rationeret. Kødvarer var også svære at få fat i, men jeg tror nok, at man måtte slagte til eget forbrug. Jeg kan huske, at min far havde svinekort, men hvad det gik ud på, ved jeg ikke.

I 1942 skulle jeg konfirmeres, og jeg fik en lang hvid konfirmationskjole, en andendagskjole, en frakke, en hat og to par sko. Men der var ikke meget at vælge imellem, så det var bare med at sige tak. Jeg var en størrelse 34-36, og færdigsyet startede ved 42, så jeg syntes altid, at tøjet ”hang” på mig. Min redning var bælter. Jeg foretrak at få syet mit tøj, men det var ikke almindeligt med frakker, så der måtte jeg købe.

Da vi ikke kunne købe kul og koks, måtte vi holde os til tørvene fra Holmegaard Mose. Produktionen kom hurtigt i gang, og det meste var ”maskintørv”. Det foregik på den måde, at tørvemassen blev skovlet op og æltet. Derefter kom den i store forme og skåret ud, og når de var nogenlunde tørre, blev de stablet i bunker på omkring 80 centimeter. Man kaldte det ”at røgle”. Når bunken så var helt tør, kunne de bruges. Man kunne også selv ”skære tørv”. Man købte på en auktion om foråret et stykke, og så brugte man lørdage og søndage om sommeren til at ”skære”. Det var en hel festdag, syntes jeg. Min far, min onkel Martin fra Næstved, fætter Børge og fætter Otto arbejdede, og vi andre kikkede på og sørgede for mad og drikke. De skar lodret ned langs siden, og disse ”mursten” blev lagt op på kanten. Senere blev de ”røglet”, og når de var helt tørre, blev de kørt hjem i brændeskuret. Det sjoveste kom, når de var ved at være nede ved bunden af tørvehullet, for pludselig kom vandet sivende, og så gik det rigtig stærkt med at få de sidste tørv op. Inden længe var tørvehullet helt fyldt op med vand. Vi skar tørv to gange om året. En gang til os og en gang til min faster og onkel.

Min farmor og farfar havde diamantbryllup den 24. september 1941, og der skulle jeg egentlig være konfirmeret, men det gik ikke med to fester på samme tid, så jeg måtte vente med at blive konfirmeret til 12. april 1942. Jeg var gået ud af skolen til sommerferien 1941, og brugte tiden til at gå til præst i løbet af vinteren samt hjælpe min far som mælkedreng. Han havde altid en hjælper, og det var gerne en nykonfirmeret, som var hos ham et år. Jeg fik 30 kr. om måneden, og jeg hjalp til frem til maj 1943. Så syntes far og mor, at jeg skulle i gang med noget andet. Det var barske tider, så min far ville helst have, at jeg blev hjemme. Men min gymnastiklærerinde spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme til Toksværd og blive pige på deres gård, og det fik jeg lov til. Det var en god plads. Hun var dygtig, så jeg lærte en hel del. Mit arbejde var i huset og i haven, men om sommeren spurgte hun, om jeg havde lyst til at komme i marken og hjælpe til med høsten. Det var frivilligt, men jeg har aldrig været bange for at bestille noget. Om vinteren ledede hun folkedans og gymnastik, så der var jeg også med. Hun fik mig også med i 4H. Det var et husholdningskursus for unge piger, og til afslutning skulle vi konkurrere om, hvem der var bedst. Jeg vandt en syltetøjsske som tredjepræmie. På gården havde jeg et værelse på loftet uden varme, men det gjorde ikke noget. Jeg skulle jo kun sove der. Resten af tiden var jeg nede hos familien. Der var også ansat to karle, og de delte et værelse ude i stalden. De var også inde i ”folkestuen” i deres fritid.

Jeg kan ikke huske, hvornår min far på grund af benzinmangel måtte til at køre mælke- og brødtur med heste, men jeg mener, det var allerede i 1941. Vi havde dog haft hest i lang tid. Den brugte vi foran en jumpe til at køre søndagsture med. Vi besøgte faster Signe, onkel Martin, Børge, Otto og Ketty i Næstved, eller vi kørte til Skuderløse for at besøge farmors søster, fars fætter Marius og hans kone Agnes. Nogle gange kørte vi skoven. 1940–1943 havde meget strenge vintre, så da måtte vi køre mælke-og brødtur med kane. Men problemer var, at mælken frøs i jungerne, så vi måtte køre hjem og tø mælken op på komfuret. Den mælk, vi havde på flasker, skubbede proppen op i frostvejr. Hestene frøs også, og det gjorde dem meget utålmodige, så vi måtte passe ekstra på dem. Hvis vi selv frøs, hoppede vi af kanen og løb ved siden, til vi fik varmen igen. Om morgenen pakkede min mor mig ind med aviser under frakken. Jeg havde også et par meget tykke skibukser (de må være syet til mig) og et par skistøvler, der også blev foret med aviser. Min far havde træskostøvler, en skindvest og en hue med øreklapper, så vi slap for forfrysninger, men koldt – det var det. Inden vi tog af sted om morgenen, måtte min far ud for at ”brodde” hestene, Det var en slags hestesko med søm i, så de kunne stå fast. Når det var helt galt, fik vi en uldsok uden på støvlerne. Jeg kan huske, at der var så megen sne, at snekasterne kastede ”på lad”. D.v.s. at de først kastede op på en vogn, og derfra højere op. Vi kørte nogle gange på højde med telefontrådene, og tit måtte vi krydse en mark, især når vi skulle på mejeriet eller ud på de små veje. Det var også svært at holde varmen inde i huset, og nogle nætter var det så koldt, at min søster og jeg måtte sove i stuen. På loftet havde vi varmedunke med i seng, og vi pakkede os ind i varme tæpper, inden vi gik op i kulden. Tørv var jo heller ikke det bedste: De kunne være svære at holde ild i, så jeg synes, at jeg altid frøs om vinteren.

Mens jeg var mælkedreng, havde vi en nordbagge, der hed Prins. Jeg betragtede den som min hest, og vi havde den i lang tid. Min far handlede tit heste, så Prins har haft mange makkere. Ofte var det nogle ”skøre kugler”. En af dem hed Rollo, men den kunne ikke tåle at høre et tog fløjte, så når vi hentede faster i Holme Olstrup, var det med at holde godt fast i tøjlerne, så han ikke løb løbsk med os. Vi skulle også være på vagt, når vi kørte til Næstved og nærmede os jernbanen, men ellers var han en god hest. Vi havde også en lille sort hest, som havde den vane, at den ville ”kure” ned ad bakkerne. Det blev afhjulpet med et rap bag i. Det er nok derfor, at vi havde Prins så længe, for han var med til at dæmpe de ”skøre kugler”. Om sommeren brugte jeg tit min cykel med et påmonteret lad, når der skulle køres mælk til Kalkerup. Derude var der ikke så mange kunder.

Min far sov til middag, og imens jeg skar hakkelse til hestene. Vi havde en slags brødmaskine, hvori man kunne lægge et bundt halm. Ved at dreje på et håndtag, kørte halmen automatisk frem, og to skær skar halmen i rette stykker. Det var ret hårdt, og min far sagde altid: ”Kan du klare det?” og selvfølgelig kunne jeg det. Jeg tror, han var stolt af, at jeg kunne være med til så mange ting. Han havde altid ønsket sig en dreng, men han fandt hurtigt ud af, at piger var lige så gode, for som han sagde:” Hellere et par raske piger end en sløv dreng!”

Når vi kom hjem om formiddagen, fik vi kaffe, og så stod farfar parat med trillebøren, som han kørte hen foran hestene. Trillebøren fungerede som et trug med mad og vand, og så stod han og passede på hestene. Men en dag gik det galt. Hestene kunne ikke tåle at høre den anden mælkemands klokke, så da han ringede ved naboen bagved, væltede de trillebøren og strøg af sted. Jeg kan endnu høre farfar komme ind og råbe: ”Hans, hestene er rendt!” Far og jeg løb alt, hvad vi kunne, men hestene var heldigvis fanget af nogle mennesker, inden de var blevet rigtig løbske, og de nåede kun over til købmand Brøns – 300-400 meter væk. Der var ikke sket noget, men det var en værre forskrækkelse.

Efter mit år i Toksværd, fik min far fat i brugsuddeleren i Fensmark, og han kunne godt bruge mig. Jeg begyndte i maj 1944. Når jeg nu ikke kunne få lov til at blive lærer, var forretning det næstbedste, så glad var jeg. I butikken var der uddeleren, hans kone, en kommis og mig. Desuden var der en chauffør og en ”stik-i-rend” dreng på 16 år, og i huset var der en pige. Jeg var med til mange ting. Foruden at ekspedere kunder, cyklede jeg ud og optog ordrer ”i bogen”. Hjemme i butikken igen pakkede jeg ordrerne, som blev kørt ud til kunderne. Jeg pakkede også rationeringsmærker, førte kassebog og andet regnskab. Vi vejede selv alt af. Melet kom vi i 1 og 2 kilo poser, som så skulle lukkes på en ganske bestemt måde. Sukkeret kom også i poser, og de skulle lukkes på en anden måde. Der var jo ikke noget, der hed tape dengang. I disken var der nogle store skuffer med alt det andet, som også skulle vejes af. Vi havde en kaffemølle til kaffeerstatning. Vi vejede brun sæbe af, solgte spegesild af fra en stor tønde, og vi lavede kræmmerhuse til bolsjerne. Når der ikke var kunder, støvede vi af i butikken eller var i ostekælderen. De lagrede oste skulle vendes en gang imellem, og hvis der var ostemider, skulle de skrabes af. Vi havde sirup i en stor tønde med tappehane, og når vi ekspederede, satte vi glasset til fyldning imens. Desværre skete det, at siruppen løb over, og da tønden stod på kældertrappen, blev der et værre svineri, og det var noget ”nas” at få tørret op. Ud over det, havde vi foderstoffer og andre grovvarer på loftet, vi havde læsket kalk og flere slags gødning, korn hønsefoder og grisefoder, så der var nok at holde styr på.

Jeg glemmer aldrig den 4. maj 1945. jeg var til danseundervisning på Kroen (jeg dansede med Kurt), og på grund af mørklægningen skulle vi være hjemme inden klokken 9. Da vi kom ud, kunne vi høre radioer alle vegne. Vinduerne stod åbne og folk råbte, at krigen var slut. Vi gik så alle sammen op gennem byen til det lokale ishus, hvor vi fejrede befrielsen med en stor is. Næste dag, da jeg mødte i butikken, fik vi hver en kuvert med 20 kroner, og så lukkede vi til middag, så vi kunne fejre, at Danmark atter var frit.

Sidenhen blev Monna gift med Kurt, som hun blev konfirmeret med den 12. april 1942. I august 1945 blev de kærestepar, og der blev købt “venskabsringe” med navn i. Juleaften 1947 blev Kurt og Monna ringforlovet. Monna arbejde som ekspeditrice i Brugsen i flere år. Senere begyndte Monna at arbejde hos Købmand Brøns, hos datteren Irma. Vi var hende selv, kommis, lærling, chauffør og Monna. Senere tog Mona på husholdningsskole i København, hvor hun efterfølgende returnerede til Købmand Brøns. I 1951 begyndte Monna på glasværket, hvor hun førte kartotek over alle glassene.

 

Læs eller skriv en kommentar til billledet på Facebook ↓

https://www.facebook.com/events/905431846297963/