❤ Til minde om Edith ❤

Linette Bach fortæller:

Når jeg stod ved Ediths dør åbnede hun altid døren med et stort smil. Efterfølgende fik jeg et lille blidt kys på kinden og et stort velkommen. Følte mig nærmest som en dronning, når jeg blev budt indenfor i stuen. Sommetider kom jeg i hjemmet i december måned, og hjemmet bar præg af den flotteste og smukkeste juleudsmykning. Edith var altid gæstfri, snakkesaglig, glad og positiv. 

Edith var med til at bidrage til bevarelsen af Fensmarks kulturarvshistorie. Hun skænkede sin afdøde mand, Arne Hvidben Nielsens, erindring til Nye & Gamle Fensmark. Desuden en håndskreven erindring. Førstnævnte er udgivet i Fortællinger fra Fensmark 2. del. Jeg er glad for, at Edith nåede at opleve udgivelsen af erindringen . Igen bliver jeg mindet om, hvor vigtigt det er at bevare vores historie.

Tak for gæstfriheden og dit altid gode humør. Edith sov stille ind i sit hjem den 10. september.

Ære være dit minde, Edith

/Linette Bach

Der tages afsked med Edith i Fensmark kirke den 18. september kl. 12.00

 

Bonnie Fyhr fortæller:

Edith elskede allermest, hvis hun kunne have børn eller hunde på skødet.

Hendes familie var ALT for hende.

Edith og Arne havde et vennepar Kurt og Gerda, som holdt nytår sammen. Efter de to seje damer blev alene, fortsatte de med at holde nytår. I nytåret år 2000 havde de således holdt nytår sammen i 50 år. Kun afbrudt af 1 år p.g.a. snestorm.

Det sidste nytår Gerda og Edith fejrede sammen var i 2019.

 

Kisser fortæller:

Olde (Edith) havde altid masser af slik og sodavand til ungerne. Oldefar fortalte røverhistorier som alle børnene slugte råt, fordi han altid fortalte historierne i billeder.

Arne elskede Edith til det sidste. Hun var hans støtte i alt.

 

 

Et af besøgene hos Edith i 2015↓

 

Minder fra Mosesamfundet ved det gamle Glasværk.

Barndommen

Det var et Eldorado at vokse op ved Holmegårdsmosen, hvor mange Timer blev brugt – om Sommeren med at lege røvere og Indianere med mere, og om Vinteren blev det løbet på Skøjter – En dygtig og interesseret Voksen skulle sige ”god” for Istykkelsen, før vi børn og unge måtte løbe på Skøjter – ”Skrueskøjter” spændt på Gummestøvler – ikke ligefrem fremragende, men brugbart.

Glasværket havde anlagt et togspor fra Glasværket over Mosen til Olstrup Station og havde et lille ”Tog”, der bragte Kasserne med Glas fra Glasværket til Jernbanestationen i Olstrup. På skift kunne vi halvstore Drenge få lov til at køre med; det var meget eftertragtet at blive udvalgt som ”Passager”.

Alle i det lille ”Samfund” – altså ”mænnerne” havde deres virke på Glasværket, og da jeg fyldte fjorten år, mødte jeg til Job på Fabrikken. Jeg var kommet ud af skolen og var konfirmeret – 2. April 1939, men fyldte først 14 År den 11. Maj – og kunne ikke begynde før efter min Fødselsdag – en ny Lov om, at unge under 14 År ikke måtte arbejde på Fabrik, var lige trådt i kraft. Før den Tid blev både Drenge og Piger antaget, når de fyldte 10 År eller senere. Flere af mine ældre kollegaer var begyndt i 10 års alderen. Men som sagt, da jeg fyldte fjorten År, begyndte jeg selv på Glasværket, hvor min Far og min Farfar plus nogle Farbrødre også havde Job. Jeg havde så tit været på Fabrikken efter Skoletid, så jeg kendte lidt til det, jeg skulle gøre, når jeg – selvfølgelig – selv skulle begynde min Arbejdstilværelse på Glasværket.

Fra Skolen, som startede i April1932, husker jeg især, at der i Den Røde Skole var der en lærerinde, der bad os ”Unger” om, at vi i den kommende Uge skulle møde med en renvasket Kornsæk – og det gjorde vi så. Den første dag med høj Solskin blev vi bedt om at lægge ABC’en til Side, og hente vores Sæk, som var lagt i et Udhus pænt rulle sammen og med navn på. Derefter skulle vi brede vores sæk ud på den grusbelagte Skolegård, og så var der Gymnastik: Armbøjninger, liggende ”Cykling” og Armsving med mere. Nu går Tanken til den nye Gymnastiksal, der var i den store, nye Skole. Her var Ribber, Klatretove og Bomme samt andre Redskaber: Rullemåtte, Hest, Plint og Springbræt. Men ”Sækkegymnastikken” var nu ikke dårlig. I modsætning til den tvangfrie Tilværelse, der findes i Klasserne i Dag, kan fortælles, at når Lærerinden læste Historie eller talte til os Elever, skulle vi tage begge Hænder om på Ryggen og så høre efter med interesse. Min Indskrivning i Skolen var i 1932, og vores Klasse har siden mødtes til henholdsvis 50- og 60 års Jubilæum, og det skal bemærkes, at alle minus een en levende nu, hvor dette skrives i September 1992.

Men i 1939 begyndte så min Tilværelse på det, der dengang blev kaldt: Holmegårds Glasværk– Navneforandringen er siden sket. Min Far var Glasmager og min Farfar var Sliber, hvis Uniform var stribet Skjorte uden på Bukserne, og dengang, jeg begyndte, havde alle Sliberne pragtfulde Skægprydelser. Da jeg havde været på Glasværket et År, holdt min Farfar 50 Års Jubilæum, og under Glashytten var der kælderrum – blandt andet en såkaldt Frokoststue – hvor alle Sliberne den Morgen var samlet, og jeg ville selvfølgelig også lykønske min Farfar, men jeg måtte kun få

Sodavand. De andre fik Øl. Farfar fik af sine kollegaer en Sølvcigarkasse, og så vidt jeg husker var det alt, hvad min Farfar fik på jubilæumsdagen. Farfar var en ”livsnyder”. Der gik for eksempel fire Dage, fra han trådte af som Soldat, til han var hjemme hos Farmor. Dette har Farmor fortalt, men selv husker jeg, at Farfar og Farmor boede i en af Glasværkets Boliger med Lokum i Gården, og en Dag ville han holde op med at ryge. Om Morgenen gik han derfor ud på Lokummet og smed Piben i ”Tønden”, men om aftenen gik han ud på Lokummet igen, smøgede Ærmerne op og fiskede Piben igen. Den blev vasket ren, og så blev der ”dampet” løs igen – Uha – Bedstefar, som vi Børn kaldte ham, var i de unge år en rigtig ”Guttermand”, som godt kunne lide ”en lille en”, og dette bevirkede, at hans fem Sønner støttede Afholdsforeningen. Min Far var Kasserer i denne Forening. Jeg husker som lille Dreng, at min Far sagde til nogle Gæster, vi havde derhjemme, at om så der stod en Række Bajere fra Glaskroen til Røde Hus i Næstved, så ville han aldrig drikke en eneste én. Men da jeg blev konfirmeret, smagte han en Øl eller måske to, og siden sagde han ikke nej til en enkelt Bajer; han var ude af Afholdsforeningen. Dens Motto var, at man hverken måtte ”byde eller nyde Spiritus”.

Min Far var på Glasværket i 33 År, og jeg mindes, at på 25 Års Jubilæumsdagen var den eneste Erkendelse en buket Tulipaner. Men det er siden ændret til Gaver og Festivitas ved 25, 40 og 50 Års Jubilæer. Min Far rejste fra Glasværket for at virke som Forsikringsagent, hvad han var til sin Død. De sidste År arbejdede han som Sælger af Politiken-abonnementer, og det gik helt godt.

Min Mormor og Morfar havde et” lille Sted” på fire Tønder Land, og da Morfar var uddannet Smed, havde han indrettet en gammel Smedje, hvor han lavede Plovskær, lagde Ringe på Hjul og skoede Heste for Omegnens Landmænd. I mine Ferier hos Morfar og Mormor var der altid nok at tage sig til, og jeg elskede at opholde mig i Smedjen. Her var der nok at ”rode” i og med. Morfar og Mormor havde en dejlig Have med dejlige Blommetræer, som jeg skulle holde Stærene væk fra, og når de var modne, var jeg god til at plukke dem. Morfar spændte så den gamle Hest for sin lille Fjedervogn, hvorefter han med 4 kurve blommer kørte til ”Torvs” i Næstved. Det var en tur på femten Kilometer tur-retur, og han var glad, når han kom hjem og havde 5 kroner i Pungen tjent ved salg af Blommerne – det var tider.

Min Morbror havde købt en Motorcykel, da han var 17 år, og han kørte jo nok uden Kørekort. Men Turen fra Morfar og Mormor gik lige forbi Sognefogeden, som var Nabo til mine Bedsteforældre. Han havde en dejlig Gård, men var som sagt også Sognefoged med guldtrisset Kasket. En Dag kom han ind til min Mormor og sagde: ”Kan du ikke sige til Villy, at han ikke må køre uden Kørekort.” ”Jamen, han har da Kørekort – vist nok.” ”Nej, det har han ikke,” sagde Sognefogeden, ”men sig til ham, at ham i hvert fald ikke må køre til Næstved.” Den besked gav Bedstemor så til sin Søn. Jo, jeg har haft mange oplevelser, og mange sommerferier er tilbragt hos min Morfar og Mormor lige fra den første til den sidste Feriedag fra Skolen.

Arbejdslivets begyndelse

Da jeg så var fyldt 14 år, stillede jeg ved Hyttemesterens Kontor. Hyttemesteren var dengang Charles Hansen. Han startede med at sige ”God Morgen,” og tidligt var det. Klokken var 6, det var min Fødselsdag, men jeg var stolt over at begynde på den Arbejdsplads, hvor min Far, Farfar og flere Farbrødre havde deres daglige Dont.

Jeg begyndte med at bære Glassene til Afkøling. ”Svensker”, som jeg var startet hos, ville have, at jeg skulle bære et Glas ad gangen, og der var langt, så jeg småløb hele Dagen. Det gik ud over Træskoklamperne. Det klarede jeg dog selv. Jeg havde fået et gammelt Bildæk af en Mekaniker, og det blev skåret ud til Klamper og banket på Træskoene. Men inden længe fandt man ud af, at selv om der blev gået med to eller tre Glas, gik det ikke ud over afkølingen af glassene.

Derefter blev jeg forfremmet til at bære glassene fra Opblæsning til Færdiggørelse med Stilk og Fod – dette kaldes Anhæftning. Efter et halvt År blev jeg så Anfanger, der skulle tage det glødende Glas på en tynd, massiv Jernstang. Dette glødende Glas skulle hæftes på Glasset, så der kunne laves for eksempel en fod. Alle tre forløb var et led i Målet om at komme i Lære som Glasmager, og 6. August startede jeg Læretiden sammen med to andre Drenge, for det var man endnu. Fire År gik med at opøve de forskellige Ting, der skulle læres, og Læretiden blev afsluttet med en Svendeprøve, som gik godt for os alle tre, og jeg mindes, at Direktør og Forfatter Karl Schlüter ønskede os tillykke med disse ord: ”Fra i Dag skal I så begynde at lære,” og det var rigtigt.

Karl Schlüter blev, efter at have været Enkemand i nogle år, gift med den kendte Skuespillerinde Illona Wieselman, og hun var med til Glasværkets 125 års Jubilæumsfest. Til at underholde ved denne fest, havde man inviteret ”Den Gyldenblonde” alias Poul Sabroe. Han skulle fremføre et Causeri under festmiddagen – i øvrigt Bøf Stroganoff, skøn Mad. Den Gyldenblonde sagde blandt andet, at der var mange, som havde gjort meget for at komme med til Festen, ja der var endda én, som havde giftet sig med Direktøren for at komme med. Det var i øvrigt en god og dejlig Aften i det store Telt. 1500 Gæster i alt. Dagen før blev Bordene dækket, men i løbet af Natten regnede det så kraftigt, at Vandet gik gennem Teltdugen, og alt Service og alle Dugene var drivende af Vand. Om Formiddagen mødte mange Arbejderhustruer frem, og ved fælles Hjælp fik de gjort alt klar til Festen. Og der manglede ikke Drikkeglas eller det, der skulle i Glassene.

Samme Schlüter havde flere Sønner, og især mindes jeg Mogens Schlüter, som var dygtig til Atletik. Vi Drenge så meget tit Stangspring udført i Haven ved Direktørboligen, og jeg mindes, at der var fire til fem centimeter Grus at falde ned i, efter at være kommet over Overliggeren. I Dag er der næsten en Meter Skumgummipuder at lande i. Men imponeret var vi Drenge, der fra Fortovet uden for Hegnet overværede disse ”halsbrækkende” Øvelser.

Da der manglede to Måneder i, at Læretiden var ovre, spurgte jeg en Fredag Hyttemester Charles Hansen, om jeg kunne få fri om Lørdagen. Han sagde: ”Nej.” ”Jamen, jeg skal giftes,” sagde jeg. ”Lad være med det,” var Svaret, men jeg fik fri, og jeg blev gift første Juni 1946. Omtrent på samme Tid kom Sognefogeden med Indkaldelsesordren til Militæret. På Sessionen var det blevet bestemt, at jeg skulle være ”Fodtusse”.

Efter endt Læretid skulle jeg møde som Soldat i Slagelse. Jeg var jo gift, så jeg var ikke ligefrem glad for dette. Min Svigerfar havde en gammel Motorcykel, så jeg blev kørt til Banegården i Næstved. Det var i November, og det sneede den dag. Men Tiden gik nu godt og hurtigt, og da jeg kom hjem, fik vi en lejlighed på første Sal i en af Glasværkets Boliger. Min Kone og jeg var stolte og lykkelige selv om der var ”Pumpe i Gården” og Brændekomfur, som blev holdt flot pudset af Konen. Der var Lokum i Brændeskuret. Men glade var vi, selvom Konen måtte gå med Træsko, noget, hun aldrig havde prøvet, fordi hun var fra ”Byen”, men hun lærte at gå med Træsko. I alle lejlighederne var der Spisekammer, men efterhånden som der blev anskaffet Køleskabe hos de forskellige Familier, blev Spisekammeret omdannet til WC, og derfor kom der også Vand, og dermed Fritagelse for at bære Vand op på første Sal i en Spand. Brændekomfuret forsvandt også og blev først erstattet af to Kogeplader. Siden kom der et rigtigt Elkomfur eller et Gaskomfur.

Lønnen på Glasværket var rigtig god, og det kunne ses i en Lommebog, Fagforeningen udleverede hvert År. I denne Lommebog var der en Statistik over Lønnen i de forskellige Fag. Guldsmedene lå Nr. 1, og som Nr. 2 lå Glasmagerne og Sliberne. Dette har dog ændret noget i de senere År, hvor de andre Fag er rykket noget frem i Tabellen.

De ældste Glasmagere og Slibere var, dengang jeg begyndte, små ”Konger”, og Gud nåde og trøste den ufaglærte, der ikke tog Hat eller Hue af eller Piben ud af Munden, når han mødte en af disse Faglærte. Det blev kraftigt påtalt.

Glasværksbyen ved Mosen var et dejligt Sted at bo – et ”sig selv nok Sted”, og Borgerne i resten af Kommunen var nu ikke så glade for denne ”Enklave” og dens Indbyggere, som måske følte sig lidt højere på Strå en de øvrige Borgere i Kommunen.

Jeg mindes, at min Farbror, Otto Nielsen, var ivrig Socialdemokrat. Sognerådsformanden dengang blev kaldt ”Skipper”, og han arbejdede som Maskinarbejder på Glasværket. Engang skrev Otto Nielsen et Læserbrev, hvori han fremførte stor Uenighed med Skippers Dispositioner, som Sognerådsformand. Otto Nielsen tog Avisen med på Arbejde, og i Pausen gik han ned og viste Skipper Indlægget i Avisen. Skipper blev rasende og rev Avisen i mange Stykker, hvortil Otto Nielsen stille og roligt sagde: ”Det er da ikke den eneste Avis, hvor Læserbrevet er i”. Fagbevægelsen nød også godt af Otto Nielsens Ildhu. Han blev Formand for Holmegård Glasafdeling og siden Forbundsformand. Han var altid kampklar for sine Synspunkter.

Livet sidst i 40’erne formede sig således, at hustruerne var Hjemmegående, og dengang kom vi ”hinanden ved”, som det kaldes. I den Ejendom, hvor vi boede, var der nogle kreative Beboere, der havde lavet en ”Udstykning i Gården. Der var lavet faste Bænke, og der blev sat Blomsterkasser på Udhusets Vægge. Der var lavet et pænt Rækværk og sat en Stang i Jorden til Stangtennis, og alt dette var under den skønne Rødbøg, der stod i Gården. Det hændte, at når vi Mænd kom hjem til Fyraften, havde vores Koner sat Haveborde sammen til et langt Bord, og så var der fælles Kaffebord og snakken gik om begivenhederne. Efter nogen Tid tog Damerne Strikketøjet frem, og der blev hentet Spillekort, og så hyggede vi os. Det hændte, at der blev hentet Øl i Købmandsforretningen, der var i Gavlen af Glaskroen.

Det skete også, at vi Mænd fik Besked om at skynde os hjem til Fyraften. Så var der smurt Mad i en Skotøjsæske, og Øl og Sodavand var pakket ind i Rabarberblade. Badetøjet var pakket, og Damerne havde bestilt Vognmand Jensen til at komme og hente os til en Strandtur. Overrasket var vi Mænd – første gang – det var nemlig Konernes gode Indfald, der blev virkeliggjort. Ved Stranden på Enø fandt vi en rar Plet, og Madkasserne blev sat i Skyggen under de dengang små Graner, og så var vi klar til det første ”Bad”. Efter endnu en Badetur var det blevet spisetid. Damerne lagde Duge på Jorden og frem kom Madkasserne. Nogle havde Madkasser af Blik med Skuffer, men min Kone og jeg havde den gode Mad i en Skotøjsæske, og da Konen lukkede Æsken op, skreg hun: ”Nej, se her,” og vi så, at der i Æsken var flere hundrede Myrer. Men vi fik ”Lækkermadder” af vores Medrejsende på denne Tur. Og efter endnu en Badetur efter Spisningen, kørte vi hjem til vores Bopæl. Det var en dejlig Oplevelse, som blev gentaget flere Gange.

Det var en god Tid dengang for os der ved Mosen, hvor der skete mærkelige Ting. Vi opdagede, at Frihedskæmperne holdt Skydeøvelser på Mosen. Der var mulighed for at erhverve et lille stykke Mose, så man selv kunne frembringe sit forbrug af Tørv til Kakkelovnen. Men om Natten steg Grundvandet i det Hul, hvor der var skåret Tørv: Man var derfor nødt til at øse Vandet væk for at kunne fortsætte næste Dag. Til dette havde vi anskaffet Spande. En Dag, da vi ville øse Vand op af Graven – som den kaldtes – opdagede vi, at vores to Spande var gennemhullede, og det samme var tilfældet med Naboens Spande. De havde været Mål for Frihedskæmpernes Skydeøvelser.

Den aften, hvor det blev meddelt, at Tyskerne havde overgivet sig i Danmark og andre Steder, havde jeg været i Biografen i Næstved. På vej Hjem mod Fensmark indhentede jeg en Cyklist med en Riffel over Skulderen. Jeg kendte ham godt fra Glasværket, hvor han sorterede Glas. Det var Kyhn, og jeg spurgte ham, hvad der var galt, siden han havde Riffel med. Han fortalte mig så, at Tyskerne havde overgivet sig. Det vidste jeg intet om, for i Biografen var det intet nævnt, så jeg blev meget forbavset, og da Kyhn nåede frem, hvor han boede, sagde han: ”Godnat.” Jeg satte farten op for at skyndte mig Hjem, og da det manglede en halv Kilometer i at nå Glaskroen, kunne jeg se, at alle Vinduer var fuldt oplyste af såvel elektriske som levende Lys, og da jeg nåede Kroen, var der megen Larm. Da jeg kom ind, var Kroen fuld af glade Mennesker, og på et af Bordene stod Jørgen Jensen – kaldet Smede Jørgen, og holdt tale for Danmark og Socialdemokratiet. Jeg var tørstig, men der var intet at få at drikke – jo, jeg kunne få Vand, men så tørstig var jeg heller ikke. Næste Morgen, da jeg gik på Arbejde, holdt der lige inden for Porten en Lastbil fuld af Frihedskæmpere, og der var mange, hvor man tænkte: ”Nå, er han også med?” Mine Forældre havde en Sliber som Nabo, og på et Tidspunkt havde han sat en Stærekasse på Gavlen under Soveværelsesvinduet. Den var halvt skjult af Grenene fra en Vindrueplante. Det viste sig efter Frihedsdagen, at der aldrig havde været Stære i Kassen, da Hullet var afskærmet, så der slet ikke kunne komme Stære ind i Kassen. Låget til Kassen kunne løftes, og her i Kassen havde han haft sin Pistol gemt.

Smede Jørgen arbejdede på Glasværket, hvor han lavede Værktøj, som Glasmagerne brugte til fremstilling af Glas, og på det Felt var han i sandhed Ekspert. Desuden var han Kunstner af Guds Nåde – elleve børn havde han og Anna (der var født tolv). Hos Jørgen og Anna var der Hjerterum, og trods en ikke så stor Lejlighed, var der også Husrum. De havde en del Sønner, som også fik Job på Glasværket.

Da Smede Jørgen holdt op på Glasværket, arbejdede han i sin lille private Smedje med kunstneriske Frembringelser, blandt andet nogle flotte Lamper eller Lygter. Mange af dem hænger stadigvæk rundt i private Hjem, og der er også nogle i Fensmark Kirke. De blev formet i samarbejde med Billedhugger Bang, der vist nok var Designer. Jo, i Sandhed er Smede Jørgen en Mand, som jeg altid så en stor Mand i; ikke stor Højdemæssigt, men et godt og stort Menneske. Min Kone og jeg fik siden den store Glæde at blive tildelt den Lejlighed, som Anna og Jørgen havde beboet i mange År.

Siden kom der en Tid, hvor mange af mine faglærte Kollegaer tog Springet til eget Hus, en Tildragelse, der bevirkede, at andre faglige Beboere kom til at bo i de tomme Lejligheder, og Glasværket bruger nogle af Lejlighederne til Kontorer, Tegnestue. Lægen, som stod for bedriftslægeordningen, havde også en Lejlighed. Så kom der TV-tider med mere, og flere Hustruer begyndte af arbejde, og det gik ud over det der med ”at komme hinanden ved”. Hver især havde nok at gøre efter Fyraften. Man siger nok ”de gode gamle Dage”, og det var det også på en måde, men mange gode Hjælpemidler findes i Dag til at lette Arbejdet for mange Mennesker. Alligevel synes jeg, at det var en skøn Tid i Årene under og lige efter Krigen, trods de Mangler, der var.

Løst og fast fra Glasværket.

Her til sidst vil jeg berette om nogle af de morsomme Episoder fra min tid på Glasværket.

Poul Weidinger nød at tage gas på Turisterne, i al Fornøjelighed selvfølgelig. En Turist spurgte ham om, hvor vi fik al den Luft fra, som vi brugte til at puste Glas med, og han svarede, at vi gik ned på Sliberiet og blev pumpet op. I det samme kom ”Jordemoderen” ind (han var gift med en Jordemoder), og han var den mest mavesvære Kollega, vi havde. ”Der kan I selv se. Ham der har lige været nede for at blive pumpet fuld af Luft.”

En anden Episode, som jeg mindes, foregik den første arbejdsdag i det nye År. En Kammerat kom for sent, og Hyttemesteren påtalte det, hvorpå min Kammerat svarede: ”Jamen Charles Hansen, det er da første Gang, jeg kommer for sent i År.”

Jeg kan også huske en gammel Glasmager, der havde en Spegesild med på Arbejdet. Silden var ikke renset, og Skindet var ikke fjernet. Silden blev pakket ind i et stykke Pergamentpapir og derefter i en våd Avis. Denne Pakke blev lagt på en lang Stang med et fladt Stykke i den ene Ende og derefter stukket ind i Ovnens 1200 grader varme til al Papiret var brændt væk. Denne varme Sild blev spist rub og stub fra Hovedet af, og da Halen var røget ned, blev den efterfulgt af et ”synk” fra Brændevinsdunken. En anden Skik, der bliver brugt meget på Glasværket, er at lægge Urensede Kartofler på Ovnen, og efter ca. en Times tid er den gennemstegt. Det er en Nydelse af de helt store.

Men også i de andre Afdelinger var der fornøjelige Episoder. På Tømrerværkstedet, hvor Formene blev frembragt af dygtige Drejere, havde man i et Hjørne af et Lokale i Stueetagen opsat et ”Måleapparat”, så Besøgende kunne få målt, hvor høje de var, Der var et Hul i Loftet lige over ”Måleapparatet, og de, der skulle måles, blev bedt om at stille sig helt tæt på Apparatet. Når de stod der, blev der råbt: ”Helt i orden,” hvorefter Vedkommende gennem Hullet i Loftet fik en Spandfuld Vand ned over sig.

Grunden til, at der er så mange der har både 40 og 50 Års Jubilæer på Glasværket, er, at man begyndte at arbejde allerede som 14-årig, og da der ikke er så mange andre Muligheder for at skifte Arbejdsplads er mange blevet på Glasværket. Dette har passet mig godt, for jeg har følt, at jeg hørte hjemme her ved Holmegårds Mose. På grund af Sygdom fik jeg et Job som Turistguide på Glasværket i et par Måneder. Der kommer mange Turister, der ønsker Rundvisning. Ved at arbejde som Guide i denne korte Tid, kunne jeg opnå at få 50-års Jubilæum. Det var en Gestus fra Glasværkets Side, som jeg er meget taknemmelig for. Min Søn havde 25- Års Jubilæum på samme Tidspunkt, så vores Familier og Sønnens Søstre blev budt til Fest i den gamle Direktørbolig, som nu fungerer som Receptions- og Feststed. Det var en dejlig Fest med alt, hvad Hjertet kan begære, samt dejlige Gaver og et kontant Honorar. Ved Festen fortalte jeg om en Episode fra min Læretid. Der var en Lørdag Fodboldkamp i Idrætsparken i København. Det kan have været Arsenal elle Wolverhampton, men det husker jeg ikke i Dag. Der var samlet en Bilfuld til denne Tur til København, og der manglede en Deltager. Jeg ville gerne med, så jeg spurgte Hyttemesteren, om jeg kunne få fri, for jeg skulle være ”Vidne” i København. Om Mandagen kom Hyttemesteren og sagde: ”Du har jo været til Fodboldkamp i København, men til mig sagde du, at du skulle være Vidne.” ”Jamen, det var jeg også. Jeg har været Vidne til en god Fodboldkamp.” Hyttemesteren rystede på Hovedet med et stort Smil. Han havde nemlig Lune.

Disse skrevne Ord er for at fortælle om et godt Liv ved Holmegårds Mose og Glasværk. Denne del af Verdenen har haft en stor betydning for mig, som er født ved Mosen. Som Pensionist bor jeg med udsigt over Holmegårds Mose og Glasværk, og det minder mig dagligt om en god Tid.

En glad Mand

Til indførelse på passende Sted i mine Erindringer.

Helt først i fyrrene kom der en familie fra Horsens til Glasværket. Manden var Maskinarbejder, og min Kone og jeg hjalp dem lidt med indflytning i den Lejlighed, som var blevet tildelt dem. Det blev til et Venskab, som holder endnu. 42 Nytårsaftner har vi holdt sammen. I de unge år gik vi med vores Børn ud over Mosen, gennem Skoven og Fensmark og hjem igen.. I Skoven blev der dengang holdt Skovfest. Det var Socialdemokratiet i Fensmark, der stod for Arrangementet, og der var hvert År en prominent Socialdemokrat på Talerstolen. Desuden var det Kaffe- og Øltelt, Isbod med mere. Et År blev vi enige med vores Venner om at cykle til denne Skovfest, ikke af politiske Grunde, men for Turen. Vores Børn glædede sig til denne Tur. Vi havde den medbragte Mad med i Tasker, og så af sted mod Skoven. Vi og Ungerne nød Cykelturen, og Vejret var godt, men da vi nåede Skoven, begyndte det at regne, og vi vendte om, da det så ud til at være vedvarende. Ungerne blev sure, for de havde sådan glædet sig, Da vi så var hjemme, samledes vi i vores Lejlighed, og Spisebordet og Stolene blev sat ind i Dagligstuen. Så blev der lagt dug på Gulvet, og nogle store Potteplanter, såsom Fingerfilidendrum og Svigermors skarpe Tunge blev sat på Dugen, for Børnene skulle jo i ”Skoven”. Maden kom frem, og Ungerne og vi morede os strålende.

På det Tidspunkt før TV var det Radio og Avis, der stod for Informationen, når der var Folketingsvalg. Avisen bragte nogle Sider, hvor de forskellige Kommuner og valgområder var rubricerede. Det var derfor muligt at skrive Resultaterne ind hele Natten. Min Ven og jeg lå på

Gulvet og krydsede, og først kl. 5 næste Morgen gik vi i Seng. Nu om Stunder kender TV Resultatet allerede kl. 23 om aftenen.

Som før omtalt mindes jeg Billedhugger Bang, der havde et keramisk Værksted på Glasværket. Han blev kaldt ”Lille Bang”, da han ikke var så stor. Han har lavet mange Udsmykningsarbejder, blandt andet den meget velkendte Trold foran det gamle Rådhus i Næstved. Jeg har stået Model til Skulpturen af en Glasmager, der står på en Sokkel ved Glasværket. Det foregik på den Måde, at Bang stod og tegnede Skitser, mens jeg blæste Glas. Hovedet på Skulpturen er dog helt sikkert Bruno Carlson, som var i lære hos Bang. Arne ”Lille” Bang havde en Broder, Jacob, der blev kaldt ”Store Bang”. Han var noget højere end Billedhuggeren. Han var Designer på Glasværket og meget dygtig til dette. Hans foretrukne Glasmager til udførelse af sine Tegninger til Glasfabrikata var Jens Mortensen – en rigtig dygtig Håndværker. Ofte fik jeg en lille Kurv og nogle Penge i Hånden, og så gik jeg til Købmanden efter en Tår Øl. Det kunne de begge godt lide. Jacob Bangs Søn, Michael Bang blev ligeledes Glasdesigner på Glasværket.

Det var meget almindeligt, at Arbejderne på Glasværket havde Øgenavne. Jeg selv fik Øgenavnet, ”Hvidben”, og mine Børn er ligeledes kendte som ”Hvidbenere”. Det forgik på følgende måde: Jeg spillede det, der dengang hed Yderving på Juniorholdet i Fodbold. Til en Hjemmekamp på den Fodboldbane, der ligger ved Husene på Birkevej hørte man pludselig Glasmager Ove Hansen, kaldet ”Glade Ove”, råbe: ”Så spil dog for Fanden den hvidbenede, der render her ude på højre Fløj!” Alle 15 Tilskuere hørte det, og Tilnavnet blev hurtigt bragt videre i vores lille Samfund.

En anden Episode i forbindelse med Fodbold drejer sig om Smede Jørgen. Når han skulle se Førsteholdet spille, lagde han sig på Knæ helt nede ved et af Hjørneflagene på den ene Langside af Fodboldbanen. Som Kampen skred frem, kravlede han fra den ene ende af Banen op til den anden og tilbage igen. Godt Spil af Hjemmeholdet honorerede Jørgen med et: ”Sådan, Ja!” Hvad Anna sagde om Buksernes udseende på Knæene skal jeg slet ikke mene noget om. Men Anna har nok sagt, at hvad Fatter gør, er altid det rigtige. Den familie var det nemlig Sammenhold i.

En anden Ting, der her i Skrivende Stund rinder mig i hu, er, at da Svendeprøven den 6. August 1946 var overstået for os tre Unge Mennesker, og vi kunne kalde os Glasmagere, blev vi gratuleret af de ældre Glasmagere, der som tidligere fortalt var små Konger, med Ordene, at nu måtte vi gerne sige du til dem. Men jeg synes at kunne huske, at det havde vi gjort i en rum Tid.

Min broder, som nu er død – ære være hans Minde – var udlært som Maskinarbejder på Glasværket, og han var Sportsmand om en Hals. Han var rigtig god som Fodboldspiller på Holmegårds Glasværks Fodboldhold, som det blev kaldt dengang. Han gik også meget op i Atletik, og han var efter datidens Målestok en habil Stangspringer. Løbe kunne han også. Efter endt Militærtjeneste gik han videre inden for Hæren og var ved sin død Kaptajn på Garderhusarkasernen i Næstved. Trods 3 års forskel i alder havde vi det rigtig godt som Børn på Holmegårds Mose, hvor vi legede meget, og hvor vi hjalp Far med at skære Tørv. Det var en dejlig tid. Nogle år senere fik vi en Søster, som nu i over 20 år har boet i Sverige. Hun er gift med en Dansker, der arrangerer Musik og skriver Noder til Radioen i Stockholm. En frisk Pige er min Søster og meget kreativ.