Glasmager Peter Clausen fortæller om sit lange liv på Holmegaards Glasværk
Nye & Gamle Fensmark har fået lov til at udgive erindringen af Peters søn, Jacob Clausen.
Jeg er ikke født på Glasværket, selv om jeg føler mig som barn af Værket. Jeg er født i Holme Olstrup, men allerede som 3-4 årig, flytter vi til Fensmark. Min far og mor var blevet værtsfolk i Forsamlingshuset, fordi mor var dygtig til at lave mad, og far var god til at gå til hånde. Vi så dog ikke så meget til ham, for så snart det var forår og sommer, var han på Mosen for at skære tørv, både til Forsamlingshuset og til Glasværket. Det har været slidsomt. Senere fik han job som portner ved Glasværket, og nu var det mig, der fik det hårdt. Jeg var jo udefrakommende, så jeg skulle kanøfles. Det var især en bestemt dreng, der var efter mig. Han var søn af vores nabo og noget større end jeg. Det opdagede min far fra sin plads i porten. Så en dag fik han fat i knægten, men i stedet for at skælde ud, sagde han: ”Du ser ud til at være en stor og fornuftig dreng. Kan du ikke holde lidt øje med Peter, for han kommer tit hjem og er ked af det, fordi I er efter ham?” ”Det kan De tro, Clausen; den klarer jeg.” Og så kan det nok være, der blev passet på mig. Selv efter at jeg var blevet konfirmeret, og vi var til bal o.l. passede han på mig. Det var næsten lige ved at være for meget.
Efter min konfirmation i oktober måned, blev jeg sendt til min morbror. Han havde et lille parceliststed, og der skulle jeg hjælpe med at tage roer op. Det var godt nok hårdt, men det, der slog hovedet på sømmet, var, at han ikke ville give mig en krone i forskud. Jeg var nemlig løbet tør for tobak. Det kunne der ikke blive tale om, så jeg sagde farvel og tak.
Til december startede jeg i hytten, og min mor fik også arbejde på Glasværket. Hun fik et job med at pakke medicinglas, og det foregik i et rum for sig. Jeg kunne derfor gå med hende på arbejde og være der, til jeg skulle i skole kl. 8. Der var i øvrigt en noget speciel opdeling den gang. Konerne måtte ikke komme ind i produktionsafdelingen til mændene.
Mit først job fik jeg endnu inden jeg blev ansat. Man var ved at bygge en ny ovn, og alle de gamle stenene skulle renses. Det var drengenes arbejde, og en dag stod jeg og kiggede på det, da den tyske ovnbygger kom farende. Han kunne ikke tåle lediggang og slendrian, så han hev fat i mig, og så måtte jeg i gang med stenene. Lige så snart han var gået igen, smuttede jeg.
Jeg var blevet ansat som medhjælper, men det gik skidt. Jeg kunne ikke tåle varmen, og hver morgen besvimede jeg. Det så en af de garvede glasmagere, og han var sikker på, at han kunne hjælpe mig, så jeg kom over i hans værksted. Han var godt klar over, at jeg røg for meget og drak for lidt, så han var efter mig, og efterhånden lærte jeg at indtage væske nok. Jeg havde ikke kunnet svede, men vandkuren satte gang i svedproduktionen, og siden har det ikke været noget i vejen.
Jeg ville jo gerne i lære som glasmager, men det var ikke nemt. Jeg startede som anfanger, og de andre arbejdere kunne se, at jeg havde flair for glas. Senere fandt jeg ud af, at hyttemesteren også kunne se muligheder i mig, men han havde lovet noget familie i København, at han kunne skaffe en dreng her nede fra, og han havde udset sig mig. Det vidste jeg ikke, og derfor blev jeg mere og mere forundret over, at andre sprang forbi mig i køen. Jeg blev efterhånden overbevist om, at det var fordi, de andre havde naturalier i form af æg, kartofler o.l. med til hyttemesteren, og den mulighed havde jeg jo ikke.
Men til sidst lykkedes det mig at komme i lære. Jeg startede med medicinflasker, og efter et par år kom jeg over i krystalglasproduktionen. Det var noget af et cadeau for mig, for det var de dyre sager.
På et tidspunkt kom Paul Weidinger fra Weidinger-familien tilbage til Holmegaards Glasværk. Han havde været på valsen rundt i Europa, men med optræk til Anden Verdenskrig, foretrak han at komme tilbage til Holmegaard. Han fik et værksted, som vi kalder det, og han havde brug for en svend, så jeg var hos ham i nogle år. Så skete der det, at George Nielsen bliver hyttemester, og så fik jeg hans værksted. Det havde jeg i 25 år, og efter det kom jeg over for at arbejde for glasdesigneren Per Lûtken.
Min kone arbejdede også alle årene på Glasværket, og fire af mine søskende havde forskellige jobs, og på et tidspunkt var vi over 20 ansat fra vores familie.
Det var jo ikke bare arbejdet på Glasværket, der var godt. Selve sammenholdet i Glasbyen er af sådan en beskaffenhed, at det er svært for andre at forstå det. Men måske en lille historie kan illustrere dette.
Min mindste lillebror var væk en aften, da han skulle i seng, og vi blev alle sendt ud for at lede efter ham. På et tidspunkt blev vi enige om at gå ned til Smede Jørgen og spørge ham. Han havde 14 børn, og de var alle puttet til natten. Smede Jørgen mente ikke at have set Clausen-Junior, men vi kunne da gå op og se efter blandt hans børn. Og ganske rigtig. En fintælling konstaterede, at der lå 15 børn på loftet.
Jeg skal måske lige fortælle, hvordan jeg fandt min kone. Jeg havde længe haft et godt øje til en bestemt pige. Hun boede i Kasernen – bygningen lige ved siden af Glaskroen, og af og til skulle hun i rullestuen for at ordne tøj. Hurtig var jeg til at tilbyde at trække rulle for hende. Der er ikke tvivl om, at hun også havde sympati for mig. Det blev jeg klar over, da hun en dag kom med et lommetørklæde, der lige skulle rulles. Problemet var, at hun ville giftes. Jeg var kun 22 år på det tidspunkt, og jeg følte ikke, at jeg var færdig med min ungdom, så det ville jeg ikke, og kontakten blev stadig mindre. På et tidspunkt opdagede jeg, at der var andre, der havde kig på hende, og det havde jeg det svært med. Hvordan skulle jeg nu få genetableret kontakten? Jeg havde set, at hun hver dag stillede sin cykel i cykelskuret, så på et tidspunkt gik jeg over og piftede hendes cykel, og så stillede jeg mig parat. Da hun efter arbejde skal hente cyklen, slog jeg tilfældigt et slag forbi, og spurgte, om der var noget galt. ”Ja, jeg er punkteret.” ”Jamen, den klarer jeg da.” Jeg havde cykelpumpen med i hånden. Jeg var 24 år, og vi blev gift, da jeg var 25.
Jeg er nu 86 år (i 2004), og jeg har levet 72 dejlige år på og omkring Glasværket. Og det har været godt for mit helbred. Det opdagede jeg, da vi begyndte at skulle holde ferier. Hver gang fik jeg ondt i ryggen, men lige så snart jeg var inde ved ovnene igen, forsvandt smerterne. Jeg liver nærmest på, når jeg er i nærheden af varmen.
Navneændring gennem tiderne på Holmegaard Glasværk
Historisk oversigt over Holmegaard Glasværk
Historien om Holmegaard Glasværk