FENSMARK KIRKE – FREGATTEN – TREFOLDIGHEDEN
Stor var min forbavselse da telefonen ringede midt i august sidste år. Det var Marie-Louise Rye Nielsen, der spurgte om jeg var interesseret i at renovere Fensmark Kirkes kirkeskib
TREFOLDIGHEDEN.
Kirkerummet skulle ligeledes kalkes og males op. Da jeg tidligere har renoveret kirkeskibene i Stege, Damsholte og Fanefjord kirker, og da jeg jo er gammel Fensmarkborger fra 1972 til 1998 fandt jeg opgaven interessant og sagde ja. Jeg havde dog et krav, jeg kan ikke lide at arbejde under pres, så jeg ville gerne have den fornødne tid til arbejdet. Det var ifølge Marie-Louise ikke noget problem, blot det var færdigt til ophængning den 1. søndag i advent kl. 1030.
Det lød rimeligt og vi hentede skibet den 22 august sidste år.
Kirkeskibet – Foto: Linette Bach
Såvidt jeg kunne forstå, var det 22 år siden skibet sidst havde været nede, hvilket det også bar præg af, da dækket var meget snavset af et tykt beget lag af sod og nedfald fra loftet. Jeg har set det samme på de andre skibe jeg har renoveret, og det stammer primært fra sod fra de stearinlys der bruges mange af i kirkerne. Herudover var flag og vimpler, samt store dele af den løbende rig mørnet af ælde og lys.
Hvorfor kirkeskibe i kirkerne?
Oprindelig benævnte man skibene votivskibe. For at kalde det et votivskib skal det være givet til kirken som en gave for at takke gud for, at man har overlevet en alvorlig sygdom et skibsforlis eller anden livstruende sygdom.
Imidlertid mener man ikke, at danske kirkeskibe helt har levet op til denne definition. Eksempelvis måtte sømanden Hans Larsen, der havde bosat sig på Nyord betale Stege kirke for at hænge sin model af linieskibet JUSTITIA op i 1718. Han havde været med skibet i Slaget ved Rûgen i 1715 og overlevede.
Skikken med at ophænge skibe har været kendt siden 1100 tallet. Det begyndte i kystbyerne ved Middelhavet, og bredte sig op gennem Europa og nåede Danmark efter reformationen i 1500 tallet.
I forbindelse med reformationen blev kirke og stat knyttet tættere sammen. Kongen blev kirkens overhoved, og det var derfor naturligt at de enkelte kirkeskibe blev modeller af kongens orlogsskibe.
Det ældste danske kirkeskib hænger i Ho kirke i Vestjylland og kan dateres til omkring 1600. Man har ikke det endelige tal for hvor mange skibe, der hænger i danske kirker, man antager det ligger mellem 1400 og 1500. Der er mange forskellige skibe lige fra det helt naivistiske til det mest moderne supplyskib. Mest ser man dog modeller af linieskibe , fregatter og mindre sejlskibe.
Det er ikke ualmindeligt at der hænger mere end et skib i en kirke, eksempelvis hænger der i Sønderho kirke på Fanø 14 registrerede modeller, jeg var til en god vens bisættelse for år tilbage i Marstal kirke, der talte jeg 6 skibe.
Når skibene sjældent er votivgaver, hvorfor hænger vi så skibsmodeller op kirkerne? Ingen ved det, men der er mange teorier:
1) Skibet er muligvis et gammelt symbol for menigheden og kirken, der med Kristus ved roret klarer sig på tilværelsens stormfyldte hav.
2) Da skikken er mest udbredt i byer med maritime traditioner, som Marstal og Ærøskøbing, kan det være at man på denne måde har forsøgt at beskytte skibene og deres mandskab mod havets farer.
3) Det store skib var det største, mægtigste og kostbare man havde på den tid. Og det pryder derfor mange byvåben og findes som kalkmalerier. Dels har det store rum i kirken altid heddet skibet.
4) Endelig kan det være, at danske søfolk under deres rejser har set votivskibe i de katolske kirker i Sydeuropa, måske uden at kende baggrunden for dem, og tænkt, at sådan nogle må vi også have.
Hen ad vejen kan det være blevet søfolkenes standsgaver. De rige kunne donere dyre altertavler og lignende, men de fattige søfolk kunne i det mindske pynte deres kirke med deres husflidsarbejde, som skibsmodellerne var og er.
Det fremgår ikke direkte af kilderne, men der synes at være en uskreven regel om, at kirkeskibe gives til kirken som gave – det er ikke noget kirken bare anskaffer.
Tilstanden af danske kirkeskibe:
Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, nu Museet for Søfart, i Helsingør udsendte over en årrække fra 1945 et spørgeskema til danske kirker om beskrivelse og oplysninger om deres skib/skibe. Jes Kroman, nu direktør for Skibsbevaringsfonden, har samlet alle disse oplysninger, og konkluderer, at de gamle modeller kan fortælle lokal maritim kulturhistorie, som de aktive deltagere, fiskere og sømænd, har udformet dem.
Men det kan være en svaghed, hvis de samme skibe 100 år senere har været efterset og repareret af ukyndige, der har betydet at rigning med videre ikke er udført korrekt og svarer til det originale skib.
Museet advarede menighedsrådene om at undgå disse ”klamphuggere” hvis et skib skal renoveres. Det har været på tale, at modelbyggere skulle autoriseres, men det er endnu ikke blevet til noget.
I mellemtiden er der sket det at Museet for Søfart ikke mere rådgiver om kirkeskibe. Skibene havner nu mellem to stole idet Museet for Søfart og Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede melder hus forbi med hensyn til rådgivning. De vil dog gerne tage skibene ind til renovering, men til dagspriser, hvilket betyder at en sådan renovering kan løbe op i meget høje beløb. Det tager meget tid og tålmodighed, at rengøre skibene og rigge dem om.
Må jeg lige komme med en lille kommentar om Klamphuggere. I dag er det et nedladende ord for en person der har udført et dårligt stykke arbejde. Oprindelig var det en dygtig skibsbygger, der byggede skibe på klamp. Det vil sige at vi her er før der fandtes ingeniører, der udfærdigede tegninger, skibsbyggerne kunne arbejde efter. Klampskibsbyggere havde en ide om skibets udformning i hovedet, og startede med at strække kølen, sætte enkelte spanter op og montere en rælingliste.
Herefter gik han rundt om skibet, brugte sine øjne, flyttede lidt på spanterne indtil han var tilfreds med linietegningen, og arbejdet med skroget kunne gå i gang.
TREFOLDIGHEDEN:
Jeres kirkeskib er en model af linieskibet TREFOLDIGHEDEN. Skibet blev kendt for slaget syd for Gedser, ved Kolberger Heide mod den svenske flåde. Skibet var eskadrens flagskib med Christian 4. som øverstkommanderende. Kongen blev ramt af sprængstykker og faldt om, og alle troede, at slaget hermed var tabt. Men, kongen blev tilset af skibslægen, fik bind for det sårede højre øje, rejste sig med sværd i hånd og opfordrede til fortsat kamp.
Der er refereret to citater kongen skulle have udtalt, efter han rejste sig. Det første var ” Jeg er gammel og stiv og duer ikke længere til landkrigen, hvorfor jeg går med flåden, for at efterverdenen kan se, at jeg mente det ærligt med fædrelandet”. Det andet var ”Gud har endnu levnet mig liv og styrke nok til at kæmpe for mit folk, så længe enhver vil gøre sin pligt.”
Selvom Svensken fik assistance af den Hollandske flåde, fik den danske flåde spærret svenskere og hollændere inde i Kielerfjorden. Denne indespærring varede en måned, hvorefter det lykkedes de indespærrede at slippe ud i Østersøen.
Sluttelig kan jeg kun opfordre kommende menighedsråd til at sørge for en nedtagning af TREFOLDIGHEDEN med passende mellemrum for renovering og rengøring.
Det vil ikke slide så hårdt på skibet, og det vil være mindre arbejdskrævende, at få skibet til at fremstå flot under hvælvingen.
I Stege og enkelte andre byer har man laug, der sørger for vedligehold af kirkeskibene. Eksempelvis sørger Kirkeskibsforeningen JUSTITIA i Stege for at skibet tages ned hvert tiende år for renovering. I forbindelse med genophængningen bæres skibet i procession gennem byen med Søværnets Tambourkorps og faneborg i front. Efter en nøje fastsat ceremoni ved kirkedøren bæres skibet ind og genophænges. Om aftenen er der middag for foreningens medlemmer og særligt
indbudte.
Skrevet af Jørgen Grønborg