Redaktionen af Kirkebladet for Fensmark og Rislev Sogne bad i anledning af årtusindskiftet Erik Brygmann om at beskrive, hvordan det var at være barn i Fensmark i 1930’erne og 40’erne. Erik Brygmann voksede op i Fensmark præstegård sammen med sine syv søskende.
Min barndom i Fensmark og Rislev
Vi kom i 1931 til Fensmark fra Vendsyssel, fra to sogne, som var stærkt præget af den nære beliggenhed helt ude ved Vesterhavet. Begge kirker var flyttet i dette århundrede, i det ene sogn pga. sandflugt og i det andet sogn, fordi havet åd sig længere og længere ind mod kirken. I dag falder kirkegården ned på strandbredden.
Kontrasten mellem Vendsyssel og Sydsjælland var meget stor, fra den barske natur og det barske klima til en gennemført idyl med Mosen og engene omkring Susåen. Noget nyt og usædvanligt var Glasværket med spændende historier om folk, der var smuglet ind fra Bôhmen og andre fjerne steder, og som nu boede i et særpræget gammelt fabrikskvarter og arbejdede med ildkugler på lange pusterør, og nogle af folkene havde mærkelige navne og var katolikker med eget lille kapel. Sognene i Vendsyssel havde bestemt også deres markante særpræg, især fiskerne med deres farefulde erhverv, men det nye var noget helt andet.
Foruden Glasværket bidrog også Chr. Winther stærkt til at gøre Fensmark til noget særligt. Når vi i vores barndom fortalte fremmede mennesker, hvor vi boede, slog det sjældent fejl, at de fleste gav sig til at citere Chr. Winthers ”Hvor Fensmark hæver sit kirketelt”, og gennem år og dag kom der en masse turister ind gennem porten for at kigge på bygningerne, og nogle spurgte også, om de måtte gå ned i haven for at se højen, som Chr. Winthers mor en tidlig morgen bar ham ned til, for at han kunne få lejlighed til at se solen stå op over mosen. Det måtte de selvfølgelig gerne, men en del turister kom så tæt på vinduerne ind til min fars kontor, at det blev generende for ham, så på et tidspunkt fik han Tømrer-Peter til at lave nogle reoler, som dækkede tre fjerdedele af vinduerne, hvad der ærlig talt gjorde stuen lidt mørk.
Haven var i øvrigt et sted, som optog en del af min fars tid. Den skulle selvfølgelig passes, men han var også interesseret i at gøre den til en smuk have – og mere praktisk at holde. Derfor fjernede han en del bede og såede nogle græsarealer til med græs, sådan at der blev et stort sammenhængende græsareal med staudebede og kun få gange i udkanten. På den måde var der mere græs at slå, og det meste af arealet var gamle ujævne plæner, der bestod af lige så meget ukrudt og mos som græs, og slåmaskinen var uden motor, så det var et lidt anstrengende arbejde, som husets børn måtte tage sig af. De ujævne plæner gjorde idet i øvrigt også svært at spille både kroket og boccia. Ofte havnede kuglerne på uønskede steder.
De store lindetræer stod der sikker allerede i Chr. Winthers tid. Nogle af frugttræerne var også gamle, men dog yngre end lindetræerne. Især mindes jeg et gråstentræ og et pigeontræ. Det er ikke blot nostalgi og sentimentalitet, når jeg mener, at jeg sjældent senere har smagt så gode æbler som dem, vi fik fra disse to træer. Noget af forklaringen på den gode kvalitet kan måske ligge i, at vi gravede indholdet af vores lokumsspand ned under disse træer (først på et senere tidspunkt fik vi badeværelse med træk-og slip).
To gange om sommeren var haven ramme omkring henholdsvis et møde for ældre og en sammenkomst for børn. Ved begge lejligheder kom menighedsrådenes koner med hjemmebagte kager, som blev skåret ud og fordelt på fade i Chr. Winther-stuen (lokalet i nordlængen ved nedgangen til haven). Det var et sandt orgie af kager, som fristede mig til at smage på så mange forskellige som muligt. Og de venlige damer var gæstfrie. Bortset fra den bygning, der blev opført vistnok i pastor Kyndes tid, og som blev nedrevet i forbindelse med restaureringen efter vore bortrejse, så var der fire længer hvidkalkede og stråtækte. Og for mig var udlængerne forbundet med en vis romantik, fordi man tydeligt kunne se, at der havde været landbrug. I den lukkede vognport stod der desuden en gammel karet, hvis hjul var sunket et stykke ned i jorden. Hvornår den sidst har været brugt, ved jeg ikke, men den provokerede min fantasi, ikke mindst min bedstemor havde fortalt mig en dramatisk historie om en præst, der et sted i Jylland under et voldsomt regnvejr, der ødelagde al sigtbarhed, kørte i en mergelgrav og druknede.
Vi havde komfur og kakkelovne og fyrede med brænde, tørv og koks, som blev anbragt forskellige steder i længerne. Der, hvor man nu har de store sal, var der gammelt halm i den inderste ende og tørv ud mod porten. I et rum på den anden side af porten stod et par år en gammel ged, Mette, hvis mælk vores far påstod var meget sund. Men vi kunne ikke lide smagen, som var skarp og ram. Mette fik på et tidspunkt to kid, som vi kaldte Mik og Muk. De var umådelige henrivende, som de sprang rundt i gården, men de fik kun et kortvarigt liv, for en dag spiste vi dem. Der skulle megen mad til at mætte de mange munde, dvs. to voksne, to tjenestepiger og otte børn (en overgang også to bedsteforældre). Jeg kan ikke huske, hvordan de smagte, kun at vores yngste søster, mens vi sad og tyggede på kødet, spurgte, og det var Mik og Muk, vi spiste.
Vi holdt også engang en gris, som blev fodret med affald fra køkkenet. Og så havde vi bier. Især var det meget spændende, når honningen skulle slynges ud, og vi gik og gumlede på det afskrællede voks. Til erstatning for dette tyveri bar min far tålmodigt om vinteren sukkervand ned til bistaderne i haven. I perioder forsøgte vi også at holdehøns, men uden større held. Så vidt jeg husker, blev de syge.
Som tidligere nævnt fik vi først på et sent tidspunkt badeværelse, og skulle inden den tid have bad, bar vi et bassin fra vaskehuset ind i køkkenet og fyldte det med vand, som blev opvarmet på komfuret. Hvis hele familien skulle i bad, blev vandet ikke skiftet ud mellem hver enkelt person! Det skete også, at man sommetider kom til at sparke proppen ud, så hele køkkenet sejlede. Det skabte en festlig panik.
En overgang blev vi angrebet af rotter både i køkkenet og i kælderen. Det var meget væmmeligt, så vi anskaffede nogle store katte, som modigt gik i kødet på rotterne og efterhånden fik vi dem udryddet. Til gengæld fik vi killinger – alt for mange. Jeg aflivede en del. Det var selvfølgelig mere fredeligt end rotterne, men dog ingenlunde noget behageligt arbejde.
På et tidspunkt begyndte jeg at få klaverundervisning hos fru Bang, og efterhånden fattede jeg også interesse for orgelspil, og mens jeg gik i gymnasiet, blev jeg vikar for lærer Junggren i hans ferier. Orglet i Fensmark kirke var ikke fremragende, men dog brugbart (I øvrigt stod det i hjørnet mellem hovedskibet og det nordlige sideskib). I Rislev havde de desværre kun et harmonium. Men jeg var lykkelig. Det morede mig at spille orgel – og jeg tjente penge. Min far og jeg cyklede trofast frem og tilbage mellem Fensmark og Rislev (om sommeren var den tidlige gudstjeneste allerede kl. otte) Det var en smuk tur, men stanken fra fiskemelsfabrikken neden for stationsbakken var fæl. Puha.
Somme tider tog vi også på hverdagsaftener cykelturen gennem den mørke Stenskov til møder i Rislev i forskellige private hjem. Og når mine forældre inviterede til ungdomsmøder i præstegården, var der i Rislev nogle karle og piger, der godt gad cykle til Fensmark. Biler var ikke så almindelige dengang som i dag. De unge i Fensmark var vist mere optager af boksning og fodbold.
Fensmark havde allerede i 30’erne et godt udbygget skolevæsen, men ville man i gymnasiet, måtte man til Haslev (der var endnu ikke kommet gymnasium i Næstved, og Herlufsholm var en kostskole). Det betød, at vi i nogle år fik en lang skolevej. Det meste af året cyklede vi til Haslev. 15 km. hen og 15 km. hjem. De værste vintermåneder tog vi toget fra Holme-Olstrup. Turen gennem Dyrehaven og Skuderløse var smuk, men i dårligt vejr var det hårdt. Måske var det sundt, i hvert fald var vi sjældent syge. Under den sidste del af besættelsestiden var det svært at få nye dæk, hvilket gav mange punkteringer. Samtidig blev togdriften kraftigt indskrænket, ligesom vi på et tidspunkt skulle frygteligt tidlig op. Et par af vintrene var meget hårde med nattefrost ned i nærheden af minus 25 grader, så turen til skole var ofte en barsk affære gennem mørke, snevejr og kulde.
Jeg gik op til skriftlig studentereksamen i begyndelsen af maj 1945. Det var ikke nemt at koncentrere sig. Det gik en fed strøm af rygter, og man kunne frygte, at tyskerne ville fortsætte kampen i Norge og Danmark. Det blev heldigvis ikke tilfældet. Den 5. maj var det vigtigt at kunne flage. Men da min far havde taget flagstangen ned i skuffelse over den manglende modstand den 9. april 1940, og en af mine brødre havde savet den halvt over, var gode råd dyre. Vi fandt en kæp i haven, sømmede flaget fast til kæppen og stak den ud af et loftsvindue, så folk kunne se, at præstegårdens beboere deltog i begejstringen over befrielsen. I øvrigt mærkede vi ikke meget til tyskerne i Fensmark før sidst i besættelsestiden, hvor man plantede nogle master med ledninger på Trollesgaves marker. Disse master blev på et tidspunkt savet over, hvilket selvfølgelig irriterede tyskerne, Og da der samtidig var blevet kastet våben ned over egnen, truede tyskerne med at tage gidsler, men det lykkedes heldigvis at overtale dem til at afstå fra noget sådant.
Vores mor var efter datidens skik og brug ”hjemmegående” og havde rigeligt at tage sig til med børnepasning, madlavning og rengøring. Hendes egne forældre tilbragte den sidste del af deres liv i præstegården, hvor de også blev under den sygdom, der medførte deres død. Det kan også nævnes, at vi i perioder havde udlændinge som medlemmer af familien. Under den finske vinterkrig 1939-40 boede således en finsk mor med en lillebror og et spædbarn hos os, og efter befrielsen i 45 kom der en dreng fra Frankrig og en pige fra Sydslesvig. Det var spændende og morsomt, og selvom vi alle kunne hjælpe til, bidrog det jo også til at forøge mine forældres ansvar og arbejde. Endelig skal det siges, at også i det kirkelige arbejde var vores mor en værdifuld støtte.
I hele min barndom, men også når jeg senere var hjemme på ferie, spillede Mosen og Fensmarkskoven en stor rolle. Utallige gange har jeg gået, både alene og sammen med familien eller besøgende gæster, turen ned til Glasværket, gennem Mosen og Fensmarkskoven og hjem. Jeg kan undre mig lidt over, hvor få mennesker vi mødte på disse ture. For mig og min familie var disse ture en meget væsentlig del af vores tilværelse i Fensmark. Det er da også trist for Chr. Winther, hvis han aldrig nåede at komme ud på Mosen, men måtte nøjes med udsigten!
I 1957 tog min far sin afsked, og mine forældre flyttede til Vangede i København. Da havde jeg heller ikke, trods alle gode minder fra Fensmark og Rislev, noget imod at opleve andre egne af landet. Det blev først til Jylland og senere Fyn. Begge steder har jeg arbejdet som højskolelærer.
Efterskrift af Nye og Gamle Fensmark:
Erik Brygmann blev, som han selv skriver, student i 1945. 1954 blev han cand.theol. Derefter arbejdede han som vikar i folkeskolen. I 1957 fik han job på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. 1958 blev han ansat ved Vejle Idrætshøjskole og i 1960 fik han ansættelse ved Båring Højskole, hvor han virkede i 33 år. I 1993 gik han på pension, og den 9. juni 2016 døde han. Han ligger begravet på familiegravstedet ved Gentofte Kirke.