Erindring af Kai Nielsen

Kai fra Fensmark

Mine forældre var Jens Christian Nielsen og Marie Kristine Mortensen. De var begge børn af arbejdere og selv ansat på Holmegaards Glasværk. Min far ciselerede glas, og til ætsningen brugte man det meget giftige flussyre. Det medførte hans død i 1927, da jeg var halvandet år gammel. Min mor vaskede glas.

15300667_10211238295139708_821052075_n1

Kai som barn

Jeg gik barbenet om sommeren

Vi boede i den nuværende graverbolig, Chr. Wintersvej 7B. Vi var ni børn, og selv om huset var meget lille, var der også plads til en gammel mand, Edward Wiennicke, som min mor passede. Der var kakkelovn og elektrisk lys i stueetagen og petroleumslampe i værelset på første sal. Brønden med pumpen lå tyve meter væk. I vaskehuset var der en gruekedel og et lokum. Vi var meget fattige. Min mor blev enke som 45-årig med os ni børn, hvoraf de syv stadigvæk ikke var konfirmerede. Vi dyrkede selv alt, hvad vi spiste af kartofler, gulerødder, selleri, kål og andre grøntsager. Mor strikkede og syede alt tøj til os, og hun strikkede på maskine for andre. Vi måtte alle gå med lappet tøj og stoppede strømper i slidte træsko. Om sommeren gik jeg barbenet, og hvis vi ville have legetøj, måtte vi selv lave det.

16144240_10211761178451464_1476240306_n[1]

Graverboligen på Chr. Winthersvej 7B

Om leg og fornøjelser

Vi legede i skoven, på mosen, i haven og på Trollesgaves marker. Vi spillede rundbold og langbold, legede skjul og skød med slangebøsse og bue og pil. Vi kørte med kælk på kælkebakken i Hareskoven, hvor vi også legede i træerne. Vi havde lavet gynger og en vippe. Hjemme lavede vi selv spil, og vi havde kort og et ludospil. I midten af 1930-erne fik vi en krystalmodtager, og i 1935 fik min bror en rejsegrammofon. I 1935 begyndte rejsebiografen at vise forestillinger i Forsamlingshuset, men dér kom jeg først i 1939, da jeg selv tjente penge. Min ældste søster passede de tre mindste, og vi andre passede haven og dyrene. Vi havde kaniner, høns, ænder og en gris. Maden og kaffen blev lavet af mine tre søstre. Selv gik jeg ærinder for naboerne og tjente en femøre, og når det gik bedst, faldt der en tiøre af. Der var ikke noget, der hed lommepenge. Når kartoflerne skulle tages op, måtte vi alle hjælpe.

Osvald, der faldt gennem isen

Som fireårig fik jeg polio, og i starten kunne jeg ikke gå. Jeg havde ikke så mange pligter, så jeg legede meget med børnene i nabolaget. Især legede jeg med Frede Larsen, der boede ved siden af Gadekæret. Det var en yndet legeplads. Om sommeren legede vi med skibe, som vi selv havde lavet, og om vinteren legede vi på isen med bolde og pinde. Jeg husker, at en dreng, som hed Osvald, var så heldig at eje et par skøjter. Hans mor, fru Larsen, ejede en kiosk og en udlejningsbil, så Osvald var nok lidt forkælet. En vinter havde han taget en legetøjsbil med. Den kunne trækkes op, og det hændte, at den kørte hen i nærheden af en våge, og Osvald faldt selvfølgelig igennem isen. Graveren, Jens Peter, boede lige ved gadekæret, og han holdt øje med os, så han fik fisket Osvald op med sin bådshage. Da han havde hevet Osvald op for tredje gang, meddelte han, at hvis det skete én gang til, kunne han blive nede i vandet, for nu kunne det være nok.

I skole

Jeg gik i skole i syv år og fire år på Teknisk Skole. Vi gik i skole hver anden dag i forskolen, den såkaldte ”Røde Skole” eller ”Pogeskolen”. Her havde vi frøken Alfrida Nielsen, som boede på skolen.

12321359_1685076041751926_6750789396150320363_n1

Alfrida Nielsen

Jeg kan huske, at vi lavede gymnastik på en sæk i skolegården. Fra tredje klasse gik vi i ”Den Nye Skole” hos førstelærer Peter Larsen. Han var meget streng, og han kunne stikke nogle gevaldige øretæver. I dansk og engelsk havde jeg på et tidspunkt Georg Burild. Han var flink. Desuden havde vi Karl Junggren. Han var ikke særlig pædagogisk, og han sov tit over sig. Han boede i ”Den Gule Skole”, så vi gik bare ind og vækkede ham. Hans morgentoilette bestod i, at han gned sine øjne med spyt. Senere fik vi vikar Andersen. Han var svoger til Burild. Jeg sad sammen med Einar Kubert, og vi havde det godt sammen og legede med hinanden efter skoletid. I frikvartererne holdt jeg mig til Leo Larsen. Han var den største i klassen, og jeg var den mindste, så han beskyttede mig, hvis der var nogen efter mig. Vi legede fanger, højhest, rundbold og langbold. I ”Den Røde Skole” spiste vi ved skolebordene, når det var dårligt vejr, ellers foregik det på bænkene i skolegården. I ”Den Nye Skole” måtte vi ikke spise i klassen.

 

luftfotos-20-360x2401

Den Gule Skole

Jeg kunne bedst lide dansk, både mundtlig og skriftlig. Senere blev jeg glad for engelsk og fik gode karakterer. Jeg kunne også lide morgensang, og jeg kan huske, at jeg sammen med ”Smedejørgens” Henny sang solo ved en eller anden festlighed. Skolekomedie holdt jeg også meget af, men historie – især verdenshistorie var kedeligt, i hvert fald når det var Junggren, der underviste.

Småjob uden for skoletiden

Jeg var tit ”bydreng” for vores nabo, Jakob Bang. Han var arkitekt, så dér fik jeg gode drikkepenge. Jeg hjalp også til på Trollesgave med at passe heste, køre korn ind, vande køer og trække slibestenen, når knivene til selvbinderen skulle slibes. Det var godt arbejde, dog kunne jeg ikke lide at muge og køre møg ud på møddingen. Jeg kan huske, at jeg engang væltede ned i møddingen med et læs korn. Jeg skreg som en stukket gris, fordi negene lå oven på mig, men der var ikke sket noget. Pengene blev brugt i samråd med min mor til skoleting og tøj, men der blev dog også til lidt bolsjer eller en slikkepind.

Et rigtigt sæt tøj

Fra konfirmationsforberedelsen husker jeg pastor Brygmann som en meget streng og asketisk præst. Vi terpede salmevers og bibelhistorie, og vi blev hørt i det. Der var meget streng disciplin, og vi skulle kunne det udenad til selve konfirmationen. Jeg var ikke særlig religiøs, men det var alligevel en meget stor dag for mig. Jeg fik for første gang i mit liv et sæt tøj, som min mor ikke havde syet. Det var købt. Jeg fik 200 kr. i alt og blev fotograferet af min bror ude i haven. Til selve festen var der inviteret mange familiemedlemmer hjemme. De 200 kr. brugte jeg til en cykel. Vi var meget afhængige af, at alle over 14 år havde arbejde, derfor var det en katastrofe, da mine brødre, Verner og Svend, blev arbejdsløse. De søgte og søgte. Svend havde søgt 22 pladser, men til sidst fandt de arbejde på samme bondegård i Sønderjylland. Gården opdrættede stude, og deres arbejde bestod bl.a. i, at de skulle drive disse over grænsen til Tyskland. Det var hårdt arbejde, især om vinteren, og på en af turene var den ene af mine brødre så uheldig at tabe den ene træsko. Det var i de år meget svært at få arbejde på Holmegaards Glasværk.

15995865_10211724070963800_998501453_n[1]

Kai med sin familie foran Graverboligen på Chr. Winthersvej. Anledningen er Kai’s konfirmation

Ud i arbejdslivet uden cykeldæk

1. maj 1939 fik jeg arbejde som mælkedreng hos H.C. Hansen. Det job havde jeg til 1. maj 1941. Det var lykkedes mig at komme ind på Holmegaard Glasværk som hyttedreng. Her startede jeg som anhæfter, og efter et halvt år blev jeg anfanger, først jernanfanger og siden pibeanfanger. Den 1. maj 1943 kom jeg i lære hos Edvard Kristiansen. Vi lavede medicinflasker. Forholdet til Edvard var meget afslappet, men så blev jeg flyttet til et andet værksted. Her var mesteren meget kolerisk. Vi skulle sige ”De” til ham, og han lovede alle øretæver, men det sluttede den dag, en anfanger puttede ham ned i en spand med varmt vand. Vi havde et godt forhold til svendene og de andre lærlinge, selvom vi drillede hinanden meget. Vi gik fire år på Teknisk Skole i Næstved, men under krigen var det ikke til at opdrive cykeldæk. Vi klagede vores nød, men direktør Karl Schlüter affærdigede os med: ”I kan gå til Næstved”. Og det var efter en hård arbejdsdag fra kl. 06.00 til 15.30. Skolen varede til 21.00. Dengang havde vi kun fri om søndagen.

12096171_1634691620123702_2176270154280167894_n1

Kai Nielsen i 1939 ved H.C. Hansens mælkebil

I løbet af min læretid arbejdede jeg på forskellige værksteder for at lære de forskellige teknikker, men alle værkstederne var bemandet med en mester, fodmager, ballotmager, to jernanfangere, en pibeanfanger, to anhæftere og en indbærer. Pibefangeren stikker piben, som kan sammenlignes med et hult jernrør, ind i den flydende glasmasse i ovnen og får en passende mængde glas til at hænge fast. Denne klump valser han på en tyk jernplade, hvorefter han blæser luft ind i glasmassen. Derefter overtaler ballotmageren piben med glasmassen, som han stikker ned i en træ- eller jernform, for derefter at puste så meget luft i, at glasset har den form, det skal have. Jernanfangeren står nu parat med den flydende klump glas, der skal formes til stilk. Glasset overgives til fodmageren, som har fået en klump flydende glas af sin anfanger, og foden formes. Det færdige glas frigøres fra piben af anhæfteren, og indbæreren sætter det over i kølerøret.

Min første ugeløn på Glasværket var ca. 40 kr. En pakke cigaretter kostede 40 øre, og en bajer kunne også fås for 40 øre. Hvis man ville have en ny cykel, måtte man af med omkring 200 kr. Lønnen var jeg godt tilfreds med. Hos mælkemanden tjente jeg det sidste år 35 kr. – om måneden.

Efter fire års læretid var jeg udlært, og 1. maj 1947 fortsatte jeg som pladesliber, da der ikke var ledige stillinger i hytten.

16118535_10211761179051479_1440350875_n[1]

Glasværkets 125 års jubilæum i 1950. Kai og Ida siddende ved tredje bord nr. 3 og 4

Arbejdsforholdene på Glasværket

Vi havde en afdelingsleder, der hed Charles Hansen. Hans titel var hyttemester (tysk=Hütte). Han gik en runde hver morgen inden kl. seks for at se, om alt var i orden. Hvis der var nogle, der var syge, blev de erstattet af en arbejder fra et reserveværksted, som hyttemesteren havde at tage af. Før Charles Hansen blev hyttemester, var han pingelmager, som lavede medicinflasker. Det var ikke rigtigt glasmagerarbejde, så han kunne ikke vise os, hvordan vi skulle lave service- og kunstglas. Det kunne efterfølgeren, Georg Nielsen, som var uddannet glasmager. Før Charles Hansen hed hyttemesteren Bernhardt Wendt. Han var af norsk afstamning og var meget afholdt af alle. Det værste, man kunne blive udsat for fra ham, var en løftet pegefinger og ”Det må du ikke!”

Forholdene var meget forskellige, men alle steder var der varmt, og der var megen træk fra døre og vinduer. Desuden var der meget beskidt og en frygtelig larm, og vores arbejdsstillinger var ofte ”skæve”.

15281906_10211238295499717_455757004_n1

Men efterhånden blev arbejdsforholdene bedre. Vi fik sikkerhedsudvalg og bedriftssundhedstjeneste, hvor jeg som medlem kunne skabe forbindelse mellem ledelse, fabrikstilsyn og arbejderne. Det var et positivt samarbejde, der opstod. I 1968 byggede Glasværket ”den mest moderne hytte i verden”, sagde de. Den blev kaldt ”Hytte 68”. Glasværkets leder, Mogens Schlüter, en arbejdsmand, to-tre funktionærer og jeg rejste rundt i Norden og det Nordlige Tyskland for at se på glasværker. Det var en stor oplevelse at være med til at tage det bedste fra de andre virksomheder. Alle steder, hvor vi kom, blev vi modtaget med stor gæstfrihed, selvom vi var konkurrenter. Den samarbejdsånd findes ikke mere – desværre. Vi tog hjem og projekterede hytten med vandkølede skærme til at tage varmen fra ovnen. Vi lavede mindre ovne med kun én potte, og dette, sammen med elektrisk op-varmning reducerede varme og støj til et minimum i forhold til tidligere. Under hele byggeriet var der et frugtbart samarbejde mellem Glasværkets leder, Mogens Schlüter og os i fagbevægelsen.

16118520_10211761045008128_1262739942_n[1]

Kai stående i midten

Til sidst kom jeg til at arbejde i ”kunstnerhytten”, hvor vi arbejdede sammen med de forskellige glasdesignere. Det var meget interessant, så det var jeg rigtig glad for. Senere fik jeg arbejde på Kunsthåndværkerskolen i København, og jeg har prøvet at være på kontrollaboratoriet på Glasværket. Siden arbejdede jeg på to forskellige arbejdstekniske skoler, og jeg sluttede min ”karriere” som lærer i AOF.

16117286_10211751299964508_1668515065_n[1]

Ole Winther til venstre og Kai Nielsen

Søspejder og modstandsmand

Jeg kan huske, at vi hos mælkemanden i begyndelsen af krigen havde rationeringsmærker på benzin. Det medførte, at mælkemanden købte en hest og en vogn mere. Han havde i forvejen en hest og en vogn, som vi kørte brødtur med til Kalkerup og Olstrup.

15218287_10211238295299712_1151107600_n1

Kai som søspejder i 1942

Hjemme havde vi en sæk på loftet, hvor det kasserede tøj blev opbevaret. Her gik mor op hver gang, hun skulle bruge en lap til skjorter, bukser og frakker. Der var rationeringsmærker på alt, også på sengetøj. Men det var ikke nok, at man havde mærkerne. Vi måtte køre til Haslev på cykel for at få varerne, og man skulle helst være kendt i de forretninger, man handlede i.

I starten, da tyskerne kom til Fensmark, hvor de havde besat Forsamlingshuset, spillede vi håndbold med dem. Vi talte især med østrigerne, som fortalte, at de ikke var nazister, men var tvunget ind i hæren. Senere dannedes en modstandsgruppe i Fensmark, men jeg var med i Næstved. Fordi jeg var medlem af søspejderne ”Sjø” i Næstved, kom jeg automatisk med i en modstandsgruppe. Vi sprængte nogle olie- og benzindepoter i luften. Ved den lejlighed fik jeg ødelagt et nyt sæt celluldtøj, hvilket min mor blev meget vred over, for det var det eneste sæt tøj, jeg havde. Vi måtte ikke gå i vores spejderuniformer for tyskerne. Vores nabo, Arne Bang, skød med automatvåben uden for vores hus. Han blev dog aldrig opdaget. Selv havde jeg en tromlepistol.

En værnemager og en ”frivillig”

I området havde vi en bonde, Hans Petersen, som hentede affald fra garderhusarkasernen i Næstved, hvilket jo gjorde han til værnemager, men vi var nu ikke særlig meget efter ham og hans kone. Der var også en ung mand, der meldte sig til at kæmpe på Østfronten, hvor han blev skudt af russerne. Han havde forsøgt at komme ud af det, inden han tog afsted, men uden held.

Befrielsen kom en dag, hvor vi havde møde på Glaskroen. Det var en utrolig oplevelse. Alle var glade, råbte hurra, omfavnede hinanden og mange græd af glæde.

Efterkrigsår

Jeg husker en gang, at vi var nogle unge mennesker, der besøgte en kammerat, der havde fået en pakke fra Amerika. Den var fuld af amerikanske cigaretter, chokolade og whisky. Det blev en fest, der satte sig i erindringen. Jeg blev medlem af fagforeningen den 1. maj 1946, da jeg gik ind i mit sidste lærlingeår. Hvis man gjorde det, kunne man få understøttelse, hvis man som udlært blev fyret. Jeg blev taget som soldat, men hjemsendt få dage efter, da jeg havde gulsot, som varede i et halvt år.

I fritiden spillede jeg badminton, håndbold, og gik til gymnastik. Men der blev også tid til at spille revy og dilettant, og jeg var med i et kor samt en trio sammen med ”Lille Kaj” og Ejvind Nielsen.

15218351_10211238294859701_286363973_n1

Kai stående nr. 3 fra højre

Vi unge mænd var ikke særlig frimodige over for damer, og jeg var 24 år, før jeg blev gift. Jeg traf min kone, Ida, i Vordingborg i 1947. jeg var til bal i Zigeunerhallen sammen med en kammerat. Hun var ansat på alderdomshjemmet som stuepige, og jeg var på det tidspunkt udlært som glasmager. Vi blev gift i Allerslev Kirke d. 29. januar 1949. Brylluppet blev fejret hos mine svigerforældre i deres hjem med den nærmeste familie. Vi flyttede ind hos min mor. Hun havde haft lejere, så vi kunne overtage en stue og et køkken, som jeg havde møbleret med brugte møbler. Det første barn, Johnny, blev født inden udgangen af 1949. Min kone gik ikke på arbejde, men hun fik 40 kr. om ugen i husholdningspenge, så der var ikke ret meget til overs, for mens vi ventede barnet, fik vi en lejlighed hos Laurits Hansen på Kragemosevej (før kaldet Tømrerrækken), som vi skulle give 30 kr. om måneden for. Vi betalte ikke ret meget i skat, alligevel var der ikke råd til ret meget andet end mad og tøj. På Kragemosevej måtte vi hente vandet ved brønden, og vi havde brændekomfur. Der var lokum i gården i et lille hus. I 1951 kom vores datter Yvonne til verden. Jeg var med til begge fødsler, og det var mig, der gav bedøvelserne. Det foregik ved, at jeg hældte en væske på en maske, som min kone fik foran næse og mund. Jeg selv blev også lidt svimmel. Da min kone, efter at børnene var blevet større, fik arbejde på Glasværket, passede min mor børnene. Jeg kan huske, at vores datter sagde: ”Farmor, du har da kun mig, ikke?” Så svarede min mor. ”Jo, min pige, jeg har kun dig.”. Min mor havde tyve børnebørn, så der er ikke noget at sige til, at vores datter har følt sig særligt elsket.

16144875_10211761178331461_290165801_n[1]

Kai med sin kone Ida. Billedet er fra Karrebæksminde i 1948

Bedre boligforhold

I 1952 flyttede vi til Sveaborg og blev derved beboere i det, der blev kaldet Glasbyen. Sveaborg havde otte lejligheder, og den var opført i 1913-14 – primært til svenske arbejdere, men boligblokken blev først taget i brug i 1918, da krigen sluttede. Blokken var noget af det bedste, Glasværket havde. Vi havde toilet og indlagt vand, men der var ikke varmt vand, selvom der var et baderum med terrazzogulv. Det var en stor fordel at bo i Glasbyen, for glasarbejderne (glasmagere og slibere) havde en passus i deres overenskomst, der bestemte, at man skulle have husleje- og brænd-selsgodtgørelse. Det var en levn fra den tid, da de første böhmere kom til Glasværket. De fik en ko og en gris, brændsel og en gratis bolig af Holmegaard, som dengang ejede Glasværket. Vores udhus blev stadig benævnt ”stalden”, og det var faktisk stadig en stald med lem til grisen og plads til koen. Vi havde store haver og en hønsegård med 15 høns. Ufaglærte kunne ikke få bolig i Glasbyen, og de stod i andre fagforeninger. I 1957 fik vi en efternøler, Anja, og i 1958 fik Ida arbejde som øko-noma på Fensmark Plejehjem, og jeg var kommet til et værksted, der lavede finere krystalglas, hvilket gav lidt mere på akkorden. Det gav os mulighed for at købe hus på Sibberupvej, og vi fik råd til egetræsmøbler, nye gulvtæpper og et køleskab. I 1968 fik vi fjernvarme.

Sveaborg, foto: Linette Bach

Fornøjelser sammen med børnene

Når der var dilettant i Forsamlingshuset havde vi børnene med, og vi kørte ofte ud i skoven for at spise mad og drikke kaffe, Men den største oplevelse for børnene var Sygekassens juletræsfest i Forsamlingshuset. Her gik vi rundt om træet og sang julesange, Børnene fik godteposer med frugt og slik samt sodavand. Skolefester og skolekomedier, var også noget, der morede både børn og voksne. I weekenderne cyklede vi tit til Karrebæksminde. Engang ville vi holde ferie i Karrebæks-minde. Vi læssede cyklerne med børn og telt, og det var så meningen, at vi selv skulle lave mad og ellers nyde stranden og hinandens selskab. Men efter fem dage med regn var telt, soveposer og tøj gennemblødt, og vi var ved at opgive. Heldigvis kom nogle venner forbi. De havde lejet et sommer-hus, så de tilbød os, at vi kunne bo sammen med dem. Det blev en herlig ferie, selvom regnen fortsatte.

16117677_10211761178691470_575085817_n[1]

Kai siddende til højre, til venstre Arne Hvidben og Else Bach

I 1955 byggede vi selv et sommerhus af træet fra et gammelt cykelskur, som vi havde købt af kommunen for 500 kr. Til at begynde med kørte jeg på knallert frem og tilbage, Senere fik jeg en motorcykel. Sommerhuset solgte vi i 1959, og de penge blev brugt på det hus, som vi købte på Sibberupvej. Huset var bygget i 1938 og kostede 30.000 kr. I 1963 fik vi vores første bil, og første gang, vi var på ferie i udlandet, var i 1969 sammen med min bror og svigerinde. Vi kørte i vores bil og boede hos vores datter og svigersøn. Selv havde jeg dog været i udlandet, men det var på studieture med Glasværket i forbindelse med projektering af ”Hytte 68”

Børnenes skole og uddannelse

Vores søn gik i skole i Fensmark, til han var 15 år. Han var så på Glasværket nogle måneder som hyttedreng. Derefter kom han i lære hos fordforhandler Offer Andersen som lagerekspedient, og ef-ter fire år på Handelsskolen blev han bilsælger. Yvonne gik i skole i Fensmark, til hun var 14 år. Hun havde astma, og at bo så tæt på Mosen var ikke godt for hende, så blev hun flyttet til Store Heddinge Skole. Efter to år kom hun i lære som defektrice, og hun fulgte apotekerskolen i tre-fire år. Nu arbejder hun som defektrice i Norge. Anje er lærer fra Vordingborg Seminarium.

På højskole

Jeg kom på Esbjerg Højskole, da jeg blev tillidsmand (formand for Dansk Glasarbejderforbund) på Holmegaards Glasværk. Det tog tre år, hvor jeg var afsted tre måneder ad gangen. Resten af tiden var der brevskole. Det var først i 60’erne, mens den senere minister, Erling Jensen, var forstander på skolen. Han blev i øvrigt senere forstander på LO-Skolen i Helsingør. Han var en meget jovial mand. Vi boede på dobbeltværelse, så det var nogle gange svært at falde i søvn, hvis værelseskammeraten snorkede. Højskolen ”klædte” os på, så vi kunne løse de forskellige opgaver, der kunne op-stå på Glasværket. Senere gik jeg på Den Kommunale Højskole. Min politiske uddannelse foregik på Roskilde Højskole.

16118121_10211761232812823_892022473_n[1]

Esbjerg Højskole

Politisk aktiv

Både min kone og jeg kom fra politisk aktive hjem, hvor der blev talt og læst om arbejderbevægelsen. Vi holdt Socialdemokraten. Som 18-årig meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet. Da vi blev gift, gik vi sammen til politiske møder. Jeg blev senere formand for partiforeningen og indbudt til gruppemøder i kommunalbestyrelsen, så det var naturligt at stille på til valg. Jeg sad otte år i kommunalbestyrelsen, hvor der var både glæder og sorger, selvom der var socialdemokratisk flertal. Fensmark og Holme-Olstrup blev udviklet meget i den periode. Toksværd kom også godt med med hensyn til boliger, men det var Bon-Bon-Land, Dragehøjområdet og industriområdet ved Glasmagervej, der gav beskæftigelse, så vi diskuterede ofte, hvor der skulle udbygges. Miljøområdet var særlig følsom. I de tyve år, hvor jeg var formand for miljøkommissionen, måtte vi ofte ”slås” med teknisk udvalg og forvaltningen, om vi skulle hjælpe miljøet eller virksomhederne. Der var jo be-skæftigelsen at tage hensyn til. De borgerlige foreslog mange gange, at vi skulle nedlægge miljøkommissionen, men det lykkedes aldrig.

16118048_10211760008942227_486642236_n[1]

Kommunalbestyrelsen i 1981. Kai siddende yderst til højre.

En vurdering

”Den Kolde Krig” har nok af og til givet anledning til, at vi nogle tilfælde har disponeret anderledes, end vi ellers ville have gjort. Det er dog ikke meget, jeg har tænkt over dette i det daglige, hvor man havde praktiske problemer, der skulle løses her og nu. Selvopholdelsesdriften får os hurtigt til at glemme farerne for fremtiden. Jeg synes, jeg har haft et godt og indholdsrigt liv, hvor de problemer, jeg har mødt, hurtigt blev løst. Ofte har ældre mennesker hjulpet mig frem til at løse opga-verne. Mine forældre havde et økonomisk og kulturelt dårligere grundlag at bygge deres liv på. Fremtiden for mine børn og børnebørn tegner til at blive fuld af menneskabte ”naturkatastrofer” skabt af forurening fra bl.a. den kemiske industri. Vores tekniske og kemiske viden og fremgang har ikke formået at skabe velstand og velfærd for alle dele af Jordens befolkning. Jeg håber, at vores børn og børnebørn kan løse dette problem.

16144406_10211761179251484_217017570_n[1]

Kai Nielsen

Tak til familien for tilladelse til at udgive denne erindring

Læs alle erindringerne i bøgerne Fortællinger fra Fensmark 1. -og 2. del, som blev udgivet i 2017.

Kan desuden købes i Fensmark Brugsforening, Bog & idé, Axeltorv i Næstved og Bog & idé, Torvestræde i Næstved.

En kommentar

  1. Pingback: Familiebilleder - Nye & Gamle Fensmark

Der er lukket for kommentarer.