Stig Nielsens erindringer.
Jeg hedder Stig Nielsen. Min førskolealder tilbragte jeg i Brandelev, og jeg nåede at begynde i første klasse i Brandelev Forskole på Holmevej 53 i 1939. Men så skulle vi flytte til Fensmark. Jeg kan ikke huske selve flytningen, men til gengæld står årene i Fensmark skarpt i erindringen.
Huset, vi flyttede ind i, lå lige midt i Fensmark. Holmegaardsvej 54 lå bag ved Forsamlingshuset, og det var et hvidkalket længehus med to lejligheder og lokum nederst i den have på ca. 300 kvadratmeter, der også hørte til huset. Fra døren ud mod baghaven kom man direkte ind i det lille køkken og derfra til stuen. På den anden side af huset var den egentlige hoveddør, men den blev aldrig brugt, samt en entré. Fra entréen førte en trappe op til loftet, hvor der var indrettet et soveværelse med vindue i gavlen. I alt rådede vi formentlig over cirka 50 kvadratmeter. Huset havde indlagt vand og elektrisk lys, hvad der absolut ikke var en selvfølge dengang. Nu er huset revet ned, og grunden fungerer som parkeringsplads for Forsamlingshuset. I husets anden lejlighed boede et ungt ægtepar, som var baptister. De holdt søndagsskole for byens børn i Forsamlingshuset, og jeg deltog, dog ikke med den største lyst, men min mor insisterede, og det var hendes bidrag til det gode naboskab.
Stig som barn
Fra første dag gjorde skolen et stærkt indtryk på mig. I forhold til det lille rødstenshus i Brandelev var den ikke blot enorm, den var også ny. Den var opført i gule sten og i to etager, der rummede alle klasser fra og med anden til syvende. På et skolebillede fra dengang er vi 113 børn og fire lærere. Første klasse holdt til i den gamle skole, som lå lige på ad den nye ud mod Holmegaardsvej. Her var der ligesom i Brandelev kun et klasselokale og en (i mine øjne) ældre skolefrøken, som vi kaldte frøken Larsen, og det var her, jeg startede i første klasse – for anden gang.
Det eneste, jeg rigtig husker fra mit første år i Fensmark Skole, var yksi, kaksi, kolme, neljä – en, to, tre, fire på finsk. Den Finske Vinterkrig optog os både i skolen og udenfor. De tapre finske soldater på deres ski iført hvide kamuflagedragter var i krig med russerne. David mod Goliat, og vi holdt selvfølgelig med David. Det var også det år, frivillige danske soldater og læger kom finnerne til hjælp, og hvor vi tog mod finske børn, der trængte til rekreation, kærlig pleje og sund kost.
Efter to år i to forskellige førsteklasser havde jeg åbenbart kvalificeret mig til oprykning, og jeg flyttede nu over på den – i mine øjne – meget store og fine skole. Her fik jeg udelukkende mandlige lærere, og jeg husker bedst den elskelige overlærer Larsen, som havde tjenestebolig lige over for skolen. Foruden overlæreren var der lærer Junggren og lærer Burild. Deres fornavne kendte vi skoleelever ikke. Jeg var glad for at gå i skole, og jeg klarede mig vistnok godt, for jeg husker ingen dramatiske eller ubehagelige episoder fra den tid. De fleste af mine skolekammerater var børn af arbejdere på Holmegaards Glasværk og af de omkringboende gårdejere og husmænd. Og så var der dem fra kommunehuset på Stenskovvej 20. Deres forældre var såkaldte husvilde, som levede af socialhjælp, hvad der dengang var en stor skam, og de børn skilte sig kraftigt ud, ikke blot på grund af deres slidte tøj, men også fordi de var synligt uplejede og fyldt med børnesår.
Jeg fik hurtigt to gode kammerater: Bent, søn af bestyreren af Forsamlingshuset, og Svend Aage, søn af byens vognmand. Bent havde desværre ikke så megen tid til leg og pjat, og det skyldtes hans store interesse for landbrug. Næsten hver dag efter skoletid styrtede han direkte af sted til noget familie med et husmandssted i byens udkant. Her gik han til hånde lige til aftenmalkningen, som han vistnok også deltog i. Uforståeligt for os andre. Til gengæld tilbragte jeg min fritid sammen med Svens Aage. Når vi ikke for rundt i og uden for byen, var vi hjemme hos ham på
Holmegaardsvej 64, for her var plads. Det var et stort hus med kælder og førstesal, og der var store garager med to lastbiler – en Bedford og en danskbygget Triangel – en rutebil og en amerikansk Buick, der var firmaets ”lillebil” til personkørsel. Desuden var der en stor gårdsplads og en have med guldfiskedam.
Svend Aages far, Jens Jensen, og hans mor, som jeg ikke husker navnet på, var elskelige mennesker, der altid fik mig til at føle mig velkommen og værdsat, også når familien var på besøg. I kælderen boede to chauffører og tjenestepigen. Men det mest spændende i dette store hus befandt sig dog på første sal – forældrenes store dobbeltseng med rigtige springmadrasser og et badeværelse med badekar. Dobbeltsengen brugte Svens Aage og jeg gerne som trampolin, der sendte os højt op mod loftet, og badekarret udgjorde det uendelige hav for vores hjemmelavede skibe. Selvom bølgerne somme tider gik højt, og der blev oversvømmelse på gulvet, blev vi aldrig skældt ud. Det var vi nu nok blevet, hvis hans mor havde overrasket os under vores luftture i soveværelset.
Men vi var jo fuld af idéer og udfordringer. Fra muren om altanen på første sal sprang vi lige ud i det store intet. En paraply fungerede som faldskærm, og vi var sikre på, at den ville modstå den værste effekt af tyngdeloven. Vi blev klogere. Landingen efter det frie fald fra første sal var hård – ja, så hård, at vi helt mistede lysten til oplevelser af den art. Men det stoppede os ikke i at søge andre udfordringer.
Svend Aages far kørte sin rutebil mellem Fensmark og Næstved, og om søndagen fik vi i reglen lov til at køre med. Det er formentlig her, jeg for første gang i mit hidtidige korte liv kørte bil, for selv rutebiler var endnu ikke så almindelige. Der var heller ingen stoppesteder. Man stillede sig bare op ved landevejen og gjorde tegn til chaufføren, hvorefter man blev taget op. Da der sjældent var mange passagerer med om søndagen, kunne Svend Aage og jeg frit skifte mellem vores yndlingspladser helt oppe foran eller nede på bagerste sæde. Ved sidste stop på Næstved Banegård benyttede vi lejligheden til at løbe om kap i fodgængertunnelen, og det var ikke helt uden gys, for at færdes sådan langt under jorden havde vi aldrig haft mulighed for i Fensmark.
Stig ses her til venstre. Nummer 2 fra venstre er Ejvind Jensen, og yderst til højre Flemming Jensen. Foto er fra Holmegaardsvej.
Om sommeren kunne Svend Aages mor finde på at fylde medkurven og tage os med i Buick’en til Karrebæksminde. Så sad vi inde i plantagen, hvor der nu er campingplads, på et tæppe og fyldte os med lækre håndmadder og røde sodavand. Svend Aage og jeg nåede hver gang i vandet adskillige gange inden hans mor vendte Buick’ens meterlange køler mod Fensmark. Det var tider. Vi tilbragte også megen tid med uansvarlig og vild kørsel bag rattet i vognmandens biler. Det var dog kun, når de var sikkert parkeret i garagen.
Min anden gode ven, Bent, boede over Forsamlingshuset, hvor hans far var bestyrer. Som tidligere nævnt tilbragte Bent det meste af sin fritid på et nærliggende husmandssted, men når han ikke var dér, var vi som reglen sammen. Forsamlingshusets store sal var vores foretrukne legeplads. Vi løb om kap, og vi spillede indendørs fodbold. Dengang var badminton stadig en ny sportsgren, og når den blev spillet, foregik det i Forsamlingshusets store sal. Bent og jeg fulgte ofte med fra sidelinjen, når der blev slået til fjerbolden, og de kasserede fjerbolde tog vi os af. Vi ville jo også gerne forsøge os i denne nye sportsgren, men uden ketcher duede det jo ikke rigtigt. Det holdt os dog ikke tilbage. Vi brugte i mangel af bedre to kulskovle af den slags, man brugte til at fylde koks i Forsamlingshusets kakkelovne op med. Nu bagefter kan jeg se, at vi havde været bedre hjulpet med to fejebakker frem for de buede kulskovle. Men trods dette handicap udkæmpede vi drabelige badmintonkampe, hvor vi servede og smashede til den store guldmedalje. Under alle omstændigheder havde vi det herligt.
Forsamlingshuset var det naturlige centrum for egnens store og små begivenheder. Således også de andespil, der var en tradition i december måned. Her var hovedgevinsterne levende ænder, så mor og jeg mødte op for at prøve, om vi skulle være så heldige at komme billigt til julemaden. Og sørme om det ikke lykkedes. For både første og foreløbig sidste gang i mit liv fik jeg pladen fuld. Med gevinsten under armen var vi glade for, at vi kun havde 25 meter hjem. Køleskab eller fryser var endnu ukendt i husholdningen, så anden fik i den korte levetid, den havde tilbage, kost og logi i et bur på den lille græsplæne, der hørte til lejligheden.
En danseskole benyttede også Forsamlingshuset. Én gang om ugen kom fru Aarøe og hendes assistent, Gunnar Fylking, på cykel fra Næstved for at undervise små og store i den tids dans. Jeg husker ikke, om jeg også gik til dans ved den lejlighed eller jeg trådte mine første balsko i Brandelev. Gunnar Fylking overtog senere Aarøes danseinstitut, og navnet blev skiftet til Fylkings Danseinstitut. Det havde til huse i Krumport 12 i Næstved, og her traf Kirsten og jeg hinanden i 1950.
Når biografen kom til byen, var det Forsamlingshuset, der lagde sal og bænke til. Det skete én gang om måneden, at vi fik besøg af den rejsende biograf, Valkyrie Biografen. Store og små stod så parate til den store oplevelse. Blandt dem også jeg, der håbede på at få bevilget den femogtyveøre, der gav adgang til eventyret. Jeg husker to film fra dengang. Den ene var ”Barken Margrethe af Danmark” med bl.a. Ib Schønberg og den tids store Lau Lauritsen junior. Den anden film kom til at udgøre et særligt minde for mig, for jeg kom aldrig til at se den. Det var ”Blåvand melder Storm” – også en film med skumklædte bølger og gæve sømænd. Der var sket det, at jeg var kommet i besiddelse af en femogtyveøre, hvordan husker jeg ikke, og den brugte jeg i cigaretautomaten til ti North State. Desværre havde min mor en veludviklet lugtesans, så jeg blev afsløret, og straffen var hård og kontant – ingen biograftur. Så allerede her erfarede jeg tobakkens skadelige virkning.
Nu vil jeg lige minde om, at på den tid fandtes der hverken vuggestuer og fritidshjem, og hvis man havde brug for en børnehave, måtte man til Næstved. Så vi børn blev gode til at underholde os selv. De fleste mødre gik hjemme og kunne derfor holde øje med os unger. Men mig var der sjældent nogen, der holdt øje med, for min mor arbejdede i reglen ude. Dog ikke med fast arbejde på fabrik eller i anden virksomhed. I stedet fandt hun tilfældige rengøringsarbejder, hun hjalp til hos købmand Brøns Hansen, når der var storvask, og hun var i marken hos de lokale landmænd, når kartoflerne skulle op.
På hylden i vores køkken lå der altid en æske Tordenskjold tændstikker. Den fik jeg øje på en dag, da jeg som sædvanlig var alene hjemme, og straks fik jeg den idé, at jeg ville lave et bål – et stort bål. Jeg var godt klar over, at jeg skulle gå lidt stille med det, men nederst i haven bag lokummerne og udhuset var der en krog, der var godt skjult for naboerne. Her gravede jeg et hul i et spadestiks dybde, og det fyldte jeg på med en avis og et par stykker brænde. Tændstikæsken havde aldrig været i brug, så min mor ville straks opdage, hvis jeg havde strøget en tændstik på normal vis. Jeg valgte så at stryge tændstikken på den alleryderste korte kant, og som sagt så gjort. Jeg fik virkelig gang i bålet, og inden jeg fik set mig om, stod der så store meterhøje flammer op, at man kunne have stegt en okse over dem. Desværre var flammerne ved at brede sig til udhuset, så jeg måtte desperat slukke bålet længe før, det var brændt ud. Hullet med de forkullede rester lod sig let skjule, men det var straks værre med den nu sodsværtede og let forbrændte trævæg ind til lokummet. Det var kun tilbage at vente på afsløringen. Den kom hurtigt, og straffen blev omgående eksekveret.
Der var forskellige måder at blive straffet på. Selvfølgelig blev jeg skældt ud, men det tog jeg mig ikke så meget af. Så var det stuearrest. Men da min mor ofte var fraværende, kunne hun ikke fungere som arrestforvarer, så min mors foretrukne middel var at sende mig i seng. Jeg tror, at jeg som barn har tilbragt mere til i sengen end de fleste andre raske børn. Og endelig var der ”gummikniplen”. Den var muligvis et stykke fra en tandrem til en maskine. Den var af massivt gummi, cirka to centimeter tyk og 50 centimeter lang, og den var aldrig længere væk, end at den var til at få øje på. Jeg kan nu ikke mindes, at jeg har ”smagt” den, men alene dens tilstedeværelse, var skræmmende nok for mig.
Min mor havde også et husbestyrerindejob hos Albert, der arbejdede som møller på møllen i Kalkerup. Han havde en bror og en svigerinde i Fensmark. Jeg kan ikke huske deres navne, men de boede i et hus, de selv havde fået bygget ikke så langt fra os. ”Asaas” var husets mærkelige navn (Holmegaardsvej 29). Der var to børn i familien, Ejvind og Flemming. Den ældste var cirka fire år ældre end jeg og Flemming var cirka to år ældre. Ejvind var en meget stille dreng, som bl.a. gjorde sig bemærket ved at kunne reparere ure og fremstille krystalapparater, som er den mest enkle form for en radiomodtager. Flemming var som drenge er flest. Han introducerede mig for det ædle fodboldspil, idet han viste mig, hvordan man dribler med en tennisbold –han kaldte det godt nok ”at krølle”, men jeg havde jo ikke en chance. Til gengæld beherskede jeg en kunst, der gav mig oprejsning for min manglende erfaring i at krølle. Jeg kunne nemlig springe gennem en rullende cykelfælg uden at den væltede eller standsede. Begge drenge kom efter syvende klasse i lære som glasslibere på Holmegaards Glasværk, hvor deres far også arbejdede. Her kom Ejvind ud for en ulykke og fik kraniebrud efter et fald ned i en flere meter dyb skakt. Fensmark var på det tidspunkt så lille, at man kendte hinanden, så det berørte alle i Fensmark. Ejvind var i livsfare og lå bevidstsløs i lang tid, og han led i tiden efter af talebesvær.
Vintrene i 1939 og de første år af 1940’erne var virkelig strenge. Sunde og bælter frøs til, og julerejsende nåede ikke frem, men måtte indkvarteres på skoler og hos private. Det var tider. Hos tømreren i Fensmark kunne man bestille et par ski. Han lavede dem efter mål, og de kostede seks kroner, hvilket i 2004-penge svarer til 125 kroner. Sådan et par fik jeg. De havde bindinger af læderremme, der dog ikke holdt foden mere fast, end at den kunne drejes adskillige grader, før skien fulgte med. Men de ski blev en af de bedste gaver i mit liv. Jeg elskede at løbe ud i den store ukendte verden, og jeg fulgte gerne efter et harespor langt ind på Holmegaards Mose. Mine kammerater ville hellere løbe op og ned ad den samme bakke, men det sagde mig ingenting. Jeg har det stadig væk sådan den dag i dag, og jeg er stadig i mit es, når jeg på de efterhånden sjældne snevejrsdage kan spænde skiene på. Jeg har dog fået nogle andre end tømmerens. Jeg var desuden meget glad for skøjter. Jeg tror, at jeg fik et par af min mor i julegave, og det var så heldigt, at der lige neden for vores have var et stort oversvømmet område, der blev til den dejligste skøjtebane, når frosten satte ind. Så der samledes vi unger for at løbe på skøjter, og hvis man ikke var så heldig at have skøjtet, så fordrev man tiden med at lave glidebaner på den spejlblanke overflade. Når foråret nærmede sig, begyndte isen så småt at blive omdannet til det, vi kaldte ”gyngeis”. Det afholdt dog ikke mig fra at skøjte, og det endte selvfølgelig med, at jeg gik igennem. Der var ikke dybt, så der var ingen fare på færde, men gennemblødt blev jeg. Heldigvis var Ejvind og Flemming til stede, og de hjalp mig hjem, fik mig af tøjet, og placeret mig splitternøgen op ad kakkelovnen, hvor min mor fandt mig.
Ja, jeg kunne fortælle meget mere fra mine lykkelige år i Fensmark, men det må blive en anden gang.
Nye & Gamle Fensmark på Facebook.
Skribenten Stig Nielsen har tidligere boganmeldt Fortællinger fra Fensmark 1. del