Erindring af Kurt Sørensen

Kurt Sørensens erindringer

Jeg er født 25. maj 1928 i Skelby, Gunderslev Sogn, og jeg kan huske, at vi boede oven på hos slagteren. Lejligheden var kun 30-35 kvadratmeter, og vi var to voksne og tre børn. Min storesøster Inge var født 22. april 1927, og min bror, Poul, kom til verdenen 19. august 1929.

Så mine forældre har ikke ligget på den lade side!

Min far, Åge Sigurd Sørensen, er født 20. april 1905, og min mor, Hedvig Marie Harboe er fra 17. juli 1905. Min farfar havde et lille husmandssted i Herlufmagle, og han levede bl.a. af at røge for folk, der kom med deres slagtevarer. Det foregik i stort rum, kan jeg huske. Min mor er fra Pederstrup i Mogenstrup Sogn, men jeg husker kun, at min mormor og morfar boede i Næstved. De havde et hus på Albanivej 4, og min morfar arbejdede på Maglemølle Papirfabrik som ”burmand”, altså ham, der vedligeholdt værktøj og udleverede det til de andre arbejdere.

Noget af det første, jeg kan huske, er, at jeg måtte aflevere min sut til min lillebror, da han blev født, men når jeg så mit snit til det, snuppede jeg sutten fra ham, og lykkelig var jeg. En dag stak min lillebror i et mægtigt vræl. Jeg prøvede at få ham til at tie stille ved at bide ham i fingeren, men det hjalp ikke. Som straf for min udåd, spærrede mor mig inde i skunken. Her var bælgmørkt, men heldigvis blev jeg hurtigt lukket ud igen. Jeg gik straks hen og bed Poul en gang til med det resultat, at jeg fik klaps i enden.

24. februar 1932 fik vi en lillesøster, der kom til at hedde Ruth. Samtidig fik vi en lidt større lejlighed, hvor vi boede i to år. Der efter lejede min far og mor et gammelt hus med tilhørende have, så vi kunne dyrke kartofler og grøntsager. Vi fik meget tit ”kartoffelgrød”. Det var jo hårde tider i 30’erne, så vi måtte klare os med for lidt mad og mælk. Der var sygdom og arbejdsløshed, men vi klarede os igennem med hjælp fra familie, naboer og venner. Min far var udlært konditor, men han blev træt af at skulle cykle til Næstved hver nat, så han købte en lille lastbil. Det var en Ford-T på halvanden tons, og den brugte han til at køre mælk fra bønderne til mejeriet. Desuden kørte han grus og sten til den nye vej mellem Skelby og Herlufmagle, og han var med til at ”slå skærver” til vejen. Mens min far var vognmand, fik jeg engelsk syge, og så måtte jeg ikke være ude i solen. For at aflaste min mor, som havde nok at gøre med fire børn, kom jeg med min far i lastbilen. Jeg sad på gulvet i førerhuset.

Det blev endnu værre, da min far blev syg. Han måtte sælge lastbilen og blive arbejdsmand på vejen. Under sygdommen modtog han 2 kr. om ugen og 25 øre pr barn, så mine forældre skulle klare sig for tre kroner om ugen!

Når vi besøgte min farfar og farmor i Herlufmagle, gik vi de syv kilometer frem og tilbage. Lillesøster blev dog kørt i barnevogn. Om vinteren foregik det med slæde. Min farmor var en sød, gammel dame. Hun var ret kraftig, og jeg kan se hende for mig, som hun står der ved komfuret og laver mad. Jeg blev sat i sofaen, og der sad jeg pænt, til vi skulle hjem igen. Min farmor sagde ofte: ”Den dreng bliver da aldrig til noget” (det synes jeg nu, at jeg er blevet). Min farfar var blind, og han havde sin plads ved siden af kakkelovnen. Han kunne kende mig ved at føle mig på håret. Jeg kan kun huske ham som blind, så jeg ved ikke, hvornår han er blevet det og hvorfor, men det er nok forkalkning. På et tidspunkt købte min farbror Alfred stedet, og han overtog en mælkerute og fortsatte som røgmand. Min farfar og farmor flyttede ind i en lille lejlighed i den ene ende af huset.

Min mormor og morfar så vi ikke så tit, for de boede i Næstved, og det var langt væk. Min morfar var ikke meget for børn. De måtte godt ses, men ikke høres, så det har nok ikke passet ham, når vi børn kom på besøg.

Jeg kan i øvrigt huske endnu en episode fra vores tid i det gamle hus. Poul og jeg legede langs grøftekanten med noget legetøj, men vi blev uvenner, så jeg skubbede til ham med det resultat, at han faldt ned i nogle brændenælder og videre ned i grøften. Jeg fik ham fisket op, og så fik jeg travlt med at tørre ham af, inden vi gik hjem. Men han vrælede og lugtede langt væk. Dengang var der jo ikke kloakeret, så grøften var fyldt med spildevand, og det stank værre end… En anden gang var jeg sammen med Poul og naboens Tage med til at rive en plakat ned fra den gamle eg på ”trekanten”. Det var et opslag om et arrangement i forsamlingshuset. Min mor opdagede det, og så fik vi at vide, at vi bare kunne vente, til far kom hjem. Han blev også sur, så han beordrede os til at gå ud i brændehuset og trække bukserne ned, og så fik vi en omgang med tæppebankeren. Den gang måtte man gerne slå børn. Men vi rev aldrig mere plakater ned.

Det år, jeg begyndte i skolen, tilsmilede lykken os. Min farbror Hartvig skaffede min far arbejde på Glasværket i mengekammeret. Det er der, hvor mengen (massen) blev blandet af sand, soda, arsenik og andre skrappe sager. Det var et beskidt arbejde, og man brugte ikke masker. Når det var værst, bandt man en klud for næsen og munden. Jeg har da også oplevet flere gange, at min far kom hjem med blodnæse og sår i ansigtet. Men det var bedre lønnet. Efter et stykke tid, fik han arbejde ved ovnene, hvor glasset blev smeltet (skyrer), og senere kom han på tre-holds-skifte. Hartvig havde skaffet os et sted at bo, så vi flyttede til Fensmark, nærmere bestemt på Krags Krog hos Anna og Peter. Det havde et gammelt hus, som vi kunne leje. Til at begynde med måtte vi klare os med petroleumslamper, men efter et par år blev der indlagt elektricitet. Vand blev hentet ved en vandpost nede på marken, og det var også der, mor måtte klare storvasken. Det kunne være en kold omgang.

Anna og Peter var et par hjælpsomme mennesker. Bl.a. fik vi hver jul en gris, og mine forældre skulle bare betale det, de kunne undvære, til grisen var betalt. Dengang havde man ikke fryser, så alt blev enten saltet eller røget hos en ”røgmand”. Når grisene var slagtet, blev der holdt pølsegilde, og så spiste vi finker, blodpølse og steg. Bagefter fik mændene sig et slag kort, så det var alle tiders.

De første to-tre år gik jeg i de tre kilometer til skole, men så fik jeg en cykel af mine to mostre og en onkel. Min bror ville også lære at cykle, så vi gik op på en bakke, hvorfra han fik et skub, men vi havde ikke taget højde for en lysmast, så han havnede inde på marken. Det turde vi ikke fortælle til nogen.

Et år skulle vi holde jul for min morfar, mormor, mostre og onkel. De kom i taxa, men da de skulle hjem, var det blevet snestorm, så de måtte overnatte. Der lå mennesker overalt i huset. Min onkel havde stille to lænestole sammen, som han lagde sig i. Næste morgen skulle han være hjemme for at sælge aviser, så han gik til Næstved over markerne. Han havde sammen med min moster en cigarforretning i Ringstedgade over for sygehuset. Han var også tømrer, så det var min moster, der passede butikken til hverdag. Ja, det var en hyggelig juleaften.

I 1938 fik min far og mor et ”statslån”, så de kunne bygge et hus på Holmegaardsvej 13. Det kostede 3900 kr., og det var bare skønt. Nu måtte vi alle hjælpe til med at tjene penge. Ved siden af sit tre-holds-skifte på Glasværket, begyndte min far også som tjener i Forsamlingshuset, når der var fester, og jeg begyndte at gå med ugeblade om tirsdagen og med Berlingske Tidende om søndagen.

I den forbindelse fik jeg sammen med min far og andre avisdrenge mulighed for at komme til København og se Det Berlingske Hus, og hvordan man trykkede aviser med små blybogstaver, der lå i ”sættekasser”. Det var meget interessant. Vi blev også budt på mad, og vi fik en 10 cm. høj metalstatue af en BT-dreng og en flot, rød skråhue. Det var belønning for at være de bedste BT-drenge på Sjælland. Det var en stor oplevelse for en dreng på 10-11 år.

Min mor gik ud og vaskede storvask for folk og hjalp til ved slagtning o.l. Siden fik hun fast rengøringsarbejde hos fru Søkilde én gang om ugen. Desuden hjalp hun en kogekone til fester, og hen ad vejen blev hun selv kogekone. Hun var rigtig dygtig til at lave mad. Om sommeren røglede hun tørv. På det tidspunkt bestod tørveproduktionen af ”maskintørv”. Det var tørv, der var gravet op på mosen og æltet med vand. Denne tørvemasse blev lagt ud på markerne, og med en maskine blev de skåret ud i størrelser som mursten. Når de var tørre, blev de vendt med en bred trærive med stor af-stand mellem tænderne og stablet i pyramideformede ”røgler”. Disse var omkring 80-90 cm. høje. Jeg var ind imellem med, og det var hårdt arbejde, skulle jeg hilse og sige.

Vi skar også selv tørv. Sammen med farbror Hartvig købte vi om foråret på en auktion et nummer, dvs. et område på Mosen, som vi skulle tømme for tørv. Til at begynde med var det ikke noget problem, men når man kom omkring halvanden meter ned, begyndte vandet at fosse ind i hullet, og så var det med at komme op. Min farbror var en kraftig mand, så det var ikke sådan ligetil at få ham hevet op. Senere opfandt en smed på Glasværket en spade, så man kunne stå på kanten af hullet og trække tørvene op, men det sjove forsvandt.

I begyndelsen af 40’erne havde vi flere strenge vintre. Det benyttede vi drenge til at lave en snehule i en udtørret mergelgrav. Den var meget stor, og vi kunne stå oprejst indeni. Vi havde lavet en ovn af mursten og en rist, og hver eftermiddag hyggede vi os med stegte æbler. En dag var der én, der havde bolsjer med, men pludselig fik en af drengene et bolsje galt i halsen, så han ikke kunne trække vejret. Han blev helt blå i hovedet, men vi fik vendt ham på hovedet og bankede ham på ryggen, og til sidst røg bolsjet ud. Det var virkelig uhyggeligt. Samme vinter fik jeg mine første ski. De var lavet hos tømreren af et stykke tømmer, så spidsen var ikke så god. Bindingerne var lavet af læderremme, der blev sømmet fast på siden af skien. Jeg var meget glad for dem, og jeg løb til Herlufmagle på dem. Jeg skulle dog dele dem med mine søskende.

Det var strengt om vinteren, når søndagsaviserne først skulle hentes på Holme Olstrup Station før jeg kunne komme i gang med min rute, som var rundt i hele byen og på Glasværket. Jeg startede kl. 7 og var først færdig omkring middag. Min bror Poul hjalp mig, og en gang var der så megen sne og det var så koldt, at vi måtte gå til Holme Olstrup. Min far plejede at gå med, når han havde fri, men denne gang måtte vi selv af sted. Vi havde fået strenge ordrer på, at vi skulle bevæge os hele tiden. Hvis vi lagde os i sneen for at holde en pause, kunne vi fryse ihjel. På vejen hjem ville Poul pludselig ikke mere. Han satte sig ned i sneen, så jeg måtte true ham med klø, for at få ham op igen, men vi klarede den.

Når far havde eftermiddagstur, tog han ofte kartofler med på arbejde. Dem lagde han med skræl på i asken fra ovnene, og så kunne vi køre ned om aftenen og hente dem og tage dem med hjem til vores aftensmad. De var især gode som tilbehør til leverpostejmadder. De var også en delikatesse på Glasværket, men der blev de spist sammen med spegesild og snaps.

Farbror Hartvig havde en lille købmandsforretning (Holmegaardsvej 42) i Fensmark, og der blev jeg bydreng. Jeg kørte bl.a. til Herlufmagle en gang om ugen på en tre-hjulet budcykel med varer til min farbror Alfred og min farmor og farfar. Jeg hjalp også til i Herlufmagle med at luge roer om foråret og tage dem op i efterårsferien. Jeg kan huske, at vi en dag gik og lugede, og pludselig kom der to jagerfly lige hen over hovederne på os. Vi blev meget forskrækkede. Det var jo under krigen, som vi dog ikke mærkede meget til. Noget af det mest irriterende, var, at vi ikke kunne få cykeldæk. Når der gik hul på et dæk, lagde vi bare et stykke fra et gammelt dæk udenpå, men til sidst kunne vi ikke reparere mere på dækket, og så måtte vi gå over til ”faste” ringe. De blev skåret ud af gamle bildæk. De var ikke morsomme at køre på, men alligevel tog jeg og et par kammerater en lang tur, hvor vi kom til Næstved, Vordingborg, Storstrømsbroen, Stubbekøbing, Bogø, Mønbroen og hjem igen. Det var jo spændende med de nye broer og dæmningen mellem Bogø og Møn.

Jeg havde en sangglad familie. Min far og mor gik til kor i Næstved som unge (de kan have mødt hinanden der). Min far og Hartvig var med til at starte et sangkor i Fensmark. Min far blev formand, så vi havde fine besøg, når der var koncert. Både Axel Schiøtz og den blinde Johannes Wahl var hjemme hos til kaffe eller mad. Senere blev koret opløst, for der var ikke nok tilslutning. Far begyndte så i Herlufsholmkoret. Han var tenor, og da han var knapt 70 år blev han spurgt, om han ville synge solo til en koncert i Herlufsholm Kirke. Han sagde ja, hvis han fik én til at støtte sig. Han klarede det fint, og min mor fik sørget for, at der blev optaget et kassettebånd med begivenheden, men desværre blev det på et tidspunkt slettet. Jeg gik også til kor som barn, men det havde ikke min store interesse.

I 1942 blev jeg konfirmeret, og startede derefter som medhjælper hos glasværksposten. Vi kørte med mælk om formiddagen. Vi hentede mælken på Gelsted Mejeri kl. 6.30, og så solgte vi mælk i hele byen. Vi sluttede altid på Glasværket. Vi lå i konkurrence med byens anden mælkemand (Mælke-Hans, som senere blev min svigerfar), og det gjaldt om at være først rundt. Omkring klok-ken 12 var vi hjemme, så skulle vi spise, ordne hesteboks, vaske junger og skære hakkelse til he-sten. Klokken 14 kørte vi på Glasværket efter varer og post. Jeg var også i Næstved på budcykel, og her hentede og afleverede jeg varer. Ofte skulle der hentes medicin på apoteket, men da jeg ikke måtte kvittere, måtte Osvald selv klare den del. Klokken 17 kørte vi fra Næstved, og så skulle pakkerne og medicinen afleveres, så den blev ofte 18.30- 19, før jeg havde fyraften.

Det arbejde havde jeg godt et år. Så fik jeg en læreplads som tømrer hos Peter Hansen og hans kone Ellen. Min onkel var tømrer, og det syntes jeg, så interessant ud. Jeg fik lov til at bo og spise gratis hjemme hos far og mor, men jeg skulle selv klare det med tøj og lommepenge. Jeg startede i maj 1943, og det første år var lønnen på 5 kroner om ugen. Det steg til 7 kroner det andet år, 9 kroner det tredje år, og sidste år fik jeg 12 kroner om ugen. Det klarede jeg mig fint for, bl.a. fordi jeg fik lov til at ”fuske” alt det, jeg ville. Men der var ikke råd til at ryge og drikke, så det begyndte jeg først på senere – ha-ha!!!

Peter Hansen og Ellen var et par meget flinke mennesker, og han var en rigtig god læremester. Dengang arbejdede vi 52 timer om ugen –også om lørdagen – hvor vi skulle gøre rent på værkstedet om eftermiddagen. Det tog gerne en times tid. Peter Hansen havde en stor hest (en jyde), der hed Jakob. Den kørte jeg meget med, for mester købte træ (gran) i skoven, som vi selv fældede og kørte hjem (det var jo under krigen). Når Jakob rigtig tog fat, var det bare med at følge med gennem grene og krat. Træet skar vi op til bjælker og lignende på en stor rundsav. Dengang lavede man selv det hele, så jeg var med til at lave døre, vinduer, køkkener, skabe, trapper m.m. Noget af træet købte vi dog hos tømmerhandleren. Folk kom også selv med deres træ og fik det skåret til brædder. Om vinteren skar vi brænde for folk på en båndsav, men man skulle være forsigtig med maskinerne, Mange tøm-rere manglede en finger, og vores værkfører manglede tre. Jeg selv var også uheldig en gang. Viskulle skære nogle stykker træ på en meter, men klingen snuppede et bræt, som ramte mig på strubehovedet. Jeg husker ikke meget selv, men en kollega sagde, at jeg havde løbet rundt på gårdspladsen, mens jeg råbte: ”Jeg dør, jeg dør”. Jeg var øm i halsen længe efter, men det er også den eneste gang, jeg har haft ondt i halsen!

Da jeg havde været i lære omkring et års tid, havde jeg luret, hvordan man lavede ski. Man tog et stykke asketræ og formede det til en ski. Denne ski blev ”kogt” og spændt ud på en model, til den var kold. Så blev den spidset og pudset. Man kunne købe nogle beslag, som kunne skrues på, og på de beslag satte man så remmene. Vi brugte skiene på en stor bakke, der gik fra Trollesgave og ned mod Mosen.

En vinter, mens jeg var i lære, skulle mester stille med en mand til at kaste sne, og han spurgte, om det var noget for mig. Jeg syntes, det lød spændende, så det ville jeg gerne. Der var 2-3 meter sne, så vi måtte kaste ”på lad”, dvs. at vi først kastede fra vejen op på et lad, og derfra kastede sneen op til overkanten af sneen. Det kunne godt være lidt strengt.

En gang var vi nede for at restaurere forvalterboligen på Holmegaard. Jeg var der sammen med en svend, der havde fået kig på de mange duer på halmloftet, og han kunne godt tænke sig at få nogle af dem med hjem. Derfor lavede han en ramme på 80 gange 80 cm., som han satte et net på. I mid-dagspausen stillede han sig op på hanebåndet med nettet, og så skulle jeg løbe frem og tilbage og jage på duerne. Jeg var jo lærling, og så gjorde man, som der blev sagt. Han fik vist 3-4 duer. En dag blev vi spurgt, om vi efter fyraften ville være med til at køre korn ind, og det ville vi gerne. Vi fik udleveret en gammel hest og en hoppe, der ikke var til at drive frem. Jeg skulle ”lægge læs”, men det havde jeg aldrig prøvet, så resultatet blev, at vi havvejs hjemme tabte halvdelen af læsset.

Jeg ”fuskede” en del, da jeg var i lære (og senere). En juleaftenseftermiddag skulle jeg skifte en rude i et vindue, og jeg hentede glasset ude i vognporten. Det var mørkt, og jeg lod porten stå åben, så jeg kunne komme af med det gamle glas. Mesters søster havde dog i mellemtiden lukket porten, så da jeg skulle ud med de gamle glas, gik jeg lige ind i porten med det resultat, at et spidst stykke glas gik hele vejen gennem hånd. Jeg fik selv trukket glasset ud. Mærkeligt nok kom der ikke en dråbe blod, men hånden var jo noget øm.

Om sommeren fik Fensmark besøg i en uge af ”gøgl”. Der var karruseller, luftgynger og meget mere. Jeg var især glad for luftgyngerne. Flere gange fik jeg luftgyngen helt op, så ”bremsemanden” måtte i aktion. Hvis jeg ikke lod være med at få gyngen helt op, så måtte jeg slet ikke gynge mere. Der var vist en ung mand, der var faldet ud af gyngen en gang. Men jeg kan stadig ikke forstå, at der ikke var nogen, der ville gynge med mig!! Ja, vi var jo nogle ”børster” dengang!

En lille sjov episode oplevede jeg engang, vi var ude på en gård for at lægge nyt tag på en staldlænge. Mester kom forbi for at se, hvordan arbejdet skred frem, og mens han talte med os, brasede lofter under ham, og han røg med og landede over på en gris. Det så så sjovt ud, at jeg ikke kunne lade være med at grine. Jeg skyndte mig dog at sige undskyld, men mester svarede blot: ”Det er i orden, Kurt, der er jo ikke sket noget”.

En lidt mere uhyggelig episode oplevede jeg, da vi var ved at bygge et nyt sliberi på Glasværket. Vi havde ”kemmet” lægter ned mellem spærene og ovenpå lagt insuliteplader, og ovenpå igen lagt lægter. Pludselig knækkede den lægte, som jeg lå på (der var en knast i lægten). Der var seks meter ned til nogle jernbjælker, der lå med 60 cm. afstand. Heldigvis røg jeg ikke ned, men jeg måtte ned på jorden for at sunde mig. Det løber mig stadig koldt ned af ryggen, når jeg tænker på, hvad der kunne være sket.

Det sidste, jeg lavede for mester, var restaureringen af hovedbygningen på Holmegaard. Jeg var blevet byggeleder, så jeg var med til byggemøder hver uge med arkitekter fra Nationalmuseet. Det var meget interessant. Vi lavede bl.a. biblioteket med reoler og nogle rammer fra gulv til loft, hvorpå der var udspændt lærred. Mens vi arbejdede på Holmegaard, havde jeg en sjov oplevelse. En morgen, da jeg lukkede op, var der en kat derinde. Den var så skræmt, at den løb ind i en lille tilbygning, der i gamle dage fungerede som lokum, så der var hul ned til voldgraven. Katten røg gennem skakten, men den løb så stærkt, at den faktisk løb på oven på vandet. Det syn glemmer jeg aldrig.

Det var en dejlig tid, som jeg aldrig vil glemme. De fire læreår afsluttedes med en svendeprøve, som jeg fik ros for. Jeg fortsatte hos mester som udlært, og jeg har haft mange gode oplevelser med gode og mindre gode kollegaer i de 17 år, jeg arbejdede som tømrer. Jeg har været med til at bygge ca. tredive nye huse, to plejehjem, to skoler, og jeg har restaureret Holmegaard og en masse store og små tilbygninger. Det er sjovt at tænke tilbage på. Når jeg kører gennem Fensmark, siger jeg tit: ”Det hus har jeg været med til at bygge, og det der, osv.”. Desuden har jeg haft stor glæde af min faglighed, når vi har bygget og ombygget mit og Monnas hjem på Bakkevej 3.

Jeg har aldrig været arbejdsløs, og jeg har kun været syg én gang med dårlig ryg. Det var i december 1951, og da oplevede vi, at mester besøgte os og gav os 100 kr. ”til at holde jul for”. Det var mange penge dengang. Min ugeløn var på 160 kr. Mens jeg gik med den dårlige ryg, fik jeg sygedagpenge, men jeg kan ikke huske, hvor meget, den var på. Heldigvis gik Monna på arbejde, og vi havde ingen børn, så vi klarede den. Efter nytår begyndte jeg igen, og mester lovede, at jeg kunne blive på værkstedet hele vinteren. Han var utrolig flink til at holde på sine gifte svende. Det var jo småt med arbejde i den kolde tid, men han kunne altid finde noget at lave. Vi brugte bl.a. tiden til at skære træ fra skoven op, og vi skar brænde for folk.

Jeg stoppede som tømrer og fortsatte som ”fuldtidskøbmand” i Hundige.

Anden Verdenskrig har også sat sig spor i min erindring. Tyskerne var indkvarteret i Forsamlingshuset, og en af dem var barber, og han klippede flere af os drenge. Han var østriger, og han sagde: ”Deutschland kaput”. Der var også våbennedkastninger på Mosen, og engang, da modstandsbevægelsen skulle hente våbnene, kørte deres lastbil igennem en bro, så den ikke kunne komme videre. Klokken 6 om morgenen mødte arbejderne på Glasværket, og en stor flok blev udkommanderet til at løfte bilen på ret køl, så kl. 7.30 kørte den gennem Fensmark til Stenskoven, hvor den blev gemt til næste nat. Vi var flere drenge, der var ude at lede efter den, og det lykkedes også, men bilen var tom. Der var en modstandsgruppe i Fensmark, og ofte lå der illegale blade i postkasserne. Men man vidste ikke helt, hvem der var med. Vi havde selvfølgelig vores anelser, bl.a. til Kåre, som var ”føl”, dvs. vagtmand om natten, efter at politiet var taget af tyskerne.

Vi fik ind imellem krigen ind på nært hold. Der gik telefonledninger gennem Fensmark og ud til Tybjerg, hvor tyskerne havde en hovedcentral. Disse ledninger blev ofte klippet over, og til sidst truede tyskerne med at tage gidsler, hvis det ikke stoppede. De havde udpeget tre, og det var vores førstelærer Larsen, driftsbestyrer Schlüter fra Glasværket og vores borgmester H. P. Hansen.

En anden episode havde også sit udgangspunkt i de famøse ledninger. Willum Sørensen fra Willumgård var lidt af en skør rad, og en dag opdagede han, at tyskerne kørte rundt på hans mark for at reparere ledningerne. I en pause tog han sin tyr og bandt den til en af telefonspælene, så de ikke kunne komme til, og de måtte true ham med et gevær, før han flyttede den.

5. maj var en festdag. Krigen var slut, og da mødte om morgenen, fik vi fri hele resten af dagen. Den dag skete der mange ting, bl.a. var der et stort møde på Glasværket, hvor alle frihedskæmperne dukkede op, og der blev holdt tale. Vi var tre kammerater, der om eftermiddagen cyklede til Næstved. På politistationen var der ”optog” af frihedskæmpere, der kom med de stikkere og tyskertøser, de havde taget. Vi og alle de andre tilskuere råbte ad og spyttede på dem, for vi foragtede dem. Vi kørte også ud til kasernen, der var blevet beskudt. Men vi kom vist lidt for tæt på, for pludselig blev vi råbt an og bedt om at forsvinde. Kasernen var stadig besat af tyskerne. Vi blev så forskrækkede, at vi kørte alt, hvad vi kunne ud gennem Kalbyrisskoven, over Holme Olstrup og hjem til Fensmark. Det var meget uhyggeligt.

Kurt Sørensen var gift med Monna, født Hansen. Monna har også skænket sin erindring til Nye & Gamle Fensmark.

 

Læs eller skriv en kommentar til erindringen ↓