Erindring af glasmager Holger Hansen

Glasmager Holger Hansen, Fensmark, der siden sin barndom har arbejdet på Holmegaards Glasværk, har i sin høje alder grebet pennen og har nedskrevet en del af, hvad han kan erindre om forholdene på glasværket og i Fensmark, siden han begyndte i hytten i 1903 og op til vor tid.

Der er mange muntre og interessante træk; hans erindringer er et tidsbillede, som mange kan have glæde af at stifte bekendtskab med.

Første del

Når jeg nu skal til at skrive mine erindringer efter 54 års arbejde på Holmegaards Glasværk, synes jeg, De skal have et par erindringer med fra min tidligere barndom. Jeg er født den 22. august 1889 af fattige forældre. Vi var 6 søskende, 5 drenge og 1 pige, men vi endte alle på Holmegaards Glasværk, selv min søster, som blev gift med en glasmager. Nå, men vi fik lært at bestille noget i den tidlige alder.

Jeg kan huske i 1892, da Maglemølle Papirfabrik brændte. Da boede vi nede ved Sortebrødreanlægget, det nuværende Brandtsgade. Jeg sad på armen af min moder og så et mægtigt ildskær oppe imellem de store træer; det var om natten. Lige overfor lå en stor cykelbane med et stort plankeværk omkring. Der har afdøde glasmager Sofus Hansen trådt pedalerne tilligemed Thorvald Ellegaard. Det har han fortalt mig senere, da jeg kom på glasværket. Lige på den anden side af banen lå fattiggården, den nuværende forsørgelsesanstalt.

erindringer-9

Så flyttede vi ud på Næstvedmarken øst for Næstved Banegård. Den gang lå der tre eller fire huse. Der har jeg også et par erindringer fra dragonerne, som lå inde i Næstved den gang. De havde en mægtig stor ridemark på den venstre side af Kildemarksvej, og der var noget for os drenge at se på. Eller en sommeraften, når de gæve borgere fra Næstved i fuld udrustning med musik i spidsen og konerne bagefter med madkurven drog ud; det var ”Borgervæbningen”. Så havde de øvelse og bagefter aftensmaden, og så blev der sommetider højt humør.

Der var også andre ting, jeg husker derfra. Det var en dag, min mor var gået i til byen med middagsmad til min far; han arbejdede hos en vognmand den gang. Vi var kun tre børn, og vi var ene hjemme. Jeg havde set, at der stod en tallerken frikadeller inde i kakkelovnen, og jeg tænkte, at det kunne være rart med en frikadelle, men da jeg lukkede kakkelovnsdøren op, faldt hele den ene side af kakkelovnen ned på gulvet. Nu var gode råd dyre, for jeg kunne ikke lukke yderdøren op; det var en af disse gammeldags klinkelåse. Men et vindue kunne jeg da få op. Så jeg fik stukket en stol ud i haven og kommanderede den mellemste af os ud på stolen, så han kunne tage imod den mindste, som lå og kravlede på gulvet. Så placerede jeg de to i en barnevogn, der stod i gården, og så gik det i galop ned ad Kildemarksvej, hvor vi mødte min mor. Vi skyndte os hjem for at se om huset var brændt, men det var det til alt held ikke.

Så flyttede vi til Sandstræde; det var en forlængelse af Ringstedgade, der ikke var nær så lang dengang som nu. Der kan jeg huske, at vi drenge lå i vejgrøften og talte, hvor mange cykler, der kom med luftringe, og hvor mange, der var med faste ringe. ”Skærveknusere” som vi kaldte dem. Der kom også enkelte ”væltepetere”. Det var den med det store forhjul. Jeg så engang én, de skulle til at vælte, men så greb manden fat i et piletræ og blev hængende i træet mens væltepeteren væltede.

Imidlertid var jeg blevet gammel nok til at gå i skole. Jeg begyndte i Ny Holsted Skole; det var kun en lille skole med eet klasseværelse. Læreren boede ved siden af. Det var sådan et ganske almindeligt lille hus.

Så blev min far syg, og vi måtte jo til at bestille noget. Da jeg var 9 år, gik jeg med aviser. Jeg havde ruten fra Ringstedport, som det hed dengang. Det var der, hvor jernbaneskinnerne går over gaden til Maglemølle. Det var for resten mange porte i Næstved den gang. Der var Ringstedport, Broport, Østerport og Krumport. Det var omkring 80 aviser at dele omkring hver aften. Når jeg så var ved Røde Hus, skulle jeg ned over Sønderdræsset med en avis. På hjemturen skulle jeg igennem en mørk granskov. Jeg var bange for den tur, og så måtte min mor ned og møde mig om vinteren. Vi fik først udleveret aviserne kl. 6 aften.

Den sommer, jeg fyldte 10 år, skulle jeg ud at tjene, så jeg kunne få kosten med. Jeg kom til at tjene hos skovfogeden i Stenskoven for den svimlende sum af 22 kr. fra maj til november, og så fik jeg lovning på et lommeur, hvis jeg kom hver sommer, til jeg skulle konfirmeres; men den sommer, jeg skulle gå til præst, kom der bud, at nu havde de ikke brug for mig mere, når jeg skulle være væk så mange dage om ugen, og uret fik jeg ikke. Det var vel nok en stor skuffelse. Jeg havde det ellers godt. Jeg gik bagefter tre køer hver dag, undtagen den dag jeg var i skole. Jeg gik det første år på Ny Holsted Skole og derefter tre år i Rislev Skole.

Jeg kan huske den første dag, jeg skulle bo ude hos skovfogden. Det var alligevel så underligt, at man ikke skulle hjem til mor om natten. Men så hjalp det noget den aften, for der var to døtre derude, som var 18 år; de var tvillinger. Om aftenen skulle vi ud i skoven, og de skulle vise mig, hvor jeg skulle gå med køerne. Lige med et trak de hver en shagpibe og tobak op af lommen, stoppede piben og tændte den. Jeg gloede jo noget, det havde jeg ikke set før. De spurgte med, om jeg ikke kunne ryge. Jo, det kunne jeg da godt, så jeg fik en ”Motor” cigaret af dem. Jeg havde nemlig været bydreng hos en cigarfabrikant vinteren før, og der havde jeg lært at ryge.

Det var jo Holmegaards Glasværk, jeg skulle skrive lidt om, men den tid kommer jeg til at dele i den gamle og den nye tid. Der kom bud op til Ny Holsted Skole, om der var nogle drenge, der havde lyst til at komme på glasværket, når de var konfirmeret. Vi var tre drenge, som gik på vores bare ben ud til glasværket. Den gang kunne vi jo gå barbenet om sommeren. Vi fik så arbejde fra 1. november 1903. Der kom seks inde fra Næstved, så vi blev ni i det hele fra Næstved.

Vi boede, hvor der havde været katolsk kapel før. Vi lå to i hver seng den gang. Vi fik 30 kr. om måneden, men så til nytår lavede vi en lille strejke, så fik vi 13 kr. mere om måneden. Vi skulle betale 20 kr. om måneden for kosten hos fru Waldhausen, men den var heller ikke så dyrt at leve den gang. Jeg kan huske, at jeg købte en klædebørste, som kostede 13 øre, da jeg rejste på glasværket. Jeg havde den endnu og brugte det til skobørste, da jeg blev gift.

Da jeg begyndte om morgenen i hytten, troede jeg, detv ar Babylon, jeg var kommet ind i. Det var mange tyskere, et par svenskere, et par nordmænd, og der blev talt sådan noget gebrokkent noget. Her har De navnene: Fleikenstein, Wolffbrandt, Lennertz, Wiennecke, Storr, Hannibal, Lycklig, Hachel, Zollfranck, Kaffka, Wendt, Mielche, Kötter, Wiegand, Englich og Waldhausen. Jeg kan huske den dag, én sagde til en dreng: ”Gå ned i den skab, tag mig den forholdebræt”. Drengen kom tilbage, han havde ikke fundet det. Så for han selv derned og kom tilbage med brættet. Så vankede der en over skrutten. ”Ah, din dumme fjols, så lå den lige foran der bag vitt”.

Men det var ellers godt i gamle dage. Om aftenen samledes gamle og unge omkring ovnene, og der blev fortalt mangen en god historie. Det var dengang, vi arbejde fra 6 morgen til 6 aften. Kunne man så komme til at sidde og tale med en af de gamle glasmagere om, hvordan han måtte begynde som tiårig i hytten, fik man meget at vide. De blev somme tider vækket midt om natten og skulle på arbejde. De skulle nemlig komme, når glasset var blankt, enten det var dag eller nat. Og så fortalte han om, hvordan de måtte stå uden for hytteporten og råbe hurra for greven, når han kom kørende ned til glasværket henne fra Gisselfeld. Og så fortalte han, at i tillæg til deres løn havde de før i tiden hver en ko. Jeg har selv boet i den ene ende af en kostald, der var lavet om til værelser, og der var krybber i den anden ende af længen.

Jeg bar mig nu ellers ikke så pænt ad. Da jeg havde været på glasværket en måneds tid, skulle de store læredrenge have kartoffelgilde om aftenen ovre i hytten. Det var glasmagernes nationale ret, som består af kartofler steget i aske, godt med spegesild, øl og brændevin til, og så skulle jeg hente øl og brændevin oppe på kroen til dem. Så fik jeg en ret med, men snapsen kunne jeg jo ikke tåle dengang, så jeg blev fuld, og om morgenen, da jeg kom i hytten, snurrede det hele rundt for mig, så jeg måtte gå hjem og lægge mig.

Næste morgen måtte jeg ind på hyttemester Storrs kontor og fortælle, hvad der var sket. Han spurgte, om læredrengene havde lokket mig til at drikke brændevin, men så sagde jeg, at jeg selv havde fundet på det, ellers havde de jo bare fået en balle. Så jeg måtte love Storr ikke at drikke brændevin mere. Jeg gjorde det heller før, jeg var 25 år, men øl kunne jeg jo nok drikke.

Så var der en skyrer (det var en slags fyrbøder); det er kun i glasmagersprog, han hedder skyrer. Han gik omkring og vækkede alle beboerne om morgenen, sparkede på dørene og råbte: ”Arbejde”, så det kunne høres helt oppe i Fensmark. Den 17. december 1903 kom han midt om natten og råbte: ”Op alle mand, skolen brænder, se og kom ned i hytten og få fat i en spand hver”. Vi kom op i en fart og ned til skolen. Men trods vor indsats, kunne skolen ikke reddes, og den brændte helt.

Den gang var der jo nemlig skole på glasværket, for at de kunne bruge børnene til at gå i hytten. Det var både piger og drenge. Så gik de skole den halve dag og i hytten den anden halve dag. Efter branden måtte de gå i skole oppe på kroen, til glasværket fik bygget en ny skole.

Da jeg kom på Glasværket, var morgenmælken ikke så hygiejnisk som nu. Der kom en dreng træk-kende med en mælkejunge mellem et par hjul oppe fra Trollesgave, og pottemålet hængte ved siden af. Man stak bare pottemålet ned i jungen, og somme tider hånden med, når folk skulle have en pot mælk. Hvis mælkedrengen kunne se, at der ikke var nok mælk til alle, supplerede han bare med en sjat vand ved den nærmeste vandpost. Det var der ingen, der opdagede. Når jeg ved det, er det fordi han selv har fortalt mig det. Han blev i øvrigt rørpasser på Glasværket.

Af fornøjelser havde vi de gode, gamle fabriksballer. Der var juleballer, fugleskydningsbal og skyt-tebal, som Glasværket gav gratis musik til, og klokken 12 var der gratis varm punch. Ballerne va-rede til klokken 4 om morgenen, så derfor blev de altid afholdt om lørdagen. Fugleskydningen fore-gik ude i den lille Hareskov mellem Glasværket og Fensmarkskoven. Og riffelskydningen blev af-viklet på skydebanen i Stenskoven.

Der blev også gjort meget ud af Fastelavn. Om lørdagen var der præmiemaskerade på kroen, og der var altid mange komiske herremasker og fine damemasker. Om søndagen mødtes vi på kroen og raflede om piber. Vi satte hver 25 øre ind, og så fik vinderen en halvlang porcelænspibe. Tobaksdåsen stod på bordet til fri afbenyttelse. Den blev kaldt ”Fattigkassen”. Om mandagen slog vi katten af tønden nede i tørveboderne, og når det var klaret, spiste vi sild og kartofler oppe på kroen – kun for mænd, forstås – Vi var i arbejdstøjet inklusive træsko.

Efter at man havde hegnet Glassværket ind, blev krostuen det foretrukne samlingssted. Det var så hyggeligt, når vi sad ved den ene side og spillede kort og raflede, mens kromanden på den anden side solgte puddersukker. Hvis der var én, der sad lidt for lavt på bænken, kom kromanden med et par klipfisk, som man så kunne side på. Ja, man tog ikke hygiejnen så alvorligt dengang.

Grundlovsdag marcherede vi ud til Fensmarkskoven med Urania i spidsen og madkurven under armen. Jeg selv havde mine ”klemmer” med i lommen, for jeg spiste på kroen dengang, Så fik vi øl ude hos Niels Peter på tegnværket, som også fungerede som klakbrænderi. Ud på aftenen kom inspektør Pontoppidan og brændte en mægtigt fyrværkeri af – to raketter og et par kanonslag. Når vi marcherede hjem om aftenen, spillede Urania altid ”Regnvejrsmarchen”. Den kunne de udenad, men det hændte dog af og til, at en af musikanterne fik forvildet sig ned i grøften, uden at det fik ham til at holde op med at spille.

Der var også en skøjteløberforening, som om vinteren benyttede Westfalerskæret til skøjteløb. Westfalerskæret gik fra kroen og helt ud til Broksøskoven. Også her spillede Urania, og Madam Ol-sen kom med nybagte æbleskiver og punch. Jo, der var liv og glade dage omkring Holmegaards Glasværk. Vi kom jo ikke så langt omkring dengang. Vi havde godt nok en cykel, men den blev ”staldet op” fra oktober til maj, for man skulle jo spare. Hvis vi ville til bal i Næstved, Toksværd eller Herlufmagle, så gik vi, og vi regnede det ikke for noget, også selv om ballet først sluttede klokken 4 om morgenen. Vi skulle bare nå hjem og få flipperne af, inden arbejdet kaldte.

Ellers lavede vi gymnastik om vinteren og fodbold om sommeren. Ja, fodbold blev spillet allerede dengang, og der knytter sig en særlig historie til fodboldklubben på Glasværket. Den begyndte i

1904, og den var forbeholdt mestre og svende. Vi lærlinge måtte ikke være med; vi måtte ikke en-gang se på. De spillede ude på Djævleøen på mosen, og der var stillet vagtposter på Glasværkssi-den, så hvis vi ville se noget, måtte vi liste ud ad Midtervejen helt ud til Broksøskoven, og derfra kravle på knæ hen til spillestedet. Vi fandt ud af, at man kun måtte spille i kludesko, og at man fik en cognac, når man havde lavet et mål. De havde været så kloge, at de havde taget kromanden med som målmand. Men vi havde set nok til, at vi selv kunne begynde. Vi fik fat i fire stoppekroge oppe fra hytten, og disse brugte vi til målstænger. Vi fandt et egnet område ude ved Fensmarkskoven, og mødtes jævnligt. Dette kunne vi selvfølgelig ikke holde hemmeligt, så det endte med, at der blev arrangeret en kamp mellem mester/svendeholdet på den ene side, og os læredrenge på den anden. Det gik ikke så godt for mestrene og svendene, så det hele endte med, at vi alle kunne være sam-men. Vi gik nu i lag med Pontoppidan for at få os en fodboldbane, og den blev placeret lige op til hans have.

I 1905 var det lærer Ødum fra Næstved, der samlede alle landsbyklubberne i Sydsjælland til et stævne i Næstved. Vi spillede både med et A-hold og et B-hold, og det gik dem begge godt. Det gentog sig i 1906, men så ville landsbyklubberne ikke være med, hvis Glasværket skulle være med. Så måtte vi jo med ved købstadsholdenes stævner. Der var en sydkreds, hvor vi var med, en midter-kreds og en nordkreds. Det første år slog vi alle købstæderne i sydkredsen. Vi mødte derefter i Slagelse Sorø, som havde vundet i midterkredsen, og dem vandt vi også over. Så skulle vi ind på Aka-demisk Bane på Tagensvej i København, og der spillede vi slutkamp mod Helsingør, der havde vundet nordkredsen, men vi måtte bide i græsset. De vandt 2-1. Efter kampen tog vi Idrætsparken for at se en af de første landskampe mod Sverige; vi skulle lære noget af dem.

Jo, Vi havde mange gode ture. Når vi fx skulle til Faxe eller Ringsted og spille, kørte vi en stor 14-personers char-a-banc, som vi lejede i Næstved. Det kunne godt blive lidt sent, inden vi nåede hjem, for vi besøgte jo gerne kroerne på hjemvejen.

Jeg har også været med på de skrå brædder og spille dilettant Jerg var med i en halv snes år i somme tider to forestillinger om vinteren. Vi havde den lille fabriksforvalter, Ebert, til at lede os, og der havde vi mange hyggelige aftener.

I 1912 var det lidt sløjt med arbejdet på Glasværket. Vi havde en standsning ved vores ovn i tre må-neder fra august til november, og i den tid var vi tre glasmagere, der rejste til Tyskland for at ar-bejde. Vi fik også arbejde på en fabrik, der lå i Düren nær den belgiske grænse. Poul Weidinger ar-bejdede der dengang, men der var ikke værd at være, for vi var vant til lukkede potter, og dernede havde de åbne potter, så da vi havde været der et par måneder, ville vi ikke mere. Vi sagde op, og så blev de stiktossede. De skulle nok sørge for, at vi aldrig fik arbejde mere i Tyskland. Vi var jo vant til at møde hver mandag morgen med ren skjorte, og det var der ikke mange, der brugte på det glas-værk. Nå, men vi skulle jo hjem til de vanlige kødgryder, så vi grinede bare ad dem.

Så kom 1. Verdenskrig, og det blev igen sløjt med arbejde, Men Glasværket var gode til at finde ar-bejde til os udendørs. Vi var med til at grave kælder ud under hele den gamle hytte, og vi rev de gamle tørveboder ned og byggede nye. Dengang brugte man jo tørv som den eneste opvarmning. Vi var også med til at bygge den nye hytte i 1920, men den kom først i gang i 1927-28. Der kom også hegn om hele fabrikken, og ned mod mosen måtte vi grave en stor voldgrav. Den var dyb, og det varede ikke længe, inden vandet var sivet og fyldt den helt op. En dag var der en sliber, der faldt ned i sådan et vandhul; da han dukkede op igen, lignede han en hvalros. Han havde tabt hatten og skægget hang nedad – og så blev der grinet.

Nogle af os var med til at skære tørv, og der kom mange tørveskærere fra de omkringliggende sogne, så vi var en hel lille hær, der skar, mens andre kørte dem op til tørveboderne eller satte dem i store stakke. Så ”stod vi på lad”, somme tider både tre og fire i højden. Det var hele bjerge.

Jeg har også arbejdet andre steder end på Glasværket. Jeg var med til at grave Masnedøfortet i 1914, da vi var bange for tyskerne. Og jeg har været med til tærske med damp, og Rudolf Andersen, Frederik Ernst og jeg har gravet den store ajlebeholder ud nede på Holmegaard. Den var 6 gange 20 meter, og det hele foregik med ”min hakke, min skovl og min spade”.

I 1918 var vi alle fem brødre ansat på Glasværket, så vi lejede et hus i Fensmark, hvor vi installe-rede vores forældre i, så nu kunne vi spise hjemme. Den ene var gift på det tidspunkt. Jeg kan hu-ske, da den sidste bror blev ansat, spurgte Karl Schlüter, om vi ikke havde et par stykker til af vores kaliber, for så kunne vi bare komme med dem.

1920 blev et begivenhedsrigt år for mig. Jeg fik den første bil i Fensmark sammen med cykelhand-ler Alf Christensen, som ellers havde været sliber på Glasværket. Vi ville køre taxa, og det var me-ningen, at jeg skulle have solgt mine hytteskjorter. Heldigvis gjorde jeg det ikke, for så ville jeg ikke have haft det så godt, som jeg har det nu. Jeg skulle køre om søndagen og om aftenen, og Alf skulle tage sig af dagene. Men det var dyrt at køre dengang. Vi fik en krone kilometeren, men ben-zinen var også dyr. Vi var oppe på at give 165 ører pr. liter, og et dæk kostede 300 kroner, og da vi for det meste kørte på skærvebelagte veje, skulle vi tit skifte dæk. Vi klarede den til 1932, og så ”var det løb kørt”. Vi havde på det tidspunkt tre forskellige biler, og den sidste solgte vi for 250 kroner. Konkurrencen var blevet så hård, at vi kun kunne kræve 15 øre pr kilometer, og det holdt ikke. Jeg kan huske, at jeg fik en cykel til min kone for halvdelen at de 250 kroner.

Samme år – 1920 – blev mindestenen for Chr. Winther rejst ved Fensmark Præstegård. Den blev på en blokvogn transporteret af glasmagere og slibere helt ude fra Dyrehaven. Vi brugte nogle løse skinner, som vi flyttede hele tiden. Det tog et par aftener, men så var den også fremme. Præsten måtte nedlægge sin mødding for at give plads til stenen. Da stenen skulle afsløres, havde Karl Schlüter arrangeret et stort optog fra stenen til teglværket, hvor festen skulle holdes. Der var både kornblomster og en dronning med pager. Desuden havde man indforskrevet professor Vilhelm An-dersen, en af vores bedste danskfortolkere, til at holde festtalen. Jeg havde lovet Schlüter, at jeg ikke ville komme kørende i min bil; det ville ikke have været historisk korrekt. Jeg måtte dog godt komme, når det blev mørkt.

!920 var også året for en anden af mine store oplevelser. Jeg fik min første flyvetur i Næstved sam-men med kunsthandler Johan Hansen, Axeltorvet i Næstved. Vi havde været præstekammerater, og så mente vi, at vi også skulle være flyvekammerater. Der var en sønderjyde, som hed Johansen. Han havde været krigsflyver i 1. Verdenskrig, og nu ernærede han sig ved at flyve rundture ved de for-skellige dyrskuer, så da det foregik i Næstved, blev Johan og jeg enige om at tage en tur med ham. Nu så flyvemaskiner dengang jo ikke ud som i dag. Den kunne nærmest sammenlignes med en luft-gynge. Vi sad i den forreste ende med armene ud over siden, mens Johansen sad bagved og styrede. Da vi var oppe i luften, opdagede jeg, at Johan sad og kiggede op i luften.” Du skal da kigge ned i stedet for op”, sagde jeg til ham. ”Det tør jeg ikke”, svarede han. ”Altså, du behøver da ikke komme herop for at se op i luften. Så kunne du jo lige så godt være blevet nede på jorden”.

Det gik som sagt lidt op og ned, lige til vi nåede til 1927-28, for så begyndte der nye tider på Glasværket. Problemet havde været, at det jo ikke kunne nytte noget, at vi lavede en masse glas, hvis de ikke blev solgt. Det fik den nye direktør, Chr. Grauballe, lavet om på. Samtidig ansatte man en teg-ner til at tegne glas. Han hed Jacob Bang. De fik sat sving i Glasværket, og jeg har for mit vedkom-mende stort set ikke været arbejdsløs siden 1928 til jeg stoppede med at arbejde. Selv under 2. Ver-denskrig, hvor vi måtte ty til tørvene igen, havde jeg arbejde. Glasværket var ellers gået over til at opvarme med olie, men den var ikke til at opdrive under krigen, så ovnene måtte med store omkost-ninger ombygges til tørv.

I 1928 begyndte teknikkens tid på Glasværket. Der blev sat en ovn i gang med presser og halvauto-matmaskiner, som lavede skåle, flasker og emballageglas. Det havde vi indtil da blæst op med mun-den. I starten af 30’erne begyndte Glasværket at bygge en hytte, hvor en fuldautomatisk maskine skulle arbejde i døgndrift.

Da jeg kom på Glasværket, var der ca. 60 arbejderboliger uden for fabrikken. Nu er der 365 foruden hvad Glasværket selv har bygget af boliger for arbejderne. Det er 33 foruden de, der lå der i forve-jen. Man fik alderdomshjem og et stort kommunekontor, og kommunen byggede to aldersrenteboli-ger til 20 familier. Det kneb lidt mere med at komme i gang ude i sognet.

Jeg kan huske, da jeg selv byggede i 1928, så sagde folk: ”Du er jo tosset at bygge sådan et hus. Hvis nu ikke Glasværket går, så hænger du på den”. ”Går den, så går den, og går den ikke, så går huset med”, svarede jeg. Men det er da gået helt anderledes, end folk tænkte.

Så må jeg heller ikke glemme at fortælle om den fine fabriksplads, der er blevet lavet. Den blev først lavet, efter der kom unge kræfter til. Før i tiden var det et farligt morads at komme over, når man skulle over i hytten. Der lå skinner, sveller, tørvebunker, vandhuller, skidt og skrammel over hele pladsen, og om vinteren var der bælgravende mørkt. Nu er der så meget lys, at man tror, det er dag hele døgnet rundt.

Så tror jeg, at jeg vil slutte med at omtale det store 125 års jubilæum, som Glasværket fejrede i 1950. 100 års jubilæet var gået lidt stille af, men med Mogens Schlüter som primus motor fik vi en fest, som vi længe vil huske. Det var fridag, så vi mødtes på fabrikspladsen klokken tre. Her blev ”Glasmageren” af Arne Bang og et solur, hvor Arne Bang havde lavet soklen, afsløret. Så var der skuespil på pladsen, og derefter var der spisning i et stort telt, som lå uden for fabrikken. Vi var ca. 1400 omkring bordene, og Den Gyldenblonde causerede. Klokke 12 blev der afbrændt et mægtigt fyrværkeri, som kunne ses milevidt omkring. Det var noget andet end Pontoppidans fyrværkeri i Fensmarkskoven. Dagen afsluttedes med dans til den lyse morgen.

Se Facebooksiden, hvis du vil give dette indlæg et like, eller ønsker at kommentere.