Vi var på nostalgitur i går, min moster kusine, min datter Sille, mit barnebarn Valentin og jeg.
Vi tog til åbent hus, i NFG-huset på Holmegaard Glasværk i Fensmark, for at aflevere et gammelt pressebillede, af min morfar Hermod Vincentsen. Billedet fandt jeg ved et tilfælde, da jeg slægtsforskede, udbudt til salg på ebay. Min morfar var glassliber og blev udsendt til bla Japan og USA, som levende reklame for Holmegaard Glasværk, hvor han sad og sleb glas.
Der hvor Nye & Gamle Fensmark har til huse, der boede min mormor og morfar indtil min moster var ca 3 år og min mor blev født, og min moster fortalte om naboer og historier fra ‘dengang’ Vi gik på rundtur i området, og snakkede om gamle dage. Jeg fik en mere og mere vemodig følelse, efterhånden som vi kom rundt, bygninger og området er i delvis forfald. Vi gik om bagved glasværket, der ligger en lille række arbejderboliger i ‘Svinget’ i den sidste bolig, i rækken, der boede min mormor og morfar.
I den bolig var der engang skole, alt indvendigt var revet ned, og det bliver nu brugt som opbevaring for værktøj og haveredskaber osv, jeg var der sidst, for 13 år siden, der stod det også, nedrevet indvendigt, intet er hændt siden. Der sad et sæt nøgler i døren, vi bankede på og spurgte en ældre mand om han vidste hvem vi kunne spørge, om vi måtte gå ind og kigge. Han sagde, gå i bare ind, hvis jeres mormor og morfar har boet der, det skader ingen. Min kusine og jeg gik rundt og fandt rester på vægge af de tapeter de havde haft, da de boede der, for 40 år siden. Lejligheden er delvist revet ned og der er påbegyndt renovering med gipsplader og så er man ligesom gået i stå, og det står bare hen som et spøgelses hus, forladt og misligholdt.
Hvor er det vemodigt, hvor blev jeg ked af det, huset som for mig og min kusine, rummer så mange fantastiske dejlige minder, om ferier og højtider, om mennesker og et liv som vi elskede så højt, om naboer, og venner vi fik, der er generationer af minder i det hus og i området, og som vi fik vendt og delt idag. Det er for mig UFATTELIGT at et stykke enestående historie som Holmegaard Glasværk, bestemt er, får lov til at stå og forfalde. Det er det eneste af sin art, i hele Danmark, og ALLE danskere har haft, et stykke glas fra Holmegaard i hånden.
Bygninger får lov til at gå til grunde og forfalde, får så at blive revet ned. Hvorfor bliver det ikke fredet..? Eller hvorfor sælger man ikke nogle af arbejderboligerne fra som håndværker tilbud, med den klausul at bygningerne skal passe ind i det øvrige og områdets historie ved renovering. Hvorfor sidder vores kommunal politikkere i Næstved kommune, bare og kigger på at et stykke historie er ved at forsvinde og forfalde, hvad med at påtvinge ejere af bygninger, at vedligeholde eller renovere, udleje eller sælge. Området rummer så mange muligheder, så mange historiske minder.
Det er pinsomt at være vidne til, at man bare lader et stykke unik historie gå hen i glemsel og river bygninger ned. Hvorfor åbner Holmegaard Glasværk ikke en outlet med 2 sortering eller outlet tilbud, det ville bestemt trække mennesker til.
Jeg håber og beder til at de fondsmidler der er givet, skaber liv i det gamle glasværk, men det redder ikke de resterende bygninger og som min Moster Annie Johansen sagde: Det er trist. Et er at det er så mange år siden, men jeg syntes at, forfaldet er værre. Det er næsten mangel på respekt for den tid der har været. Det gør i hvert fald noget ved mig, Det er næsten en hån mod alle de mennesker som har lagt hele deres liv der i flere generationer.
Et er at man skal forny sig men det må da gerne være med respekt for det som har været. Og hvor har hun ret. Men hvis jeg lukker øjnene og sidder lige så stille, så bliver jeg taget tilbage til fordums tid, hvor 2 små langhåret piger i sandaler, gik på opdagelse i området, jeg kan høre fuglene synge, biernes sværmen, guldsmedenes summen, se frøer og naturen, jeg mindes når vi sneg os i glasbunkerne, selv om det var strengt forbudt, alt det farvede glas, der havde en magisk tiltrækning, lidt som Aladdins hule, med alt det farvede glas, det lå i kæmpe bunker og glimtede i solen. Da vi som 9-årige fik ramt Alfred i hovedet med et æble. Alfred var nabo til min mormor og morfar. Vi stod og kastede æbler over det skur, som lå for enden af bygningen i Svinget. Vi øvede og øvede, og stor var begejstringen, når æblet røg indover tagryggen, indtil der blev råbt AV for helvede..!!! Betina og jeg kiggede forskrækket på hinanden og så løb vi, og gemte os. Vi turde næsten ikke gå ind til mormor og morfar, før en af naboerne sagde, gå i bare ind, ingen er sure på jer. Min morfar konstaterede bare tørt, så kan vi nok ikke købe æg der mere.!
Jeg kan huske lydene, fløjten, varmen fra ovnene, maskinlarm, summen af mennesker, og jeg husker når vi blev sendt afsted med frisk kaffe og brød til min morfar, lydene menneskerne på glasværket i arbejde, ønskebrønden som også er væk, portneren som vi hilste på også er væk, portneren som vi hilste på, og som kendte os, glaskroen som er væk, glasbutikken, de velholdte haver med frugttræer og snorlige rækker af grøntsager. Min morfars trompet spil og koncerter med Urania. Hvor er det en stor skam, at gå rundt og se plader for vinduer, vinduer det er faldet ud og mangler, forfaldet og ligegyldigheden for historien, bygninger og for de mennesker som har boet og arbejdet her i generationer, for eftertidens historie, det er en kæmpe skam, hvis ikke man får gjort noget ved det, i tide og inden at det er for sent.
Tak til NFG-huset for deres store arbejde, med at holde liv i minderne. Tak for de minder og tanker der dukkede op i går. Vi tænkte at originalbilledet skulle have en plads hos jer, vi har fået lavet kopier til familien.
