Udlånt af Karna Aagaard Frederiksen.
Stammer fra personalebladet Glas-Pustet.
Se facebooksiden, hvis du vil give dette indlæg et like, eller ønsker at kommentere.
Udviklingen gennem årene på Holmegaard Glasværk
✔1825
Ideen til opbygningen af en glashytte i Danmark opstod hos godsejer Danneskiold Samsøe på Holmegaard Gods, men det blev hans enke, Henriette Danneskiold-Samsøe, der førte idéen ud i livet. Lige op ad godsets store tørvemose lod hun bygge den første glashytte i landet, siden de små jyske glashytters ophør i løbet af 1600-årene. Umiddelbart overfor hytten opførtes samtidig tre længer, som indeholdt boliger til glasmagerne. Et lille kontor blev også tilknyttet.
I mosen gravedes tørven med håndkraft, blev stakket til tørring, trillet på børe op til tørveboderne og blev brugt som brændsel i hyttens glasovne.
De første glasmagere kom fra norske glasværker, mens arbejdet i tørven blev udført af danske arbejdere. I 1845 arbejdede omkring 80 mand på selve værket. Tørvegravningen var sæsonarbejde, og om sommeren arbejdede 300-400 mand i døgndrift med at skære op til 20 millioner tørv
✔1860
Glasværket fik efter forskellige indkøringsproblemer efterhånden en god flaskeproduktion. Men da man prøvede at lave klart serviceglas, måtte man opgive de norske glasmagere og skaffe nye fra mellemeuropæiske glasområder – især Böhmen, hvor man var bedre kendt med den krævende teknik. Arbejdet i mosen effektiviseredes af tilkaldte tørvespecialister fra Westfahlen, og på glasværket blev der bygget flere boliger. Et af husene blev opkaldt efter de nye tørvespecialister og kom til at hedde Westfahlerhus.
De tilrejsende westfahlere var sæsonarbejdere, mens glasmagerne bosatte sig. De kom til glasværket sammen med koner og kærester. Det sidste faldt dog ikke i god jord hos de lokale – at leve på polsk gik bare ikke. De måtte gifte sig, men da de var katolikker kunne man ikke bruge sognekirken i Fensmark. Derfor indforskrev man en katolsk pater fra København til at forestå vielserne. Glasværkets ledelse indså, at der måtte gøres plads til indvandrernes religionsudøvelse i det ellers protestantiske samfund, så kort efter indrettede man et katolsk kapel i glasbyen.
✔1890
Nu gik det stærkt. Endnu en glashytte blev opført, og sliberiet blev udvidet. Slebne glas var tidens mode, og efterspørgslen bevirkede, at der nu var ansat 55 slibere.
Store tørvelader til tørven blev lagt i kanten af mosen bag ved hytterne. Tørvegravene bredte sig og blev om vinteren brugt til skøjteløb. Stadig flere boliger opførtes til det stigende antal arbejdere på Glasværket. Der krævedes mange slags håndværk for at holde produktionen i gang: smede, drejere, pottemagere, gravører, slibere og glasmalere. De levede i et selvstændigt samfund, som også kendtes fra periodens andre industriområder, f.eks. langs Mølleåen nord for København. Der var fælles vaske- og badehuse. Man havde eget bageri, spiste i marketenderiet (nu Glaskroen), og børnene gik i skole i glasbyen, så de ikke behøvede at gå til Fensmark. Desuden skulle de varetage deres arbejdsopgaver på Glasværket.
Arbejderne var næste selvforsynende. De havde små haver, grise- og hønsehuse, kartoffel- og grønsagskuler, og deres køer græssede i fællesskab ude ved mosen.
Glasproduktionen omfattede nu især serviceglas. Hovedparten af flaskeproduktionen var flyttet til det nyopførte Kastrup Glasværk for at være i nærheden af storaftageren, Carlsberg i Valby. Indbyggertallet i glasbyen oversteg på dette tidspunkt antallet af beboere i Fensmark.
✔1920
Med mellemrum opstod der brande. Bl.a. brænder skolen og kroen, men de blev genopbygget. Glasproduktionen øgedes og man måtte udvide glashytten adskillige gange. Behovet for boliger steg også, så nye boliger blev opført. De tilhørende nyttehaver fyldte på dette tidspunkt store områder i glasbyen.
✔1950
Mekaniseringen af glasværket begyndte allerede i midten af 1800-tallet. Men først i 1935 begyndte den egentlige maskinproduktion på Holmegaard Glasværk. Den stigende konkurrence mellem de mange glasværker medførte, at man i 1935 startede en nicheproduktion af klare mælkeflasker, som udviklede sig til en halvautomatisk emballageproduktion. Dette stillede krav til mere plads til sortering, pakning og lagerplads, og man måtte opføre nye haller.
Som det første glasværk i Danmark indledte Holmegaard i 1923 et samarbejde med en designer. Kontakten kom i stand via Den Kongelige Porcelænsfabrik, som ønskede at udvikle et specielt glas til et af sine stel. På den måde blev der indledt et udviklingsarbejde inden for kunstglas, som medførte et samarbejde med betydelige kunstnere og formgivere, og på den måde blev Holmegaards Glasværk blandt de førende virksomheder inden for begrebet ”Danish Design” i efterkrigsperioden. Den første tegnestue – en lille træhytte – blev bygget af Glasværkets chefdesigner før Anden Verdenskrig, arkitekten Jacob Bang.
Allerede i slutningen af 20’erne fik Glasværkets direktør idéen til at åbne Glasværket for publikum. Dette skete ikke af filantropiske grunde, men man antog, at hvis husmødrene, som jo stod for familiernes indkøb af husholdnings- og gaveartikler, fik indblik i den spændende service- og kunstglasproduktion i glashyttemiljøet, ville det være et godt konkurrenceparameter over for de faldende priser på glas forårsaget af øget mekanisering og import. I en af de gamle boliglænger indrettede man en lille butik til salg af anden sorteringsglas.
Glasproduktionen har altid været afhængig af en kemisk specialviden i forbindelse med kontrol, forsøg og kvalitetsudvikling, derfor blev laboratoriet en vigtig brik i udviklingen af Holmegaards Glasværk
✔1980
Den fuldautomatiske emballageproduktion blev udvidet og moderniseret. Det nye anlæg blev et af Nordeuropas største emballageglasanlæg, og behovet for endnu mere lagerplads steg tilsvarende.
De ansatte på Glasværket kunne ikke længere huses inden for Glasværkets eget areal, og mange bosatte sig i omegnen af værket. Især flyttede mange til Fensmark. Men der var også mange arbejdere fra Næstved og byerne omkring
Allerede tidligt i århundredet begyndte Glasværket ar gå fra tørv til kul. Under Anden Verdenskrig måtte man dog genoptage tørveproduktionen, men efter krigen var det endelig slut. Olien holdt sit indtog i 60-erne, og i 80-erne blev naturgassen Glasværkets hoved energikilde. Glasværket fik eget vandværk, og man måtte forøge miljøforanstaltningerne.