Oliemalerier malet af Valdemar Wolffbrandt. Udlånt af Niels Kann.
Niels Kanns tipoldefar på sin fars side var førstelærer Kann, som er afbilledet på mindestenen, som er placeret ved Fensmark gadekær, som han foruden De Samvirkende Sygekasser på Sjælland, var med til at oprette. Billederne er fra Holmegaard Mose, hvor Niels Kann’s morfar gravede tørv. Han var forvalter på gården Petersminde i Holme Olstrup.
Billederne er dateret fra 1936 og 1938. Der hængte mange af hans billeder i kantinen på Holmegaard Glasværk sin tid.
Valdemar og hans kone, der også var kunstmaler, havde atelier i Ravnstrup. Deres søn, Ib Wolffbrandt blev billedhugger, overtog huset og havde værksted samme sted. Ib har udført en masse skønne keramikrelieffer, og kendes bla for reliefferne på den tidligere Ehlers-bygning på hjørnet af Farimagsvej og Ringstedgade i Næstved.
Holmegaard Mose er en del af et stort lavtliggende landskab på Sydsjælland. Mosen består af Porsemosen, Gødstrup Engsø og Holmegaard Højmose. Området blev efter istiden efterladt fra isens tilbagetrækning som en stor lavvandet sø, der med tiden blev tilgroet med ellesump og tørvemos. Omkring søen bosatte sig de første mennesker i jægerstenalderens Danmark. Dette gjorde de for at udnytte de gode jagtmuligheder, som fandtes i og ved søen. Der er fundet adskillige fund fra menneskerne i jægerstenalderen. Her kan nævnes en af Europas ældste buer, desuden mange andre fund af arkæologisk interesse.
Tilvoksningen af den store lavbundede sø har bevirket, at den har skiftet fra sø til mose. Tørvemos planten sphagnum overtog tilgroningen. Planten har fortsat sin vækst lag på lag, med en tykkelse på ca. 5 meter. Gennem flere tusinde år har den skabt den nuværende Holmegaard Højmose.
I 1825 blev Holmegård Glasværk grundlagt syd for mosen. Glasværket udnyttede tørven frem til 1924 som brændsel til glasværkets produktion, og har sammen med den øvrige tørvegravning til andre formål, betydet store huller i den gamle højmoses overflade. Under anden verdenskrig blev tørvegravningen yderligere intensiveret. Der blev fjernet helt op til 30.000 tons om året. I midten af 1950-erne stoppede tørvegravningen gradvist.
I dag fremstår tørvegravene som åbne søer eller som sphagnumbevokset tørveskær med et rigt plante- og dyreliv.