Juleerindring fortalt af Lis Larsen

Minder om juletiden fra en årgang 1945.

Julens glæde kørte på cykel.

Det synes jeg er så fin en overskrift, det er noget jeg har oplevet. Overskriften har jeg taget fra Kristeligt Dagblad 2007.

Min barndomsveninde ”bagerens Annie” kørte rundt med opsparingen ”Julens Glæde”.

Her i Fensmark sogn var det glasmager Hans Mortensens kone, der var kasserer. Hun havde ansvaret.

Julen startede allerede i januar, hvor Annie hver uge i løbet af året kørte med sparemærker. Jeg var af og til med, og stod med store øjne og så penge blive betalt og mærker blev afleveret. Dette blev så noteret i en bog, hvor hver sparer havde en side. Beløbene på mærkerne var på 1-2-5-10 kroner.

Annie var 13 år, jeg 10 år. I dag kunne man nok ikke få lov til at kræve penge ind i den alder, skønt det ikke var så store beløb. Hendes rute lå på Holmegaardsvej og Stenskovvej helt ud til skoven. Der var andre opkrævere, og man kunne flere steder se en damecykel stå parkeret op ad hæk eller låge, medens der blev opkrævet. En enkelt kaffetår faldt der nok også af. Annies cykel var dog ikke en damecykel.

Vi er i halvtredserne hvor denne form for opsparing begyndte noget før, og sluttede omkring 1967. Der var ikke mange penge mellem folk dengang, og det var ikke altid manden der ene tjente pengene, fandt den lige vej hjem på lønningsdagen. Konerne fandt så på at spare lidt op hist og pist og havde man høns, da lå æggepengene lige for. Når pengene blev udbetalt, så blev de ikke brugt til store gaver, derimod  til mad, godter og måske mindre julegaver.

I god tid før jul skulle grisen og anden fedes op. I forretningerne kunne man til jul købe figner, dadler, røde æbler og appelsiner og chokolade. Min mor lavede selv noget, der skulle være marcipan. Det blev bagt op og med mandelessens, så kom der da lidt smag på. Min farmor gjorde det i havregrynskugler. Jeg har i dag opskriften fra 1945, hvor der brugt kakao erstatning. Jeg har lavet havregrynskugler siden, dog med ægte kakao.

Der blev pyntet op i butikkerne, men hos C.L. Hansen, Brugsen, Brøns Hansen og Reinhold var det ikke de store sager, målt med nutidens øjne. Lidt crepepapir, nogle kugler og stjerner, det var vist det. Der var også udstillet lidt legetøj.

Kom vi til Næstved, da var det en anden sag, her var der lys og pyntet op.

Især Londonmagasinets juleudstilling var fin, her var der tog og nisser, der kunne bevæge sig. Et vindue i en forretning havde en stor nisse, der pustede sig op for efterfølgende at tabe pusten, hvorefter den faldt sammen. Det var det der hed mekanisk legetøj.

Trælasthandlen i Vinhusgade havde selvfølgelig udstilling af deres varer.

Jeg synes, at det var spændende, men kan selvfølgelig ikke sammenlignes med vore dages udstillinger.

I november blev grisen slagtet. Min farmor fortalte, at de sammen med nogle naboer, slagtede grise. Der blev pralet med hvem, der havde den største gris, helt op til 250 kg. Så blev der skåret gris ud, saltet spæk, lavet finker, sylte, medister, rullepølse m.m..Når dette arbejde efter mange timer var til ende, da kom mændene og skulle have noget at spise, det var lige ved at være for meget. Som min farmor sagde: ”alt det fedt”. Vores nabo, bageren havde en gris der skulle slagtes. Annie forsvandt et eller andet sted hen, og jeg gik i vores spisekammer, og holdt mig for ørerne. ”At skrige som en stukken gris” –  ja, det hørte vi her! Hos os blev der indkøbt en ½ gris.  Når man så de næste dage skulle gøre morgentoilette ved køkkenvasken, da var det i selskab med et ½ grisehoved i et fad, og flydende lunger i et andet.

Dengang var der ikke badeværelse til den personlige hygiejne!

Omkring jul er noget af det første jeg husker, afhentning af juletræ. Far og jeg med kælk i 1950 til glasværket, hvor farfar havde uddeling af juletræer til de ansatte. Far var ikke ansat, men der var jo gerne et træ tilovers, som nok ikke var så pænt, det fik vi. Det har selvfølgelig været snevejr det år når slæden var med. Jeg kunne sidde på slæden ned til glasværket og så gå hjem, nu juletræet skulle ligge på slæden. Jeg husker, der var langt og det var koldt.

Julegaver

I julegave til min mor havde far et år købt ”en rigtig smart” dåseåbner, den kunne skrues på det indvendige af en køkkenlåge, og man kunne dreje rundt. Jeg husker hendes ansigtsudtryk da hun fik den – det var i hvert fald ikke lige, hvad hun havde ønsket sig.

Jeg glædede mig til julegaverne, så meget at jeg næsten havde ondt i maven.

Sæbedukker var dengang på mode, de lå på en fin vaskeklud i en æske. Jeg kunne vågne om natten, og fiskede den så frem under sengen for at kigge på den og dufte til den.

Hvert år fik vi børn julegave af vores nabokone Dorthea. Hun var født 1872, så hun var gammel i halvtredserne. Vi fik hver en stor appelsin og en chokolade skrubtudse. Det var så dejligt, for den appelsin skulle vi ikke dele med nogen, det var vores egen.

Julegaven til vores mor var kaffekopper. Dem havde min søster, bror og jeg tjent til ved at køre i byen for Dorthea. Vi tjente 25 øre ved at køre til købmand og brugs, 50 øre til slagter, han boede længere væk.

Det kunne give til 4 par kopper fra Brugsen med desserttallerkner. Vi kunne nok af og til have tænkt os lidt slik – men nej!

Juleaften blev ofte holdt hjemme ved skoven, men da vi fik bil, var vi ofte hos bedsteforældre i Næstved. Når vi kørte hjem før midnat, da kunne vi møde de lokale katolikker fra glasværket, de skulle til julemesse i den katolske kirke i Næstved.

Til jul har jeg været i Sct. Peders kirke i Næstved. Fensmark kirke var vi også ofte i, mor var dog ikke med, hun skulle lave mad.

Før jul var der julefilm i Fensmark bio hos Kai Møller. Her kunne vi vælge mellem ”Jul i den gamle købmandsgård” eller ”Jul i Nøddebo Præstegård”.

Jeg valgte filmen med købmandsgården. Jeg skal da love for at man kunne leve sig ind i filmen med Astrid Williaume og Wiiliam Rosenberg, i rollerne som det unge kærestepar. Sneen faldt i store mængder og kanen var kørt frem. Når filmen var slut og man kom ud med alle disse indtryk, da var det næsten et chok, at der ingen sne var og måske var det enddog regnvejr. Det var også i Fensmark Bio vi efter jul i halvtredserne så filmen Askepot.Det var en utrolig oplevelse. Musene Tim og Bom finder skærf og perlekæde til Askepot, de andre mus syer kjolen. Og så hendes gode fe, den lille tykke kone

Efter jul var der juletræ i forsamlingshuset. Jeg mener, at det ene var socialdemokratiets juletræ og det andet sygekassens. Når vi tog til juletræ, far og mor og børn, da var det med taxa ,enten Nolds lillebil eller Roberts taxa. Det var et enormt stort og flot juletræ. Vi gik i flere rækker omkring træet og sang de populære julesange. Derefter var der uddeling af godteposer. Godteposen indeholdt en appelsin, et coxorangeæble og en mindre pose med slik. Træet blev så slæbt ud med drengene hængene på hver side. Så tog vi hjem kl. 21.00-22.00 og så var der bal bagefter.

På Glaskroen, som i disse dage bliver revet ned, var der også juletræ, for de ansatte. Vi var der et par gange, efter at min var blevet ansat, men jeg følte det ikke så hyggeligt som i  forsamlingshuset. Jeg følte det, som om det mest var for ”glasværkerne”. Glasværkerne var dem som boede omkring glasværket til daglig. Min far var også født på glasværket, men nu boede vi i den anden ende af byen.

Jeg begyndte at arbejde på glasværket i 1972. Her oplevede jeg hyggen på dagen op til juleferien. På kontorerne hyggede vi os med morgenmad og måske en lille frokost. Glasværket var jo som to fabrikker, og jeg husker mest julen i kunstglasafdelingen. I ”Hytten” havde nogle medarbejdere tidligt lagt kartofler i enden af kølerøret, så de kunne blive bagt/stegt. Til frokost kl. 8.30 blev der dækket op i kantinen. Så blev der spist bagte kartofler, bidesild og anden sild samt øl og snaps. I sliberiet gik det roligere til, her var det ikke megen snaps der blev drukket, men det var også ældre folk. Damerne/pigerne, der var ansat i sliberi og pakning, hyggede sig med kaffe og kage. Hyttemesteren Georg Nielsen havde nok op at gøre med nedlukning af ovne og meget andet til juleferien. Hans ansigtsudtryk blev mørkere og mørkere som dagen skred frem. Ved 12- tiden var det slut på arbejdsdagen, det var få, der arbejdede efter frokost kl. 9.00.
Der skulle ”skrænges ud”, det vil sige at glasset skulle tages ud af potterne og de skulle stå på vågeblus julen over. Det var et hårdt arbejde, da der ikke var taget meget glas fra potten den dag. De der skulle klare det job, var heller ikke helt ”appelsinfr”i. Der var noget at se til for en pligtopfyldende hyttemester som Georg. Ham var jeg meget glad for.

Senere i 1980´erne blev spiritusreglerne ændrede, så kunne man ikke længere drikke øl og snaps på denne måde. Det var nok også godt for julefreden i de små hjem.

Når jeg i dag ser mængden af legetøj, der kan købes, da tænker jeg på min sæbedukke.

Når de store juleappelsiner kommer frem, så køber jeg et par stykker til mig selv

Julehilsen