“Betjent Laier” herskede egenrådigt i byen og i landdistrikterne. Mange unge mænd har i tidernes løb, stiftet bekendtskab med Laiers metoder, der ikke altid fulgte de foreskrevne regler.
……men den lokale betjent var meget vellidt og afholdt i lokalsamfundet!
Her fortæller Lis Larsen, hvordan hun husker Laiers tid i lokalsamfundet
Vi fik landbetjent i Fensmark 1956, da kom Harring Laier til. Her var han betjent fra 1956 – 1982
Lis Larsen
Laier byggede hus ved siden af elektriker Madsen.
Jeg fulgtes i skole med Laiers datter Dorrit, selvfølgelig på cykel. Vi gik i skole på Næstved Gymnasium. Der var ikke noget med at køre ved siden af hinanden og snakke, det havde Dorrit lært af sin far, det ville han ikke se.
I ungdomsårene husker jeg at Laier havde styr på sognet.
Til bal i forsamlingshuset kunne vi være sikre på, at han viste sig engang i løbet af aftenen, jeg tror vi var lidt lettede, når han havde været der. Han kunne også finde på blot hænge sin kasket på knagerækken.
Jeg husker ikke han kom til de småslagsmål, der foregik efter midnat. Var det nødvendigt, da kunne han tilkaldes.
Hvis vi stod en flok unge mennesker og snakkede, tit ved forsamlingshuset eller ved ishuset på tanken, så kunne han komme rullende forbi i sin Ford Granada. Han rullede vinduet ned og sagde:” så kan i godt pakke sydfrugterne”, det var når klokken var tæt på kl. 22.00. Det gjorde vi så!
Især drengene husker ham, omkring borede knallerter, manglende cykellygter m.m. Så var valget en øretæve eller en bøde. Ved manglende cykellygte skulle man møde op på Laiers bopæl og vise en ny lygte, ellers vankede der en bøde.
Vi har jo hørt om hans besøg på Herlufmagle Kro, hvor en gruppe unge mennesker ikke ville forlade stedet ved lukketid. Han kom med sin hund Boy, som blev beordret den til at passe på de unge mennesker. Så kørte han hjem og kom igen tidlig næste morgen. Der sad de unge mennesker så, og havde det mindre godt. De kunne jo ikke gå på toilettet, og så måske med en del øl indenbords!
Betjent Laier med hunden Leila
Jeg var hyret til at anrette maden til hans 50 års fødselsdag i 1969. Der var jo selvfølgelig mad tilovers, som skulle i kælderen i viktualierummet. Jeg gik ned med maden, hvor Boy i dagens anledning befandt sig i kælderen. På vejen op ad trappen igen, stod der en knurrende hund. Jeg måtte sætte mig på trappen til jeg hørte familien sige :”hvor blev Lis af?”
Jeg mener de grinede da de lukkede kælderdøren op og fandt mig der. Laier fortalte så hunden, at jeg gerne måtte komme op.
Laier gav en form for tryghed, og så længe han havde myndigheden i sognet, så kunne det ikke gå helt galt.
Da Dyssegårdsparken i Næstved blev bygget omkring 1970, blev det en del af Laiers’ distrikt. Jeg husker, at han syntes det var et stort arbejdspres han fik. Det område gav ham mere arbejde end resten af distriktet. De første år var der mange socialt udsatte, der fik bolig i Dyssegårdsparken. I dag er det jo et pænt og respektabelt område.
Laier sluttede i 1982, 63 år gammel. Han flyttede til Fyn med sin hustru, hvor begge døtre i forvejen boede, og her døde han i 1997.
Kong Frederik og dronning Ingrid besøger Holmegaard Glasværk den 25. marts 1958. Laier stående til venstre. Udlånt til Nye & Gamle Fensmark af Holmegaards fotoarkiv, som i dag befinder sig hos Næstved Museum
Svend Aage Nielsen fortæller:
Mit første møde med Hr. Harring Laier : Jeg kommer ind hos “Brøns”, hvor Laier vender sig om, ser på mig og siger: “Jeg har hørt om dig”, og det var den samtale! Hunden fik lov til at strejfe frit på marken, hvor han boede, og nåede da også over i vores have på Nyvej. Der mødte den så bare sin overmand, min meget agressive og tudsegamle dværghane. Det kan godt være at hunden kom hjem i en fart!
Arne Post Andersen fortæller:
Husker tydeligt en dag jeg kom med post, hvor jeg ikke havde set hunden var ude. Der stod jeg så, lige inden for hækken! Jeg kom ikke længere, og jeg kunne høre Laier talte i telefon. Endelig kom Laier ud og sagde “godt du blev stående”!