Erindring af Willum Sørensen

Dramatiske hændelser under 2. verdenskrig

“Sofus” er gårdejer Willum Sørensen, der ejede Willumsgård. Willumsgård lå på Tørvevej over for Bakkevej.

Tak til Esther Kristiansen, datter af Willum, for at måtte fortælle historien.

Esther sov stille ind den 27. december 2019. Æret være hendes minde.

Sofus og Tyskerne

Sofus var en lille, sjællandsk bondemand, der boede på en trelænget gård ved vejen, der fører fra landsbyen ned til den gamle fabrik, og han var af den gamle skole. Han havde arvet gården efter sin far, og han hyldede det princip, at på sin egen jord er en bonde suveræn. Her måtte man gøre og sige, hvad ens gode samvittighed tilsiger én uden at spørge hverken Per eller Poul om deres mening. Hans retsbevidsthed var vist forankret i den 700 år gamle Jyske Lov, hvori det hedder: Ville hver mand nøjes med sit eget og lade andre nyde det samme, da havde man ingen lov behov.

Jeg holdt meget af at snakke med Sofus, for hos ham fik man tidens begivenheder og rørelser bedømt så frisk og uhildet, ganske uafhængig af de gængse politiske synspunkter i dagspressen, eller hvad andre sådan sagde og mente. Han havde sin egen uforgribelige mening om sagerne, som de så ud for ham, og han havde også sine meningers mod. Det er ganske klart, at for ham måtte besættelsestiden, da magt og ret var identiske begreber, blive et endnu værre mareridt, end det var for de fleste andre. Forholdene medførte da også sammenstød, hver gang han blev nødt til at have noget med tyskerne at gøre, og det er disse sammenstød, jeg vil fortælle om, idet jeg efter hukommelsen gengiver, hvad Sofus har fortalt mig. Der er ingen grund til at tvivle på hans beretnings troværdighed; den er blevet bekræftet af andre, der har haft de omhandlende begivenheder på nært hold.

I sommeren 1943 opførte værnemagten et system af telefonledninger fra Sjællands Odde til Gedser, og i den anledning blev det rejst en række master i en snorlige række fra nordvest til Sydsjælland og videre. En morgen var tyskerne nået til Sofus’ mark, uden han anede, hvad de havde for, og da han kikkede ud ad vinduet, så han en lastbil belæsset med master, holde ude i lucernemarken, mens fjorten af ”de grønne” var travlt beskæftiget med at aflæsse, grave huller i jorden, osv. Sofus gned sig i øjnene, men forstod ikke et muk af det hele. Han tog sit jagtgevær og fyldte sine lommer med patroner for at være forberedt. Han skulle nok vise disse grønne røvere, hvem der rådede her, og det manglede bare, at sådant noget pak skulle komme her og ødelægge hans lucerne. Derfor gik han ud i lucernemarken og stillede sig op en snes skridt fra tyskerne, ”for at de ikke skulle gå på lemmerne af ham”. Det drejede sig om et arbejdshold, og de var kun bevæbnet med bajonetter, så de var ikke så farlige, når man havde dem på afstand. Sofus stak et par patroner i geværet, tog sin bestemte mine på og forlangte på godt sjællandsk at få den ”øverste” i tale, idet han tilføjede, at han havde patroner nok til at skyde hele bundtet, hvis de ikke makkede ret. Gefreiteren, som var troppens anfører, forklaredei et sprog, som var en blanding af meget tysk og lidt dansk, at de var ude i lovligt ærinde, og at Sofus måtte havefået besked fra den danske øverste myndighed om, at de ville komme og placere disse master på hans jord. Han havde imidlertid ikke modtaget nogen sådan besked, og han blev derfor noget rådvild ved at høre, hvad tyskeren sagde. Men da han havde tænkt sig om et øjeblik og indså, at tyskeren muligvis havde ret, set fra den side, faldt hans sidste ord i sagen, mens han stod og kærtegnede geværet: ”Hvis det er sandt, at Kongen har givet jer lov til at grave jeres pæle ned i min lucernemark, er jeg selvfølgelig ikke en mand, der vil sætte sig op imod det, men jeg vil ikke finde mig i, at I kører og ødelægger min lucerne med jeres store biler. Jeg forlanger, at I skal blive oppe på vejen med bilerne og så bære masterne ind på marken”. Sofus så truende ud og klappede bøssen endnu en gang, og resultatet blev, at han opnåede særbehandling.

Da han havde fået sin vilje, gik han hjem på gården igen og nøjedes med at betragte tyskernes arbejde på afstand. Nu blev hele arbejdet med telefonanlægget jo ikke gjort færdig på én gang, så Sofus regnede med, at ”de grønne” nok ville vende tilbage og hænge de sidste ledninger på plads. Derfor holdt han udkik hver morgen, og en dag fik han øje på gruppen et stykke væk, og det var derfor på tide at sætte hans plan i værk.

Han havde en tyr, som han bandt til én af masterne, så tyren havde et tøjr på to til tre meter. Så gik han hjem og satte sig i stuen med udkik til tyren for at se, hvad der nu ville ske. Da tyskerne nærmede sig masten med tyren, blev denne gnaven over at se de mange fremmede mennesker. Den gik rundt om masten, mens den brummede og skrabede i jorden. Tyskerne skulle ikke nyde noget, så de stillede sig i en rundkreds i behørig afstand fra tyren. Sofus sad og morede sig over optrinnet. Så kom der endelig en tysker op til gården, og da han var kommet ind, spurgte Sofus, hvad han ville. Krigeren gjorde med stort besvær Sofus forståeligt, at han skulle følge med ned på marken til de andre. Sofus tog bøssen under armen og fulgte med ned til skuepladsen ved masten. Her prøvede gefreiteren med ord og miner at gøre ham begribeligt, at han skulle fjerne tyren. Det viste sig imidlertid komplet umuligt at få Sofus til at forstå, hvad det drejede sig om. Når gefreiteren pegede på tyren og sagde en hel masse på tysk, rystede Sofus på hovedet, og de to parter kunne ikke komme nærmere en gensidig forståelse.

Så gik Sofus hjem igen, og der blev sendt en tysker op til stedet, hvor tropperne lå indkvarteret, og derfra blev der ringet til landbetjenten, som boede et par mil borte, og han fik ordre om at sørge for, at denne tossede bonde omgående fik fjernet sin gale tyr. Betjenten ringede til den stedlige sognefoged, som imidlertid var ude at radrense sine roer. Da sognefogeden fik besked om, hvad det drejede sig om, stillede han sagen i bero indtil middag, hvor han alligevel skulle hjem for at spise. Hjemme ringede han til Sofus og overbragte ham politiets ønske om omgående at fjerne tyren. Nu var Sofus straks klar til at fjerne tyren, og han beklagede meget, at det havde været ham umuligt at forstå, hvad det var, tyskerne mente.

Nogen tid senere fortalte han mig om denne begivenhed, og jeg advarede ham mod at gå alt for vidt, for det kunne blive ham for dyrt, og det eneste, han opnåede, var den personlige tilfredsstillelse. Men hans svar var, at her på gården var han herre, og han havde lov til at gøre, hvad han fandt rigtig.

Så gik der godt halvandet år, hvor Sofus ikke oplevede noget særligt med de tyske soldater, men han kom ikke til at holde mere af dem, som tiden gik. Midt i vinteren 1945 fandt værnemagten på et skjult sted på den gamle fabrik et par engelske containere, som blev anvendt ved nedkastning af våben til den danske modstandsbevægelse, og de var da også fyldt med våben og ammunition. Nu gjaldt det for tyskerne om at finde ud af, hvem der havde anbragt disse ting i fabrikken, men det var lettere sagt end gjort. Så faldt tyskerne tilbage til deres sædvanlige gidselsystem, og det blev beordret, at tyve af sognets mest agtede mænd skulle tages som gidsler og indsættes i herredets arrest, indtil det blev klargjort, hvor de engelske våben var kommet fra.

Sognerådet fik det ubehagelige hverv at tilsige de tyve mænd til at holde sig parate til at følge med næste morgen, når den store bil kom og hentede dem. Nogle af de proskriberede forsvandt da også i løbet af natten, men da Sofus blev opfordret til at gå under jorden sammen med et par lidelsesfæller for at undgå den uvisse skæbne som gidsel, svarede han, som den højsalige Frederik d. Tredje, at han ville sejre eller dø i sin rede. Da sognefogeden advarede ham imod at prøve at lave numre med tyskerne denne gang, svarede Sofus, at han ikke havde til sinds at følge med i arresten. Sognefogeden sagde så, at han let kunne risikere at blive skudt på sin egen gårdsplads, men det virkede ikke synderligt afskrækkende på Sofus, da hans pårørende i så fald vidste, hvor de havde ham, og at det var bedre end at rådne op i en koncentrationslejr.

Morgendagen kom og begivenhederne tog fat. Jeg foretrækker nu at bruge Sofus’ egne ord, da han berettede om det dramatiske forløb af tyskernes straffeekspedition.

Jeg sad inde i stuen og havde lige spist frokost, da der kom en tysk officer ind og sagde, at jeg skulle følge med til byen, hvor arresten lå. Jeg svarede, at jeg ikke havde noget at gøre i denne by i dag, men så pustede han sig mægtigt op og lod mig på en meget brøsig måde vide, at det var en ordre, og jeg havde bare at lystre. Jeg kunne få lov til at tage noget andet tøj på, hvis jeg skyndte mig – jeg sad jo med mine gamle klæder på derinde. Jeg gik så ind i soveværelset og lukkede døren på klem efter mig; det var ikke for at skifte tøj, men for at hente bøssen. Med det samme, jeg lukkede døren op igen, havde jeg bøssen rettet lige på fyren. Han himlede jo forfærdeligt op og sagde en hel del om, at det skulle komme mig dyrt at stå, og han var i det hele taget meget vred. Han havde en pistol siddende i et hylster ved livremmen, men han skulle nok lade være med at pille ved skyderen, så længe jeg stod og sigtede på ham. Så sagde jeg til ham: ”Kan du så se at bakke ud af mit hus, for her er jeg manden, og jeg har ikke haft bud efter dig, og hvis du prøver at lave kunster, skyder jeg med det samme”. Han gik så baglæns ud, og jeg fulgte efter med bøssen lige i maven på ham. Jeg var klar til at trykke af, og det var han også på det rene med. Jeg kunne forstå, at den store bil måtte holde omme bag ved muren, der løber langs vejen, og fik så drejet både tyskeren og mig selv sådan, at når nogen fik øje på os fra bilen, kunne jeg også dække en tysker mere, for der måtte jo nok være mindst én til derude. Det gik også godt med min hjemmelavede strategi, for med det samme, den anden tysker så mig, havde jeg også et vågent øje med ham, og disse ”verdens skrappeste soldater” var nu ikke så skrappe, som de selv troede. Jeg stod altså med disse to pistolbevæbnede tyskere på kornet, og inde i bilen sad tre mænd oppe fra byen. Jeg sagde så til tyskerne, at nu måtte de lade de tre mænd gå hjem igen, og at de selv kunne køre ad Hedehusene til, men at de ikke skulle prøve at komme tilbage, for så ville de blive skudt. De tre gidsler kravlede nu ud og tyskerne forsvandt, og vi så ikke mere til dem. Jeg er ikke i stand til at give en tilfredsstillende forklaring på, hvordan de to ”grønne” kunne gøre rede for sig, når de kom tilbage med tom bil.

Forklaringen er vel snarest, at der på dette tidspunkt i krigens sidste måneder var stærk ”betændelse” i værnemagten, som var klar over, at krigen var tabt, og Hitlers dage var talte. Havde det været Gestapo, havde sagen sikkert fået et andet forløb. Men der blev glæde i de tyve hjem, hvor ”gidslerne” havde til huse, og Sofus var dagens helt i den bevægede sommer 1945.

 

Program med Esther som er produceret i samarbejde med Provins TV:

 

Nye & Gamle Fensmark har tidligere besøgt Esther, som ses på billedet↑

Esther er datter af tidligere gårdejer Willum Sørensen, som ejede Willumsgaard på Tørvevej. Esther var under krigen ung pige i huset i den gamle driftbestyrerbolig på Holmegaard Glasværk.