Når ovnen var tømt for sten, bagte glasmager-koner brød
Gisselfelds kloster bestyredes dengang af Danneskiold Samsøe, som desuden ejede godset Holmegård med agerjord og tilliggende mose.
Et glasværk skal bruge megen varme til smeltning af glasset, og dengang var tørven, som kunne hentes fra mosen, meget varmegivende. Tørvene skal være meget tørre, må kun indeholde få procent vand for at kunne give smeltevarme.
Mosearealet er meget stort. For mange år siden var det en højmose, vildtvoksende trævækst med birk og en pileart samt buske. Mosen lå da til dels uberørt. Dog lige bag det startede glasværk var et stykke mose, hvor bønderne fra Kalkerup og Fensmark selv lavede og hentede deres vinterbrændsel. Dette tørvestykke kaldtes for ”Kalkerupskæret” i mine drengeår.
De første femten år var mosen ufremkommelig med hest og vogn. På det stykke mose, som man dengang havde udvalgt som egnet, begyndte da en tørveproduktion. For at denne hjem til glasværket, blev der gravet en kanal, hvori tørven blev prammet frem. Rester af denne kanal kan endnu påpeges.
Trylleri i mose og hytte
Kanalen blev altså brugt de første 15 år, så blev behovet for brændsel imidlertid for stort, fordi glasværket havde udvidet med en ovn mere. En tørveforvalter, J M. Rathmann blev antaget (1840). Han gik i gang med anlæg af veje samt plan over, hvor tørvene skulle laves.
Endnu er der plan og numre på disse ”linier” fra 1 til 16, så man forstår, der tidligere har været lavet i millionvis af tørv; indtil år 1920 blev glasværket drevet udelukkende med tørv.
Drengeårenes største interesse var mosen med sin underlighed, set med barneøjne. Man kunne gå i timevis og opleve nyt, fugle og dyr af forskellige arter, samt træer og planter, og så kunne man sam-tidig se, hvordan tørveskæringen var foregået fra begyndelsen. I moseoverfladen var aflejringen tydelig fra dengang, fordi linierne aftegnedes øst-vest mod nu syd-nord.
Et helt lag af tørvemassen på mosen er brugt til brændsel i de 95 år, før andet brændsel blev brugt, det var ca. 1920. Derved har mosen skiftet struktur fra oprindelig at være højmose til nu at være lavmose. Allerede før år 1900 begyndte man at lave tørv med maskinkraft. En lokomobil lavede kraft til et ælteværk, der som en elevator lå skråt fra maskinen ned i tørvegraven, hvor 6 mand gravede store klumper tørv. Disse gik til æltning og kom frem som en flydende masse og kunne så lægges til tørring. Udlægningen foregik på spor med en slags jernbanevogn, sporene var lette at skille og samle; de skulle jo flyttes efterhånden, som de udlagte tørv fyldte pladsen op. Fra glasværket og ud til disse pladser var et fast spor, så når tørven var anvendelig som brændsel, blev den hentet i store vogne på disse spor, trukket af en hest, som løb ved siden af vognene.
På glasværket blev tørvene lagt i store stakke ved fyringsstedet. Både børn og voksne var med til at kaste tørvene op. Det gjaldt om at få så meget i stakken som muligt.
En fortælling fra min farmor. Hun var en stor pige. Det var omkring 1845. Glasværket havde kongebesøg af Frederik den 7..
Kongen med sit følge kom også hen og hilste, så jovial som han var, på alle disse børn, der lå og stakkede tørv. Så greb han i sine lommer og kastede småpenge op til børnene og råbte: Forsøg at finde disse! Men jo ivrigere de ledte, desto mere gemte pengene sig i tørvene.
Samme farmor tog mig engang med på besøg, sammen med nogle gæster, ind på glasværket. En onkel til mig var dengang i lære derinde. Det var førsteindtrykket jeg må hæfte mig ved. Når man en sollys sommerdag kommer ind i hytten (sådan kaldes det lokale, hvor der laves glas), ser man kun de glødende glasklumper, som der gås omkring med. Man må sunde sig lidt og blive omstillet fra sollyset til det dunkle hyttemørke. Dengang, husker jeg endnu, oplevede jeg eventyret, Tusind og én nat – Aladdins hule med den vidunderlige lampe, med alle de omkringfarende glødende glas-klumper, der skinnede som ædelstene, og de evige lamper. Sådan oplevede jeg mit første indtryk af glasværket. Var dengang 8 år.
Som barn kom jeg med min far på mosen. Min far havde heste og vogn. Og han havde evnen til at gøre tingene levende. Dette vakte min interesse for naturen med dens indhold. Mosen med dens omskiftende tiltrækning gennem de fire årstider.
Foråret, når hættemågerne tager de store, åbne tørvegrave i besiddelse, så er der liv, lige til de drager til kysterne. En lun sommeraften, når nattergalen slår sine triller lige nede i udkanten af mosen tæt ved fabrikken.. Den vil gerne have mennesker som tilhørere. Kæruldens blomstring og dunhammerens vækst ved kanten af de store vandhuller. Et ældre tørveskær med de halvægte nøkkeroser, og et af de nyere med gule åkander. Disse åkander har en kammerat og jeg kastet ud som små planter, og de har formeret sig på stedet. Efteråret har en stor charme, når lyngen blomstrer, senere når birketræernes blade falmer fra mørkegrønne til rustrøde og derpå orangegullige, et farvespil uden lige. Om vinteren kan man finde dyrenes spor i sneen, når de søger efter lidt sparsom føde. Kender man aftrykkene, kan man følge dem: dåer, ræven, haren, hermelinen eller væselen samt hønsefuglene. Alt dette og mere får man i tilgift, når man arbejder og bor på glasværket eller har sit hjem uden for værket.
Ludvig Christensen som ung mand
Mosen har været et frit område for alle interesserede. Om søndagen kommer folk i biler langvejs fra for at nyde den storslåede natur derude. I de senere år er friheden dog begrænset. F.eks. må børn ikke færdes i mosen uden ifølge med voksne. Dette skyldes et par brande, som børn havde forårsaget. Før den sidste brand havde nogle drenge lavet en indianerlejr med miniaturepalisanderhegn af trægrene omgivet af voldgrav. Inden for dette var samlingspladsen. Der havde drengene bål, bålet tog magten, greb om sig i tørt græs, kviste og lyng.
Historien fortæller: Grevinde Henriette Danneskiold var i begyndelsen af året 1825 blevet enke. Grevinden var meget energisk og idérig. Endnu medens greven levede, havde man drøftet oprettelsen af et glasværk. Grevindens mand, Conrad Sofus Danneskiold, havde en del år forinden sin død købt herregården ”Holmegaard”, hvorunder hørte megen skov og den store mose. 800 tønder land. Tanken var at udnytte skov og tørv fra mosen som brændsel.
På Gisselfeld var på den til en huslærer Hilfling, ligeledes dygtig og idérig. Ved samtaler grevinde og huslæreren imellem blev resultatet, at man skulle anlægge et glasværk ved den sydlige udkant af mosen.
Fra Norge kom glasmester Wendt med familie og gik i gang med bygning af hytte og ovn. Materialerne i første år af glasskår fra grønne flasker samt potaske fremskaffet ved rensning af det brændsel, som ovnen blev opfyret med. Den rensede askes indhold er væsentligt kalk og soda. Disse to kemikalier bruges fremdeles, dog med flere andre til nutidens finere glas.
I begyndelsen fremstilledes kun grønne flasker. Jeg har læst, at det første år lavede man 200.000 flasker på 10 måneder, altså 800 stk. daglig.
Rudolf Andersen og Ludvig Christensen
Arbejdstiden var dengang så længe, som der var glas i ovnen, så opfyldning igen. Når dette så var smeltet, begyndtes uden hensyn til, hvad til på døgnet det var. Derfor boede arbejderne ved glas-værket.
År 1835 kom der tre bøhmiske glasmagere til. Nogle år forinden var glasværket udvidet med en del tyske glasmagere med familie. Produktionen omfattede nu også drikkeglas og karafler. Når der dengang blev hentet bøhmiske glasmagere til Danmark, var det smugleri, fordi de ikke måtte rejse fra hytterne dernede. De tre glasmagere med deres kærester var katolikker, men ikke gifte. Dette vakte en del forargelse blandt de andre katolske arbejdere, så man skyndsomt måtte fremskaffe en katolsk præst til at ægtevie de tre par.
Disse bøhmere var grundpillen i Holmegårds Glasværks fremstilling af finere brugsglas. Bøhmerne skulle oplære de i forvejen ansatte glasmagere til at lave pænere og anvendelige glas til hushold-ningsbrug af klart glas.
Bommen låstes hver aften
Min farmor kunne i mine drengeår berette mig så meget fra glasværket helt fra 1835. Hun var født i 1830 og boede jo bare et kort stykke vej derfra. Hun fortalte om en assessor Frihling, som var leder af fabrikken.. Ligeledes at Trollesgave, en mindre herregård dengang hørende under glasværket, ejede agerjord med megen græsning. De daværende glasmagere havde hver en ko eller flere, som græssede der hele sommeren. Samtidig fik de korn og andre naturalier, og i en købmandshandel, også glasværkets, kunne arbejderne og glasmagerne hente deres behov. Dette var en del af betalingen for deres arbejde.
Den bygning, hvor kostalden var, blev brugt som sådan i 50 år. Denne bygning er nu nedrevet efter at have været brugt som beboelse i 60 år. Her var en lejlighed og flere kamre til lærlinge samt det første formsnedkerværksted og et par rum til. Jeg har selv boet på sådan et værelse endda sammen med to andre lærlinge i de første læreår.
Bagning af det brød, glasmagerne fik med, foregik på selve fabrikken i en ovn, der havde brugt til toptempring af sten eller andet.. Så endnu medens den var varm, satte glasmagernes koner brødet i ovnen til bagning. Denne form for bagning på et glasværk brugtes f.eks. også i Norge. I året 1907 besøget jeg min onkel, som da arbejdede på Høvik Glasværk. Endnu dengang bagte glasmagernes koner selv alt deres brød, dog ikke på selve gasværket. En ovn til formålet var lavet i en kælder i et af glasværkets beboelseshuse, og den ovn blev varmet op en bestemt dag om ugen, og så bagte man hele dagen.
Af det foran skrevne kan man forstå, at glasmagerne havde deres egne skikke. Man levede jo også en isoleret tilværelse på og omkring Holmegårds Glasværk – et stykke afsides fra Fensmark by, som jo endda for 100 år siden bare var nogle tæt sammenliggende gårde og enkelte mindre huse omkring præstegården.
Kirken var nærmeste nabo. Beliggende frit og højt i den nordlige udkant af byen skuede den ud over mosen med det lukkede samfund. Det er dog andre synsretninger, Chr. Winther tegner i sit digt ”Hjortens Flugt” ”Hvor Fensmark hæver sit kirketelt med røde tage mod sky, og smiler over til Gisselfeld og Vester Egede by” Ja, bønderne i Sibberup og Kalkerup samt Folmer Sanger er nævnt fra sit besøg på herregården Holmegård. Det var jo i Fensmark præstegård, digteren levede sine første barneår. Da han var fem år, tog hans moder ham en dag med op på en høj, som var og endnu er nederst i haven, med udsigt over mosen og Sibberup. Det fortælles, at han fra den tur hentede sin in-spiration til meget af digtet fra Fensmark og deromkring
Her ses Ludvig til venstre
Holmegårds Glasværks beliggenhed er endnu sådan, at besøgende skal samme vej tilbage, nemlig til Fensmark byareal. Derfra går vejene til forskellige sider. Så forstår man, at det i tidligere tider var et eget samfund, som ikke blandede sig med udenfor boende. Vejene, som førte herned, blev om aftenen og natten spærret med en bom, låst, og ingen måtte komme før næste dag. Senere blev der lavet en mere direkte tilførselsvej, dog før min tid, altså før 1900. dengang lå fabrikken frit uden indhegning som nu, og man forstår, at den var et yndet tilholdssted i de mørke og kolde aftener for ungdommen af begge køn.
Det sidste år af min skoletid kom jeg meget sammen med kammeraterne i samme alder, Vi talte om skoleopgaver, såsom naturhistorie, geografi og regning, sluttede gerne med spørge-, gætte- eller sanglege.
Efter konfirmationen måtte vi hjælpe med forskelligt hjemme, og arbejdet i hytten var nu fra 6 mor-gen til 6 aften, tid til leg blev der kun om søndagen.
Fra min tid som lærling og barn med senere tilhørsforhold til glasværket, skal der berettes om i efterfølgende artikler.
Drenge blev gemt i kælderen når inspektionen dukkede op
Tre uger inden mit fyldte 10. år fik vi i mit hjem besøg af vores nærmeste nabo, glasmager Søren Peter Larsen. Under hans og mine forældres samtale siger gæsten: ”Da nu drengen snart er 10 år, skal han vel også arbejde på glasværket?”
En søster til mig, to år ældre, arbejdede dernede, der brugtes på denne til både ukonfirmerede piger og drenge. Jeg husker ikke, om jeg blev spurgt, men næste morgen fulgtes min søster og jeg til ar-bejde.
At ophøre skolegangen som 10-årig lod sig ikke gøre. Glasværket havde også for mange år siden indrettet en skole for glasværkets egne og de udefra arbejdende børn.
Arbejde og skolegang foregik sådan. De arbejdende børn var delt i to hold. Det første mødte på ar-bejde kl. 6 morgen med arbejde til kl. 12 med en halv times pause fra kl. 8.30 til 9, så i skole fra kl. 1 eftermiddag til kl. 4 eftermiddag. Det andet hold havde så været i skole fra kl. 8 formiddag til kl. 12 middag, og skulle så i stedet for første hold møde på arbejde kl. 1 til kl. 6 eftermiddag med en halv times pausen fra 2.45 til 3.15. Dagen var fuldt besat for et 10-årigt barn.
Skolen, der blev bedre
Skolegangen i en fremmed skole for mig begyndte med bange anelser, og jo også arbejdet i hytten. Begge steder var børnene jo fra 10 til 14 år, og ikke alle lige venlige. Børnene, som boede på Glasværket, mente at være mere end os, som boede udenfor. Det skabte dog ikke større vanskeligheder, da vi var flere udefra.
Undervisningen det første år var fuld af vanskeligheder. Den daværende lærer magtede ikke opga-ven. De store 14-årige drenge var lidet interesserede, lavede bare forstyrrelser. Jeg selv var ængstelig grundet mit handicap med kun ét øje. Var jo ude for lidt drillerier angående dette, men da jeg havde let ved at fatte undervisningen, blev man ligesom respekteret derfor.
En ny lærer kom i stedet for lærer Kristensen. Jørgensen, den nye, var yngre med mere tidssvarende form for undervisning. Interessant og fængslende, det gik meget bedre med ham, vi kunne lære af ham, hvis vi selv syntes. Han tog os f.eks. på forskellige årstider ud i naturen, viste og fortalte om dyr og planter i skoven og mosen, var en mesterlig regnelærer. På den tid havde man i skolen to regnebøger, en brun for begyndere, en blå for viderekomne. Denne sidste sluttede med procentregning og forholdstalsregning.
Pigerne var både artigere og dygtigere end drengene. Det kunne vel også undskylde, at disse skulle møde i hytten kl. 6 om morgen. Mange skulle gå hjemmefra kl. 5 morgen og så altså i skole om eftermiddagen til kl. 4, sådan ugens 6 dage.
Dette var vilkårene for mange før år 1900. I året 1900 blev det ved lov, forbudt for børn at arbejde på fabrik, man skulle være 14 år for at være medhjælper på fabrikkerne.
Jeg husker lærer Jørgensens sommerlørdage. Når vi var i skole om formiddagen, underviste hans kone de mindre drenge og pigerne, mens læreren og vi største drenge gik gennem Fensmark og Stenskoven til Susåen ved Ganges Bro, der hvor Sorølandevejen går fra Næstved-Ringsted-landeveje
Eksamen havde vi selvfølgelig. Så var sognets præst samt glasværkets leder, Pontoppidan, med sin frue tilstede, det var en slags overhøring. Mener at huske, det gik meget godt for alle. Det var jo læreren, der spurgte, og han kendte jo eleverne. Om aftenen blev der festet med chokolade og kage
hos lærerfamilien, og derefter dans inde ved skolen, hvor en violinspillende glasmager underholdt os med dans og historier.
13,50 kr. om måneden
Arbejdet på fabrikken var mangeartet for os børn, især for nybegyndere. Med undtagelse af et værk-sted blev alt serviceglas ”opdrevet”. Det vil sige: Efter at glasset var blæst i formen, skulle det åb-nes fra oven. Det blev det ved, at man opvarmede og formede det ud. Nu laves den slags på en anden måde. Dengang skulle de nye hjælper, når glasmageren havde formet en stilk og fod på den øverste del af glasset, hæfte foden fast på en tynd jernstang, og så gå op til ovnen, varme glasset op for oven, så en anden glasmager kunne åbne dette, så det kom til at ligne henholdsvis snaps-, vin- eller ølglas.
Betalingen for disse nybegyndere var 13 kr. og 50 øre for en hel måned arbejde. Forsømte man grundet sygdom eller anden årsag, blev der trukket 50 øre af månedslønnen for hver forsømmelsesdag. Når man havde lært noget mere og kunne hjælpe på anden måde, var betalingen 15 kr. månedlig med fradrag for forsømmelser.
Når en hjælper udeblev, skulle der en anden i stedet. Så kom hyttemesteren, og så måtte man blive i hytten i stedet for at gå i skolen. Det var så 50 øre ekstra, man tjente den dag. Denne fremgangsmåde var jo ikke lovlig, børn under 14 år måtte kun arbejde en halv dag. Det kunne ske, at fabriksinspektøren kom til dels uanmeldt. Så gik der bud til hyttemesteren fra glasværkets kontor, og han måtte skyndsomst gå omkring til de værksteder, hvo en sådan hjælper var på ekstra tur. Så blev man kommanderet i kælderen og skulle blive der, til man blev hentet op til arbejdet igen. Dette med ekstrature brugtes meget i mine drengeår. Vi fandt det spændende.
Betalingen 13,50 kr. for en måneds arbejde til et barn for henholdsvis 6 timer formiddags, 5 timers eftermiddagsarbejde, men det var et stort plus for hjemmet. Hos os hjemme syntes vi ikke at savne noget, også nævnt efter datidens vaner. Fodtøjet var træsko ude og kludesko inde. Farmor lavede kludeskoene til os alle. Det var for 70 år siden. Behovet er nu meget større.
En hjælper på fabrikken er nu 14 år, før han kan antages, og skal skaffe lægeattest for tilstrækkelig sundhed til 8 timer arbejde, eller 45 timers arbejdsuge. Derfor er betalingen fra 140 kr. til 155 kr. om ugen, alt efter det udførte arbejde. Efter de 18 år går man over til arbejdsmandsbetaling, der er overenskomstbestemt. År 1900 var en arbejdsmandsbetaling pr. uge 12 kr., nu i 1967 omkring 360 kr.
Tilbage til drengetiden. For mig at skulle arbejde som 10-årig gav problemer. Lidt drillerier fra de større drenge, fordi jeg brugte kunstigt øje. Ja, selv fra voksne kom der bemærkninger. At være handicappet er meget tyngende for sind og tanker. Jeg kan tale med om dette, har to børn, som er høreskadede. Sådanne har det svært, og hvorfor. De har begge været på skole og lært mundaflæsning og kan dette. At arbejde sammen med mange burde være og er det bedste for dem, fordi de ellers tenderer til indesluttethed og måske værre, til mistro, som regel ubegrundet. Men kære du, som har med høreskadede at gøre: giv dig lidt mere tid, når du vil spørge eller forklare, gå ikke for-bi eller udenom. Der er tid selv om du synes, du har så meget om dig. De er glade for venlighed, men er sårbare, bliver skuffede, men lader sig ikke mærke med det. Selv lærte jeg at svare igen samt gøre min pligt. Virkelig beklage mig vil jeg ikke.
De udenlandske navne
Da jeg som begynderdreng var blevet kendt med arbejdet, var det glasmagerne med de udenlandske navne og deres arbejde, der vakte interesse. Fleckenstein lavede fløde kander og store mælkefade med dobbelt kant foroven. Det var svært, men så let ud. Ligeledes at sætte hanken på flødekanderne.
De udenlandske navne var i min begyndertid de glasmagere, der var mest kendte. Min farmor havde fortalt mig om dem. Min fars broder, som lærte som glasmager, havde klaret sin læretid, og i 1898 rejste han til Norge og fortsatte som glasmager, døde da han var 83 år. Hans lærermester her på Holmegård var Zollfranck.
Der var navne som Rehermann, gift med Iserhorst, begge fra Tyskland. Brødrene Edvard og Kristian Wienecke. Kaffka, der havde tre sønner, som lærte faget. Den yngste gik fra glasmageriet, studerede og blev skolelærer efter sin soldatertjeneste. De er alle døde. Lennartz ligeledes med tre sønner som glasmagere. Lennartz kom til Holmegård fra Kastrup, havde forinden arbejdet i Frankrig, Holland, Belgien, Tyskland samt i Amerika et år. Mit kendskab til dette beror på, at jeg blev optaget i familien ved giftemål med den yngste datter.
Hannibal også et udenlandsk glasmagernavn. Der var faderen og to sønner. Weidinger, faderen kom hertil som glasmaler, især apotekerflasker og glaskrukker. En søn lærte dette og førte denne kunnen videre i mange år. En anden søn lærte glasmageriet. Wolffbrandt, også glasmager, faderen kom her-til fra Sverige med familie, to sønner lærte og arbejdede her. Begge er døde. En tredje søn var den ligeledes afdøde kunstmaler Vald. Wolffbrandt. Mange af hans betydeligste arbejder er malt her og i omegnens natur.
Storr, også et glasmagernavn i min begyndertid. Wendt, den familie, som blev hentet i Norge, da glasværket her skulle startes. Han kom fra Hadeland-værket, som var startet omkring 1779. Hachel af tysk herkomst, glasmager i min tid.
Glasslibere: Også tyske navne som Køtter, husker ham som første slibemester, før 1900-tallet. Glas-sliber Kristian Mielche kom som ung og gift, havde en del børn. En blev sliber en anden søn blev glasmager, disse er også døde. Glassliber Wiegand kom også som ung og gift fra Tyskland, blev slibemester efter Køtter. En søn lærte som sliber og blev slibemester efter faderens død. Også han er død.
”Søleri” kostede mulkt
Går man ind på kirkegården i Fensmark, finder man disse fremmedartede navne på gravstenene. De står som minder fra fortiden. Jeg har inden mit 14. år arbejdet hos disse glasmagere, de fleste var flinke og hjælpsomme, men krævede god villighed og respekt for arbejdet. Der var drenge iblandt, som kunne gøre sig fortjent til een på siden af hovedet. Og så fik de dem. Ja, det var dengang.
En hyttemester med opsigt over børnene og til råd og hjælp for alle har der altid været på glasvær-ket Den daværende, en fra Sverige, hed Hertz, var gammel, da jeg begyndte, var meget godt lidt af alle, men når man i pauserne forsøgte at efterligne glasmagernes arbejde for at dygtiggøre sig, måtte man passe på, dette var nemlig ikke tilladt.
Det blev kaldt at ”søle” med glasset, en form for oplæring, som dengang ikke var tilgodeset, så kunne man risikere hyttemesteren komme. I gentagelsestilfælde blev man noteret og kunne få mulkt. Dette var fradrag i lønnen. Hyttemester Hertz blev syg, et halvt år efter. Så blev glasmager Storr hyttemester. Samtidig blev der frihed til ”søleri” med måde.
Der har også været to brødre Lycklig fra Sverige, Anton og Alfred. Alfred Lycklig arbejdede her et års tid, rejste så til Kastrup Glasværk. Anton arbejdede her i 40 år, rejste så og havde sit otium på Amager.
Omkring år 1900 var lederen af glasværket en direktør J. Heilbuth. Ledelsen foregik fra hovedkon-toret i København. Heilbuth døde i 1904, derpå var C.G. Høyrup direktør indtil 1926. Han efterfulg-tes af direktør Chr. Grauballe. Grauballe kom jævnlig på fabrikken, underholdt sig med forespørgs-ler og lign. Til arbejderne. Dette føltes som en opmuntring til samarbejde.
Forinden min konfirmation taltes der hjemme om min fremtid. Selv ønskede jeg at blive skolelærer. Glasværkets daværende lærer Jørgensen sagde god for mig. Dette blev opgivet af økonomiske grunde. Min far talte i stedet med Pontoppidan om en eventuel læreplads som glasmager.
Sommeren 1904 rejste glasmager August Hannibals udlærte lærling til Tyskland. På dette værksted begyndte jeg min uddannelse. August Hannibal var mesteren, hans yngste broder, Gustav Hannibal, var svend. En virkelig god læreplads. Vi lavede forskellige sorter, i læretiden gjaldt det om at vise god vilje og høre og se, når man blev undervist. Efter to års lære blev svenden syg i længere tid, så jeg måtte udføre hans arbejde. En dag kom Pontoppidan og spurgte mesteren, hvordan jeg klarede dette arbejde, Mesteren svarede: ”Det går lige så godt, som når min broder er her.” Sådanne udtalel-ser hjælper på fortsat lyst og vilje.
To lærlinge delte seng
Sommeren 1906 rejste mine forældre til København eller rettere Valby. Min moder var svagelig, kunne ikke arbejde så meget mere. Min fader skulle være på et maskinsnedkeri samt køre med fær-digvarerne i byen. Mine søskende, to voksne og to yngre, en søster på 12 år og en broder på 5 år. Jeg bad om at få lov til at blive for at fortsætte min lære.
Min fader talte med Pontoppidan om jeg kunne få et eget værelse. Ved ikke, om dette blev lovet, men husker, jeg blev anvist at bo sammen på et større værelse med to andre, en glasmagerlærling og en sliberlærling. Disse to sov sammen i en stor seng med halm i bunden, derpå en underdyne, men dog lagner og en stor overdyne. Denne logeremåde undrede mig meget. Jeg fik hjemmefra egen seng, sengetøj, klædeskab samt vores bornholmerur. Uret er i mit eje den dag i dag.
Kosten blev indtaget på kroen sammen med andre lærlinge samt ældre ungkarle. For kosten gav vi dengang 27 kr. om måneden. Lønnen til en lærling (2 års lære) ca. 48 kr. månedligt, stigende hvert læreår med nogle procent af værkstedets akkordfortjeneste. Der var kun få penge til ekstrafornøjel-ser, jeg brugte kun til beklædning.
I Herlufmagle var de første 10 år en skræddermester, som kunne sy et sæt fint tøj for 55 kr. Det kunne man tillade sig hvert andet år, sammen med andet nødvendigt, og så endda ofte rejse til Val-by.
På glasværket havde jeg mange ungdomsvenner, en del af disse var børn af glasmagere eller slibere. De tog med hjem til skakspil, dette var min interesse, eller til anden hygge. Eller vi mødtes om afte-nen i hytten, hvor vi sad ved ovnene og talte sammen.
Året 1908 rejste Pontoppidan fra Holmegårds Glasværk. Som efterfølger kom cand. Polyt. Karl Schlüter, ganske ung. Kort efter førte han sin unge frue ind i lederboligen, som blev deres hjem ind-til 1958.
Til skøjteløb med måneskin og madam Olsens æbleskiver
I året 1907 blev den ovn på Holmegårds Glasværk, hvortil vores værksted hørte, slukket. Min on-kel, som havde lært der, var nu på Høvik Glasværk i Norge.. Han skrev til mig om at komme en tur derop.
Turen med skib kostede dengang 22 kr. tur-retur. Lidt penge havde jeg. Jeg rejste og fik en vidunderlig oplevelse. Onkel havde været hjemme her i Danmark et par gange, han kunne fortælle deroppefra. Men se og opleve Norge var storslået. Holmekollen med skibakken, selv om det var om sommeren. Husker et punkt højere, Tryvandshøjden med et udsigtstårn 20 meter højt, på toppen var luften så kold, så man frøs om øren og fingre. Vi var på cykeltur over Solinghøjden og Randsfjorden til Hønefos, en lang tur frem og tilbage, fik slet ikke tid til træthed. I fossen var på denne tid ikke meget vand, de store sten, som kunne ses, når vandmængden var lille, sprang vi på, til vi stod midt i fossen. Vandet brusede alligevel så meget, så vi ikke kunne tale sammen for larmen. Jeg tænkte: Hvordan om foråret, når smeltevandet kommer med tømmerstokkene. Der ligger nemlig en papirmassefabrik tæt op til fossen. Vi nåede Høvik søndag aften kl. 11. Da trængte vi til en svømmetur for at rense støv og sved af os. Høvik Glasværk ligger tæt op til en indskæring af Oslo-fjorden, dengang Christiania.
Vinduesglasset dengang
Den sidste lørdag-søndag på min ferie besøgte vi Drammens Glasværk. Dette værk producerede for størstedelen vinduesglas. Glasmagerne blæste store cylinderrør, 2 meter lange, en halv meter i dia-meter, varmede og åbnede dem i den ene ende, lagde dem på nogle bukke, skrængte dem så af i den ende, hvor værktøjet havde været, skrængte dem langs igennem med glødende glas og fugtigt jern. Så kom de i en oven med store polerede sten. Ovnen var lig køleovne med megen varme straks, blev så opvarmet, så glasset kunne rettes ved, at man strøg det udstrakte glas med en træklods sat på en jernstang. Når et stykke var færdigt, kørtes det frem og til afkøling for at give plads til det næste. Sådan lavedes vinduesglas dengang.
Var på Drammens Glasværk år 1947. Nu blev der arbejdet på moderne vis, og glasset i ovnene smeltedes ved elektricitetsvarme. Den moderne form for vinduesglasfremstilling er jo at trække det i store flager fra smelteovnen op i anden sals højde. Der bliver det skåret og strakt og skåret til i forskellige størrelser.
Den første danske fabrik af den art blev bygget i Helsingør for omkring 50 år siden. Nu er det Kor-sør Glasværk, der laver sådant og i moderne stil og udførelse, f.eks. Fra 2 til 10 mm. tykkelse. Jeg har i min tid været på begge værker.
Hvide af mel, sorte af kul
Da jeg var på Drammensværket i 1907, så jeg, man dér eksperimenterede med maskinblæste sylte-glas; på en rund jernsøjle var både forformen og færdigformen monteret, med en enkelt undtagelse var fremgangsmåden den samme, som man mange år efter arbejdede med her på Holmegårds Glas-værk.
På Høvik Glasværk i år 1907 var der to hytter. I den ene lavedes der lampeartikler, kupler og lam-peglas. Hyttedrengene her var hvide af melstøv, fordi de havde en pose af lærred med hvedemel i, som de slog ind i formene efter hver gang formen var brugt. Formene var lange; der blev lavet både to og fire lampeglas på én gang I den hytte var drengene sorte af kulstøv, fordi man fyrede i ovnene (dem, som brugtes til varmning ved opdrivning af glassene) direkte uden anden form for fyring, der blev kun kastet lidt kul ind ad gangen, men tit. Sådan var det dengang.
Arbejdsmetoden i hvidtglashytten var meget lig herhjemme. Lidt anderledes med fodfremstilling, foden blev lavet mellem to tilskårne træstykker, men vi på Holmegård dengang brugte den såkaldte maskinstol, en anordning, hvor der kunne fastskrues et stykke hårdttørret bøgetræ, som man ved en sindrig mekanisme kunne træde i stilling, når man skulle udforme fødderne på glassene. Disse blev jo ikke så ensartede som i dag, meget er forandret i alle disse år.
På Høvik pressedes også den gang en del ting, både skåle, fade, kander og drikkeglas. Jeg var næ-sten daglig i hytterne. Forinden min hjemrejse fik jeg tilladelse til at arbejde der i to dage. En dag med at presse, en dag med stik og fod. Dette forløb meget til fredsstillende, hyttemesteren bad mig komme og arbejde der, når min læretid var udløbet, det blev dog ikke sådan. Jeg synes at have fun-det mig hjemme på Holmegård.
Da jeg efter denne min første udenlandsrejse igen begyndte arbejdet, kom mine indtryk og oplevel-ser mig til gode i mit arbejde, og mine lærlingekollegaer kunne jeg underholde med fortælling fra turen.
Når brandalarmen lød
Apropos begivenheder: At der i mine mange år her også har været ildløs må bekræftes. En morgen kort før jul år 1908, da vi ude fra kom ned til fabrikken lidt før kl. 6, var glasværkets skole næste nedbrændt.
Glasværket havde iblandt sine arbejdere et slags brandkorps at hernede boende slibere og glasmage-re, som hurtigt blev alarmeret i tilfælde af brand. For resten findes en stor gammel malmklokke op-hængt i spidsen af gavlen på kontorbygningen, og denne blev der kimet med for at tilkalde brand-mandskabet. Der er også i nutiden brandkorps på fabrikken, som kan træde i funktion ved brand. Er denne af alvorlig art, alarmeres Næstved Brandvæsen. Dette er meget hurtigt herude.
Der har været enkelte større brande. I 1941 brændte laboratoriet, som dengang var indrettet over tømrerværkstedet. Der gik meget tabt, f.eks. havde kunstmaler Valdemar Wolffbrandt malt glas-fremstillingen fra tørv til smeltning, laboratoriearbejdet med den kemiske fremstilling af råvarerne til glassene var færdige. Dette kunstnerarbejde blev ikke videreført i det nye laboratorium.
Da vi nu er ved laboratoriet, tør jeg efter eget skøn nævne driftslederen, Karl Schlüters store interes-se for kemien. Denne interesse gav et virkeligt resultat i at finde frem til en mere klar renhed i det almindelige hvidtglas, en opgave, som Schlüter kastede sig over straks efter ansættelsen.
Forsøgene med krystal
Da Første verdenskrig brød ud, havde glasværket et betydeligt salg af importeret krystalglas, ser-vicer, skåle og vaser, i slebne ting, hovedsageligt belgiske varer. Krigen satte en stopper for dette. Så mente Karl Schlüter, at glasværket her selv skulle forsøge med krystal i større opfang.
Glasmager Lennartz med to sønner havde i nogle år lavet nogle enkelte sorter i halvkrystal, men det kneb med at få glasmassens fin til brugen. Smeltningen og sammenblandingen af råmaterialerne begyndte så Schlüter at undersøge kemisk. Der var en ovn ledig men ikke slukket. I ovnen var seks potter, lukkede, ikke som nu. Der skulle så forsøges med at smelte krystal.
Til at arbejde med dette valgte Schlüter August, Teodor og Karl Lennartz samt mig. Vi prøvede et stykke tid med serviceglas og store ting. Forsøget var, om ikke helt tilfredsstillende, dog sådan, at man fortsatte. Teodor og Karl Lennartz sammen og August Lenartz og jeg lavede med mellemrum krystal.
At lave krystal på Holmegårds Glasværk er endnu ikke blevet den store succes. Håber for glasvær-ket, nu den store udvidelse bliver aktuel, at dette vil lykkes. Smeltningen har stor betydning, og ikke mindst glasmassen i potten skal have en ensartet temperatur under arbejdet. Kan dette opnås, tror jeg, der kan laves krystal på Holmegårds Glasværk.
Så fik de en seng hver
For mit vedkommende var jeg ikke glad for boligforholdene: tre sammen på ét værelse. Selv havde jeg min egen seng og fornødne møbler, men de andre to sov sammen i en stor kasse, som udgjorde en seng, dette kunne jeg ikke tage.
Min henvendelse til Schlüter angående dette gav resultat. Efter fire samtaler fik jeg anvist et gavl-værelse i gamle kaserne. Glæden var stor, men efter nogle dages forløb fik jeg besked om, at glas-værket ville sætte en dobbeltseng derop, så ville man sende en lærlingekollega derop for at bo og sove sammen med mig. Først talte jeg med ham, han boede hjemme hos sine forældre, men havde søgt værelse. Jeg fik ham til at vente nogle dage med flytningen, talte så igen med Schlüter om det-te. Jeg sagde, han kunne ikke byde os dette i år 1909, to 19-årige drenge at skulle sove sammen i én seng var under al kritik, og så uetisk som noget, og vi to var enige om ikke at ville dette. Kunne godt dele værelse, men ikke seng.
Derefter ophørte den form, men ellers fortsatte man at bo to på værelserne i nogen tid fremover. Den lærlingekammerat rejste et år efter, så jeg var eneboer indtil mit giftemål.
Glastegneri og flidspræmie
Da arbejdstiden var fra 6 morgen til 6 aften, var fritiden jo ikke overvældende. Vi lærlinge skulle i tegneskole fem aftener om ugen i vinterhalvåret oktober-marts. Dette foregik i glasværkets skole med skolens lærer og formsnedkermester Bahne som tegnelærer.
Vi tegnede de fagtegning efter opstillede figurer, og kunne man selv finde en form på et glas, som ellers ikke blev lavet på Glasværket dengang, kunne man opnå anerkendelse for sin tegning. Ligele-des havde man geometrisk figurtegning. Flere af os fandt tegneskolen interessant, men mange af de ældre lærlinge mente, det ikke fremmede dygtigheden ved faget.
Skolens timeplan blev så også yderliggjort med dansk, skrivning og regning. Indrømmer gerne, det-te var tiltrængt. Når man tænker tilbage til årene lige efter 1900-tallet, var vore kundskaber fra bar-neskolen mangelfulde.
Flere af lærlingene havde efter skolen, som var fra kl. 7 til kl. 9 aften, en times spadseretur til deres hjem. De skulle så spise lidt varmt og den næste morgen til arbejdet igen. Der var fire lærlinge, som spadserede over mosen til Spragelse. En af dem lever endnu. Man spadserede dengang, selv fik jeg en brugt cykel, da jeg var 17 år.
Sidst i marts havde vi afslutning på tegneskolen. Tilstede foruden begge lærerne, var glasværkets leder, Pontoppidan. Så var tegningerne bedømt med karakter til første, anden og tredje års lærlinge, og en flidspræmie til den bedste af sidste-års lærlinge. Dette var en gave fra Glasværket. På sidste-holdet blev, der hvor jeg var med, kæmpet bravt. Der var fire sliberlærlinge, jeg kan ikke huske navnene. Glasmagerlærlingene var Otto Jensen, Carl Lennartz, glasmaler Fritz Weidinger og mig. Vi fire var lige gamle. Det var nu mig, der fik flidspræmien, håber jeg fortjente den. I hvert fald blandt os endnu levende er venskabet bevaret.
Vinterglæderne var jo isen på mosen. Skøjterne spændte vi på, så snart vi var dernede, og så kunne vi på tørveskærene og store grøfter komme frem omtrent på hele mosen. Dette var en sund sport, flere af os opnåede en stor færdighed på skøjter. Også ældre slibere og glasmagere kom på isen om søndagene. Flere af de ældre var meget dygtige som skøjteløbere.
Skøjteløberforeningen var meget populær. I vinterens løb kom medlemmerne ofte på isen om afte-nen fra 7 til 8. Foreningen havde en del store firkantede lygter, disse blev tændt og stillet op på is-banen, denne var Kalkerupskæret, lige til venstre for mosen, der hvor nu glasværket har lagerplads. Isbanen var 200 meter lang, 50 meter bred. Når foreningen arrangerede sådan en aften, var det en folkefornøjelse, som kun kunne arrangeres, fordi glasværkets folk var et samfund for sig. Selv vi unge syntes om dette, og der var jo også både unge piger og drenge.
Sådanne aftener arrangeredes fortrinsvis, når det var månelyst. Når så fornøjelsen var på sit højeste, kom glassliber Karl Olsens hustru. Alle, både unge og gamle kendte madam Olsen, en særpræget ener, altid snakkende, altid venlig og hjælpsom. Mange af os, som var unge dengang, vil huske hendes venlige hjælpsomhed, den slap aldrig op. Madam Olsen kom med et par hundrede varme æbleskiver. Så brød jubelen ud. Dette var traditionen, men ikke mindre festligt af den grund. Æble-skiverne betalte foreningen, men jeg kan ikke sige, hvem der ville have gjort dette andre end ma-dam Olsen.
Samme forening arrangerede den årlige maskerade på Glaskroen. Den var meget morsom, en stor opfindsomhed blev udvist ved maskering. Vi lærlinge måtte nok deltage, skønt klassedelingen var udpræget. Når jeg skriver klassedeling må man huske datiden. Vi unge havde lært dristighedsgræn-sen. I dag er der udpræget frihed for ungdommen. Dog skal siges, de fleste er i besiddelse af megen selvkontrol, så deres opførsel bare virker som overlegen frimodighed. De lærer mere i skolen, har større muligheder end vi, der begyndte for 70 år siden. Dette giver dem også større pligter overfor samfundet, blot de vil forstå dette.
Nye & Gamle Fensmark vil gerne takke Bert Christensen for at være behjælpelig med renskrivningen af Ludvig Christensen, Carl Vilhelm Frants Rehermann, Knud Nielsen, Augusta Hannibals og Arne “Hvidben” Nielsens erindringer.
Se Facebooksiden, hvis du vil give dette indlæg et like, eller ønsker at kommentere.
Pingback: Familiebilleder - Nye & Gamle Fensmark