Erindring af Augusta Hannibal – Minder fra en barndom i et glassamfund

Nedenstående er skrevet af Augusta Hannibal, der blev født på Holmegaards Glasværk i 1908.
Datter af Gustav Hannibal, glasmager og senere kromand på Glasværkskroen.

Minder fra en barndom i et glassamfund

På selve Glasværket havde vi børn vores daglige gang. Vi kunne gå frit ind og ud af porten, for der var ingen særlig kontrol. Der var nok en portner, men ham fik vi bare en lille sludder med, eller også var han der ikke, og så gik vi bare ind. Dengang var arbejdstiden fra 6 morgen til 6 aften. Der var frokost fra halv ni til ni, middag fra 12 til 1, og kaffetid fra tre til halvfire. De to første måltider gik de arbejdere, der boede på selve Glasværket, hjem og spiste, men eftermiddagskaffen blev bragt hen til ”Hytten”, og det gjorde vi børn som regel, men i tidligere tider var det meget brugt, at konerne gik over med kaffen, og så havde de deres bindehoser med og sad og bandt, mens fatter fik en kaffetår. Jeg kan endnu mærke den stemning, der var over den gamle, halvmørke hytte, hvor kun glasovnene lyste op, og hvor tusind tynde glastråde var steget til vejrs og hang som spindelvæv under det store mørke loft.

Hvor Fensmark hæver sit kirketelt
Med røde top mod sky
Og smiler over til Gisselfeld og Vester Egede by.
Og ned til mosen, hvor tørvene gror…

Således skrev Christian Winther i et af sine mange smukke digte om sin fødeby med den smukke udsigt ned til mosen, hvor tørvene gror. Det indtryk, han som 5-årig fik, da hans mor en tidlig morgen tog ham med ud i præstegårdshaven og lod ham se solopgangen ind over den skønne mose, prægede hans sind så dybt, at han måtte skrive om det. Og ligesom Chr. Winther gav sig til at skrive om sine minder fra sin barndommen, ligeledes får jeg, selv om jeg hverken er digter eller forfatter, også lyst til at skrive om minderne fra min barndom på Holmegaards Glasværk, ikke alene om mosen, men om lidt af hvert, hvad jeg mindes fra min barndom og første ungdom.

Det at være født på Holmegaards Glasværk er ligesom lidt af et privilegium. Et lille folkefærd – et samfund for sig selv. I min barndom én stor familie, i dag en stor befolkning.

Jeg er født i 1908 på Holmegaards Glasværk. Min far, Gustav Hannibal, også født på Glasværket i 1878, var glasmager indtil sit fyrretyvende år, hvorefter han blev ”kromand” på Glasværkskroen.  Vi børn havde en dejlig tumleplads i den store mose, som glasværket (af praktiske grunde) er bygget så nær ved. Der har jeg kendt hver en sti og hvert et vandhul, der har jeg løbet på skøjter om vinteren – prøvet at dumpe igennem isen og ”få en sok” helt op til armhulerne, og der har jeg plukket tyttebær og fanget hugorme om sommeren, der har vi bygget huler af grene og løv (det gjorde vi piger også), og der har jeg ligget på maven og fordybet mig i en myretue og undret mig over de små dyrs tilsyneladende meningsløse løben omkring med deres stor hvide æg, og der har jeg set på, at min far og de andre glasmagere og slibere skar deres tørv. Jeg kan endnu fornemme det bløde, lunkne vand, der var i disse tørvegrave, blødt og varmt på overfladen, men iskoldt på bunden. Der blev brændevinsflasken og hvidtølsankret sænket ned for at holde sig kold til den medbragte mad. Ja, der kunne nok også ryge en slurk brændevin mellem måltiderne, for det var strengt arbejde, men dengang kostede en pot brændevin jo ikke så meget, så det kunne nok tillades.

Billedet ovenfor viser Gustav Carl August Hannibal. Far til Augusta Hannibal. Glasmager og født den 9. august 1878 i Fensmark. Død den 5. november 1954. Gustav Hannibal kom i lære på Holmegaard Glasværk i 1894. Ansat som forblæser fra 1898-1900. Senere glasmager indtil 1918, hvor han stoppede for at blive kromand på Glaskroen. Her var han indtil 1. januar 1941.

Omkring fabriksområdet var der et gammelt meterhøjt stakit, og med en ny direktion blev kontrollen strengere. Nu kunne man ikke have os unger rendende i tide og utide, men så gjaldt det bare om at finde et løst bræt, hvor vi kunne mave os igennem, for ind skulle vi, selv om det ikke var med kaffe til vores fædre. Vi ville ind for at stege kartofler i de varme gløder under fyrene. Dengang fyrede man med tørv, så der var gløder og aske nok til det formål. Kartoflerne havde vi skuret rene for snavs, og når vi tog dem ud af asken, pustede vi bare det løse aske af, rullede dem nogle gange i hænderne og spiste dem brændende varme med skræl og det hele, og de smagte vidunderligt. De stegte kartofler har altid været og er antageligt endnu den dag i dag en ”nationalspise” på Glasværket. I dag kaldes de ”bagte kartofler”, og man gør det i en bradepande i gasovnen eller el-komfuret, og de smager skam ganske dejligt, men hvor er romantikken?

En af de ting, jeg husker særligt fra dengang, hvor det lige var blevet forbudt for os børn at færdes på fabrikkens grund, var engang, hvor min søster og et par andre piger og jeg var sluppert indenfor for at stege kartofler. Da var vi så uheldige at møde driftsbestyreren, som selvfølgelig jog os ud. Men vi løb bare den anden vej rundt om hytten, og så mente vi, at den hellige grav var vel forvaret, men så skete det ikke værre eller bedre, end at vi igen løb ind i driftsbestyreren på den anden side af hytten. Vi tog benene på nakken og måtte desværre efterlade kartoflerne.

Mosen var som sagt en oplevelse både sommer og vinter. Sommeren bød på den skønne natur med de smukke birketræer og porsen, som duftede så vidunderligt. Når tågen havde sænket sig, eller med andre ord ”mosekonen bryggede”, så var der noget ”troldsk” ved at færdes der en sen nattetime eller tidligt om morgenen. Og så var der tørveskærene med siv og dunhammer, vildænder og gedder, som vi har fanget mange af på hjemmelavede fiskestænger med sejlgarn som snøre.

Om efteråret plukkede vi tyttebær, der voksede på meget fugtig mos, og dengang var der ikke noget, der hed gummistøvler, så enten gik vi barfodet eller i træsko. Træsko kunne dog være noget ubekvemt, for de ville gerne hænge fast i dyndet, og det skete ofte, at en træsko blev dernede. Så måtte ejeren gå træskoløs hjem, men hvad gjorde det, når bare vi havde haft en god høst. Om vinteren havde vi de herligste skøjtebaner på de store ”mølleskær”, som vi kaldte dem, og i min barndom var der nu mere vinter end nu. Der var en skøjteløberforening dengang, og jeg mindes så tydeligt engang, der var skøjteløberfest på isen. Urania spillede, og skøjtekonerne bød på varm punch og æbleskiver, der blev transporteret ud på isen i en kane med hest, bjælder og det hele, og illumination manglede heller ikke; den bestod af flagermuslygter ”en masse”, og vi børn havde lavet hver vores roelygte, altså udhulede roer, hvori vi skal øjne, næse og mund. Indeni satte vi et stearinlys, og det så meget festligt ud.

Min far sagde farvel til glasmageriet og forpagtede kroen i 1918, og vi fik små pligter med at hjælpe til i butikken og køkkenet. Den første jul, vi fejrede på kroen, er den tristeste i hele mit liv. Det var det år, hvor den såkaldte ”Spanske Syge” rasede. Vi lå syge alle sammen undtagen min far, og han klarede sig kun fri ved simpelthen at drikke en halv flaske cognac om aftenen siddende på sengekanten (så han da sikker på at komme i seng). Det var en hård kur, men den var effektiv. Jeg var den mest medtagne, for jeg fik skarlagensfeber samtidig med, og jeg lå hjemme i tre måneder, for der var ikke plads på hospitalet. Jeg var dog glad for at ligge hjemme, for jeg kunne se min mor gennem dørsprækken, når hun gik og lavede mad i køkkenet. Juleaften forsøge mor at stable os på benene og pynte os med hvide, stivede forklæder, men syge, som vi var, havde vi selvfølgelig hverken lyst til mad eller godter, så den juleaften blev en fuldkommen fiasko, og vi blev puttet i seng igen.

De første 3-4 år, min far var kromand, var efterkrigsår, og jeg kan stadig huske, hvordan ernæringsmærkerne så ud. Det var også en kakkelovns- og petroleumsovnstid de første år. Der var syv kakkelovne, der skulle tændes op i hver dag og tre andre, der kun blev brugt ved festlige lejligheder f.eks. baller o. lign. Af petroleumslamper var der ca. en snes stykker i brug hver dag, og ved festlige lejligheder vil jeg regne med, at der var tændt godt fyrretyve lamper, så der var nogle lampeglas at pudse hver dag. Så er det jo betydelig lettere i dag blot at trykke på en knap, og ellers bare vaske de elektriske pærer af et par gange om året ved hovedrengøring.

Jeg skal lige indskyde en bemærkning, at mens min far endnu var glasmager, blev der installeret elektrisk lys hos beboerne. Vi fik strømmen fra selve Glasværket, og vi måtte ikke tænde lyd før kl. 18, når arbejdet holdt op, og vi måtte kun have et lampested i hvert rum, men hvor var det spændende. De sidste fem minutter før kl. 18 stod vi med fingeren på knappen, og præcis kl. 18, når fløjten lød, blev der trykket på knappen; det var et stort øjeblik.

I sommeren 1921 var der stor fest i vor sogneby, Fensmark. Det var 125-årsdagen for digteren Chr. Winthers fødsel, der blev fejret. Der blev afsløret en mindesten ved præstegården, og derefter gik turen til skoven, hvor der holdtes en stor fest. Der var et optog bestående af ryttere i gamle dragter, en nar, en høstvogn med folkedansere, et par musikanter i gamle dragter og en hvid blomstersmykket karet med fire hvide heste for og en yndig hvidklædt ung pige (det var min ældste søster). Hun var majdronning, og hun skulle afsløre mindestenen. Der var fire flotte drabanter, der fulgte vognen, og som løftede dronningen ned af vognen. Der var tredive småpiger i hvide kjoler med røde skærf og kornblomstkrans på hovedet og flag i hånden, der dannede espalier op til stenen. Det så meget flot ud, og det var en dejlig fest, som man altid vil mindes.

Med årene blev Holmegaards Glasværk en turistattraktion. De første år kom turisterne pr. hestekøretøj, og så staldede de op og blev det meste af dagen. Der blev spist medbragt mad, drukket kaffe og danset, enten til en lokal musikant eller en medbragt. Det var meget hyggeligt. Senere kom turisterne pr. bil, og nogle gjorde ophold og spiste maden og drak kaffen, mens andre kørte videre. Der kunne jo nås mere i bil. Direktøren for Glasværket, Chr. Grauballe, kom ofte med store selskaber fra København og andre steder, og de spiste så gerne frokost på kroen. Den blev bestilt i forvejen, og der blev altid mindet om, at min mors specialitet, æbleflæsk, måtte være på borde.

Ved en af disse frokoster (i 1937), hvor bl.a. daværende statsminister Stauning deltog, havde jeg en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Tolv herrer deltog i frokosten, hvor direktør Grauballe og ingeniør Schlûter var værter, og blandt gæsterne var som sagt Stauning, handelsminister Johs. Kjærbøl og kontorchef Johan Nielsen, populært kaldet ”Onkel Johan”. Han sagde ”du” til alle mennesker – store som små. Det var ikke alle, der syntes om det, men det tog han sig ikke af; det var nu hans manér. Jeg serverede for gæsterne, og da jeg serverede for direktør Grauballe, spurgte jeg diskret, om jeg måtte have lov til at fotografere selskabet, når de havde spist, og så sagde Stauning: Hvad er de, hun vil?” ”Frk. Hannibal spørger, om hun må fotografere os, når vi har spist.” Stauning svarede: ”Det kan De da få lov til med det samme, men vil De ikke ha’ et af mig først?” Det ville jeg selvfølgelig meget gerne, og det fik jeg. Også hele selskabet blev fotograferet. Jeg lagde så mit fotografiapparat ind i et tilstødende lokale, mens jeg serverede videre. I mellemtiden havde der været et par gæster for at drikke kaffe, og de havde tilegnet sig fotoapparatet med den dyrebare film. Jeg blev naturligvis meget ked af det, for jeg ventede aldrig at se det mere. Men min far meldte det omgående til politiet, og det lykkedes virkelig at få fat på tyvene. Det var et ægtepar, og de havde heldigvis stadig kameraet med filmen i, og glad blev jeg. Billederne blev fremkaldt og sendt til de forskellige herrer, og fra statsministeren fik jeg en personlig hilsen med tak for billederne.

I brevet udtrykte han desuden sin glæde over, at jeg havde fået mit stjålne fotografiapparat tilbage.

I 1938 var der en meget stor brand på mosen, og aldrig har min søster, som dengang stod for køkkenet, lavet så mange æggekager. Der kom mennesker langvejs fra for at se ildebranden, og mange af dem kom ind for at få lidt at spise. Vi var ikke belavet på sådan et rykind, så vi kunne ikke præstere andre varme retter end æggekage, men de gik også som ”varmt brød”. Det var vist den største brand, der har været på Holmegaards Mose. Nogle småbrande har der nok været siden, men selv disse brande har ikke kunnet kue disse 1000 tdr. land smukke natur, denne guldgrube, som i årevis gav varme til vores glasindustri. Nu er der ikke mere brug for tørvene, og selv om fabrikken med sine ikke særlig kønne bygninger har ædt sig et godt stykke ud på mosen, ligger den der dog stadig med sin skønne og eventyrlige natur, som er smuk at opleve både på nært hold og på lang afstand.

Et lille sidespring, som ikke har noget at gøre med mine erindringer, men har noget at gøre med Holmegaards Glasværk og min far. I 1885 sad han model for kunstmaleren Otto Bache. Min far var på dette tidspunkt syv år med lyst krøllet hår og blå øjne, og alt det, der som regel fanger en kunstners interesse. Otto Bache var hyppig gæst hos daværende driftsbestyrer Pontoppidan, og det var under et af disse besøg, at han malede min far. Jeg har ladet mig fortælle, at billedet stadig eksisterer, men hvor er jeg ikke klar over. Dette maleri kunne jeg godt tænke mig at eje, men det er nu nok uden for min økonomiske rækkevidde.

Så tilbage til mine egne erindringer. Jeg husker bl.a. dengang glasset blev kørt til Olstrup Station. Det var Henrik Larsen, der var kusk på hestekøretøjet med de store kasser. Det gik bestemt ikke i raketfart, men farligt så det ud, når det store læs slingrede om hjørnet ved kroen, og det hændte også, at en af de tomme kasser på tilbagevejen havde forskubbet sig. Ofte var det svært at få øje på Henrik Larsen, for kasserne stod både til højre og venstre og bagpå. Man kan sige, at han sad lunt i svinget. Hjemturen foregik vist for det meste i søvne, for som Henrik sagde: Det gør godt med en lille genever,” og så kunne det jo hænde, at øjnene blev lidt tunge. Med det skete der dog ikke noget ved, for hestene skulle nok selv finde vejen. Omkring først i tyverne blev hestekøretøjet afløst af en lastbil med anhænger. Den blev kørt af Kaj Møller med J.P. Hansen som en slags ”andenstyrmand”. Hans opgave var at sidde på anhængeren og passe bremserne på denne.

Der var også et skinneanlæg fra Glasværket over mosen, gennem Dyrehaven og forbi Holmegaard. Det blev benyttet meget i gamle dage. Disse ”sporvogne” var selvfølgelig noget for os unger, og vi betragtede det som et kært, men naturligvis forbudt stykke legetøj. Det var spændende, hvem der turde tage den længste tur.

Mærkværdigvis er det forholdsvis få ulykker, der er sket med os børn derude i mosen. Der var jo farer nok, der lurede, såsom tørvegrave både sommer og vinter, samt hugorme, som der var mange af. Én alvorlig ulykke skete der dog. En stor dreng druknede i et af maskinskærene, fordi isen ikke var stærk nok. Med hensyn til hugorme så skete der noget engang. Min far havde to små heste, og de var altid vant til at komme ind i vores store køkken efter et stykke brød, når de kom hjem fra engen. Men en dag kom en af dem påfaldende tidligt hjem med tøjret slæbende efter sig, og da den kom ind i køkkenet så vi, at den rent ud sagt så ud, som om den græd. Det viste sig, at en hugorm havde bidt den i mulen, så hovedet var helt hovent, og den lignede næsten en tapir. Far fik fat i dyrlægen, og hesten fik noget pulver og en halv flaske brændevin, og så stod den et par dage i stalden, mens den kom sig.

Der var en mand, jeg som barn nærede megen respekt for. Vi kaldte ham ”Lasdur”, hvilket nok har været en forkortelse af hans rigtige navn. Han betjente fløjten, som dengang lød otte gange om dagen, og jeg var i min barnlige naivitet af den opfattelse, at han brugte mundkraft. Jeg var imponeret over, at han kunne levere så megen luft så mange gange om dagen. Senere blev jeg klogere og en smule flov, da jeg fandt ud af, hvordan det i virkeligheden hang sammen..

Der er også en ting, jeg husker så tydeligt, og det var dengang, da der blev kaldt til ildebrand. Det lød således: Ildebrand, alle mand op!” om og om igen, til alle var på benene. Det var avlsbygningerne på Holmegaard, der brændte. Det var i januar 1918, og den vinter var meget hård, så voldgraven var frosset til. Det var derfor vanskeligt at skaffe vand til vores lille hestetrukne brandsprøjte, og en stor del af besætningen indebrændte.

Vi havde – og har stadig – det kære gamle musikforening, Urania. Den har jo skiftet generation nogle gange. Der var øvelse et par gange om ugen på kroen, og om sommeren spillede Urania udendørs om aftenen, når vejret tillod det, enten i krohaven eller i plantagen, og der var altid nok af tilhørere. Pinsemorgen blev der spillet ved glasværksporten kl. 6 om morgenen, og op på formiddagen samledes man ved kroen, gamle, unge og børn med madkurven eller skotøjsæsken, og med musikken i spidsen gik turen over engen til Fensmark Skov. Når frokosten var indtaget, blev der leget, og det var både børn og voksne, der deltog i legen. Sådanne udflugter vil børn i vore dage næppe komme til at opleve. De lærer ikke de nære ting at kende, og det er lidt trist.

Da der i sin tid blev brugt tørv til fyring i kakkelovne og komfurer, var der selvsagt brug for mange tørvekurve, og dem sørgede glassliber Ludvig Steffensen for, Han var et særpræg i dagliglivet, når han kom hjem med sit store bundt vidjer på skulderen. Han flettede kurvene selv og solgte dem til beboerne, som havde dem stående i køkkenet ved siden af komfuret. Det var jo mere besværligt end nu, hvor man bare trykker på en knap. Men trods røg og snavs og besværlighed var det hyggeligt om morgenen at sidde ved det varme komfur og få sin morgenmad, inden man skulle i skole.

Noget, der prægede livet på Glasværket, var de mange mandlige og kvindelige polakker. De arbejdede i hytten som indbærere og anfangere, og det var et malerisk syn, når de kom gående i flok med deres brogede tørklæder, som dengang var lidt af et særsyn, men som i dag er en dagligdags hovedbeklædning. De boede i et gammelt hus samt nogle barakker lige ved kroen. Den ældste af kvinderne gik ikke på arbejde, men var hjemme og sørgede for maden til de ugifte polakker. Det var et svir for os at hænge på halvdøren ind til køkkenet og se den gamle lave mad. Af og til kunne vi dog blive lidt skræmte, for hun var ikke altid i lige godt lune, og sikken en mund, hun kunne bruge, og så var det bare med at slippe væk, inden vi fik en slev i hovedet.

Der var dengang fastelavnsgilde og tøndeslagning for fabrikkens beboere. Fastelavnstønden var hængt op mellem to træer, som stod lige ved kroen, lige overfor det hus hvor polakkerne boede. Det var festligt at se på, når de ”stærke” glasmagere og slibere bankede løs på tønden og ikke mindst, når brædderne begyndte at løsne sig, så blev spændingen stor. Så var der spisning på kroen bagefter. Der var pyntet med fastelavnsris på de lange borde, og menuen var selvfølgelig stegte kartofler, spegesild og masser af brændevin. Det var en ”herretur”, og jeg kan ikke mindes, at der var damer med.

Der var et godt sammenhold blandt beboerne i det store og hele; de forstod at hygge sig sammen. Der var mange foreninger, såsom skøjteløberforening, fodboldklub, musikforening, dilettantforening, læseforening og skakklub. Man havde et værelse på kroen, som blev kaldt ”læsestuen”. Der var bøger i høje skabe (ikke på reoler), og de blev låst af for uvedkommende. Da jeg var barn, havde folk ikke råd til ugeblade, som man har i dag. Jeg husker, at der var noget, der hed ”mappen”. Mappen var af stift pap og indbundet i samme mørke, spættede omslag, som alle læseklubbens øvrige bøger, og den var lukket i ryggen og med sorte bændler i de andre tre sider. Den indeholdt Familiejournalen og Hjemmet, og den vandrede fra familie til familie, og det var en stor glæde, når mappen kom hjem til én. Jeg kunne ikke læse dengang, men min gode legekammerat, Elisabeth Weidinger var alle tiders ”oplæser”. Hun kunne heller ikke læse, men hun havde en evne til at forklare billedserierne, så jeg kunne følge med i ”Knold og Tot”, ”Krølle”, ”Mester Grå” og hvad de nu hed alle sammen.

Når jeg tænker på, hvilken steril tid, vi lever i nu til dags, så mindes jeg, hvor modsat det var i min barndom. Så godt som alle beboerne havde grise, og bag staldene var der svinestier med en stank og et sandt søle. Der rendte vi børn og legede uden at skænke sterilitet og hygiejne en tanke. Når vi nåede november, var det slagtetid, og så vågnede man en frostkold morgen ved at grisen, som nu skulle slagtes, skreg for sit liv. Det var ikke nogen rar lyd, men vi skulle alligevel ned for at kikke på. Gamle, døve Ole Mortensen var ”bøddel” og en af kvinderne tog imod blodet og rørte og rørte, så blodet ikke skulle levre. Så blev der renset tarme og ordnet indmad, og det forgik i et fælles vaskehus. Vi børn så hen til at få udleveret blæren, som vi behandlede på en særlig måde. Bælgen blev blæst op og fyldt med ærter, og så kunne den lave et farligt spektakel. Så blev der ellers lavet blodpølse, leverpølse, sauerkraut og schwartsauer. De to sidstnævnte var tyske retter, og de smagte herligt. Jo, det var en festdag for os børn, men nogle travle dage for vore forældre. Sulekarrene skulle fyldes, så der var mad til hele vinteren.

Jeg husker, at vi havde en åben skorsten over komfuret, og det var med gru, vore mødre ventede skorstensfejeren, for så skulle alt ryddes af køkkenet, og det var jo ikke så få ting, man havde hængende fremme på væggen dengang. Alt blev flyttet ind på spisebordet i stuen, og så var det ellers med at holde sig fra køkkenet, til det værste sod havde lagt sig. Noget af soden faldt ned på de aviser, der var lagt på komfuret, men det var alligevel nødvendigt at tage fat med sæbevand og skurebørste, når skorstensfejeren var gået.

Skorstensfejeren blev før i tiden brugt som ”bussemand”, og vi børn var bange for ham. Der var noget ildevarslende i luften, når vi erfarede, at han var i farvandet, og så var vejen som blæst for unger. Vi løb alle hjem under ”sjaselongen”, som var et godt tilflugtssted både under skorstensfejningen og i tordenvejr. Vi var ikke så frimodige dengang.

På et tidspunkt blev komfuret og den åbne skorsten skiftet ud med et komfur, der havde et rør til skorstenen, og det gule murstensgulv blev erstattet med brædder. Dette var en stor lettelse for husmoderen i det daglige. Man havde ikke det nymodens vaskbare hyldepapir, men brugte avispapir. Det blev foldet sammen i viftefacon, og så blev der klippet en tunge med hakker i forneden og et hul midt i tungen, så det dannede et fint mønster.

Man havde ikke så meget at slå om sig med i årene omkring 1900. Af min fars lønningsbøger fremgår det, at en månedsløn var på ca. 112 kr. som glasmager, men udgifterne var jo også tilsvarende lave. Et godt eksempel har jeg fra min fars lejekontrakt, som min far fik, da han overtog kroen i 1918. I kontrakten står der bl.a.: ”Ved festen for arbejdsfolkene, hvor der serveres flæskesteg med kartofler og rødkål, hvidtøl og snaps: 1 kr. pr. kuvert. Kaffe med brød til kvinderne: 15 øre. Ved julefesten for børnene: 24 øre for en kop chokolade med brød, 6 øre for en halv rundtenom rugbrød med pålæg, punch eller limonade: 4 kr. pr glas. Bespisning af musikken: 2 kr., og rengøring af lokaler: 2 kr. Der er unægtelig en væsentlig forskel fra dengang til nu.

Juletræsfest blev der holdt for os børn. I begyndelse foregik dette nytårsaften, men det blev senere flyttet til en af juledagene. Jeg kan endnu mærke den fornemmelse, når dørene blev slået op til den store sal, og det store juletræ stod der i al sin pragt med glimmer og lys, der strålede, så det gav genskin i vore forventningsfulde øjne, og jeg kan endnu mærke den sorg, jeg følte, når det store træ blev væltet omkuld og plyndret for stads og under hujen og skrigen blev slæbt ud, halet i og trampet på, som var det et gammelt stykke legetøj. Det rørte mit lille barnehjerte dybt. Den ceremoni har jeg aldrig kunnet lide. Det var en ringe tak for den spænding, forventning og glæde, det for få timer siden havde bragt os. Og med et stille håb om, at den skik må blive udryddet, vil jeg slutte mine erindringer.

Se Facebooksiden, hvis du vil give dette indlæg et like, eller ønsker at kommentere.