I 1992 havde Flemming Jensen en artikel i Næstved-Bladet, hvor han skriver om Glasmager Arne ”Hvidben” Nielsen.
Flemming havde læst 30 tætskrevne sider, som indeholdt Arne Nielsens erindringer, og derfra lavet et uddrag, som han kalder
”Minder fra mosesamfundet ved det gamle glasværk”
For de fleste drenge, der blev født på glasværket fra fabrikkens start i 1825 og helt frem til 2. Verdenskrigs afslutning, så var fremtiden en uddannelse på glasværket. Det var kun de færreste, der brød med disse traditioner. Glasmagerne og glassliberne samt de ledende funktionærer beboede de ca. 75 lejligheder, der var beliggende omkring glasværket, og det var derfor naturligt, at disse estimerede kunsthåndværksfag gik i arv fra generation til generation.
Glasværksbyen var et samfund, der havde sine egne uskrevne love, som udefrakommende ikke skulle forsøge at pille ved. Men det betød også et sammenhold og et socialt samvær, som var enestående i sin art. Man kendte hinanden ud og ind. Man foretog sig mange ting sammen, netop fordi man levede så tæt og havde fælles arbejdsmæssige interesser.
En af de positive foreteelser, der kom ud af det, var Holmegaards Glasværks Boldklub, der havde en meget respekteret status, længe før fodbold blev ”hvermands-eje”. Disse sociale forhold er noget Arne ”Hvidben” med stor kærlighed beskæftiger sig med i sine erindringer.
Det var et eldorado at vokse op ved Holmegaards Mose. Vi havde hele den store mose som legeplads både sommer og vinter. De store tørvegrave gav gode muligheder for skøjteløb om vinteren, og når de voksne havde godkendt istykkelsen, gik det af sted på ”skrueskøjterne, der var påmonteret vore gummistøvler.
Skolegangen, der startede for mig i 1932, foregik i starten i ”pigeskolen”, der lå på hjørnet af Holmegaardsvej og Tørvevej i det hus, hvor Privatens Gadinland har til huse nu. Der blev forlangt disciplin. Når ”Frk. Nielsen”, der var en institution i Fensmark i en menneskealder, fortalte noget, skulle vi sidde med hænderne på ryggen. Men jeg husker i det hele taget skolegangen som noget positivt. Det var da også således, at vi, der startede skolegangen i 1932, mødes hver femte år, sidst da vi fejrede 60-års skolejubilæum i september i år, fortæller Arne Hvidben.
Min far var glasmager, og min farfar var sliber, så det lå i kortene, at jeg skulle fortsætte familietraditionerne. Så i 1939 begyndte jeg som hyttedreng, samme dag som jeg fyldte 14 år. Et par år senere kom jeg i lære til glasmager og løftede derved arven efter mine forfædre. Det blev et virke, der kom til at vare hele mit aktive liv.
Jeg kan huske mange sjove episoder fra dengang. Således ville farfar, der jo boede i en af fabrikkens lejligheder med lokum i gården, gerne holde op med at ryge (pibe). For at gøre pinen kort, smed han simpelthen sin elskede ”snade” ned i lokumstønden om morgenen, inden han gik på arbejde. Men om aftenen blev trangen til en pibe tobak så stærk, at han gik ud på lokummet, smøgede ærmerne op og fik fisket piben op igen. Den blev vasket og tørret på kakkelovnen, of så blev der dampet løs igen. Farfar var i sine unge år en rigtig guttermand, der godt kunne lide en lille én, hvilket bevirkede, at hans fem sønner dannede en afholdsforening, med min far som kasserer. Men min farfar blev aldrig medlem af denne forening. Min farmor har i øvrigt fortalt, at da farfar skulle hjemsendes fra militærtjeneste, så varede det fire dage, før han kom hjem.
Selv om glasmagere og slibere viede hele deres liv til glasværket ved mosen, kneb det med anerkendelse fra ledelsens side. Da min far holdt 25-års jubilæum, fik han en buket tulipaner; det var alt. I dag vanker der både diplomer, gratiale og festivitas.
I vore unge dage var det Vorherre, der bestemte, hvornår man skulle have børn, så mange af os blev gift ret unge. Det var i 1946, at jeg spurgte hyttemester Charles Hansen om at få fri den følgende lørdag. Han sagde nej – jamen, jeg skal giftes – la’ hellere vær’ med det! snerrede han på sin karakteristiske, men alligevel godmodige måde. Jeg fik selvfølgelig fri, og vi blev gift – og det holder stadig. Nogenlunde samtidig kom sognefogeden med min indkaldelse til militæret. Der var ikke noget, der hed bistandshjælp, så vi måtte klare os selv – og det gjorde vi så.
Sliberne og glasmagerne, der boede dør om dør ved glasværket, kom hinanden ved dengang. Når vi kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, hændte det ofte, at vi lavede fælles kaffebord i de små haver foran husene, og snakken gik om små og store problemer. Det kunne også ske, at vi lavede fælles ture til Karrebæksminde. Konerne bestilte rutebil og fyldte skotøjsæsker med lækkert smørebrød, og så kørte vi til stranden, hvor vi hyggede os sammen med børnene.
I slutningen af Arne Hvidbens erindringer fortæller han om muntre episoder og tildragelser, og vi slutter uddraget med et par af dem:
Det var således, at man på snedkerværkstedet, hvor man lavede træformene til glasset, havde et ”måleapparat” i et hjørne af værkstedet. Der var tradition for, at alle nye, der havde ærinde på værkstedet, skulle måles. Man blev placeret med ryggen tæt ind til væggen, og netop da fik man et styrtebad. Gennem et rør i loftet hældte en snedker en kande vand ud over ofret, så han fik en våd trøje. Det var en måling, som de fleste af os kom ud for. En ældre medarbejder blev også udsat for behandlingen, men han havde svært ved at se ”komikken”, så han blev rasende. På vej hjem blev snedkermesteren antastet af vedkommendes kone, der truede med at melde ham til politiet. Det tog snedkermesteren temmelig roligt, og han svarede – jamen, det synes jeg da, du skal du gøre, for så kan I blive rigtig til grin.
Sådan er der mange sjove historier i Arne ”Hvidbens” erindringer, der giver et fint bidrag til beskrivelsen af det specielle kulturliv, der gennem generationer har udfoldet sig i det lille samfund omkring glasværket.
Se Facebooksiden, hvis du vil give dette indlæg et like, eller ønsker at kommentere.