Tove Pedersen fortæller om, hvordan det var at bo tre generationer i samme hus.
Mange af mine glade minder fra barndommen knytter sig til min opvækst sammen med min bedstefar, Jørgen Hansen, og (især) min bedstemor, Sofie Hansen. Vi boede alle tre generationer i huset på Villavej 1 (nu Villavej 25). Min far, ”Mælke Hans”, min mor, min søster Monna og jeg, og det gode ved at bo sammen med mine bedsteforældre var, at de altid havde tid til os. Vi fik lov til at hjælpe dem i haven og vi spillede kort med dem. Min bedstemor kunne en masse kortspil, som hun lærte os. Jeg kan huske, der var et, der hed ”hane-ruder-rakker”, men selve spillet kan jeg ikke mere. Vi spillede også ”bedstemor med slag i” og ”sherwenzel”.
Min bedstemor var meget tunghør efter en sygdom, så man skulle råbe direkte ind i hendes øre. Det var jeg den bedste til, nok fordi jeg havde en gennemtrængende, høj stemme. Hun var født i Skuderløse, og vi hørte meget om hendes far, Christoffer Mathiesen. Hun var et jern. Hun flækkede brænde, ordnede have og mugede ud ved høns og grise, og når folk sagde til min far: ”Hans, du kan ikke være bekendt at lade din mor arbejde så meget,” så svarede han altid: ”Nej, men kan I få hende fra det, for jeg kan ikke”. Ind imellem blev hun sur på min bedstefar, og så sagde hun: ”Du lovt mig guld og grønne skove og silkekjoler, og hvad har jeg fot”.
Min bedstefar var oversorterer på Holmegaard Glasværk, og han var den rolige type, og hans standardbemærkning var: ”Jeg kommer vel nødt til det”, og når min bedstemor var utilfreds med nogen eller noget, svarede har gerne: ”Dem og ded, Sofie”. Han var også meget stædig. Jeg kan huske, at min far havde købt en stålvask, og det passede ikke min bedstefar, og den blev da også først installeret efter min bedstefars død. Om efteråret hejste vi brænde op på loftet med en kurv. Et år synes min far, at han ville spare på min bedstefars kræfter, men det kom han heller ikke igennem med. Bedstefar stillede sig med armene over kors og udtalte, at det skulle han nok selv bestemme.
Bedstemor gik i kirke næsten hver søndag, og somme tider måtte min bedstefar med, og det betød, at han måtte iføre sig det stiveste puds med kravetøj og sko. Han havde det nu bedst med træsko.
De havde diamantbryllup 23/9 1941. Der var lavet æresport, og der var samlet ind i sognet ”på liste” til dem. Selve kaffebordet blev afholdt i Forsamlingshuset, og det var gratis for familien. Resten af gæsterne måtte selv betale, og jeg kan stadig huske de mange taler. Det var en dejlig dag.
En anden vigtig person i min barndom var min faster. Hun hed Ingeborg og var husbestyrerinde i København. Hun kom hjem til os i alle ferierne. Til påske havde hun påskeæg, og til jul fik vi julegaver af hende. Vi var også på ferie inde hos hende i København. Hun lavede mange ting sammen med os, når hun var hjemme, bl.a. var vi ofte med, når hun besøgte sine barndomsveninder. Hun gik meget op i, at Fensmark var hendes hjemstavn, og for at hun skulle have et fast minde i København, fik mine bedsteforældre i 1928 malet et billede af Villavej 1, som hun kunne have hængende i København. Jeg har arvet det, så nu hænger det hos mig. Hun var også flink til at sende pakker og breve til fødselsdage, og de sidste år var min bedstemors syn så dårligt, at jeg måtte læse brevene for hende. Jeg måtte også hjælpe hende med sytøjet. ”Kan du tråde et langt nåls,” sagde hun ofte, og det betød, at jeg skulle træde en nål med en lang sort og en lang hvid tråd, for så var hun beskæftiget med at sy, mens jeg var i skole. Jeg hjalp hende også med at sætte håret. ”kan du drage en lige sti,” sagde hun, og det betød, at jeg skulle lave en lige skilning i hendes hår.
Min bedstefar døde i 1945, og min far købte så huset af min bedstemor. Hun var stadig rask og rørig, da jeg blev konfirmeret i 1946. Jeg kan huske, at hun dansede med vores nabo, Willum fra Willumsgård, så den røde uldklokke røg hen ad gulvet. Men lige før jul i 1946 sagde hun: ”Jeg er træt, så nu går jeg i seng, og jeg står ikke op mere.” Det gjorde hun heller ikke. Hun døde i starten af 1947.
Jeg elskede begge mine bedsteforældre højt. De gjorde meget for os, og omfattede os med megen kærlighed.
De ligger begge på Fensmark Kirkegård. Deres sten er bevaret, og jeg har stadig gravstedet, hvor min far, mor og min mand, Henning Pedersen, ligger.
Min faster blev ved med at komme alle ferierne hos min far og mor, og hun havde stadig påskeæg med til min søsters og mine børn. Selv da min far og mor var borte, kom hun hos os. Den sidste tid, hun levede, var vi inde at besøge hende flere gange. Hun var ugift, så hun havde lavet testamente til fordel for mine to kusiner, min søster og jeg. Alt var ordnet på forhånd. Hun ville ikke begraves i Fensmark, så hun ligger i de ukendtes grav i København. Jeg ærer hende stadig til hendes fødselsdag ved at sætte tulipaner på vores gravsted.
Min bedstemor havde tre brødre, som alle tog til Amerika, og deres børn har besøgt os. Forbindelsen blev dog afbrudt af Anden Verdenskrig, men jeg har via slægtsforskning fundet frem til efterkommere.
Tove Pedersen, foto: Linette Bach
– Erindring af Tove.
– Erindring af Tove.
– Erindring af Tove.
Læs eller skriv en kommentar, ved at trykke på Facebook logo↓