Erindringen er skænket til Nye & Gamle Fensmark af, Finn Ekman Jørgensen.
Uden for skoletid.
Til en start gik vi kun i skole 3-4 timer om dagen. Lektier var der ikke mange af, så der var rigtig megen fritid. Som nævnt gik vi i flok til og fra skole. Det var for farligt at cykle på grund af lastbilerne. Syntes vore forældre. Vi var godt sure, for 1 kilometer var langt at gå. En dejlig sommerdag på vej hjem blev vi ud for Willum Sørensens gård overhalet af vores sløjdlærer på cykel. „Hvor har I det godt“ sagde han „her går i så unge og helt uden de voksnes problemer.“ „Ja,“ svarede jeg „bare vi ikke skulle gå i skole.“ Selvom jeg prøvede at fremhæve gå, så ordet relaterede til den forhadte transportform, blev jeg straks bange for, at han troede, at jeg ikke kunne lide at gå i skole. Jeg mente faktisk bare, at jeg hellere ville cykle i skole. Jeg holdt meget af skolen, og han var min yndlingslærer. Det var pinligt; men han var væk, inden jeg kunne forklare mig.
Det var forøvrigt her på bakken op til Willum Sørensen, at jeg første gang konstaterede en kraftig udlængsel. Når jeg så hans søn Johannes bag ploven med tømmen bundet om livet, fik jeg inderlig ondt af ham. Tænk, her skulle han gå resten af sit liv, medens jeg skulle ud i den store verden, når jeg engang blev stor. At skulle blive på Glasværket eller i Fensmark resten af min tid kunne jeg ikke forestille mig. Hvorfra havde jeg denne indstilling? Jeg befandt mig jo i en slags paradis og kunne ikke forestille mig at være andre steder. Men blive der for altid; det var dog for meget. Et mærkeligt dilemma.
Læs erindring af Willum Sørensen
Legene i plantagen var de klassiske: skjul, tagfat, stikbold og sjipning og bold mod mur for pigernes vedkommende, medens drengene spillede fodbold. Alle lege var styrede af os selv, og man lærte legene af de ældre børn. Jeg kan ikke huske, at nogen voksen blandede sig eller forsøgte at arrangere noget. En gang imellem kom mødrene ud og deltog i stikbold, hvor de så pludselig blev unge piger igen. Det kunne vi godt lide. Vi foretrak stikbold, nok fordi det havde et moment af farlighed parret med sadisme. Som i langbold, slog man en bold ud med et bat og løb så til helle i den anden ende af banen. Og tilbage igen. Udeholdet skulle så få fat i bolden og forsøge at ramme løberen med den og dermed få ham ud. Så der blev kastet hårdt og ofte på klods hold. Med mange blå mærker til følge.
Tørrepladsen var yderst velegnet som fodboldbane. Tørrestativerne var nedgravede tipvogn skinner med overliggere. Ideelle som fodboldmål. Et praktisk problem var et ekstra sæt stolper midt på banen, som man skulle undgå at kollidere med i kampens hede. Og så var der de stramme tøjsnore af jerntråd, som kunne fange en bold, der ellers var på vej over mål, og gelejde den ind under overliggeren. Det blev kaldt „snydemål“ og forårsagede hver gang lange diskussioner, om det skulle tælle med eller ej. Værst var det selvfølgelig, hvis Verner Nielsen dukkede op med sin vasketøjsbalje og klemmeposen. Så stoppede kampen, også hvis han kun hængte op i et lille hjørne. Surt. Men først skulle der vælges hold. Det var altid de samme, som valgte, nemlig købmand Alfreds Mogens og smedens Bent Skjold, og valget skete altid i samme rækkefølge. Per først og jeg sidst. Når turen så kom til mig som sidste mand, kunne det ofte lyde: „Skal jeg nu have ham igen.“Jeg kan ikke huske, at det gjorde mig ked af det. Det var vilkårene, og jeg vidste jo godt, at jeg spillede elendigt. Det vigtigste var, at alle var med uanset evner.
Men inden vi rigtig nåede til fodbolden fik jeg ridderslaget af Eva Kruchov. En forårsdag, vi gik vel i 2. klasse, spurgte hun, om jeg ikke ville med ud på mosen og lege. Det, vidste jeg i hvert fald, var strengt forbudt. Man måtte ikke gå ud på mosen. Tørvegravene var dybe, og man druknede med garanti, hvis man faldt i. Og så var der også hugormene. De var så giftige, at man døde, hvis man blev bidt. Det fremførte jeg selvfølgelig som vægtige grunde for et nej. Det kunne ikke tages for gode varer. Begge hendes to tvillingesøstre legede derude. De byggede huler og havde det rigtig sjovt og spændende. Hvis vi gik bagom forvalter Niels Hansens gård og holdt os bag hækkene ned langs markerne, kunne vi uset komme ud på mosen. Hvis vores mødre så os gå ud mellem de to gule længer, ville de ikke fatte mistanke om, at vi skulle på mosen, som lå i den anden retning. Sådan en masterplan, og så fra Eva Kruchov, kunne jeg ikke sige nej til. Så i lang tid iførte jeg mig hver eftermiddag gummistøvler som beskyttelse både mod hugorme og mod at få en sok, som ville afsløre hvor jeg havde været. Og så af sted med Eva. I det nærmeste ældgamle tørveskær, som nu var tilgroet, byggede vi videre på den hule, hun havde påbegyndt sammen med Grethe, hendes sangveninde. Det blev selvfølgelig kedeligt i længden, så vi brugte den som base for ekspeditioner længere ud på mosen. Da vi helst ikke skulle ses fra vejene, færdedes vi skjult i pilekrattet på tørvebænkene. Altså omgivet af vand meget tæt på begge sider. Ofte var bænkene oversvømmede eller afbrudt af grøfter, så man skulle svinge sig over på den anden side ved hjælp af grenene på de svajende buske. Hvor stor faren for at drukne var, ved jeg ikke; men faren for en sok var overhængende. Og det ville være katastrofalt at komme hjem med våde sokker. Så legen manglede absolut ikke faremomenter.
Senere opgav mine forældre forbuddet, og så startede hule-byggeriet sammen med Per og John Lorck ledsaget af stammekrige med Mogens’ bande. At lege med drenge var trods alt bedre i længden. Men det er en helt anden historie. Når Eva og jeg ville have afveksling fra hulebyggeriet, vendte vi tilbage til plantagen, hvor vi ofte legede Tarzan og Jane. Det foregik imellem de store skræpper, som afsluttede tørrepladsen over mod Glasværket. Så fik vi fat i en mindre dreng til at agere aben Cheetah. Legens forløb blev så aftalt på forhånd. Jeg stod selvfølgelig for drejebogen. Et eksempel: Tarzan var ude i junglen for at lede efter mad, medens Jane og Cheetah var hjemme ved deres hule. Når Tarzan så kom hjem, skulle Cheetah være forsvundet, og den fortvivlede Jane skulle bede om hjælp. De skulle så gå ud sammen for at lede efter Cheetah, der skulle gemme sig bag den cement-mur, som omgav den gamle losseplads i plantagens udkant. Når den blev fundet, ville gensynsglæden være stor. Alle tre skulle derefter gå sammen hjem til bopladsen, hvor Jane ville tilberede det bytte, Tarzan havde nedlagt i skræppejunglen tidligere på dagen. En herlig leg.
Drengeleg på mosen.
Som sagt måtte legen med piger stoppe på et tidspunkt. I slutningen af tredje klasse, jeg har vel været 10 år på det tidspunkt, var jeg så stor, at jeg blev accepteret som fuldgyldigt medlem af Pers og John Lorcks bande. Der var nu opstået bander, som legede på mosen. Mogens havde en bande med en halv snes medlemmer, medens Pers mere eksklusive kun bestod af os tre. Når jeg kom hjem fra skole tidlig eftermiddag, var de to andre allerede gået på mosen for at arbejde på hulebyggeriet. Så jeg slugte mine havregryn med mælk og sukker på, sprang i de livsvigtige gummistøvler, nu med nedrullet skaft for at se lidt muskerteragtig ud, og løb ud på mosen for at være med. Jeg husker en forårseftermiddag, hvor jeg ud for maskinmesterens have oplevede en akut lykkefølelse. Det her var så godt, at det ikke kunne ophøre. Jeg var sikker på at jeg aldrig blev voksen og gammel. Hvis jeg mod forventning skulle blive det, ville det tage evigheder. Så det kunne jo komme ud på ét.
Ganske kort om mosen. Den var stor, endda meget stor. Fra bakken ved kroen kom man ned til en korsvej. Til højre lå den del, som først var blevet udnyttet til tørveskæring. Fortsatte man ad vejen til højre, Grevindevejen, endte man ude i skovene ved Holmegård. Lidt før skovene drejede vejen til venstre ad en tværvej for efter et langt stykke, hvor den snoede sig ud og ind mellem gamle skær, at ramme ligeudvejen fra krydset ved kroen. Dette område var ikke velegnet til hulebyggeri, da der var alt for mange halvt tilgroede skær. Gik man til venstre ad Linie-8 vejen kom man ud til tværvejen fra Holmegård, som gennem den gamle højmose fortsatte op til Fensmarkskoven. Til venstre for Linie-8 vejen lå der et par store skær, som stødte op til engen ud for skolelængen. Så er cirklen sluttet, vi er hjemme igen ved mit egentlige barndomshjem.
Vores første primitive hule lå til venstre lige efter krydset, altså ikke langt hjemmefra. Her var et område med lav birkeskov, et enkelt skær og noget så ulækkert som Glasværkets fælles latrin. Man hældte simpelthen natvognens indhold ud i et gammelt tilgroet skær. Med tiden var der vokset et muggengrønt moslag ud over det hele. Vi kendte nøje dets udstrækning og gik i en lang bue udenom. En gang var Gert og Ediths store schæferhund løbet med os. Den kendte selvfølgelig ikke lortesøen og forsøgte at skyde genvej over den. Og sank i til halsen. Op, og i løb hjem. Og vi efter den. Hjemme i krogen, hvor Gert og Edith boede løb den ind gennem den åbne køkkendør. Først dér rystede den sig af alle kræfter for at befri sig for det unævnelige. Da vi så det, fortrak vi skyndsomst, før Edith dukkede op. Vi havde i hvert fald ikke haft hunden med på mosen.
Længere ude til højre for Linie-8 vejen lå et stort område med tilgroede skær bevokset med lyng og små lunde af birkekrat. Det perfekte landskab, når man ville lave en hule, som ikke kunne opdages uden videre. Der lavede vi så vores anden hule. Vi var så heldige at eje en økse, hvor den så kom fra. Det lettede hulebyggeriet betydeligt. Man fandt fire små birketræer med passende afstand imellem, som kunne danne hjørnestolper. Tag og sider udgjordes af tynde birkestammer, som blev fældet med den fantastiske økse og bundet til hjørnetræerne som underlag for taget. Taget skulle helst være så tæt, at man ikke kunne se himlen. Det var et statussymbol. En hule uden eller med et sølle tag blev ikke regnet. Vi gik derfor den lange vej tilbage til et af de yngre skær nær Glasværket, der var delvis fyldt op af en rørsump og Glasværkets losseplads. Der kunne man med forsigtighed gå i kanten af skraldet og skære tagrør af, som man så i store bundter bar ud til hulen og brugte som tagdækning. Da vi var færdige, huggede vi store visne græstuer af og anbragte dem som en ringmur omkring hulen. Perfekt.
Hulen skulle være godt skjult. Det var meget vigtigt, da bandernes vigtigste opgave var at finde modstanderens hule og ødelægge den. Vi var ikke bedre end de andre. Da vi engang fandt deres hule en lille kilometer fra vores, blev den naturligvis ødelagt. Det var selvfølgelig ærgerligt, at ens hule blev jævnet med jorden, men ingen katastrofe. Så forestod den spændende opgave at finde et nyt og endnu bedre sted og begynde forfra med en ny hule. I virkeligheden vidste vi ikke rigtig, hvad vi skulle få tiden til at gå med, når en hule først var færdig. Her bagefter kan jeg genkende mønstret fra verdenshistorien og kan godt blive lidt forstemt. Ødelæggelsestrangen og behovet for hele tiden at bygge nyt ligger åbenbart dybt i os alle sammen. Var hulerne „beboede“, når man fandt dem, kunne det komme til åben kamp. Da omgivelserne med de mange store tuer og buske og krat var dårlige til det formål, aftalte man at mødes på græsmarkerne bag Niels Hansens. Da Mogens´ bande var mindst tre gange så stor som vores, skulle sagen på gentlemanvis afgøres ved tvekamp. Ellers ville vi være sikre tabere. Da jeg ikke var særlig stærk, fik jeg altid en dreng fra en klasse under mig som modstander, for at det kunne gå retfærdigt til. Altså fik jeg tildelt et handikap, før vi vidste, at sådan noget eksisterede. En gang blev det Lille-Kurt, der som navnet antyder, endog var lille af sin alder. Vi gik så i gang med den klassiske brydekamp: skuldrene først i jorden har tabt. De andre stod i en kreds omkring og heppede. På et tidspunkt lykkedes det mig at låse mine ben omkring hans mellemgulv, så han ikke kunne få vejret. Det var imod alle regler. Kampen blev stoppet, og jeg blev bortvist fra kamppladsen. Det var meget forsmædeligt, og jeg skammede mig lidt, for jeg vidste godt, at det trick var forbudt.
For en ordens skyld skal det nævnes, at banderne stadig mødtes i stor fordragelighed i plantagen for at spille fodbold, og de legede sammen i skolegården som altid. Banderollerne eksisterede kun på mosen.
Når vi ikke byggede eller sloges, tog Per og John Lorck og jeg på ekspeditioner. Det længste, man kunne komme væk, var op gennem Fensmarkskoven, som lå på Mosens nordvestside og ud til markerne mod Herlufsmagle. Når man havde passeret højmosen for enden af Linie-8 vejen, åbnede skoven sig med en stor portal dannet af bøgetræernes kroner. Igennem portalen så man ind i et gyldent rum med grågrønne ranke bøgestammer og med solplettet gulv. Til venstre ned mod engen var en sort væg af høje gamle graner, som lod os se ind i mørket mellem stammerne. Lidt uhyggeligt. Så op forbi den gamle grusgrav og bakken op mod markerne. At have nået et mål så langt væk måtte markeres. Når Scott kunne lægge en meddelelse på Sydpolen, så kunne vi vel også markere, at vi havde været her. Så John fik fat i en af sin bedstefars tomme cigarkasser. Vi tegnede så et lille kort over området, daterede det og skrev vore navne under. I et PS skrev vi, at kassen ville blive hentet igen på samme dag i det fjerne år 1955. Det var omtrent så langt vi kunne tænke frem. Kassen blev så gravet ned ved bredden af en lille bæk, som udsprang oppe ved markerne og løb hele vejen igennem skoven ned til engen ved skolelængen. Vi glædede os til at hente kassen i den fjerne fremtid. Hvad vi selvfølgelig glemte. I 1955 var John på Sorø akademi, og vi andre i gang med mellemskolen i Næstved. Så hvis ikke en ekspedition efter os har fundet vores meddelelse, ligger der sikkert nu en halvrådden cigarkasse og venter på at blive gravet frem i dagens lys.
En enkelt sommer gjorde vi den som cowboys på rigtige heste. Siddende overskrævs på brede, sindige arbejdsheste forestillede vi os at ride i strakt galop ud over prærien. Hestene tilhørte forvalter Nøttrup og blev brugt til at trække tipvogne med tørvemasse op fra mosen til et ælteværk, som stod på engen bag Niels Hansens gård. Under krigen blev Glasværkets ovne fyret med tørv, og overgangen til olie blev helt op til starten af halvtredserne suppleret med tørv, som blev gravet i mosen. Så stillede Per og jeg op sammen med Nøttrups søn Ib, som vi den sommer holdt os rigtig gode venner med, og bad om at måtte holde hestenes liner på vej op. Tipvognene blev tømt ned i ælteværket, hvorefter de blev skubbet i gang og selv rullede ned ad bakken til mosen. Så blev vi løftet op på hver sin brede hest, som vi stolte red ned igen. Normalt gik hestene selv op med vognene og fandt selv ned igen. Så nogen nytte gjorde vi egentlig ikke. Ved fyraften red vi sammen med en af arbejderne hestene over på en eng på den anden side af vejen, hvor de blev tøjret for natten. Det var fantastisk at sidde højt hævet og lade sig føre majestætisk frem af kæmpedyret.
Selv om tilladelsen til at lege på mosen var ledsaget af strenge formaninger mod tørvegrave og hugorme, var min mors bekymringer ikke fjernet. Så hun stod ofte i køkkenvinduet og ventede på, at vi skulle dukke frem fra bakken ned til mosen. Og blev glad, hver gang tre små hoveder viste sig.
Om efteråret var der en pause i bandelegene. Så skulle der sættes drager op på stubmarkerne bag Niels Hansens. Det var altid korsdrager, selvfølgelig hjemmebyggede og selvfølgelig så store som muligt. En drage under drengehøjde blev ikke regnet. To grene over kors, et stort stykke brunt karduspapir, som vi tiggede hos købmand Alfred, og en lang hale med sammenfoldede sider af Sydsjællands Socialdemokrat bundet på tværs til at stabilisere. Et grinende hoved med store øjne og stor mund blev malet på kardusen. Til slut, forsynet med en lang murersnor vundet op på en tyk gren, var den klar til at blive sat op. Det kunne være svært. På grund af størrelsen skulle der meget vind til, og kneb det, hvad det ofte gjorde, skulle den løbes op. Så løb jeg op imod vinden med dragen højt løftet over hovedet. Når det føltes, som om den ville lette, råbte jeg af mine lungers fulde kraft: „Mer snor, mer snor!“ Så gav Per snor, hvorefter dragen som regelen sank til jorden med et suk. Når det var sket nogle gange, blev vi enige om, at snoren nok sad for langt fremme. Den blev så skubbet tilbage, så dragen stod stejlere i luften. Og så løb jeg igen. Ofte med samme resultat. Men når det lykkedes, hvilken triumf. Højt oppe på efterårshimlen stod dragen nu og virrede med sit grinende hoved. Og med et solidt træk i murersnoren. Det var vores far, som havde lært os kunsten at bygge de ædle flyvere. Satte vi drager op om søndagen, var han ofte med og havde garanteret lige så meget sjov ud af det, som vi havde.
Erindringen stammer fra Finn Ekmans; En begyndelse. Finns opvækst på Holmegårds Glasværk, 1942-1961.
