Christian Winthers bidrag til Fensmarks historie

Christian Winther

Digteren Chr. Winther har sammen med Holmegaard Glasværk været med til at sætte Fensmark på ”landkortet” i folks bevidsthed. Glasværket pga. deres mange flotte glasdesigns og Chr. Winther for i sit digt ”En Ven” at indlede med: ”Hvor Fensmark hæver sit kirketelt…”

Det hele startede i 1793. Fensmark Kirke skulle have en ny præst, og det var major Peder von Post fra Broksø, der sørgede for, at ”kalde” Hans Christian Winther til sognepræst for Fensmark og Rislev.

Hans Christian Winther var alene, da han blev ansat, men forholdsvis hurtigt traf han Johanne (Hanna) Dorothea Borchsenius, og allerede 1794 blev de gift i Aversi Præstegård.

Rammerne for deres fælles liv blev Fensmark Præstegård, der på det tidspunkt ikke var særlig god. De forskellige rum lå i forskellige planer, så der var trapper over alt. Bl.a. lå stuen så lavt, at den blev oversvømmet om foråret, hvis tøbruddet var voldsomt. Det nævnes, at man måtte slå hul i muren for at få vandet ud.

29. juli blev Chr. Winther født, og det skulle vise sig, at det blev det eneste barn, de fik. Hanna Borchsenius har efter sigende flere år efter udtalt: ”En løvinde føder almindeligvis kun én unge”.

14. september 1796 bliver sønnen døbt, og han bliver opkaldt efter bedstefædrene og faderen. Hans fulde navn bliver Rasmus Willads Christian Ferdinand Winther. Til stede ved dåben var adskillige af Fensmarks beboere. Rasmus Rasmussen, Søren Hemmingsen, Lars Hansen, Christian Larsen, Hans Larsen og Jens Frandsen var alle gårdmænd fra byen. Desuden stod tømmermand Poul Bendixen, skovfoged Just Justesen, smed Jens Hansen og hugger Lars Andersen faddere. Det fortæller noget om det sammenhold, der har været i byen.

Chr. Winther viste meget tidligt interesse for det poetiske i livet, og han blev tilskyndet af moderen. Faderen – derimod – ville helst have, at han beskæftigede sig med nyttige ting, og han syntes, at drengen var doven. Følgende viser meget godt, hvordan moderen bevidst prøvede at udvikle den poetiske side af Chr. Winther. Man har i Chr. Winthers efterladte papirer fundet en optegnelse fra 15. juli 1866:

”Jeg mindes det, som det var idag. Det var min Fødselsdag, vistnok den femte, jeg havde naaet. Min Moder vækkede mig lidt før Solens opgang, svøbte mig, saadan som jeg laa, i det uldne Tæppe, og bar mig på sine arme gjemmen Hjørnestuen, op gjennem Havestuen, ud i Haven og ned gjennem nogle Gange. Da vi kom ud af Huset, lukkede jeg mine Øjne, og mit hoved sank på hendes Skulder endnu søvndrukkent og blendet af Dagsskjæret. Nede paa Højen, hvor der stod fire store Lindetræer og et stort Asketræ, og hvorfra man havde vid Udsigt ned over Holmegaards Tørvemose til Broksø og det fjerne Gisselfeld, satte hun mig ned paa et stort bord, hvor vi ellers drak Te om Aftenen, og nu kom det, der var mig tiltænkt. Nu fik jeg Øjnene op og saae den hele brede Dal mellem Fensmark Sogn og det Hinsidige ganske opfyldt at Sommerens hvide Nattetaage fra Mosekonens Bryggers. Jeg var så vidt, at jeg vidste, min Moder ville forunde mig at se noget smukt og dejligt; men nu – og alt for længst – veed jeg, at hun, netop hun aldrig havde til Hensigt at vække paa en unaturlig Maade højere Ideer, Begejstring eller Sligt i min unge Sjæl. Det stod en Stjerne paa

Himmelen – den Stjerne glemmer jeg aldrig. Lidt efter lidt kom Solen frem, og det skuespil, som tusende Poeter forgjæves have søgt at beskrive, oprulledes for mine Øjne, Når jeg siden har seet omtrent det Samme, mindedes jeg altid det Syn, og det blev altid ufordunklet”.

Spørgsmålet er, om det ikke er denne oplevelse, der har lagt grunden til resten at Chr. Winthers digteriske virke.

Han blev undervist hjemme i præstegården sammen med ”pensionærerne” (som der står i folketællingen fra 1801). Hanna Borchsenius havde fået ry som en ”meget dannet og ædeltænkende kvinde med et klart og sundt blik for livet”. Derfor blev unge piger fra gode hjem placeret på præstegården, hvor præstefruen og præsten tog sig af deres opdragelse og skolegang. Bl.a. havde de skolehaver, hvor de hver havde et stykke, de skulle passe. Frederikke og Marie Koes er eksempler på, hvem disse pensionærer var. Deres mor var død, og faderen valgte at sende sine to 6-årige tvillinger til Fensmark Præstegård, hvor de var hele deres barndom.

Så selvom Chr. Winther var enebarn, er han alligevel opvokset i en ”søskendeflok”.

Da han var ti år, blev han sendt til København, og i 1807 begyndte han på Nykøbing Katedralskole. Samme år flyttede hans far og mor til Ulse Olstrup præstegård. Hans Christian Winther var forflyttet til Ulse kirke, men han var ramt af en dødelig sygdom, og det er uvist, om han fik gang i embedet ved Ulse kirke. Han døde i 1808. Hanna Borchsenius blev efter sin mands dør også syg, og hun var længe indlagt på et sygehus i København. I 1810 flytter hun til Nykøbing, bl.a. for at holde lidt øje med sønnen. Skolegangen var det så som så med. I protokollen fra 1808 står der: ”Ved Hjælp at lidt Strenghed kan Winther altid bringes til at være opmærksom og flittig” og de forskellige karakterer har ikke været noget at prale med.

Hans egentlige lyst rettede sig mod litteraturen, og han blev medhjælper på et bibliotek, hvor han kunne beskæftige sig med sin hovedinteresse. Han blev student i 1815, og på det tidspunkt havde han opdaget, at han var god til at skrive digte, og det blev hans redning.

Der er ingen tvivl om, at årene i Fensmark har sat sig varige spor, for som han skriver: ”At de første Indtryk, man i den tidligste Alder modtager, som oftest er de varigste, de, der egentlig giver Karakteren sin Retning og gjorde Udslag for hele Livet, har også jeg erfaret”.

Chr. Winther kom aldrig tilbage til Fensmark, og han døde i Paris i 1876.

Læs mere om Christian Winther, HER.

Læs mere om Fensmark Præstegård, HER.

Læs mere om Fensmark Kirke, HER.

Mindestenen ved præstegården blev rejst af byens borgere på Christian Winthers 125 års dag den 29. juli 1920