En historie fra den verden jeg sommetider møder, og som jeg er stolt af at have mødt!
I september 2015 besøgte jeg Birgit Pedersen i hendes hjem i Næstved. Jeg skulle afhente en fortælling fra Knud Nielsen, som Birgit havde lyst til at forære, Nye & Gamle Fensmark. Birgit var datter af Knud.
Knud var bl.a. tidligere glasmager på Holmegaard Glasværk, pedel på Holmegaardskolen i Fensmark og kommunalbestyrelsesmedlem i Holmegaard Kommune.
På det tidspunkt hvor jeg besøgte hjemmet, var Birgit desværre ikke så helbredsmæssig frisk, da hun på daværende tidspunkt, var igang med kemobehandling. Hun håbede dog på, at hun ville nå at opleve Knuds erindring renskrevet.
Det nåede hun gudskelov, men hun nåede desværre ikke at se den udkomme i bogform.
Birgit sov stille ind den 6. oktober 2015 ❤
/Linette Bach
I dag modtog Birgits datter bogen, og Mona skriver således:
Den 13. februar 2017 modtog jeg en anmodning fra Linette Bach, som ønskede at bruge min morfar Knud Nielsens erindring, i en bog om Fensmark.
Jeg sagde med det samme; “Det er du meget velkommen til, Linette”.
Jeg ved min morfar, har haft meget stor betydning, for mange borgeres liv i Fensmark, og det vil være en god måde at mindes min morfar Knud på.
Da bogen udkom kontaktede jeg Linette for at få bogen tilsendt. Jeg bor i Ans og kommer ikke lige forbi Fensmark Brugsforening.
Bogen ankom i dag og jeg skyndte mig at slå op på min morfars fortælling.
Da jeg læste hans fortælling, kunne jeg mærke og høre hans stemme, fortælle historien.
Det var så dejligt at komme en tur tilbage til minderne. Blive mindet om hvad min morfar stod for, hvad han fik gennemført i sit virke i det kommunale og politiske liv.
Hilsen Mona, barnebarn af Knud Nielsen.