Pastor Balle

Pastor Balles indberetninger vedr. børns undervisning i 1805 og 1806 fra Fensmark, Rislev, Holme Olstrup og Toksværd.

Fra 1783 til 1807 var det biskoppernes ansvar at føre tilsyn med præster, menigheder, skoler og lærere. Biskoppen skulle mindst hvert tredje år besøge de enkelte sogne i stiftet, og i 1805 og 1806 var det Fensmarks tur til at få besøg af biskop Balle.

Balle var en meget omhyggelig mand, der nøje nedskrev, hvad han erfarede på sine besøg, og alle disse indberetninger er senere blevet samlet af Christian Larsen i ”Balles Visitatsbog”, der er udgivet i 1999. Derfra stammer nedenstående indberetninger fra vores område.

Fensmark – Rislev sogne

– Balle 1806: Lærer Guldager er i sin tiltagende alder endnu virksom og duelig. Men det lykkes ham ikke at holde skolegang ret vedlige. – Af de på listen antegnede skolebørn savnedes 14. Mange havde været meget forsømmelige. Imidlertid udviste de flittigere i deres svar efter lærebog og katekismus både eftertanke og færdighed, så at jeg kunne være fornøjet. Nogle havde tillige gjort skikkelig fremgang i bibelsk historie. Ikkun 3 øves for tiden i at skrive. Adskillige havde lært flere salmer, en deres hukommelse kunne beholde. Ved boglæsning røbede sig skolegangs forsømmelse hos de uflittige. – Jeg prøvede dem i fremmede bøger og forefandt 18, som vel kunne fortjene en bog.

Rønnebæk – Olstrup sogne

Holmegaard Gods byggede et 6-fagsskolehus med tegltag og vedligeholdt det-samt betalte lærerens løn. Han skulle undervise12drengebørn fra godset, som de selv udvalgte. –Ny skolestue1814.

Balle 1805: Lærer Petersen underviser med flid, katekiserer ret godt, holder god orden og synger ganske vel. -Gud velsigne ham. Mange børn har gjort skøn fremgang efter deres forskellige alder i lærebogen, og vidste at gøre rede for, hvad de havde lært deraf såvel som af katekismus. ”Mange børn havde rosværdige færdigheder. Også en del havde læst bibelhistorie. I boglæsning udmærkede de flittige sig ved bestemthed og nøjagtighed. Ni børn øver sig i skrivning, og der er endda ét barn som kan regne! De have lært mange salme og kunne synge temmelig godt.

Fensmark – Rislev sogne

Balle 1806: Den nye degn og skolelærer Sr. Brehmer har nylig tiltrådt sit embede. Jeg ønsker ham al guddommelig velsignelse. Af de på listen antegnede skolebørn savnedes ingen [sjældent]. Adskillige havde gjort nogenlunde fremgang, mere eller mindre i lærebogen og vidste at svare med skikkeligt begreb. Ligeledes blev der svaret af katekismus med eftertanke. Og så havde en del lært noget af bibelhistorie tillige med flere salmer. 6 have lagt vind på skrivning. I boglæsning viste sig mangel hos de forsømmelige –Ved anstillet prøve i fremmede bøger forefandt jeg 23 børn, som kunne belønnes eller opmuntres hver med en bog til foræring.

Toksværd

Balle 1805: Degnen, der var døv, havde en vikar, som lærte børnene nogenlunde at læse i bog, men forstår ikke meget af katekisere. -En del af børnene havde gjort skikkelig fremgang i lærebogen og vidste at svare med nogenledes godt begreb, såvel som af katekismus. Også befandtes boglæsningen hos de flittige at være for det meste antageligen. Dog bør stavning og læsning i forskellige bøger ideligen øves. -Seks lærte at skrive (ingen regning). Man havde også lært salmer. 17 bøger uddeltes, hvoraf 2 til privatister uden for skolen.

Indberetninger som disse viste med al tydelighed, at der var brug for en egentlig skolelov, og i 1814 kom den første folkeskolelov og dermed tvungen skolepligt.

Baggrunden for indberetningerne skal findes i den udvikling, der var i Danmark i slutningen af 1700-tallet. Der var kommet nye tanker om, hvordan man kunne indrette samfundet på en mere smart måde.

Det var de stigende priser på landbrugsvarer i Vesteuropa efter 1750, der satte gang i overvejelser om reformer i dansk landbrug med henblik på at opnå produktionsforøgelser. Landbruget havde været igennem en hård afsætningskrise i 1730’erne, der havde medført forarmelse og en forværring af bondestandens vilkår med indførelse af stavnsbåndet i 1733. Som om det ikke var nok, fulgte derefter en periode med kvægpest i 1740’erne. Oplysningstidens tanker om frie og lige vilkår for alle var samtidig begyndt at spire ude i Europa og bredte sig også til de oplyste kredse i Danmark.

Reformerne kørte ad tre spor:

1. Ophævelse af landsbyfællesskabet og dermed bondebrugets driftsmæssige selvstændiggørelse uanset ejendomsforhold. Det der også blev kaldt udflytningen, hvor man flyttede gårdene væk fra landsbyen og ud på markerne.
2. En reform af fæstevæsenet og dermed bedre betingelser for de fæstebønder, der forblev knyttet til godserne.
3. Fæstevæsenets gradvise ophævelse og bøndergodsets overgang til selveje.

Disse tiltag opbyggede et behov for, at ”almindelige mennesker” fik en form for uddannelse inden for læsning, skrivning og regning. Det ville man jo gerne have lidt hånd i hanke med, og det er i den forbindelse, pastor Balle kommer ind i billedet. Man havde besluttet, at biskopperne skulle forestå dette tilsyn, og pastor Balle var biskop for Sjælland. Det var noget af en mundfuld. I 1800 var der på Sjælland 33 herreder, 257 kirker og 543 skoler, de skulle besøges hvert tredje år.

Det er ikke helt tilfældigt, at det blev kirkens folk, der kom til at stå for kontrollen. Præsten var sognets midtpunkt, idet han indtog en mærkelig plads som både embedsmand og folkeopdrager. På den ene side var han sjælesørger for menigheden, på den anden varetog han en række verdslige opgaver, først og fremmest pastoratets fattig- og skolevæsen. Hertil kom blandt andet opsyn med jordemødre, udfærdigelse af mandtalslister og attester samt indberetninger om alt fra kapitelstakster til oldsager. Da Oldsagskommissionen – Nationalmuseets forløber – blev nedsat i 1807, fik præsten endnu en pligt som indberetter om fortidsminders tilstand i hans sogn eller sogne. I denne opgavestrøm prioriterede statskirken helt klart den åndelige side af sognets liv. Biskoppens visitats skulle kontrollere, om folket blev opdraget i den rette kristendom gennem præstens ord til menigheden og hans personlige levned. Fuldt så vigtig var kontrollen med, om børnene i skolen lærte statsreligionens grundbegreber samt om de lærte at læse. – Sådan var hensigten formuleret i skoleloven af 1739. Hvis man ville have børnene uddannet i skrivning og regning, kunne det ske mod betaling, hvis stedets lærer ellers magtede denne undervisning. Endnu var en egentlig uddannelse af lærere ikke begyndt herhjemme. Skrivning og regning blev først tvangsfag i skolen med skoleloven af 1814.

Det siger noget om biskop Nicolai Edinger Balles fremsyn, at han i 1792 opfordrer folk til at lade deres børn lære skrivning og regning. Det bliver stadig vigtigere for landmanden, sagde han – åbenbart med tanke på de store landboreformer fra 1780’erne, som skulle forme en ny selvstændighed for bonden til de nye tider.  Balle var en meget pligttro og nidkær tilsynsmand, men også meget mild og menneskekærlige. Det lå ham stærkt på sinde at vise skolebørnene oprigtig forståelse og kalde på deres tryghedsfølelse, når de skal møde deres biskop til overhøring. Af egen lomme finansierede han flidspræmier til elevernes opmuntring.

Han skulle mindst hvert tredje år besøge de enkelte sogne – også kaldet visitats. Denne blev bekendtgjort fra prædikestolen på forhånd, og der var mødepligt, forudsat at der ikke forårspløjning, høst eller andet nødvendigt arbejde.

Et sådan visitats begyndte i kirken med præstens prædiken og menighedens salmesang. Dernæst blev de nyligt konfirmerede unge hørt i Luthers lille katekismus med vægt lagt på De Ti Bud, Trosbekendelsen, Fadervor, Dåbens Sakramente og Nadverens Sakramente. Så skulle Balle kontrollere kirkens og præstegårdens stand, og om kirkebogen var ført korrekt. Dernæst besøgte han sognets skoler for at undersøge, hvad børnene havde lært, og om læreren/skoleholderen var sin opgave voksen.