Erindring af Bertha

Bertha er født den 12/10 1929 i en lille lejlighed på 1. sal (Glasværksvej 36) med Glaskroen som nabo. Lejligheden bestod af to små stuer, et soveværelse og et køkken med et spisekammer. Det var småt, men hyggeligt. Vi havde kakkelovn i stuen og komfur i køkkenet. Jeg kan huske, at vi brugte ovnen i komfuret, når vi om vinteren kom hjem med våde støvler og vanter. Så blev ovndøren åbnet, og de våde ting blev lagt til tørre.

Jeg blev født ind i en familie, der bestod af min far, Fritz Weidinger (han hed egentlig Frederik), min mor, Signe og fire børn. Den ældste var Martha (20/2 1917), dernæst kom Anny (27/12 1919), nummer tre hed Gerner (25/4 1923) og nummer fire var Vera (29/7 1925), så den lille lejlighed skulle rumme syv mennesker. Min mor var hjemmegående, og min far var leder af glasmalerværkstedet på Holmegaards Glasværk.

Min farfar og farmor, Anton og Johanne, var sammen med deres fem børn kommet fra Böhmen til Fensmark i 1888. De var katolikker, hvilket fik betydning for mine forældre. Min mor var protestant, og da de giftede sig, måtte de skrive under på, at vi børn skulle pådrages i den katolske tro. Det betød, at vi var i kirke alle de søndage, hvor præsten kom fra Næstved til Holmegaard. Enkelte gange spiste præsten hos os, og det syntes jeg var underligt. Jeg tror ikke, præsten var fattig, så jeg fik den tanke, at han levede på nas. Mine ældre søskende cyklede til Den Katolske Skole i Næstved i de ældste klasser, men da der under krigen blev mangel på cykeldæk, blev jeg fritaget. I stedet gik jeg til præst i det lille kapel, der siden 1835 var indrettet i en stue på Svinget 21. Der kom en gammel præst og gav mig konfirmationsundervisning. Det var ikke særligt behageligt, og jeg husker ikke noget af det, han sagde. Selve konfirmationen foregik dog i Vor Frue Kirke på Præstøvej i Næstved, men jeg kan ikke huske, hvordan vi kom frem og tilbage. Mine ældre søskende blev konfirmeret i København, og jeg husker særligt min søster Veras konfirmation, for hun fik 50 kroner af onkel Johannes og faster Marie. De var også katolikker, så de har nok været med i kirke.

Jeg tænker ikke tilbage på min konfirmation som en særlig god oplevelse, og en anden ting, som jeg syntes var rædsomt, var, at jeg skulle gå med forklæde i skole. Jeg fandt det nedværdigende, men måske var der andre, der også gik med forklæde. Min svigerinde, Inger, gjorde i hvert fald, men hun var så modig, at hun tog forklædet af og gemte det i sin taske, mens hun var i skolen. Så klog var jeg ikke, eller også turde jeg ikke. Men hvad, jeg overlevede jo. Og jeg overlevede også, at jeg ikke måtte deltage i religionstimerne i skolen. Jeg skulle først møde, når de andre var færdige med den time. Jeg blev dog ikke drillet med det, men den var bare ikke rart at være holdt uden for samværet med mine klassekammerater.

Min skoletid startede i en skolestue i præstegården. Jeg tror, det skyldtes, at børnetallet var blevet så stort, at man måtte benytte denne udvej. I 2. klasse skulle jeg gå i ”Den Røde Skole”. Den lå på hjørnet af Holmegaardsvej og Tørvevej (dengang Glasværksvej). Næste stop var ”Den Gule Skole”, som lå skråt over for Forsamlingshuset. Der gik jeg i to år. Derefter skulle vi gå i nuværende skole, Den var lige blevet bygget (1936), så der skulle passes på den. Vi skulle bl.a. have skiftesko med, for vi måtte ikke gå på de lakerede gulve med snavset fortøj. Det var især et problem om vinteren. Jeg havde fedtlæderstøvler på, og de var ikke særlig hurtige at få af og på i forhold til skistøvler. Det gik ud over legetiden i frikvartererne. Når det var rigtig dårligt vejr, fik vi dog lov til at være inde, og jeg kan huske, at vi sad i en lang række på gangen, når vi skulle spise vores madpakker. Jeg husker især alle de dejlige dufte fra de forskellige madpakker. Min skoleveninde havde ofte blodpølse med. Det fik vi ikke så tit hjemme hos os, så jeg byttede madder med hende. Det er vist ikke noget, nutidens unge kender til, men for os var det en oplevelse.

Ud over de almindelige fag havde vi håndgerning. Her lærte vi at strikke og sy på symaskine. Skole havde kun to symaskiner, så der var længe mellem, man kunne komme til, men vi fik lært grundreglerne, og det var jo det, der var meningen, og vi har da haft glæde af det senere i livet. Drengene havde træsløjd, og om sommeren havde de skolehave. Her lærte de at så gulerødder, ærter og lignende. Og de lærte at klippe hæk. Ejvind sagde altid, at han fik 12 i hækkeklipning. Det hed dog ikke 12 dengang, men det var det udtryk, han brugte, og han var dygtig til det.

I skolen var der seks klassetrin, og det betød, at hvis man ikke var oversidder i løbet af skoletiden, tog man det syvende år i sjette klasse. Der var ikke mange oversiddere i skolen, så det havde nogle sjove konsekvenser. Bl.a. gik jeg mit første sjetteklasseår sammen med Ejvind, der var i gang med sit andet sjetteklasseår, og da jeg gik i mit andet sjetteklasseår, var det sammen med Ejvinds bror, Flemming. Meget pudsigt at vi senere skulle komme i familie med hinanden.

Jeg kan ikke huske, hvordan toiletforholdene var i de først skoler, jeg gik på, men på den nye skole var der ”træk og slip” toiletter. Vi var jo vant til lokummer med spand under, så dette var noget helt nyt for os. Ejvind har mange år efter fortalt om sin første oplevelse med disse nymodens forhold. Da han trak i snoren, blev han så forskrækket, at han for ud af toilettet, for han troede, at hele rummet ville blive fyldt med vand.

Nu vil jeg fortælle lidt om min fars arbejde på Holmegaards Glasværk. Som skrevet var han glasmaler, og han arbejdede bl.a. med at male guldkant på glas. Et af de kendteste serier hed Gisselfeld, og der var både rødvin, hvidvin, snapseglas og champagneglas i flere størrelser. Jeg har selv været med i den produktion. Desuden dekorerede han apotekerflasker. Det blev gjort med emalje, hvor bogstaverne blev lavet ved, at man skrabede i emaljen. Nu om dage bruges disse flasker til pynt, men dengang opbevarede apotekerne deres forskellige pulvere i flaskerne. Han var også med til at sprøjte reklamekupler til Esso. Kuplen var lavet i hvid opalglas og malet med blå kant og esso-bog-staverne i rødt. Min far dekorerede rigtig mange, og de sad på de gamle håndpumpebenzinstanderne. Man lavede også hospitalsglas, og de glas, der blev brugt på epidemiafdelingerne, fik en blå kant. Til D.F.D.S blev der lavet snapseglas. Deres logo blev malet med hvid farve, og så blev glassene forsynet med en hvid ring, så man kunne hælde den præcise mængde snaps i. Jacob E. Bang designede en serie, som blev kaldt Broksø, og den indeholdt fade, kander, is-assietter, skåle m.m. Disse blev dekoreret med røde og grønne streger. Jeg har også malet tusindvis af maskinfremstillede presseglas. Alt kunne sælges, så der var gang i forretningen.

Efter malingen var lagt på, skulle den brændes fast. Det foregik i det gamle malerværksted, hvor der stod fire store ovne. Man satte først et lag glas i bunden, derefter placerede man fire kegler i hvert hjørne, og på disse spidser lagde man en jernplade, som blev fyldt med flere glas, og hvis man havde små glas, kunne man få plads til endnu en plade. Foran i ovnen var der plads til endnu flere, og når ovnen var fyldt helt på, blev den lukket med en cementlåge, der blev ”limet ” fast med ler. Det var hårdt arbejde. I lågen var der et kegleformet kikhul, så man kunne følge med i brændingen. Der var jo ikke lys i ovnen, så man stak en pind ind gennem kighullet, og varmen i ovnen antændte denne pind og skabte lys nok til, at man kunne se, om brændingen var færdig. Bag på ovnene var fyrlemmen placeret, og i fyrrummet brugte man kul. Brændingen foregik ved ca. 800 grader, og når denne temperatur var nået, ragede man kullene ud i en jerntrillebør og spulede vand på. Kullene var nu blevet til koks, og dem fik min far lov til at køre hjem til vores egen kakkelovn. Jeg tror, at det var en del af lønnen. Brændingen var ikke altid færdig til fyraften, og det var så min fars opgave, at holde øje med ovnene. Af og var jeg med derovre om aftenen og var med til at rage kullene ud. Senere blev der sat en elektrisk ovn op i et tilstødende rum, og det gjorde jo arbejdet noget lettere.

Jeg kommer i tanke om en anden ting, som jeg lavede med min far. Han kunne godt lide at få en lur på chaiselongen, og når han var færdig med luren, fik jeg lov til at sæbe ham ind til barberingen. Jeg hentede varmt vand i en kop, et stykke barbersæbe og en barberkost, og så fyldte jeg hans ansigt med skum. Bagefter gik han ud i køkkenet og skrabede skummet og skægstubbene af. Vi havde jo ikke noget baderum, så al vask foregik i køkkenet i et vandfad. Der var ikke indlagt vand, så vandet skulle hentes ved vandposten nede midt i gården. Det var noget af et slæb at få det op på første sal. Vi havde to spande med plads til ti liter i hver, og af og til var det min opgave at fylde dem. Jeg kunne ikke bære dem, når de var fyldte, så de blev sat nede i træskogangen, og så brugte jeg mælkespanden til at fylde dem op med. De tunge spande tog de voksne sig af, når de kom hjem til middag.

Vi var ti familier, der deltes om vandposten, så der var næsten altid mennesker omkring den. Det var hyggeligt, for vi benyttede jo lejligheden til at få en sludder, og når jeg tænker tilbage, er det enorme mængder, der er slæbt ind og op i lejlighederne. Heldigvis havde lejlighederne afløb, så vi skulle ikke slæbe vandet ud igen. Vandposten blev et samlingssted. Bl.a. husker jeg, at hustruerne og døtrene sad dernede og skrællede asier om sommeren, så der var altid noget at se på og nogle at lege med.

Ved husene var der bygget en del staldbygninger, som blev brugt til opbevaring af brændsel, cykler og haveredskaber o.l. Hver familie disponerede over et rum. Bagerst i bygningen lå lokummerne. Vi var heldige at have vores eget, men der var familier, der måtte deles om et lokum. I bygningen helt nede ved porten til Glasværket, havde de lokummer med to huller ved siden af hinanden, så kunne man sidde og hyggesnakke, mens man forrettede sin nødtørft. Lokummerne blev tømt af latrinmanden, men om han kom hver uge eller kun hver anden, kan jeg ikke huske. Derimod husker ligeså tydeligt den stank, der var, når han var der. Han havde, så vidt jeg ved, en aftale med en bonde, som kørte latrinen ud på sine marker. Det blev betragtet som fortrinlig gødning.

Så husker jeg mappen. Der var fire familier om hver mappe, og i den lå der Familie Journalen og Hjemmet, og så havde vi en uge til at læse disse ugeblade, før den blev givet videre til næste familie.

Husene havde jo ikke numre dengang, så postbuddet fik sommetider afleveret brevene på den forkerte adresse. Det gav lidt komplikationer i vores familie. Min far var ikke på så god fod med min farbror Frans, og af og til var der et brev adresseret til F.R.Weidinger. Det fik vi, fordi vi lå først på postruten. Når min far sprættede brevet op og så, at der stod ”Kære Mama og Papa”, så vidste han, at det var til Frans, så blev jeg sendt om med det med instruks om at sige, at min far ikke havde læst brevet. Det var lidt ubehageligt.

Når det var vinter og frost, kom der jo is på mosen. Det frøs hurtigt til på det, vi kaldte ”fladerne”. Det var overfladevand med en meget lille dybde, så der måtte vi godt lege. På et senere tidspunkt blev isen på de dybere tørveskær så tyk, at de voksne sagde god for den, og så var den et leben især om søndagen. Det var både voksne og børn, der skøjtede rundt, og mange lærte sig herresving og at løbe baglæns. Det var især hyggeligt, når konerne kom ud med kaffe, og vi åbnede vores madpakker. Og så var fornøjelsen jo gratis.

I fyrrene var det nogle gevaldige snevintre, og det benyttede vi børn til at kælke. Fra Trollesgave og ned mod Mosen var der en rigtig god kælkebakke, hvor hele byens ungdom mødtes. Vi skulle selv trække kælken op igen, så vi var godt trætte, når vi kom hjem hen under aftenen, men det var en behagelig træthed. En vinter var jeg med til at bygge en kæmpestor snehytte. Det foregik på en bar plads, hvor der senere er indrettet parkeringsplads. Vi dyngede så megen sne op, at de store drenge kunne lave så stor en hule, at vi kunne sidde 5-6 stykker derinde

Vi gik jo ikke børnehave dengang, så der var altid mange børn omkring beboelserne ved Glasværket, og en af de lege, vi legede, var skjul. Vi kunne ofte være op til tyve børn, og så delte vi os i to hold, hvor det ene stod ved hjørnet af Glaskroen, og det andet stod ved Sveaborg. Så blev der talt mens det ene hold gemte sig, og det var så det andet holds opgave at finde dem. Det var ikke let, for der var rigtig mange skjulesteder. En af pigerne havde i den forbindelse et handicap; hun var helt hvidhåret, så hun blev hurtigt fundet.

Min bror Gerner fik på et tidspunkt lov til at holde kaniner på den betingelse, at han selv skulle passe dem med rensning af bure og fodring. Han plukkede rigtig mange mælkebøtteblade i den periode. Da han blev træt af det, blev kaninerne slagtet. Vi havde også høns, men de blev passet af min mor, og deres æg var et godt supplement i husholdningen. Hvis der var billige æg at købe, købte min mor en ekstra portion, som så blev lagt i en stor syltekrukke med vandglas. Det var en mærkelig blanding, helt hvid og jævn, og når man skulle fiske et æg op af vandglasset, var det som at røre ved en gang grød. De æg kunne ikke koges, så de var til madlavning og bagning.

Gerner var meget idérig. På et tidspunkt lavede han et helt andespil (som vi i dag kalder banko). Navnet ”andespil” kom sig af, at man meget tit spillede om ænder – ofte levende, men det blev dog senere forbudt. Gerner lavede plader og brikker, og dette sæt lejede han ud til de foreninger, der arrangerede andespil på Kroen eller i Forsamlingshuset. En plade kostede ti øre, og jeg har selv engang vundet en gås på ekstranummeret. Det var stort at komme hjem med.

På et tidspunkt var jeg blevet så stor, at jeg godt kunne tage mig af at pudse familiens sko. Vi var jo syv i familien, så det var noget af en opgave. Jeg husker, at jeg samlede alle skoene sammen og tog dem med ned i gården, hvor de alle fik en tur. De hvide lærredssko skulle kridtes. Det var noget flydende noget, som man smurte de hvide sko ind i, til møget var dækket. Derefter skulle de stå til tørre i et stykke tid, før de kunne bruges. Nu bagefter kan jeg se, at det var en god måde at lære, at der er pligter, der skulle gøres, når man skulle fungere som en familie.

Gerner havde eget værelse oppe på loftet. Man skulle først gå et lille stykke under tegltaget for at komme hen til hans værelse. Når man gik til højre, kom man til det værelse, som Anny og Vera havde. Jeg selv lå i mine forældres soveværelse til efter jeg blev konfirmeret, og Vera må også have sovet der, for Martha blev gift i 1939, den dag, hvor tyskerne gik ind i Polen.

Gerner havde meget svært ved at komme op om morgenen. Han prøvede alt muligt. Bl.a. satte han vækkeuret på en tallerken, så det støjede mere, men det var ikke nok. Så koblede han en snor mellem vækkeuret og dynen. Idéen var, at vækkeuret så kunne trække dynen af ham. Men oftest måtte mor banke i loftet med et kosteskaft, før der kom liv i ham. Han var jo kun 14 år, da han startede på Glasværket, og han var så lille, at han måtte kravle helt ind i ovnen, når den skulle fyldes til brænding. Før han blev konfirmeret, kørte han med ugeblade. Jeg er dog ikke klar over, hvor meget han tjente på det. Men han var god til at tjene penge Efter at han var udlært, arbejdede han nogen til på Glasværket, men i 1943 rejste han til København for at starte sin egen forretning, Weidinger Glasmaleri. Jeg kan huske, at han engang kom hjem på besøg, og at han havde en hel kasse flødeboller med. Det var jo ikke hver dag, vi oplevede det, så der var fest i hjemmet. Han har også engang givet mig et per sneskøjter i julegave. De var af træ med en metalskinne under. De var ubrugelige, eller sagt på en anden måde, jeg lærte aldrig at bruge dem. Det var jo under krigen, så der var ikke meget at få, men det var tanken, der talte, så jeg blev alligevel glad.

Juleaften husker jeg tilbage på som noget meget smukt. Der var stor hemmelighedskræmmeri omkring juletræet, så juleaftensdag tog min far mig med ud at gå. Vi gik over Mosen, op gennem Fensmarkskoven, gennem Fensmark by og tilbage, og jeg husker turen som meget lang. Imens pyntede mine store søskende juletræet. Jeg husker ikke, hvad vi fik at spise til hovedret, men desserten bestod af citronfromage –uden mandel – det brugte vi ikke i vores familie. Efter opvasken gik far ind i den stue, der kun blev brugt ved højtidlige lejligheder for at tænde lysene på juletræet. Det var et stort øjeblik, når døren gik op. Træet stod i et hjørne af stuen, og så stod vi op og sang nogle salmer. Jeg fik lov til at stå på en stol, så jeg kom på højde med resten af familien. Vi fik måske to gaver hver. Der var jo ikke råd til så meget dengang, men det var rigtig hyggeligt. Julefrokoster brugte vi ikke. Måske skyldtes det, at transportmulighederne ikke var så store, og det var ikke almindeligt at gå på besøg hos hinanden. Det kom først igang efter krigen i takt med, at tiderne blev bedre. Jeg besøgte dog min skoleveninde for at se hendes juletræ og de gaver, hun havde fået, og hun kom hos mig for at se mine gaver og vores juletræ. Det var meget hyggeligt.

Til fødselsdag fik vi lov til at invitere nogle kammerater, men det var aldrig hele klassen. Nu om dage tager man jo i svømmehallen eller i biografen, men dengang blev det altid holdt i hjemmet. Jeg kan huske engang, hvor jeg skulle til Birthes fødselsdag, at min mor formanede mig om kun at spise ét stykke lagkage, også selv om jeg blev budt anden gang. Det var en del af opdragelsen, at man ikke skulle være grådig. Efter chokolade og kagerne skulle vi lege. Det kunne f. ex. være ”Tampen Brænder”. Det foregik på den måde, at vi alle skulle forlade stuen undtagen den, der skulle gemme fingerbøllet. Når det var gemt, kom vi ind, og så blev vi ledt rundt ved hjælp at oplysninger som for eksempel: ”Tampen brænder på venstre øre”. Birthes mor var god til at lege med os. Bl.a. kunne hun en leg, der hed ”Dronning Dagmars lig”. Man skulle lægge sig på ryggen, og så fik man en frakke over sig. Det var så meningen, at man kun måtte se ud gennem et af ærmerne. Man blev noget forbløffet, for der blev hældt et glas vand ned gennem ærmet og ned i hovedet på ”Dronning Dagmars Lig”. Det udløste en mægtig grinen.

Læs mere om familien Weidinger, HER