Da krigen kom til Fensmark
Den almindelige opfattelse er, at den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 ikke var noget, man mærkede så meget uden for de store byer, bortset fra, at varemanglen og rationeringerne var noget, man mærkede over hele landet. De dramatiske situationer som skyderier, sabotager, likvideringer m.v. var naturligt koncentreret i de større byer, men der skete også ting og sager ude på landet. Det gjorde der også i Holmegaard Kommune, og i det følgende vil jeg fortælle om nogle af de begivenheder, der foregik på den tid, og som nu næsten er glemt.
Flemming Jensen.
Tyskerne beslaglagde Forsamlingshuset
I den første tid af besættelsen skete der ikke så meget, men i sommeren 1942 skete der dog noget usædvanligt. Tyskerne havde på Tybjerggårds jorder bygget en større kommunikations- og luftmeldestation på en bakketop. En tilsvarende station var oprettet på Stevns Klint. For at forbinde disse stationer var det nødvendigt at oprette en telefonforbindelse mellem de to stationer. Det betød, at tyske telegraftropper en tre-fire måneders tid arbejdede med at sætte telefonmaster op og trække telefontråde. Ledninger gik bl.a. over Hjulebæks-, Trollesgaves- og Holmegaards marker, hvilket ikke vakte begejstring blandt de berørte lodsejere. Det vanskeliggjorde markarbejdet, men de fik dog en kontant kompensation pr. mast. For at tropperne kunne være tæt på arbejdsstederne, flyttede de ind i forsamlingshuse på strategisk vigtige steder. Blandt disse var Fensmark Forsamlingshus, hvor et kompagni tyske telegrafsoldater flyttede ind. I den store sal blev der sømmet køjesenge op til de menige soldater, medens befalingsmændene havde de tilstødende lokaler. Kun værtens lejlighed blev ikke beslaglagt. Det var ikke populært blandt befolkningen. Forsamlingshuset var det eneste sted, hvor der kunne holdes baller og andre arrangementer. Bl.a. var det et alvorligt afbræk, at den månedlige biografforestilling i rejsebiografen ”Valkyrien” ikke kunne finde sted. For os drenge var det – trods dette – en spændende tid. De tyske soldater var venlige og rare, og der foregik en del fraternisering med dem. Byens børn og unge samledes ofte i gården til Forsamlingshuset, når soldaterne havde fri, og de pjattede og legede. Det gav også anledning til en del ”sortbørshandel”. Tyskernes rationer var meget små, så de ville gerne give 10 cigaretter for et smørmærke til et kvart pund smør. Et mærke til et stykke sæbe gav 3 cigaretter. Det var tydeligt, at de nød at være i Danmark i stedet for at gøre tjeneste ved Østfronten eller andre farlige frontområder. Arbejdet med ledningerne foregik uhyre rationelt. En mand med et håndbor borede et smalt hul i jorden, hvorefter en anden puttede en dynamitstang ned i hullet, og efter sprængningen var det en smal sag at trække det løse jord op med specialværktøj, så masten kunne anbringes.
Sabotage og trusler om gidseltagning
Der gik ikke lang til, før det blev mere dramatisk. Inden telefonforbindelse var færdig, blev nogle af masterne savet over og ledningerne klippet i stykker. Det resulterede i, at den lokale politibetjent, der den gang boede i Terslev, blev tilkaldt. Jeg husker, at betjenten stod i Forsamlingshusets gård, hvor tyskerne havde lagt de oversavede master. Man fandt aldrig ud af, hvem der havde udøvet denne sabotage. Det fortsatte imidlertid, for på et tidspunkt truede tyskerne gennem politiet at tage gidsler, hvis sabotagen ikke ophørte, og der gik hårdnakkede rygter om, at sognerådsformanden, præsten og førstelæreren ville blive arresteret. Det blev dog ved truslerne, og jeg tror også, at sabotagerne ophørte. Efter to-tre måneder flyttede tyskerne fra Forsamlingshuset og til Dalby ved Haslev.
Jagten på politifolk
I september 1944 opløste tyskerne det danske politi. En del blev arresteret, og en del blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland, hvorfra nogle aldrig kom hjem. Det lykkedes dog mange danske politifolk at ”gå under jorden”. Også i den forbindelse skete der noget i Fensmark. Driftsbestyrer Karl Schlüter på Glasværket havde en søn, Bent, der var politikommissær i København, og for hvem det var lykkedes at ”gå under jorden”. Han boede i et værelse på glasværket. Det tyske politi havde fundet ud af, at politikommissærens familie boede op glasværket, og en mørk aften rullede pludselig en tysk personbil ind i gården ved driftsbestyrerboligen. Der blev banket hårdt på hoveddøren, og tyskerne blev lukket ind i forstuen. I en hård kommandotone spurgte de efter Bent Schlüter. Karl Schlüter kunne oplyse, at sønnen ikke var der, men at han boede på en nærmere angivet adresse i København. Vel vidende, at han ikke var på adressen, tilbød Karl Schlüter at ringe til ham. Telefonen svarede selvfølgelig ikke. Didde Schlüter, der overværede optrinet fortæller: ”Tyskernes optræden var barsk, men høflig, og pludselig dukkede husets store, godmodige engelske hyrdehund frem. Den logrede med halen og mødte de fremmede med stor glæde. Den tyske officer så ud til at være glad for hunde, så det formildede ham tilsyneladende”. I medens diskussionen fandt sted, gik tyske soldater rundt i husets store have, hvor de lyste med lygter imellem buskene for eventuelt at finde den eftersøgte politimand. Efter en lavmælt samtale imellem de tyske officerer, hvor der blev diskuteret, om man skulle tage Karl Schlüter med som gidsel, besluttede de at køre videre med uforrettet sag. Familien Schlüter er overbevist om, at det var den godmodige hunds optræden, der var direkte årsag til, at tyskernes besøg ikke fik konsekvenser. Det skal bemærkes, at den eftersøgte politikommissær netop havde forladt driftsbestyrerboligen kort forinden, hvor familien havde lyttet til den danske radioudsendelse fra BBC i London. Det lykkedes aldrig for tyskerne at opspore Bent Schlüter, og krigen sluttede få måneder senere, Også to andre politifolk var ”gået under jorden” og holdt sig skjult på glasværket. Det var to kriminalbetjente fra Odense, der som alle andre politifolk var eftersøgt af tyskerne. De arbejdede i glashytten og boede i et par værelser i nærheden. Også de undgik anholdelse og de følger, det kunne have fået.
Familie fik en våbencontainer ned i soveværelset
I den sidste tid, før krigen sluttede, blev der kastet en masse våben ned over hele Danmark. De skulle anvendes af modstandsbevægelsen i en eventuel partisankrig, hvis tyskerne ikke ville overgive sig frivilligt. Containerne blev nedkastet fra engelske fly med faldskærm, men det var ikke altid let at finde nedkastningsstederne, da Danmark jo var mørkelagt. Derfor mener man, at det var en fejltagelse, at der i begyndelsen af 1945 blev kastet et antal våbencontainere ned over Glasværket. Modstandsbevægelsen havde ventet containerne på en plads nær Haslev, men lysene fra glasovnene fik åbenbart piloten på det engelske fly til at tro, at det var der, de skulle kaste deres gods. En af containerne gik således gennem taget til glasmager Hjalmer Schuncks lejlighed og havnede i familiens soveværelse midt om natten med den lyseblå faldskærm blafrende over taget. Der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilket chok begivenheden har forvoldt. Imidlertid blev medlemmer af den lokale ”ventegruppe” alarmeret. De fik kontakt til modstandsbevægelsen i Næstved, der omgående afhentede våbnene og fik smidt de tomme containere i mosen. Samtidig blev der lagt nye tegl på taget at de bygninger, som containerne havde slået hul i, så alle spor var således inden det blev lyst. Naturligvis sikrede familien Schunck sig den blå silkefaldskærm, og sønnen i huset kunne få dage efter krigens afslutning promenere med flotte silkeskjorter, hvilket vakte megen misundelse. Også hos forvalte Niels Hansen røg en container gennem taget og havnede i skunken under taget.
Landsforrædere eller hvad?
Når man læser historiebøgerne om den 2. Verdenskrig, kan man få det indtryk, at vi danskere udøvede en glorværdig indsats i kampen mod det nazistiske Tyskland. Det passer ikke. Det var kun nogle få tusinde, der risikerede livet i kampen mod tyskerne. De fleste skulle ikke have klinket noget. Der var væsentlig flere, der tog tyskernes parti eller forholdt sig neutrale i alt fald i de første tre år af krigen. Det gjaldt både regering, Folketing og andre offentlige myndigheder, samt forretningsfolk og almindelige mennesker. Også i Holmegaard Kommune var det således. Der var bønder, der med stor fornøjelse frivilligt leverede svin, kartofler og andre fødevarer til tyskerne. Der var også piger, der ”servicerede” de flotte soldater. Det var jo før p-pillens tid, så det blev der en del børn ud af. Disse piger blev kaldt ”feltmadrasser”, og de blev straffet og hånet, da krigen var slut. Også her i området skete dette. To piger fik børn med tyske soldater. Også ”vildfarne” unge mænd gik i tysk krigstjeneste. Nogle gjorde tjeneste i Frikorps Danmark, der blev oprettet i 1941, da Tyskland startede krigen mod Sovjetunionen. Historikere anslår, at ca. 10.000 danskere gjorde tysk krigstjeneste. Da Frikorps Danmark blev nedlagt i 1943 – givetvis på grund af manglende frivillige – blev de, der ønskede det, overført til en tysk SS-frontgruppe. Dette overgik en ung mand fra Fensmark. Han var den yngste i en stor respekteret glasarbejderfamilie. Han kan vel nærmest karakteriseres som familien ”sorte får”. Han mistede livet i 1945 i kampen om Berlin, og hans moder modtog et brev fra de tyske myndigheder om, at hendes søn havde lidt ”heltedøden” i kampen mod bolsjevismen. Også en anden ung mand fra Holme-Olstrup meldte sig til Frikorps Danmark. Han kom efter krigen hjem i god behold, men han blev idømt 4 års fængsel, som var taksten for alle, der havde været i tysk krigstjeneste. Som forsvar for dem, der på den ene eller anden måde støttede tyskerne, må det anføres, at deres handlinger havde den danske regerings velsignelse. Frikorps Danmark blev oprettet med fuld opbakning fra de danske myndigheder. Mange – endog højtstående officerer – meldte sig til Frikorpset. Trods denne opbakning fra det officielle Danmark blev de dømt som landsforrædere efter krigens slutning. Som et kuriosum vil jeg også nævne, at vi fik jødespørgsmålet at mærke. Som alle ved, blev jøderne i hele Europa forfulgt af nazisterne og ca. fire millioner jøder blev gasset, tortureret eller sultet ihjel. De danske jøder blev for størstedelens vedkommende hjulpet til Sverige, så kun et mindretal blev sendt i koncentrationslejr. I vores kommune var der, så vidt jeg ved, ingen jøder, men alligevel skete der noget omkring dette. Da jeg var 12 år, spillede jeg fodbold på banen ved Glasværket. Pludselig en aften kom der tre unge mænd på 16-17 år og trænede sammen med os. De talte kun lidt dansk og holdt i øvrigt en meget lav profil. Det eneste, vi fik at vide, var, at de kom fra Prag. Vi vidste ikke, at de var jøder, som tilfældet var. Vi vidste heller ikke noget om jødeforfølgelsen ude i Europa. De var flygtet fra nazismens forfølgelse i Tjekkoslovakiet. De tre unge arbejdede som landarbejdere på nogle gårde i Kalby, men pludselig forsvandt de. Ingen ved, hvad der blev af dem, men forhåbentlig slap de af sted til Sverige, som de fleste jøder i Danmark gjorde.
Læs eller skriv en kommentar til erindringen på Facebook, tryk på Facebook logo ↓