Anne Sørensen og Stenskovvej-kort findes sidst i beretningen
Mange små kroge i dette land har fostret store personligheder. Mænd og kvinder, der på hver sin måde har bidraget til, at en knappenål er sat på Danmarkskortet. Der ville ikke være nogen store bedrifter at skrive om uden dem. Men i al ydmyghed er det danske samfund grundlagt ved ganske almindelige menneskers liv og levned i kampen om det daglige brød og alt det, der giver en god hverdag – det, der gør det værd for en lille familie at kæmpe for. Mange måtte tage til takke med nøjsomhed, hvis ikke alle ønsker gik i opfyldelse, men også de havde glæden ved de små ting, der lykkedes i hverdagen. En far, der havde arbejde, og en mor, der altid var der, når man kom hjem. Også disse mennesker har krav på at blive beskrevet, for de er sjælen og pulsen i vores nære samfund, vores Fensmark, og hvis vi ikke får skrevet vores erindringer, mens tid er, vil vores historie være forsvundet for tid og evighed.

Anne Sørensen kiggede forbi
Denne erindring vil være koncentreret omkring Stenskoven og Stenskovvej og det liv, der udfoldede sig i 1950’erne og 60’erne, sådan som jeg – Anne Sørensen, mellemste barn af Inger og Vagn, Stenskovvej 41 – oplevede det.
Den 1. august 1955 svingede jeg og min familie ved Gulerodshuset op mod Fensmark med flyttelæsset. Vi kørte hele vejen op gennem skoven, og lige der, hvor de sidste træer står som en stærk afgrænsning mod markerne, lå et lille hvidt hus med stråtag (1). Det lå så tæt ved vejen, så hvis man rakte armen ud af bilen, ville man næsten kunne ”klappe” huset.
Det var Stenskovvej nr. 39, og det var meningen, at vi skulle bo her i tre måneder, men min far var fra det mørke Jylland, og som ægte jyde havde han ikke så travlt, så det endte med, at de tre måneder blev til 44 år, og Stenskovvej 39 blev til Stenskovvej 41.
Det var et lille hus med køkken, stue og soveværelse. I udhuset var der redskabsrum og værksted, og der var lokum i gården. I køkkenet var der en gruekedel, og i den blev vi badet. Der blev fyret godt op under kedlen, og man skulle sidde på cementkanten, mens man passede på ikke at røre jernkanten af selve kedlen; den var brændende varm. Vi blev skrubbet godt og grundigt, og når håret var skyllet, kom mor med eddikeflasken. Så var det med at lukke øjnene, for det sved ganske forfærdeligt. Hvis vi skulle være fine, fandt mor krøllejernet frem. Det blev opvarmet over gassen, og så gjaldt det om at sidde stille. Alligevel havde vi ind imellem brændemærker i nakken, når vi var færdige. Også dengang måtte man lide for skønheden.

Anne Sørensen
I stuen stod kakkelovnen, og det var den eneste varmekilde i huset. Når vi skulle i seng om aftenen, blev vi stillet på rad og række, og så gjorde far som en anden Kaptajn Jespersen gymnastik med os, for så kunne vi bedre holde varmen under dynen. Nogle gange fik vi lov til at spille matador inden sengetid, men hvis vi blev uvenner, blev far stiktosset, og vi blev jaget i seng. Så var det med at få måsen ind under dynen, så den ikke kom på komedie. Hvis det skete, kunne man garanteret holde varmen.
Sidst i 50’erne blev køkkenet renoveret. Gruekedlen blev fjernet, og vi fik et fint gaskomfur og køleskab, og i 1961 fik vi fjernsyn, så det gik godt i det lille hjem.
Skorstenen var så stor, at skorstensfejer Schuemann tog renselemmen af i køkkenet og kravlede helt ind i skorstenen, Her skrabede han al soden ned, og den blev samlet i en spand. Lige før han gik, lettede han på sin høje hat og rakte mig hånden med det resultat, at min hånd var kulsort. Det morede ham meget, og han forlod hjemmet med et lunt grin om munden. Man blev alt for godt opdraget dengang. Men på den anden side; det skulle efter sigende betyde held at have trykket en skorstensfejer i hånden. Jeg håber stadig.
Mor og især far blev glade for at bo i huset, og det blev kalket og ordnet hvert forår. Huset var ejet at Herlufsholm Gods, og far skulle hvert kvartal stille på godskontoret for at betale huslejen på 250 kr. Far rev sig noget i lommeulden, men inderst inde var jyden vist helt glad for dette arrangement.
Lokummet lå i gården, og man lærte at skynde sig, især en vinterdag med frost. Lokumsspanden skulle jævnligt tømmes, og når far hankede op i spanden, sang vi ”Altid frejdig, når du går”. Spanden blev tømt ned i et hul i urtehaven, og det var godt for gulerødderne og jordbærerne, og rabarberne blev meterhøje. Også dengang var man bevidst om genbrug og økologi.
Vi fik ugeligt besøg af ostemand, fiskemand, ølmand og brødmanden fra Herlufsholm Brødfabrik. Det var godt brød, og hans ”Goddag” blev gerne trukket ud til dobbelt længde. Desuden kom Walter forbi med slagterbilen. Kolonialvarer købte vi hos Carl Louis eller i Brugsen. Tove Andresen gik rundt med Julens Glæde, og vi lagde småpenge til side hele året. Således sparede vi sammen til julegaver.
Mor og Mary Larsen lugede roer for Peder Nielsen på Kragemosegård. Nede på marken lå der en mergelgrav med træer omkring, og min mor fortalte, at der boede en meget farlig mand nede i vandet. Kom man for tæt på, kom han op og tog én, så der skulle jeg i hvert fald ikke ned. Nej, vor herre bevares; det turde jeg ikke. Til gengæld boede der en mand nede på marken. Det var Danielsen, og selv om folk sagde, at han havde temperament, kunne jeg gå med ham i hans have en hel eftermiddag, mens vi snakkede hyggeligt. Jeg syntes, han var en rar mand.
Det kunne være farligt at gå i roerne. Jeg gik i 1. klasse og var egentlig godt tilfreds med min plads i familiens hierarki. Min mor tjente til ferie ved at tage roer op, og da vi nåede forsommeren næste år, fik jeg pludselig en lillesøster. Så var det slut med markarbejde for hendes vedkommende.
Stenskoven blev en legeplads for os alle sammen. Om vinteren gik vi til Vestenhøj med kælken, eller vi ryddede en skovsø med en kost og løb på skøjter. Vi byggede huler og ”klatretræerne” var et sted med en lille rydning og store kanttræer, som vi holdt af at klatre i. De lå ud til vejen mod Ib og Eva. Kun fantasien satte grænserne. Det var før fjernsynets tid, så der var jo unger alle vegne og altid nogen at lege med. Der var den lille bro, hvor vi kunne lege med ler. Det var i nærheden af Kongetræet, som var det flotteste træ i skoven. Vi bandt en snor om et syltetøjsglas, og så plukkede vi skovhindbær; det var en himmerigsmundfuld. Vi kendte alle hemmeligheder i Stenskoven, også hvor der var rævegrave, men vi siger det ikke til nogen.

Mor og far (Inger og Vagn Sørensen)
Mod Fensmark lå der på højre side en række huse, hvoraf nogle er forsvundet siden dengang. I det første gamle lidt tilbagetrukket hus (2) boede Mary og Aksel Larsen. Mary var en herlig kone, som led af ligfald. Hun faldt simpelthen omkuld og var helt væk, men snart efter vågnede hun og var, som om intet var hændt. Aksels ene ben var dårligt, og det puttede han ned i en fast læderskinne med det resultat, at benet var helt stift. Han fik på et tidspunkt en invalidebil. Det var en Trabant med håndbetjent speeder og bremse. De havde tre døtre, Henny, Inge og Lene. Henny havde sigøjnersort hår og var meget smuk. Jeg var kun en lille pige, da hun blev syg af meningitis. Jeg glemmer aldrig, at hun lå i sin seng og skreg af smerte. Hun blev opereret, hvilket medførte, at hun fik et dårligt syn. Hun blev gift med Curtis, og de fik sønnen Jens. Henny bor i dag på Solgaven i Næstved. Inge blev gift med Ib og flyttede til Sverige, og Lene blev gift med Jan, og de fik en musikforretning i Kalundborg. Lene døde af kræft for ca. 30 år siden. I de gamle huse var der store åbne lofter, og hos Mary og Aksel satte vi en stige til, så vi kunne komme op for at lege. Jeg var ca. fem år gammel, da jeg faldt med fra stigens øverste trin, og jeg landede med hovedet først. Inge bar mig hjem til min mor, hvor jeg blev trøstet og lagt i seng. Man kan overleve meget, hvis Vor Herre vil det, og jeg er kun lidt skæv i ryggen og nakkehvirvlerne i dag. Når Mary og Aksel fik besøg af mælkedamen (Tove Pedersens mor) blev hun budt på kaffe. Kaffen blev altid skænket i koppen, men fr. Hansen skulle jo skynde sig videre på ruten, så hun hældte kaffen ned i underkoppen for at køle den ned. Den afkølede kaffe blev suget gennem en sukkerknald på underkoppens kant, og snart efter var hun klar til at komme videre på sin mælkerute.
Det næste hus var et langt, hvidt hus, hvor der boede flere familier. Der var to lejligheder ud mod vejen (3 og 6) og én bagved (5). Desuden var der indrettet en lejlighed i det bagerste hus, kaldet Hønsehuset (7).
I den første lejlighed (3) boede Tove og Vagn Andresen med deres tre børn, Kurt, Gunnar og Lise. Kurt var god til at spille fodbold. Gunnar var på samme alder som jeg, og da vi kom i skole, gik han i min parallelklasse. Lise var flere år yngre, end jeg var, men vi legede altid godt sammen. Bl.a. brugte vi den store have (4) bag skurene til at lege ”Hug i Land”. Det forgik på den måde, at vi tegnede en stor firkant, som blev delt imellem os. På skift skulle vi stående kaste en kniv ned i jorden hos hinanden. Hvis knivsbladet vendte rigtigt, kunne man tegne en streg i jorden og ”indlemme” dette stykke i ens egen jord. Men ofte blev dette stykke hurtigt erobret tilbage. Vagn var bror til Erik ”Dræes”, som altid fulgtes med sin hund, Lauritz. Lise og jeg besøgte ham og hendes farmor, Dagmar, der boede i Fensmark. Senere flyttede Tove og Vagn til Egevej i et nybygget hus. Vagn døde tidligt, og Tove blev boende alene i det gule hus i mange år. Hun døde for ikke så længe siden ca. 90 år gammel.
I lejligheden bag ved (5) boede Signe og Marinus Østergaard. Signe fik jeg sommetider en snak med, når hun var i vaskehuset. Når man er 5-6 år gammel, er det jo ikke for tidligt at lære det fag. De havde en søn, Finn, der blev læge og senere flyttede til Esbjerg. Signe er også flyttet derover, og hun er nu omkring 100 år gammel. Ja, man er gjort af godt stof, når man kommer fra Fensmark.
Vejmanden Peder Hansen og hans kone Kristine ejede huset, og de boede i den store lejlighed (6) ud mod vejen. Vejmanden var en lille mand, der altid gik i sort vest og med vejmandskasket på hovedet. Kristine var en frodig kone og meget glad for blomster. De havde en blomsterhave ud mod vejen og en endnu større omme bag ved, hvor flagstangen også stod. Deres urtehave lå ved siden af ind mod nabohuset. Hun lavede festmad for folk, og når hun gik hjemmefra og ned ad vejen til Peder Nielsen på Kragemosegård, sagde man: ”Nu skal der atter være ædegilde”.
Omme i Hønsehuset (7) i den lille lejlighed boede Sonja Danielsen med sin familie. Hun fik en lille dreng, der blev født uden numsehul. Jeg var kun en lille pige, og jeg syntes, det var mærkeligt, at han havde et hul ud i siden af maven. Han fik senere tarmen flyttet til det normale sted, og det fungerede, som det skulle.
Nu er det hele revet ned, og der er bygget rækkehuse på grunden, kaldet Stenskovparken (Stenskovvej 35 m.m.).
I det store røde hus (8 og 9) (Stenskovvej 33), som nu er hvidt, boede murermester Erik og hans kone Lisa, og de var to rare mennesker. Jeg kan huske, at jeg sad i vejgrøften og så deres datter Birthe komme hjem efter, at hun var blevet gift med Niels. Hun havde den fineste kjole på, og jeg syntes, hun lignede en prinsesse. Birthe døde i 2016, og jeg savner hende meget. Bl.a. ville hun kunne have hjulpet mig meget med denne erindring. Fx fortalte hun om, hvordan områdets unger på skift løb over vejen. Pastor Brygmann var kommet forbi på sin cykel, og da han så den farlige leg, standsede han og spurgte, om de ikke var bange for bilerne, hvortil de svarede i kor: ”De ka’ sgu da dyt’ først”. I lejligheden ovenpå boede Svend Bach med sin Else. De havde fire børn, Connie, Ditte, Lotte og Palle. Ditte og Lotte havde jeg allerede mødt den dag, vi flyttede ind. De to piger sad nemlig i grøftekanten for at se, om der var nogen at lege med. Vi var på samme alder, så vi fandt hurtigt ud af det. Det stoppede dog, da de byggede deres eget hus på Næstvedvej, det sidste hus før sadelmageren. Conny har været lidt rundt i verden og bor nu i Fensmark. Ditte blev gift med maler Poul Erik Christiansen, og hun har været meget aktiv i Gymnastikforeningen. Lotte flyttede til Fakse, og Palle flyttede til Holme Olstrup.
Signe og Carl Hesselberg boede i det næste hus (10) (Stenskovvej 31). Signe var en tynd, senet kvinde, der var vant til at tage fat. Hun gik altid med et storternet forklæde klar til arbejde. På et tidspunkt købte nogle på vejen i fællesskab en vaskemaskine. Den var stor og rund og havde fire ben. På siden sad en vridemaskine. Denne kunne drejes ud, og når tøjet blev presset mellem de to valser, var der ikke meget vand tilbage. Men man skulle passe på, for man kunne let få fingrene eller en hel arm i klemme. Vaskemaskinen stod i Signes vaskehus, men blev flyttet rundt på en lille vogn, når andre havde brug for den.
Hvor Stenskovvej slår et sving, lå der et lille hvidt hus (11) helt tæt på vejen. Her boede ”Den Lange Henry” og ”Den Lille Eva”. Henry arbejdede på Glasværket, og han gik næsten dagligt en tur ned forbi husrækken til Stenskoven og tilbage igen. Han fik sig en snak med alle naboerne, så turen kunne godt tage nogen tid, men så var man også opdateret. De havde tre piger, Randi, Jette og Inge. Inge har i mange år boet lige over for Carl Louis Hansens købmandsforretning, og hun har haft mange gøremål for borgerne i Fensmark.
Eva fik en særlig betydning for mig. Da jeg var seksten år, var jeg på ferie på min fars hjemegn i Aulum lige mellem Herning og Holstebro. Jeg var lige gået ud af skolen, og hvorfor så ikke flytte til Aulum. Jeg gik frejdigt ind på byens tankstation og spurgte, om de manglede hjælp til at passe tanken eller i huset. Tænk, det gjorde de, og jeg kunne begynde til august. Så jeg måtte hjem og sige farvel til alle dem, jeg kendte i omegnen af skoven. Min far tilgav mig efter 14 dage. Da jeg ville sige farvel til Eva, kiggede hun på mig, og så kom pegefingeren. ”Hvad skal du der over efter; du kommer bare hjem om tre måneder, og så er du gravid!”. Jeg svor, at det fandeme skulle blive løgn. Jeg ville klemme lårene sammen, for det skulle hun ikke få ret i, og det fik hun heller ikke. Når man kommer fra Fensmark, har man jo lært sig en undvigelsesmanøvre eller to.
For ikke så mange år siden boede en yngre mand, der hed Peter, i huset, og pludselig en nat brændte det. Heldigvis var Peter ikke hjemme, men huset stod ikke til at redde. Nu er der bygget et nyt hus (Stenskovvej 29) på grunden.
På den anden side af Stenskovvej går en lille vej op til Lundegården (12) (Stenskovvej 46). Her boede tandtekniker Andersen i hovedhuset. Min mor gjorde rent i huset i en kort periode, og jeg var ofte med. Jeg syntes, at der var så mange fine ting i det hjem. I den ene længe var der også en lejlighed, og her boede også en familie. I dag ejes Lundegården af Annette og Tommy Henriksen, og de har lavet en del små lejligheder, og de afholder julemarked hvert år.
Vi bevæger os nu tilbage mod Stenskoven, men først drejer vi til højre ad en lille vej. Vi passerer forbi en stor hæk (13), og på højre side kommer vi til en gård (14). Her boede Andersen, og jeg legede med datteren, Bodil. Et år havde de rigtig mange pærer. De var høstet og lagt i kasser bag den store hæk. Men omegnens unger havde fået smag for dem, så der forsvandt en del. Andersen blev tosset, så han ville nu vide, hvem de syndige var, derfor samlede Vagn Andresen (fra 3) alle ungerne, og tog dem med over til Andersen for at give ham en undskyldning. Jeg havde ikke selv stjålet pærer, men jeg gik med alligevel – man er vel solidarisk. Andersen flyttede senere tilbage til sin fødegård i Kagstrup ved Herlufmagle. Gården blev overtaget af Ranghild og Poul Pedersen, søn af Peder Pedersen ved skoven. De boede der i flere år og fik to drenge, og nu bor Ranghild i Fensmark.
Efter gården ligger der et rødt murstenshus bygget i år 1900 (15) (Stenskovvej 50). Her boede Ejner. Han blev kaldt ”Gumle”, fordi han altid gik og gumlede. Kate og Henrik boede også her, og Henrik arbejdede på landevejen som asfaltarbejder. En dag arbejdede han på motorvejen, da en bil kom bragende gennem afspærringen og ramte ham. Han kom slemt til skade og mistede sit ene ben. Kate kørte taxi for Nina i en periode, og Kate bor stadig i huset.
For enden af vejen boede Karen Bach og hendes far, Christian, i et hus fra 1828 (16) (Stenskovvej 52). Karen var en herlig kvinde, der gerne sagde folk sandheden. Hun er søster til Svend Bach og mor til Eva og Alice.
Dette stykke af Stenskovvej fik en særlig betydning for mig. Jeg var startet i Fensmark Skole 1. april 1958. I 1959 ændrede man skoleåret, så det kom til at gå fra august til juni. Det betød for mig, at jeg har gået i 1. klasse i et par måneder mere end ellers, og jeg er ikke selv i tvivl om, at det har sat sig sine spor!!! Ja, vi gik endda i skole om lørdagen. Jeg gik frem og tilbage til skolen, men mente, at det måtte være lettere på cykel. Dog skulle jeg jo lige lære at styre sådan et bæst først. Jeg måtte ikke øve mig ude på landevejen, så det er her, det lille stykke Stenskovvej kommer ind i billedet. Jeg startede oppe ved Karens hus, og så ville jeg cykle forbi Andersens gård og stoppe nede ved landevejen. Ved Karens hus var der en stor sten, som jeg stod på og hoppede op på cyklen, og så gik det ellers derudaf. Jeg kørte i den forkerte side af vejen med tungen lige i munden. Vejen svingede og den store hæk gjorde, at jeg ikke kunne se, om der var fri bane, og lige pludselig dukkede Christian Bach op bag hækken med det resultat, at vi bragede frontalt sammen og væltede. Vi var begge chokerede, og i mit baghoved lurede min fars formaninger, så jeg så alvorligt på Christian og sagde: ”Du siger det ikke til nogen, vel?” Det lovede han, og jeg kom aldrig til at høre for, at jeg havde kørt i den forkerte side, så han må have holdt sit ord. Jeg skulle også lige lære at komme af cyklen, og de første gange foregik det ved, at lortet væltede og jeg fulgte med. Men da jeg også havde fået styr på det, kunne jeg cykle i skole.

Anne Sørensen
Det lille stykke Stenskovvej drejer nu skarpt mod vest, og i gamle dage blev det til en skole/kirkesti, der endte nede ved Stenskoven. På venstre hånd ligget der en gård (17) (Stenskovvej 54). Her boede Nilausen. Han arbejdede på Glasværket, og hvis vi legede uden for på vejen, kom hans kone Rigmor og tyssede på os Nilausen skulle sove. Han havde et gevaldigt temperament, som mange naboer fik at mærke, så det gjaldt om at dukke sig, når han var i krigshumør.
Midtvejs på kirkestien gik der en vej mod nord. Den endte i en gårdsplads, og her boede Johanne og hendes søn Johannes (18). Johannes arbejdede på Glasværket og kørte på knallert. Han var god til at lege med os børn, og vi havde ham tit med på Vestenhøj om vinteren. Han var god til at få rigtig god fart på kælken, når turen gik ned ad højen. Flere år senere kørte han ud på landevejen ved Gulerodshuset og blev ramt af en bil. Han var død på stedet. Det var forfærdeligt. Ib og Eva kom hjem fra Sverige og boede derefter et par år på gården. Nu er den revet ned og jævnet med jorden.
Kirkestien (19) fortsatte ned til vejen langs med Stenskoven, og vi benyttede den tit, når vi skulle besøge Karen Bach. Nu er stien sløjfet.
For enden af stien langs Stenskoven mod nord ligger et par huse (20 og 21) (Stenskovvej 58 og 60). I det forreste hus boede Ingeborg og Charles. De havde en datter, Birthe, der døde af børnelammelse. Charles kaldte vi børn for ”Charles Hankat”, fordi han havde druknet nogle killinger, og det kunne vi unger ikke lide. Huset blev overtaget af Grethe og Poul Jensen. Poul arbejdede på Glasværket, og Grethe fik på et tidspunkt arbejde i køkkenet på Herlufsholm Kostskole. Det medførte, at Lars Henrik på halvandet år skulle passes af min mor. Aldrig har jeg hørt et barn græde så hjerteskærende efter sin mor, og jeg er sikker på, at alle skovens dyr i området stak af. Tudeturen kunne godt vare ved en halv time, før der igen faldt ro over den østlige del af skoven. Grethe og Poul har boet i huset i ca. 50 år.

Nu er der faldet ro over skoven igen! Lars Henrik i barnevognen

Lars Henriks fødselsdag med omegnens unger
I det bagerste hus (Stenskovvej 60) boede Gudrun og Hans Christian. Deres ældste søn havde desværre muskelsvind. Han kunne med to stokke stavre ned til os ved landevejen. Han besøgte os dagligt, og da han blev svagere, fik han en rullestol, hvor der var monteret pedaler med kædetræk ned til hjulet, så han kunne ”cykle” med hænderne. Hans besøg var en herlig del af vores hverdag. Han var så glad for den nye rockmusik, som man kunne købe på plader eller lytte til på Radio Luxembourg. Hans Christian havde en underlig vane, syntes jeg. Når han havde spist sin middagsmad, lagde han sig på sofaen med avisen over hovedet. Kunne man virkelig læse avis på den måde? Senere fandt jeg ud af, at metoden var god til at holde fluerne væk. Senere flyttede familien til Vallensved, og Ulla og Jens flyttede ind. De havde en søn, der hed Jørgen, og en datter, der blev kaldt ”Lillepigen”. Hun bor i dag i Fensmark.
Midt på stien langs Stenskoven ligger der et hus (22 og 23) (Stenskovvej 56), og her boede Julius. Jeg kom der tit, for han var en rar mand. Aldrig har jeg set en mand med så skæv en mund. Hans ene kind var trukket næsten helt op til det ene øre. Han kunne fortælle en masse sjove historier, og så grinede han med sit skæve grin. ”Du skal spise din havregrød hver dag, for så bliver du stor og stærk,” sagde han. Jeg skulle nu ikke nyde noget, for jeg ville ikke risikere at få et så skævt grin, og denne aversion mod havregrød har holdt ved lige siden.
I den anden lejlighed boede Nancy og Børge. De havde fået en lille baby, så det var jo interessant for en pige som mig. Det var en lille dreng, der blev døbt Gunnar. Han fik senere meget med sporten i Fensmark at gøre, og han er blevet en flink forsikringsmand den dag i dag.
Julius solgte huset til Eva og Ib, der flyttede ind med deres fire børn, Dorthe, Jonna (Putte) Gitte og Jesper. Dorthe bor i dag på Kragemosevej, Putte har i mange år været i Brugsen, Gitte er dagplejemor og bor på Chr. Winthers Vej, og Jesper har boet i Holme Olstrup og i Fensmark. Ib arbejdede på Glasværket og var ekspert i at lave sorte fødder på glassene. På et tidspunkt begyndte han at lave cementfliser derhjemme. Det rygtedes hurtigt, at det var rigtig fine fliser, så der kom gang i forretningen. Ib leverede på sin vogn, men det kunne hænde, at handlen skulle fejres med en lille én, så nogle gange glemte Ib at få læsset af, og så kom fliserne med hjem igen.
Vi fortsætter nu ned langs haven til vores hus (1), og kommer til (24) (Stenskovvej 37). Her boede Peder Pedersen og hans kone. Han havde grise, og dem var jeg meget glad for, især smågrisene. Sådan én ville jeg gerne have i fødselsdagsgave, men Peder Pedersen sagde, at selv en lille gris ville vokse sig lige så stor, som dens mor. Jeg mente dog, at hvis jeg bare blev ved med at ae og klappe den, ville den beholde sin lille størrelse. Som om han havde forstand på det. Hver dag satte han en stor mælkejunge oppe ved landevejen, og den fik han valle i. Vallen blev brugt til grisene, men ungerne drillede ham, fordi de puttede store sten i vallen, og det kunne godt gøre ham gal i hovedet. De havde også høns, og ofte blev jeg sendt med kurven ned for at hente æg. Ude i have ved flagstangen lå der en stor løve til pynt lige til, der kom nye ejere. De ville ikke se på den, så den blev begravet under plænen. Men nu er den kommet til ære og værdighed igen, for nu ligger den på hjørnet, der hvor mælkejungen i sin tid havde sin plads.
Lidt længere nede ad vejen går en vej op til venstre (25) (Stenskovvej 39). Her boede Gamle Anna. Jeg traskede sommetider derned og fik en hyggesnak med hende. Hun havde tre børn, Betty, ”Den Lange Ewald” og Ejgil. Ejgil var ikke så gammel, da han tog en beslutning om, at han ikke længere ville dette liv. Han hængte sig i naboens lade, og det havde jeg meget svært ved at forstå.
Allernederst boede Holmstrand (26). De havde en dreng, der hed Flemming, og ham legede jeg med. En dag var hans far lige kørt i sin bil, og vi fik den idé, at vi ville ride på grise. Vi satte os op på ryggen af dem og trak dem i halen. Grisene hylede og sprang frem. Det var vældigt sjovt, lige indtil Flemmings far pludselig stod i stalddøren. Jeg syntes, han havde en speciel ansigtskulør, så jeg fik travlt med at komme hjem. Der gik et stykke tid, før Flemming og jeg legede sammen igen.
Det var lidt om min barndom og dem omkring mig. En herlig tid, der fik en ende, da jeg rejste hjemmefra. Jeg er nu flyttet tilbage, og meget er forandret. Mit barndomshjem er væk, og det gør ondt at køre forbi.
Mary og Aksel Larsens hus (2) er heller ikke mere. Det blev erstattet af Akacievej og Akacievej 87, der blev bygget i 1969, og som skrevet, er der også andre huse, der er forsvundet.
Men sådan er det. En by og et samfund ændrer sig hele tiden, og det gør vi mennesker også. Det var helt rart at standse op og se sig tilbage over skulderen. Måske andre har set noget andet end jeg. Dette her er, hvad jeg så, fordi
Én gang fensmarker, altid fensmarker.
Læs også “På skovtur med Anne Sørensen”
Læs eller skriv en kommentar til Annes fortælling, tryk på Facebook logo ↓