Forsørgelsesvæsenet

Fattigvæsenet – Fattigsager – Forsørgelsesvæsenet- Offentlig forsorg – Sociale sager – Kommunehuset

Forsørgelsespligten

I Forhandlingsprotokollerne for Fensmark-Rislev Kommune 1923 til 1945 optræder ovenstående begreber på næsten hvert møde, og de nedenstående uddrag giver et godt indblik i sognerådets arbejde. Det er vores indtryk, at sagerne er behandlet ud fra et nært kendskab til borgerne i Fensmark og Rislev, så de ikke bare optræder som et nummer i systemet. Det har været en stor fordel, men måske også en ulempe, hvis der har været nogle, man ikke havde sympati for. Det er dog mi indtryk af referaterne, at man har været objektive i behandlingen af de enkelte ”skæbner”.

Før 1933 var Fensmark-Rislev Kommune – lige som alle andre kommuner – forpligtiget til at bidrage til mennesker, der ikke længere boede i kommunen. Stod man indskrevet i kirkebogen i Fensmark eller i Rislev, så hørte man til Fensmark-Rislev Kommune. Det gav en række sager, hvor man måtte ”spytte i kassen” til personer, som var fraflyttet kommunen, og det kom til at fylde rigtig meget på de månedlige sognerådsmøder, hvilket dog ændrede sig, da Socialreformen (Steincke-loven) trådte i kraft 1. oktober 1933.

Forsørgelsespligten havde den fordel/ulempe, at man ikke kunne ”eksportere dyre personer ud af kommunen”, som det ind imellem er kutyme i vore dage. (Bl.a. undersøgte Lollands Kommune i 2017 dette problem og fandt ud af, at man i 2016 havde modtaget 217 socialt udsatte fra andre kommuner, der endda havde været behjælpelig med flyttehjælp og indskud. Den var ikke gået, hvis forsørgelsespligten stadig havde været gældende).

Men en række sager fra Fensmark-Rislev Kommune illustrerer tydeligt, at man måtte gøre op med denne pligt, og her er nogle eksempler, hvor man som hovedregel fulgte princippet om forsørgelsespligt.

Borgmesterkontoret i Løgumkloster meddeler, at sadelmagersvend Carl Jacobsen, der er født i Fensmark 23. juli 1902, er blevet syg med tuberkulose. Sognerådet anderkender, at Fensmark-Rislev Kommune har forsørgelsespligten med de tilhørende udgifter.

I 1929 anmoder Herlufsholm Sogneråd om at få ”uægtefødt” barn af Kristine Ulrichsen indskrevet i Fensmark Kirkebog. På den måde slipper Herlufsholm for efterfølgende forpligtelser over for frk. Ulrichsen og hendes barn. Sognerådet vil dog gerne have svar på nogle spørgsmål, inden indskrivningen i kirkebogen sker. Den gang opererede man med begrebet ”opholdssted på 10-måneders-dagen før barnets fødsel”, så man har måske gerne villet vide, om Kristine Ulrichsen har boet i Fensmark-Rislev 10 måneder før barnets ankomst. Protokollen nævner desværre ikke, hvad den sag endte med.

På november-mødet 1929 behandler man en sag vedr. parcelist Kristian Danielsens datter. Hun er kommet syg hjem fra sin plads I Lyngby-Tårbæk Kommune og er blevet indlagt på Faxe Sygehus. Fensmark-Rislev Kommune har måttet kautionere for dette ophold, og nu vil de gerne have Lyngby-Tårbæk Kommune til at refundere dette beløb, idet Sognerådet anser denne kommune for at være hendes opholdskommune, hvilket Lyngby-Tårbæk Kommune anderkender.

På april-mødet 1930 modtager man en afhøring fra Lyngby-Tårbæk Kommune. Frans Nielsens datter, Elly Gerda Nielsen, har født et pigebarn på Rigshospitalet. Hun selv er født i Glumsø i 1913. Alligevel vælger man at indskrive den nyfødte i kirkebogen for Fensmark-Rislev Kommune.

Et par måneder efter beder Værslev Kommune (ved Kalundborg) om at få indskrevet et drengebarn i kirkebogen i Fensmark. Moderen er datter af arbejdsmand Thorvald Hansen, som er forsørgelsesberettiget i Fensmark. Sognerådet beslutter at meddele Værslev Kommune, at man indskriver drengebarnet i kirkebogen.

I 1930 behandler man en regning fra Næstved Sygehus på 50 kr. for Robert Andersen og hans familie. Sognerådet kan dog melde hus forbi. Andersen med familie ”hører til” i Lyngby-Tårbæk Kommune.

På august-mødet 1932 beder Københavns Magistrat om, at Arne Bangs barn (Jacob) må blive noteret med ”fødehjemstedsret” i Fensmark-Rislev Kommune. Sognerådet skriver til protokols: ”Det vedtages at få ovennævnte Barn noteret i Fensmark Sogns Kirkebog, samt at meddele Københavns Magistrat, at Holmegaards Glasværk er beliggende i Fensmark Kommune”. (Jacob Bang blev født i København). (Det er i øvrigt interessant, at sognerådet synes, det skal belære Københavns Magistrat om, hvor Holmegaards Glasværk ligger).

På maj-mødet 1933 er der en ansøgning fra Herlufsholm Sogneråd om ”at få noteret et uden for ægteskab født pigebarn med fødehjemstedet i herværende kommune. Moderen, husassistent Klara Louise Larsen, opholdt sig på 10-måneders-dagen før barnets fødsel hos gårdejer Poul Sørensen, Køberup”. Sognerådet accepterer derfor, at barnet får fødehjemstedsret i Fensmark.

På august-mødet 1933 ligger der en anmodning om, at Herazim Jacimiskis pigebarn indskrives i Kommunens Ministerialbog (en kirkebog for et anderkendt trossamfund). Barnet er født 23. juli 1933 ”fra det Katolske Kirke i Næstved”. Sognerådet vedtager at notere pigen som ”hjemløstrængende” i Kommunens Ministerialbog, da faderen ikke har dansk indfødsret. Dette ændrer sig dog på det efterfølgende møde, hvor der ligger en anmodning om dansk indfødsret fra Jacimiski, som også kaldes Martin Jacobsen. En anonym har givet tilsagn om at tilbagebetale det beløb, han har modtaget i hjælp fra kommunen. Desuden ligger der attester fra de kommuner, som han har opholdt sig i, at han ikke skylder noget. Sognerådet kan på den baggrund anbefale, at Martin Jacobsen får dansk indfødsret.

En del sager udviklede sig til hele føljetoner.

Aksel Anton Nielsen

Aksel Anton Nielsen er søn af glassliber Christian og Christine Nielsen. I folketællinger kan man se, at han har opholdt sig i den østlige den af Jylland. Hans kone, Petra, er fra Doggedal, og dér får de deres første 2 børn. Det 3. barn fødes i Helberskov, stadig i Østjylland. Det 4. barn, Margrete Jensine, er født i Køng i januar 1931. Hun bliver døbt i Køng Kirke i april 1932, og præsten i Køng meddeler dette til Fensmark-Rislev Kommune, og hun bliver af en eller anden årsag indskrevet i kirkebogen som hjemhørende i Kalkerup. Tidsmæssigt falder det sammen med, at Aksel og hans familie hjemtages til Fensmark og sandsynligvis installeres i Kommunehuset. De sidste 2 børn er fra Fensmark.

Aksels sociale ”karriere” begynder på november-mødet 1928, hvor Als Sogneråd (Als Kommune lå ved Mariager Fjord) forespørger, om Sognerådet anderkender Aksel Anton Nielsen, født 2. april 1899 i Fensmark, som forsørgelsesberettiget. Sognerådet anderkender dette, og dermed accepterer man, at Aksel ”hører til” i Fensmark-Rislev.

På det efterfølgende møde meddeler Als Kommune, at man har bevilget ham 15 kr. om ugen i fattighjælp. Dette medfører, at Fensmark-Rislev Kommune skal sende 15 kr. til Als Kommune.

Og så går det ellers slag i slag. Als Kommune sender jævnligt ”regninger” til Fensmark-Rislev, som så betaler. Det sker i marts og i maj, og nu er Als Kommune ved at være træt af Aksel, så på juni-mødet 1929 meddeler Als Sogneråd, at man begærer Aksel Anton Nielsen hjemsendt til Fensmark, eller at Fensmark-Rislev Kommune overtager de økonomiske forpligtelser. Sognerådet vedtager at betale til Als Kommune, indtil man har fundet en lejlighed til ham.

I mellemtiden har Aksel ændret sin ”sociale stilling” og på september-mødet ligger der en meddelelse fra ham, at han nu har fået fast arbejde. Samtidig vil han gerne have eftergivet den støtte, kommunen har giver ham. Sognerådet vælger at sætte sagen i bero.

På oktober-mødet har Aksel Anton Nielsen igen mistet sit arbejde, og Als Kommune har givet ham 12 kr. pr. uge, og nu vil de gerne, at Fensmark-Rislev Kommune tager ham hjem. Sognerådet accepterer dette og vil gøre det snarest muligt.

På et senere oktober-møde presser Als Kommune på for at få Aksel Anton Nielsen sendt til Fensmark. Sognerådet satser på, at det kan ske 15. november eller 1. december.

Sognerådet prøver dog alligevel at undslå sig, så i november beslutter man at udbetale 25 kr. til Aksel Anton Nielsen. Desuden vil man købe stenværktøj til ham, så han kan leve at ”at slå sten”.

Så går der et par år, hvor man må gå ud fra, at han har kunnet forsørge sig familie ved at hjælp at det indkøbte værktøj, men på august-mødet 1931 er der nyt vedr. Aksel Anton Nielsen. Nu er der Sværdborg Kommune ved Vordingborg, der gerne vil have Fensmark-Rislev Kommune til at vedstå forsørgelsesforpligtelserne.

På oktober-mødet 1931 er der en skrivelse fra Kjøng Kommune, at Aksel Anton Nielsen nu får 15 kr. ugeligt, og man vil lige sikre sig, at Fensmark-Rislev har forsørgelsespligten. Sognerådet svarer Kjøng Kommune, at det har man. (Det virker lidt underligt, at både Sværdborg og Køng kommuner er involveret).

På november-mødet 1931 meddeler Køng Kommune, at Aksel Anton Nielsen gerne vil hjemsendes til Fensmark-Rislev Kommune. Sognerådet tager ansøgningen op på et senere tidspunkt.

På næste møde meddeler Sværdborg, at de vil have Fensmark-Rislev Kommune til at hjemtage Aksel Anton Nielsen. Sognerådet beslutter at lade ham blive i Sværdborg indtil videre.

På januar-mødet 1932 forespørger Sværdborg Sogneråd, om Fensmark-Rislev Kommune er villig til at betale fuld refusion til Køng Kommune for ham. Sognerådet vil stadig gerne have, at han forbliver udensogns, så man accepterer.

På samme møde foreligger der en skrivelse fra Aksel Anton Nielsen, at han er meget utilfreds med sognerådet i Køng, men at han alligevel ikke ønsker at komme hjem til Fensmark. Sognerådet svarer, at hvis han ikke er i stand til at klare sig selv, vil sognerådet ”tage under overvejelse at forlange ham hjemtaget til Fensmark”.

Nu går Præstø Amt ind i sagen, og på februar-mødet 1932 ønsker amtet at få en afklaring på Aksel Anton Nielsens forhold. Sognerådet svarer, at da han har tilkendegivet, at han kan få arbejde på Køng Moses afvandingsprojekt, agter sognerådet ikke at gøre noget foreløbig.

På april-mødet 1932 ligger der en skrivelse fra Præstø Amt om, at betingelserne for at hjemtage Aksel Anton Nielsen og familie er opfyldt, og at dette må kunne ske ”uopholdeligt”. Endelig vedtager sognerådet at tage ham hjem.

Det sidste, man hører fra Aksel Anton Nielsen i sognerådssammenhæng, er på februar-mødet 1933, hvor sognerådet behandler en skrivelse fra Fensmark Sygekasse vedr. restancer. Sognerådet beslutter at lade sognerådsformanden forhandle med formanden for Sygekassen om Aksel Anton Nielsen, Fensmark.

Der er dermed faldet ro over Aksel Anton Nielsen, eller også er hans ”sag” taget af sognerådets bord for at blive varetaget af Socialreformen, der begyndte at virke efter 1. oktober 1933. Under alle omstændigheder kan man se i folketællingen for 1940, at han er smedesvend på Holmegaards Glasværk. Han er stadig gift med Petra Nielsen, og de har stadig deres 6 børn boende. Men – ved at sammenholde folketællingen med matrikelkort over Fensmark, kan man konstatere, at Aksel Anton Nielsen bor på matrikel 7l (l som i Lotte), som er Kommunehuset, og dermed ”genindtræder” han i protokollen. Se mere under ”Kommunehuset” længere nede i teksten.

Carl Alfred Christiansen

Alfred Carl Christiansen er et andet godt eksempel på, hvor grotesk forsørgelsespligten kunne udvikle sig. Her er Fensmark-Rislev Kommune og Aalborg Kommune de to ”kombattanter”.

Det begynder på februar-mødet 1930, hvor der ligger en skrivelse fra Aalborg. Carl Alfred Christiansen har lovet, at han vil afdrage på alimentationsbidraget (børnepenge) med 10 kr. ugeligt fra 15. marts, hvor han regner med at være i arbejde. Sognerådet stiller derfor kravet om afsoning i bero.

Der går derefter næsten halvandet år, men så tager sagen for alvor fat, og han er med på stort set alle sognerådsmøder frem til oktober 1933, hvor Socialreformen træder i kraft.

På juli-mødet 1932 meddeler Ålborg Byråd, at snedker Carl Alfred Christiansen har fået ”forskellig hjælp”.

Næste måned meddeler Ålborg Kommune, at han er tilstået forskellig hjælp. Han har fået 14 kr. ugeligt, månedlig husleje på 33,33 kr. og penge til sygekassekontingent og gasforbrug.

Måneden efter vil Aalborg gerne have refunderet 1,61 kr. (gentager: 1 krone og 61 øre), som man har lagt ud for gas.

På oktober-mødet er der nyt fra Ålborg Forsørgelsesvæsen. Denne gang drejer det sig om, at man har betalt en gasregning på 5.95 kr. og sygekassekontingent på 8,40 kr. til Carl. På november-mødet har Ålborg igen betalt en gasregning og sygekassekontingent. På februar-mødet 1933 har Ålborg givet Carl hjælp til beklædning og brændsel m.m. På marts-mødet drejer det sig om 10.58 kr. På april-mødet 5,64 kr. På maj-mødet gasregning, træsko og sygekassekontingent. På juli-mødet betalt gasregning på 4,50 kr.

På august-mødet 1933 er der betalt en gasregning på 1,40 kr. Først her er sognerådet ved at miste tålmodigheden, så man svarer Ålborg Kommune, at det må være muligt, at han selv betaler sine gasregninger. På september-mødet svarer Ålborg tilbage, at Carl Alfred Christiansen, hans hustru og deres 2 børn får 14 kr. om ugen i understøttelse, 33,33 kr. i huslejehjælp og ekstrahjælp til bl.a. gasregninger m.m. Sognerådet tager dette til efterretning.

Det sidste, man hører fra Aalborg er i november, hvor man meddeler, at man har betalt for sengetøj m.m.

Så er det slut med at sætte Carl Alfred Christiansen på dagsordenen. Han er nok blevet ”reddet” af Socialreformen.

Både Aksel Anton Nielsen og Carl Alfred Christiansen er eksempler på de groteske tilstande, som forsørgelsespligten medførte, så der er ingen tvivl om, at sognerådene rundt om i landet har draget et lettelsens suk, da Socialreformen begyndte at virke.

Børnesager

Sognerådet skulle også tage beslutninger om børns ve og vel, og det har nok ikke altid været lige morsomt. Bag noteringerne i protokollen ligger der garanteret mange stakkels skæbner. Jeg har medtaget enkelte eksempler.

På marts-mødet 1924 forespørger Præstø Amt, hvordan plejehjemmet hos Hans Poulsen, Kalkerup, er, og hvorfor tilladelsen til at få et plejebarn er blevet nægtet. Sognerådet svarer, at hjemmet er meget urenligt, og at plejemoderen ikke har evnerne.

På oktober-mødet 1930 meddeler Værgerådet, at forældrene til Ida Marie Danielsen har fået frataget forældremyndigheden. Faderen pålægges at betale for opholdet på Sydsjællands Optagelseshjem i Grimstrup.

Marie Andersen

I 1929 vil Marie Andersen gerne have lov til at få datterens barn tilbage, men det nægter sognerådet, idet de betragter Marie Andersen som værende for gammel.

Et par måneder efter i 1930 gentager Marie Andersen sin ansøgning om plejetilladelse, hvilket sognerådet stadig nægter. I øvrigt er barnet kommet i pleje hos sygeplejersken i Roneklint.

Karoline Andersen

På maj-mødet 1930 anmoder Karoline Andersen om at få sit barn hjem, da hun nu er blevet gift. Sognerådet beslutter at lade barnet blive i sin nuværende pleje.

På juli-mødet anmoder hun endnu en gang om at få sit barn hjem. Sognerådet beslutter sig for at bede Værgerådet i Tybjerg Kommune om at undersøge og udtale sig om tilstanden i ansøgerindens hjem, og på næste møde meddeler Værgerådet, at man ikke kan anbefale, at hun får sit barn hjem.

Atter engang forsøger Karoline Andersen, Sønderskovsgården, at få sognerådet til at ændre mening. Denne gang overlader sognerådet sagen til Værgerådet i Haslev, og dette værgeråd kommer også frem til, at man stadig ikke finder det forsvarligt at overlade barnet til Karoline Andersen.

Umiddelbart ser det ud som om, man har undersøgt sagerne grundigt, og protokollen er fuldstændig nøgtern, så man får ikke nogen fornemmelse af, om sognerødderne har været følelsesmæssig involveret i de svære beslutninger.

Invaliderente/aldersrente

Protokollerne indeholder rigtig mange punkter, hvor beboerne har ansøgt om at få fast månedlig hjælp, hvad enten det har drejet sig om invaliderente eller aldersrente. Jeg har blot medtaget et par eksempler til at illustrere området.

På februar-mødet 1930 får man et indtryk af, hvor mange beboere, der er på denne form for understøttelse, for sognerådet behandler spørgsmålet om brændselshjælp til aldersrentenydere i kommunen. I kommunen er der på dette tidspunkt 40 selvstændige aldersrentenydere, hvoraf 23 er enlige og 17 bor som par. Hver husstand får 25 kr. i brændselshjælp.

Invaliderentens størrelse blev nøje udregnet efter ansøgerens økonomiske forhold. Et par eksempler fra maj-mødet 1929:

Lars Hansen Jørgensen får 23 kr. i aldersrente, han har en årlig indkomst på 124 kr. og en formue på 4.500 kr., og de to tal giver en årlig indkomst på 409 kr. hvilket svarer til en aldersrente på 45 kr. pr. måned, derfor stiger aldersrenten for hans vedkommende fra 23 kr. til 45 kr.

Man kan også risikere at blive nedsat. Ole Larsen, Villavej, opgiver, at han har en indkomst på 295 kr. og en formue på 5.500 kr., som samlet giver en indkomst på 515 kr., og dette svarer til 22 kr. i aldersrente. Hidtil har han fået 40,50 kr., men fremover vil han så modtage 22 kr. pr måned.

Her er et eksempel på den nøjagtige måde, aldersrenten blev udregnet på. I august 1933 ansøger Jørgen Hansen og hustru, Fensmark, om aldersrente. De har en fast formue (sandsynligvis en bolig) på 4.300 kr., og heraf beregnes 4% = 172 kr., de har en løs formue på 500 kr., og også her tages 4 % = 20 kr., og endelig har de lejeværdi af egen bolig = 40 kr. Beregningsgrundlaget = 232 kr., og det giver ægteparret 59,75 kr. pr. måned.

Med den nye sociallov fra 1. november 1933 slipper sognerådet for at lave disse udregninger.

Alimentationssager

En stor del af sognerådets arbejde gik med at afgøre sager om børnepenge – de såkaldte alimentationssager. Det var ingen spøg at skylde børnebidrag, for hvis man ikke betalte, blev man sendt til ”afsoning”, og det betød ”fængsel på vand og brød”.

Børnebidragene var fastsat på forhånd. På december-mødet 1930 foreligger der et cirkulære fra Præstø Amt, der fastsætter næste års alimentationsbeløb. For 0-4 år er beløbet 192 kr., for 5-10 er beløbet 156 kr., for 11-14 år er beløbet 132 kr. og ”resten af tiden” (sandsynligvis til 18 år) skal alimentanten betale 108 kr.

Alimentant Ernst Haakon Rasmus Pedersen har være til møde med sognerådsformanden, som beslutter, at han skal betale 20 kr. om måneden. Hvis han ikke gør det, bliver bidraget trukket hos hans arbejdsgiver, vognmand Albert Nielsen.

På maj-mødet 1929 er overskriften på en del sager: ”Forsørgelsesvæsen”, og der er 2 alimentationssager. Musiker Knud Johannes Rehermann skal betale bidrag til Agnes Ingeborg Sørensens barn, og hvis han ikke gør det, må kommunen påtage sig forpligtelsen. I den anden sag har kommunen betalt et halvårsbidrag på 64 kr., og i den forbindelse beslutter man, at alimentanten skal indsættes til afsoning for de 64 kr., (der står ikke, hvem det er).

På november-mødet 1929 anmoder alimentanten, Anders Pedersen Troelstrup, om udsættelse af alimentationsbidrag. Han har dog betalt 25 kr. på det sidste. Sognerådet går med til at lave en lempeligere ordning, så længe han er arbejdsløs

På december-mødet 1930 ansøger kunsthandler Karl Chr. Hansen om eftergivelse af fattighjælp. Desuden vil han gerne have tilladelse til at indgå ægteskab. Han har siden 1927 modtaget hjælp til sine 3 børn for i alt 1.776 kr., og sognerådet forsøgte sidste år (1929) at få ham indsat til afsoning, men man har ikke kunnet finde ham, da han sandsynligvis ikke har nogen adresse. Sognerådet beslutter, at han skal indsættes til afsoning, (der står ikke noget om hans eventuelle giftemål).

På januar-mødet 1930 tager Sognerådet stilling til 2 alimentationssager. Kusk J.P. Jensen, København, og Carl Alfred Christiansen, bosiddende i Aalborg vil gerne fritages for afsoning. Sognerådet fastholder, at de begge skal indsættes til afsoning.

På april-mødet meddeles, at kusk J.P. Jensen skylder 78 kr. i børnepenge. Sognerådet kræver ham atter indsat til afsoning.

Peter Otto Petersen

På juni-mødet 1929 ansøger Frelsens Hær om udrejsetilladelse for fange nr. 339 Peter Otto Petersen, Horsens. Han er alimentant for 2 børn i kommunen, og kommunen har betalt 312 kr. i børnebidrag. Sognerådet beslutter at give ham udrejsetilladelse efter udstået straffetid.

Et par måneder efter ligger der en ansøgning fra viceinspektøren ved Horsens Straffeanstalt. Man beder om beklædningshjælp til Peter Otto Petersen. Han skal løslades 10. august 1929. Sognerådet bevilger 125 kr.

E.J.O. Iserhorst

På august-mødet foreligger der fra Københavns Overpræsidium en afhøring af alimentanten E.J.O. Iserhorst. Afhøringen afslører, at han samlever med barnemoderen.

På marts-mødet 1931 meddeler Københavns Magistrat, at Iserhorst nu er indlagt på Balders Hospital i København med gigtfeber. Magistraten forbeholder sig ret til at forlange refusion fra Fensmark-Rislev Kommune.

Carl Charles Hansen

På april-mødet 1932 er der en skrivelse fra Carl Charles Hansens hustru, hvori hun indtrængende beder om, at hendes mand løslades fra alimentationsafsoning, da hun ellers må melde sig til fattigforsørgelse. Vejlby Risskov Sogneråd meddeler samtidig, at hustruen allerede har meldt sig til fattigforsørgelse og har fået bevilget 12 kr. ugeligt. Sognerådet tager sagen til efterretning.

På august-mødet meddeler Næstved og Hasle (Aarhus) politi, at Carl Ch. Hansen forgæves er eftersøgt, da han skal afsone for alimentationsbidrag. Sognerådet ønsker fortsat, at han bliver indsat, når han findes.

Anders Peder Pedersen

Alimentanten Anders Peder Petersens sag udvikler sig over et par år, og det starter på juli-mødet 1929.

Kommunen har betalt 318 kr. Pedersen har tilbagebetalt 90 kr. og vil gerne slippe for de resterende 228 kr. men den går ikke. Sognerådet vil have ham indsat til afsoning.

På næste møde kan formanden meddele, at Anders P. Pedersen har betalt yderlig 25 kr.

Så går der et års tid, og i juli 1930 meddeler Politikontoret i Haslev, at Anders P. Pedersen har forladt sit opholdssted. Sognerådet beder politiet om at eftersøge ham og – hvis de får fat i ham – indsætte ham til afsoning. Måneden efter meddeler politimesteren i Køge, at Anders P. Petersen, Skuderløse, forgæves er blevet eftersøgt.

På marts-mødet 1931 ligger der en ansøgning fra Anders Peder Pedersen om lov til at indgå ægteskab. Haslev Kommune meddeler, at han p.t. skylder 206 kr. Sognerådet vælger at spørge Præstø Amt, om man skal give tilladelsen. Det fremgår ikke, hvad amtet har svaret, og det fremgår heller ikke, hvad der videre er sket med Anders Peder Pedersen. Et forsigtigt gæt er, at han har giftet sig barnets moder, og på den måde er ”sluppet ud af sognerådets kløer”.

Niels Chr. Magnus Andersen

På maj-mødet 1930 ansøger alimentanten Niels Chr. Magnus Andersen om at blive fritaget for afsoning. Han tilbyder at betale 50 kr. med det samme og derefter 10 kr. ugeligt begyndende 14 dage efter hans løsladelse. Sognerådet beslutter at lade ham komme ud på disse betingelser.

På juli-mødet 1930 er der en rapport fra Københavns Politi vedr. Niels Chr. Magnus Andersen. Han har hensiddet 22 dage til afsoning og er blevet løsladt, da han betalte de lovede 50 kr. men siden har han ikke overholdt aftalen med de 10 kr. om ugen. Sognerådet svarer Københavns Politi, at alimentanten skal genindsættes til afsoning.

På marts-mødet 1931meddeler Københavns Overpræsidium, at han nu er hensat til afsoning.

På august-mødet 1931meddeler Københavns Overpræsidium, at Niels Chr. Magnus Andersen har tilbudt at betale 10 kr. om ugen i alimentationsbidrag. Sognerådet accepterer, men hvis han ikke betaler, skal han hensættes til afsoning igen.

På september-mødet 1931 meddeler Københavns Overpræsidium, at Niels Chr. Magnus Andersen igen er indsat til afsoning.

På februar-mødet 1933 meddeler Københavns Magistrat, at Niels har fået hjælp til beklædning.

Knud Sixtus Christensen

På juli-mødet 1930 beder Knud Sixtus Christensen om at få eftergivet det, han skylder i alimentationspenge. For 1927/28 har kommunen betalt 231 kr. heraf har alimentanten afdraget 200 kr. For 1928/29 har kommunen betalt 84,37 kr. og for 1929/30 har kommunen betalt 238 kr. heraf har han afdraget med 15 kr. Sognerådet beslutter at forsøge at få en aftale, som indebærer, at Christensen skal betale de 223 kr. som han skylder for sidste periode.

På marts-mødet 1932 ansøger Knud Sixtus William Christensen om lov til at indgå ægteskab. Han skylder kommunen 329 kr. og har sidste gang indbetalt 75 kr. d. 26. august 1930. Sognerådet underskriver giftemålsattesten. Hvad der så er sket, står hen i det uvisse, for på maj-mødet 1932 ligger der en skrivelse fra Præstø Amt, at Knud Sixtus V. Christensen må henvende sig til sognerådet for at få en giftemålsattest. Sognerådet tager skrivelsen til efterretning.

Andre sager

Der var ofte enkeltsager, som kom på sognerådets dagsorden. Her er et lille udvalg, der giver et udmærket indblik i livet for de mere udsatte borgere i et lille samfund som Fensmark.

På maj-mødet 1929 ansøger Bodil Rasmussen om, at kommunen betaler et par krykker. Sognerådet bevilger de 15 kr., som de koster.

På november-mødet 1929 behandler man sadelmager Volmer Knudsens begravelse. Kommunen har måttet betale for denne, og derfor beslutter man at få udgiften dækket i Knudsens efterladenskaber. Han blev kun 56 år, da han døde på Næstved Amtssygehus. Han var ugift, så der har nok ikke været meget at komme efter.

I januar 1930 meddeler Præstø Amts Fattigkasse, at man vil refundere halvdelen af udgiften til Ernst Peder Nielsens ophold på Blindeinstituttet, Henriette Carlsens ophold på Sindssygehospitalet og Gunhild Christensens ophold på Hald (en Folkekuranstalt ved Viborg) – sidstnævnte dog højest med 1 kr. pr. dag.

På september-mødet 1930 vil Agnes Hansen gerne have hjælp til et ophold på Elisabethsøstrenes Sygehus på Præstøvej i Næstved. Sognerådet vedtager, at hun kun kan få hjælp, hvis der ikke er plads på Amtssygehuset.

På oktober-mødet 1930 får man besked fra Høje Tåstrup Sogneråd, at August Hannibal og hustru efter ansøgning er flyttet ind på kommunens alderdomshjem. Høje Tåstrup har desuden bevilget fru Hannibal tillægsinvaliderente. Fensmark-Rislev Kommune kan derfor forvente at skulle betale disse udgifter.

På samme møde ansøger Poul Marius Povlsen om – i anledning af 10-årsdagen for Genforeningen med Sønderjylland!! – at få eftergivet det, han skylder i fattighjælp. Sognerådet kan ikke efterkomme ansøgningen, før Povlsen har tilbagebetalt den fattighjælp, han har fået efter 15. maj 1930.

I december 1931meddeler Fensmark Sygekasse, at Anton Frederik Petersen har opbrugt sin hjælp fra Sygekassen, og men vil derfor bede sognerådet om at kautionere for ham, så længe han er indlagt på Rigshospitalet. Sognerådet stiller kaution, men tager 30 kr. af hans invaliderente. Hans hustru vil herefter modtage 15 kr. på uge.

På december-mødet 1932 anmoder vognmand Albert Nielsen om forhøjelse at beløbet for Chr. Hansen. Sognerådet vedtager at forøge beløbet fra 40 kr. til 50 kr. Det er sandsynligvis pr. måned.

Enkelte sager fyldte lidt mere i protokollen.

Johan Martin Jensen

Johan Martin Jensen er et godt eksempel på, hvordan sygdom (tuberkulose) i løbet af ca. 3 år kan ødelægge en lille familie. Man kan følge derouten i sognerådsprotokollen, hvor det kun drejer sig om penge fra Fensmark til Køge, men man kan ikke se, hvordan en sådan sag påvirker sognerådsmedlemmerne – hverken i Fensmark eller i Køge.

På december-mødet 1930 tager sognerådet til efterretning, at Køge Kommune har giver hotelkarl Johan Martin Jensen hjælp til rejse- og beklædningsudgifter ved hans indlæggelse på Sanatorium. Samtidig tildeler Køge Kommune hans hustru 25 kr. ugeligt i underhold og 35 kr. månedligt til husleje.

På næste møde meddeler Køges Fattigudvalg, at hustruen har fået 14 kr. i julehjælp og for 5 kr. koks.

På februar-mødet 1931 tildeler Køge Kommune 2,25 kr. pr dag til Johan Martin Jensen i sygehjælp.

På juli-mødet 1933 skriver Køge, at man har tilstået Johan Martin Jensens enke beklædning og rejsehjælp til 2 af hendes børn, der er indlagt på Børnesanatoriet i Faxe Ladeplads.

Viggo Harry P. Hansen

På august-mødet 1932 beder ”Nationalforeningen for Tuberkulosens Bekæmpelse” om et sæt tøj til Viggo Harry Hansen, som er indlagt på Faksinge Sanatorium, da han ellers ikke kan fortsætte sin kur. Sognerådet bevilger tøjet.

Et par måneder efter er han kommet hjem fra sanatoriet og skal ”anbringes”. Vognmand Albert Nielsen tilbyder at tage sig af ham for 1.50 kr. pr. dag. Sognerådet tager imod tilbuddet.

Kort tid efter er han igen indlagt i Faksinge, og i januar 1933 forespørger ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse”, om kommunen vil betale 53 kr. for et sæt kunstige tænder til Viggo. Sognerådet anbefaler.

På februar-mødet 1933 skriver ”Nationalforeningen for Tuberkulosens Bekæmpelse”, at han er bevilget et par træsko. Sognerådet accepterer igen.

På maj-mødet 1933 beder ”Nationalforeningen for Tuberkulosens Bekæmpelse” om et par træsko og et par sko til ham. Sognerådet bevilger.

På juli-mødet meddeler Faksinge Sanatorium, at Viggo Harry Peter Hansen udskrives 9 juli, og 2 måneder efter overtager Socialreformen, hvis han fortsat har haft brug for hjælp.

Hjemtagelsessager

Der er tidligere skrevet om Aksel Anton Nielsen, der efter en del år i ”udlændighed” endelig hjemtages til Fensmark-Rislev Kommune. Men det er ikke altid, sagerne ender med hjemtagelse.

Olga Nielsen

På maj-mødet 1030 skal man tage stilling til, om man vil hjemtage fraskilte Olga Nielsen. Hun har tidligere boet i Snesere, som har ”lagt ud” for husleje, fattighjælp, separationsbidrag og underholdsbidrag til børnene for i alt 612,40 kr. Nu bor hun i Holme-Olstrup, hvor hun ”skylder” 47,75 kr. Sognerådet vedtager at tage Olga Nielsen hjem.

På et senere maj-møde 1930 ligger der en skrivelse fra læge Haslund, Præstø, der får sognerådet til at genåbne sagen med Olga Nielsen. Sognerådet vil gå med til, at hun bliver boende i Holme-Olstrup, hvis det ugentlige tilskud bliver nedsat, og hvis Olga Nielsen selv betaler sin husleje. Man vil forhandle med Holme-Olstrup Kommune, og hvis det ikke falder på plads, hjemtages Olga Nielsen til kommunen.

På april-mødet 1931 spørger Toksværd Sogneråd, om man vil tage Olga Nielsen hjem til Fensmark-Rislev Kommune. Hvis man ikke ønsker dette, må Fensmark-Rislev regne med at betale fuld refusion. Sognerådet beslutter at lade Olga Nielsen blive boende i Toksværd og betale alle udgifterne til hendes fattigforsørgelse. (folketællingen for november 1930 placerer Olga Karoline Nielsen i Toksværd, så hun er nok flyttet fra Holme Olstrup til Toksværd i løbet af 1930).

Poul Marius Poulsen

I maj 1930 meddeler formanden, at Poul Marius Povlsen, Næstved, har lovet at klare sig selv i fremtiden. Sognerådet giver ham derfor lov til at blive boende i Næstved.

På juni-mødet vil Forsørgelsesudvalget i Næstved have garanti for at få fuld refusion, hvis Povlsen alligevel vil have fattighjælp. Sognerådet lader formanden undersøge, om der er lovhjemmel for at give et sådan tilsagn. Der er ikke i de efterfølgende dagsordener nogen indikation på, hvad denne sag ender med.

Nye Socialreform

K.K. Steincke kom til at lægge navn til Den Nye Socialreform, som trådte i kraft 1. oktober 1933. (Hvis man er nysgerrig efter indholdet, kan man se hele loven her: Forsorgsloven_samlet.compressed__1_.pdf (danmarkshistorien.dk)

Socialområdet var virkelig gennemarbejdet, og med sine 335 paragraffer, kom ”Lov om Offentlig Forsorg” rundt i alle hjørner. Samtidig gjorde den op med den ”magt”, som byrådene og sognerådene havde til at ”sjusse” med de sociale hjælpeforanstaltninger. Det var en helt ny virkelighed for sognerådene, der måtte bruge megen tid på at sætte sig ind i den nye lov.

Allerede på juni-mødet 1933 behandler man et cirkulære vedr. Den Nye Socialreform, bl.a. om valg af socialudvalg. Behandling af punktet henlægges til et senere møde, hvor man beslutter, at hele sognerådet skal være med i Det Sociale Udvalg, og på september-mødet 1933 drøfter sognerådet forskellige sager vedr. indførelsen af de mange paragraffer, og man ser i øjnene, at man bliver nødt til at indkøbe det nødvendige materiale til Sociallovens gennemførelse.

Mange beslutninger tages nu fra centralt hold. Fx fastsætter Præstø Amt allerede i oktober taksten for ophold på arbejdsanstalter i Amtet. For personer over 7 år koster det 1 kr. og for personer under 7 år skal der betales 70 øre pr. kostdag. I dette beløb er der ikke indberegnet udgifter til læge, medicin m.m.

Socialministeriet er det helt centrale omdrejningspunkt i udfoldelsen af loven. Sognerådet får at vide, at man til alle ansøgninger om hjælp skal benytte ”de af Socialministeriet godkendte Blanketter”. Dette gælder også sager fra Børneværnet. Sognerådet får også at vide, at ”enhver læge eller lærer, der under udøvelsen af deres kald, iagttager en lidelse, som kan nedsætte erhvervsevnen, er pligtig til at indberette dette til det sociale udvalg og invalideretten”.

Sognerådet modtager ligeledes i oktober et cirkulære med regler om udbetaling af underholdsbidrag til børn født uden for ægteskab, og om udregning og inddrivelse af samme, og at Socialministeriet går helt ned i detaljen, kan ses af cirkulæret, der bestemmer, ”at der ud over medicinhjælp til mavepræparater og leverpræparater kan ydes hjælp, hvis en læge finder disse andre præparater nødvendige, også selv om patienten ikke er sygemeldt”.

Alle disse cirkulærer med faste bestemmelser slår igennem på sognerådets beslutninger. På november-mødet 1933 meddeler formanden, at den arbejdsløse Hans Julius Peter Hansen har henvendt sig og bedt om hjemsendelse fra Arbejdsanstalten. Sognerådet beslutter at lade Amtmanden bestemme, hvad der skal foretages med ham, og Elly Jørgensen, Fensmark, beder om rejsehjælp til Vanførehjemmet., hvor hun skal have taget mål til sko. Sognerådet vedtager – såfremt det er lovligt – at betale rejseudgifterne. På samme møde er der en skrivelse fra Præstø Amt: ”I

Anledning at, at Staten har overtaget Udgiften ved trængende sindssyges Forsorg, forespørger Amtet, om Hans Vilhelm Hansen, Stege Sindssygehospital må anses for trængende?” Sognerådet har ikke lyst til at udtale sig om, hvorvidt hans Vilhelm Hansen er ”trængende”, så man svarer, at ”Hans Vilhelm Hansen er ubemidlet”.

Foretagsomme personer øjner en chance for at gøre en god forretning, så de bombarderer sognerådene med tilbud på protokoller, blanketter, kontorstole o.l., og sognerådet i Fensmark-Rislev Kommune indser, at man ikke kan undvære disse hjælpemidler; bl.a. anskaffer man sig protokoller til børneværnsudvalget og socialudvalget.

I slutningen af 1933 modtager Sognerådet ”Vedtægter for Normalstyrelse af Sognekommuner samt en Forretningsorden for en Sognekommune” fra Socialministeriet og Indenrigsministeriet. Sognerådet beslutter at lade disse vedtægter cirkulære mellem sognerådets medlemmer indtil næste møde.

Året 1933 har virkelig været skelsættende for sognerådet, og året slutter med et cirkulære fra Socialministeriet med bestemmelse om ”at affatte og indsende Regnskab over Udbetaling at Arbejdsløshedshjælp”, og i samme ombæring beder ministeriet om, at man én gang om året indsender en liste over de personer, der har erhverv inden for søfart og fiskeri!!

Kommunehuset før Socialreformen

Der har i mange år været brug for et sted, hvor man kunne tilbyde fattige mennesker en bolig. I folketællingerne har der været benyttet flere forskellige betegnelser for denne bolig i Fensmark. I 1845 hedder det ”Fattighus”, i 1950 har ”tælleren” kaldt det for ”Hospital”, og i de efterfølgende tællinger kaldes det blot ”Et Hus”. I 1901-tællingen står der ”Fattighuset, det nye” og ”Fattighuset, det Nordlige” – begge er placeret på matrikel 7l (l som Lotte), som er hjørnegrunden ved Stenskovvej og Fensmark Skov.

Det nordlige/gamle kommunehus har nok ikke været i særlig god stand, men det var dog i brug, og man brugte kræfter og penge på at ”holde det kørende” indtil 1928, hvor det nedbrændte.

Sognerådet var selvfølgelig godt klar over husets ringe forfatning, så allerede på juli-mødet 1900 kan man læse, at der er indkommet 4 tilbud på opførsel af et ”Nyt Kommunehus”. Sognerådet vælger tømrer A. Hansen, som kan bygge det for 6.050 kr. Sognerådsmedlemmerne Gårdbestyrer Karl Nielsen og husmand Peder Nielsen protesterede. De var begge fra Rislev, hvor Karl Nielsen var Fattigforstander for Fattighuset i Rislev.

Året efter vedtager man ”at bygge et ekstra fag til den nordre ende på Fattighuset (det gamle)”

I 1902 vedtager man at bygge et værelse på loftet af ”Det Nye Fattighus”. Lejeren, smed Christensen, kommer til at betale i form af en stigning af huslejen.

I 1924 beder kredslægen om at få fjernet møddingen ved ”Fattighjemmet” (i virkeligheden er der to kommunehuse på grunden – det nye og det nordlige).

På juli-mødet 1928 vedtager man at søge ”Den Alm. Brandforsikring for Landbygninger” om tilladelse til at bruge erstatningerne (2.350 kr.) for det nedbrændte ”Gamle Kommunehus” til at ombygge Jordmoderhuset til et Alderdomshjem. (læs den historie her: Historien om “De Gamles Hjem” på Næstvedvej 1 – Nye & Gamle Fensmark (fensmarkby.dk)

På det efterfølgende møde overlader man til sognerådsmedlem Edvard Nielsen at sørge for at få ryddet brandtomten efter Det Gamle Kommunehus ved at lade arbejdet gå i udbud. På samme møde ligger der en skrivelse fra kredslægen med bemærkning om, at ”Fattighuset” trænger til reparationer, men da huset i mellemtiden er nedbrændt, agter sognerådet ikke at gøre noget.

På oktober-mødet 1928 overlades det til sognerådsmedlem Edvard Nielsen at lade støbe en møddingbeholder ved Kommunehuset samt sørge for anden vedligeholdelse. Samtidig beslutter man sig for at sælge Stine Poulsens efterladte brændsel til Ole Mortensen for 60 kr.

På marts-mødet 1931 ansøger Ellen Nybo om en lejlighed i Kommunehuset, Sognerådet bevilger dette på den betingelse, at hun skal fraflytte lejligheden, hvis kommunen får brug for den. Desuden fastsættes huslejen til 7 kr. pr. måned.

På juli-mødet 1931 meddeler læge Nielsen, at Johanne Jørgensen ikke kan bo alene på grund af sygdom. Sognerådet lader Rudolf Andersen tage en snak med hende. (Rudolf Andersen var ved sognerådsvalget 1929 indvalgt i sognerådet, og der fik han hvervet som ”Fattigforstander”, hvor opsynet med Kommunehuset var en del af opgaven). Måneden efter meddeler læge Nielsen, at Johanne Jørgensen er fuldstændig uarbejdsdygtig, og at hun ikke kan bo alene. Sognerådet svarer Johanne Jørgensen, at man ikke kan bevilge forhøjet invaliderente.

På oktober-mødet 1932 bliver Rudolf Andersen bedt om at undersøge kaminer og komfurer i Kommunehuset og købe, hvad der tiltrænges.

Kommunehuset efter Socialreformen

Socialreformen tog en meget stor del af sociale sager fra sognerådets dagsorden, men beboerne i Kommunehuset mindede stadig sognerådet om, at der var borgere, der havde brug for bevågenhed. Problemerne drejede sig hovedsageligt om manglende huslejebetaling, klager over mangler ved beboelsen og ønsker om forbedringer af Kommunehuset.

Manglende betaling af husleje

Rudolf Andersen er i 1935 fortsat Fattigforstander, og han meddeler i marts, at tre beboere ikke betaler deres husleje. Det drejer sig om Niels Hansen, Aksel Nielsen (her er Aksel Anton Nielsen igen) og H. C. Andresen. Sognerådet vedtager at opsige deres lejemål pr. 1. maj – alternativt, at sognerådet får fuldmagt til at hente pengene på deres arbejdsplads, Glasværket. I værste fald må man bede kongens foged om at udsætte dem.

I april 36 indberetter Rudolf Andersen igen om manglende huslejebetaling. Det drejer sig om glasmager Niels Hansen, der skylder 96 kr., arbejdsmand Aksel Anton Nielsen skylder 320 kr. og arbejdsmand H.C. Andresen skylder 171,72 kr. Man vedtager at lave en afdragsordning på 6 kr. om ugen, og hvis det ikke overholdes, så er det ud. Det har tilsyneladende knebet med at få en aftale med H.C. Andersen, så på det efterfølgende møde vælger man at skrue bissen på. Hvis man ikke finder en ordning, ryger han ud til 1. juni.

I juli måned har Aksel Anton Nielsen misligholdt afbetalingsordningen, så sognerådsformanden skal lige vende med amtet, hvornår man kan sætte ham på gaden.

I januar 1937 har man konstateret, at glasmager Niels Hansen ikke har overholdt den afbetalingsordning, som han har indgået, og han står igen til at miste sin lejlighed.

I februar får sognerådet meddelelse om, at arbejdsmand Lars Chr. Hansen fraflytter sin lejlighed i Kommunehuset pr. 1. maj, men længere nede på dagsordenen anmoder han om at blive boende, og det får han lov til, hvis han betaler, hvad han skylder.

På aprilmødet er den igen gal med Niels Hansen og Lars Chr. Hansen. Det vedtages ”at sige Niels Hansen og Lars Chr. Hansen ud via stævningemand” (stævningemænd var de personer, der personligt ”forkynder”, hvad der var besluttet).

I juni 1937 er der igen problemer med Aksel Anton Nielsens betaling, og sognerådet ser sig nu nødsaget til at true med anbringelse på Forsørgelsesanstalt.

På november-mødet er Aksel Anton Nielsen igen på dagsordenen. Han får eftergivet 173 kr. Til gengæld stiger hans husleje til 20 kr. pr. måned, og han skal betale 3 måneder i forskud.

April 1938 er papirarbejder Lauritz Larsen og glasmager Niels Hansen på dagsordenen pga. manglende huslejebetaling. Man beslutter at hente de manglende beløb på henholdsvis Papirfabrikken i Næstved og på Glasværket.

November 1938 meldes Niels Hansen til politiet for atter at skylde i husleje.

På februar-mødet 1939 meddeles det, at Aksel Anton Nielsen fraflytter sin lejlighed i Kommunehuset pr. 1. marts 1939. Den lejlighed vil Chr. Marius Jensen gerne flytte ned i. Alfred S. Rasmussen vil så gerne leje Chr. Marius Jensens lejlighed. Det får han lov til mod at erlægge 3 måneders husleje i indskud. Om Aksel Anton Nielsen fraflytter Kommunehuset, kan man ikke se af dagsordenen, men ved folketællingen i 5. november 1940 har ”folketælleren” J.P. Hansen nedskrevet Aksel Anton Nielsen, hans hustru Petra og deres 6 børn som boende i Kommunehuset.

Folketællingen i 1940 viser også, at der har boet 4 familier (med i alt 12 børn i alderen 1 til 15 år), og 2 enlige, så i alt har der været 6 boligenheder, som kommunen har kunnet råde over. Desuden har man på De Gamles Hjem, der blev opført i 1928, haft 11 værelser at gøre godt med.

Løbende vedligeholdelse og forbedringer

På januar-mødet 1940 anmoder Aksel Anton Nielsen om at få sin dør ordnet, da det sner ind på gulvet.

Arbejdsmand Chr. Hansen vil gerne have et værelse mere, og man vil derfor undersøge, om der kan indrettes et værelse på loftet.

På marts-mødet 1940 er der et spørgsmål om at få installeret en jernvask i den øverste lejlighed. Desuden vil man gerne have indlagt vand i alle lejlighederne. Man vil også gerne have oprenset

brønden, da den flere gange er forurenet af overfladevand. Sognerådet nedsætter et lille udvalg, der skal undersøge, om der er blevet en vask til overs i den nye skole. Man vil også gerne have tømrermester Peter Hansen til at komme med et tilbud om et vaskehus med indlagt vand samt en kvist i Niels Hansens soveværelse.

På juni-mødet 1940 foreligger der et tilbud fra Peter Hansen. Kvisten kan laves for 140 kr., og udhuset kan bygges for 1850 kr., men så sørger Peter Hansen også for, at det gamle udhus bliver revet ned. Murermester J. Møller; Kalkerup, skal have 2733 kr. for at mure udhuset. Til ydermurene bruges nye mursten, mens de gamle fra det nedrevne udhus bruges til skillerumsmure inden i udhuset. Sognerådet vedtager at benytte sig af tilbuddet og overlader til ”Tilsynsførende med Kommunehuset” Hans Jacobsen (titlen ”Fattigforstander” bruges ikke mere) at få sat arbejdet i gang og føre tilsyn med det.

På juli-mødet 1941 anmoder glasmager Niels Hansen, Kommunehuset om at få istandsat gulvet og kakkelovnen. Sognerådet overlader sagen til et udvalg bestående af Lars Chr. Larsen, Alfred Christiansen og Hans Jakobsen.

På juli-mødet 1942 bliver man enige om at male kommunehuset.

På marts-mødet 1943 anmoder Aksel Anton Nielsen om vedligeholdelse af sin lejlighed. Hans Jacobsen, går videre med sagen.

På maj-mødet 1943 meddeler Hans Jacobsen, at der lige skal foretages lidt reparationsarbejde på træværket før, man går i gang med at male kommunehuset.

Efter sognerådsvalget i 1943 overtager Gothard Rasmussen posten som ”Tilsynsførende med Kommunehuset”, og den post har ikke ”kastet” megen arbejde af sig, for der er ikke flere sager på sognerådets dagsorden. Gothard Rasmussen beder om lov til at udtræde af sognerådet på oktober-mødet i 1945, og hans afløser bliver Gerhart Fischer, som tilsyneladende heller ikke bliver overbelastet med sager.

Sognerådsmødet 18. december 1945 er det sidste tilgængelige møde pga. tilgængelighedsfristen, men det skulle være mærkeligt, hvis kommunehuset af og til optræder på de efterfølgende møder.

På https://Fensmarkby.dk/kommunehuset/ kan man se et billede af Kommunehuset fra 1979. Det må være revet ned kort tid efter. Jeg flyttede i 1978 til Fensmark, og i et hus bag ved Folkemusikhuset boede ”Lille Erik”, som var den sidste beboer i Kommunehuset.