Nye & Gamle Fensmarks stifter Linette Bach, udgav i 2017 bøgerne:
-
Fortællinger fra Fensmark 1.- og 2. del
Læs nogle af boganmeldelserne herunder:
Tak til Stig Nielsen for denne anmeldelse.
“Fortællinger fra Fensmark 1. del” gør fortiden nærværende og genopliver de gode minder, om en spændende barndom, fra sidst i trediverne og først i fyrrerne.
Dengang Fensmark var livet og hele verden, for mange af os, nu lidt ældre årgange.
Den lille skole og den store nye, med spændende og populære lærere. Her er det detaljerne, der vægter.
Netop de som Linette Bach så dygtigt, har lokket ud af de mange førstehåndsberetninger.
Jeg selv genoplever blandt meget andet, den rejsende Vakyriebiograf, Aarøes danskeskole i Forsamlingshuset og juletræsfesterne. “Badminton” med en kulskovl som kethcer. Skøjteløb på gadekæret og fodbold på den gamle bane.
“Nye og gamle Fensmark” bringer historier, der tegner levende billeder i hovedet, og fortjener stor udbredelse til glæde for alle, der har haft Fensmark inde på livet eller i familien.
/Stig Nielsen, tidligere typograf (håndsætter) fra Næstved Tidende 1952, senere grafiker, tekstforfatter (reklame) og freelance journalist.
Stig er opvokset i Fensmark fra 1939-1942, i det nedrevne længehus bag forsamligshuset. Tilbragte 1, 2 og 3. klasse i den lille og store skole.
Følg Fortællinger fra Fensmark på Facebook
Foto: Linette Bach
Et forsøg på en anmeldelse.
Oktober 2017
Finn Ekman Jørgensen
Fortællingerne, som er samlet og udgivet af Linette Bach, giver et fascinerende billede af et samfund i første halvdel af det 20. århundrede Eller rettere af to samfund: Glasværket, et klassisk fabrikssamfund, som desværre ikke er mere, og naboen Fensmark, en større landsby med de nødvendige funktioner som f.eks. handel, skoler, landbrug, lidt småindustri, alderdomshjem og selvfølgelig kommunekontor.
De fire fortællinger, eller rettere erindringer, beretter om opvækst og arbejde på Glasværket i tiden fra omkring år 1900 til hen i 60’erne. Med Ludvig Christensen som første fortæller, der dækker hele perioden, fra han som 10-årig begyndte som hyttedreng og derefter arbejdede som glasmager, indtil han sluttede som guide sidste i 50’erne. Så følger Tove Pedersen med en beretning om barne –og ungdomstiden i Fensmark fra sidst i 30’erne til sidst i 50’erne. Hun endte ”selvfølgelig” ligesom sin mand med at arbejde på Glasværket. Augusta Hannibal, datter af kromand Gustav Hannibal, fortæller smukt og fascinerende om sin barndom, hvor hun som andre børn var fuldt integreret i et samfund, hvor arbejdsliv og privatliv nærmest var smeltet sammen. Og endelig giver Kai Nielsen fra Fensmark et rids over en tilværelse, hvor han startede som mælkedreng, blev glasmager og endte som medlem af kommunalbestyrelsen. Fire meget forskellige punktnedslag i tiden, som alle afslører stor tilfredshed og glæde ved tilværelsen uden på noget tidspunkt at lægge skjul på udfordringerne og de besværlige sider af tilværelsen.
I min egen barndom på Glasværket i 50’erne var der to skikkelser, som ragede op. Begge født før århundredeskiftet. Ludvig Christensen var den ene og driftsbestyrer Karl Schlüter den anden. To personer, der langt hen ad vejen var hinandens modsætninger, og som var uenige i mange ting; men samtidig respekterede hinanden højt. Ludvig Christensen var en dygtig glasmager, høj og rank, ved sine meningers mod og aktiv i alt. Var tillidsmand, fodboldtræner, med i spejderbevægelsen og i den lokale foredragsforening, blot for at nævne nogle af fritidsaktiviteterne. Og så passede han flittigt sin kolonihave om søndagen. Hans erindringer kan faktisk også læses som Glasværkets erindringer. Efter en beskrivelse af vinglassets fremstilling, der er så detaljeret, at man efter læsningen selv føler sig som næsten udlært, følger gennemgang af glasværkets indretning, af kollegerne og ledelsen – hvor Schlüter selvfølgelig er hovedpersonen –af arbejdsforholdene, boligforholdene, kriserne, rejserne, fritiden, familielivet osv. Tilsyneladende forbigås intet i Glasværkets og hans tilværelse. Alt, selv den uundgåelige modgang, skildres med stort overskud og uden tilløb til beklagelser eller bitterhed. Flot.
Så er det Tove Pedersen tur med en detaljeret skildring af sin barndom og de mange gøremål, der fulgte med at være barn i trediverne og fyrrerne. Datter af mælkehandler HC Hansen, bedre kendt som Mælkehans, der kørte mælk og brød ud i Fensmark og på Glasværket. Jeg husker ham selv som en flink og imødekommende person, som godt kunne lide at snakke med kunderne. Også med os børn, når vi ved hans mælkevogn fik fyldt en kande med fløde til sommersøndagens jordbær. Tove giver en fin opremsning af de populæreste børnelege, beskriver skolegangen først hos frk. Nielsen i den gule skole og senere hos lærer Larsen i den store skole. Totalt genkendeligt. Herefter de mange fritidsaktiviteter med håndbold, gymnastik, foreningsballer og folkedans. Plus selvfølgelig hjælpen både derhjemme og ved faderens mælkekørsel. Alt sammen i et mangelsamfund med omsyet tøj og rationeringsmærker. Folkedansen fører til ægteskab og senere et par sønner. Og nu sker der et traditionsbrud. Med en kontoruddannelse, hvilket i sig selv er nyt, fortsætter hun med at arbejde, efter at have fået børn. Selvfølgelig på Glasværket, hvor hendes mand Henning også arbejdede. Faktisk springer hun til sidst helt frem til 90’erne, hvor efterlønnens velsignelser skildres. Tove slutter med at skrive, at hun har haft et godt liv og en dejlig barndom. Som læser tror man på hende.
Augusta Hannibal er født i1908 som datter af Glaskroens bestyrer Gustav Hannibal, der faktisk startede som glasmager. Hun voksede op i en tid, hvor børnene færdedes frit på Glasværket. De bragte eftermiddagskaffe ind til deres arbejdende fædre og stegte kartofler i gløderne under ovnene. Det meste af fritiden blev tilbragt på mosen, der beskrives som en oplevelse og skildres i meget poetiske vendinger med stor sans for naturens skønhed. En mose, som også var en farlig legeplads med dybe tørvegrave og farlige hugorme. Præcis som vi oplevede den, da min generation legede derude 40 år senere. Augustas erindringer fremstår som et stykke helstøbt prosa med skildringer af både børnenes og de voksnes liv. Især de mange traditioner, vinterens skøjteløberfest på mosens is, hvor børn og voksne deltog på lige fod, fastelavnsoptog med tøndeslagning, pinsekoncert med Urania efterfulgt af skovfest osv. Året sluttede af med juletræsfest på kroen, hvor alle børnene deltog. At vokse op på kroen betød et tæt indblik i det lille samfunds selskabsliv og tilmed muligheden for at se de honoratiores, heriblandt Stauning, som Glasværkets direktør havde med til frokost på kroen. Den almindelige arbejders liv med en lang arbejdsdag og husmoderens slid for at få hverdagen til at hænge sammen får også en fyldig omtale. Et slid som for mange også indebar hjemmeslagtning af den gris, man havde fodret med madrester. En slagtning, hvor børnenes skræk ved grisens dødsskrig kæmpede med deres nysgerrighed. En følelse jeg selv med lidt gysen genkender fra min barndoms hjemmeslagtninger i Skolelængen, hvor jeg boede sidst i 40’erne. Augusta slutter med at give eksempler på løn -og prisnivauer i trediverne. Tal som læseren har svært ved at forholde sig til, bortset fra at de er små, ufatteligt små. Kapitlet er velskrevet og stoffet er interessant og fint disponeret. Bedre kan det næppe gøres.
Så bringer bogen os op til Fensmark igen, hvor læseren møder Kai Hansen født 1925. Faderen, som var glasmager, døde da Kai var halvandet år, og efterlod en enke med 9 børn. Det betød en opvækst i en fattigdom, vi i dag har svært ved at forestille os. Ingen beklagelser. Barndommen skildres positivt med detaljerede beskrivelser af de mange lege, af skolegangen med start i forskolen hos frk. Nielsen og ”forfremmelsen” til den store skole. Lærerne får en noget kras kritik med morsomme detaljer. Som 14-årig starter Kai som mælkedreng, selvfølgelig hos Mælkehans, for et par år efter at komme i lære som glasmager. Han stod altid frem og tog ansvar, først som modstandsmand under krigen, senere i faglige tillidsjob og som medlem af kommunalbestyrelsen. Ja han fik endog tid til at deltage i dilletantforestillingerne i forsamlingshuset. Arbejdsforholdene i Gamle Hytte bliver skildret noget mere realistisk end hos Ludvig Christensen. Der var beskidt, en frygtelig larm og arbejdsstillingerne var skæve. Han beskriver derfor med nogen stolthed, hvordan han sammen med Mogens Schlüter planlagde den nye, supermoderne 68-Hytte. Længe før det fandt han sin udkårne, selvfølgelig ved et bal. Der fulgte nu 3 børn og en af lejlighederne i Sveaborg, som gik for at være de bedste på Glasværket, og endelig det store spring sidst i tresserne. Købet af eget hus. Det var økonomiske opgangstider, og han fulgte trenden blandt mange af Glasværkets indbyggere. En trend som på længere sigt var med til at reducere det gamle fabrikssamfund til en skygge af sig selv.
I dag kan man vel næppe tale om ”Glasbyen” mere. Synd.
Når alt det gode er sagt, og der er meget godt at sige om beretningerne, så et par enkelte suk. Først kunne jeg godt ønske en kort introduktion om Glasværkets og Fensmarks historie. Så var læseren klædt på og kunne relatere det personlige til det realhistoriske. Og så kunne billedsiden godt være mere udbygget, mange steder mangler billedtekster. Og så savner jeg flere billeder. Der findes et stort billedmateriale, specielt fra Glasværket, som viser hverdagen på arbejdspladsen og i familierne. Det kunne have suppleret erindringerne fint.
Bortset fra disse småting må der lyde ros for udgivelsen af det nu historiske materiale. Den læser, som er opvokset på Glasværket eller i Fensmark, får en spændende tur ned ad ”memory lane”. Læseren udefra får indblik i et meget specielt samfund i samliv med en landsby i fremdrift.Bogen kan stærkt anbefales.
Boganmeldelse af Torsten Victor Hansen
Efter jeg har læst, Fortællinger fra Fensmark 1. del, kan jeg varmt anbefale at der kommer mere fra Linette Bachs hånd.
Det er så dejligt at sidde med en lille historie fra det virkelige liv. Som fortæller om livskvalitet på et højt plan. Hvordan opgaver blev løst i et demokratisk samfund, med flere etniske grupper på glasværket.
Med disse få ord glæder jeg mig til Fortællinger fra Fensmark 2. del, og hvad der derefter vil dukke op til overfladen, her i den digitale tid.
Tak fra Torsten Victor Hansen.