På skovtur med Anne Sørensen

I Stenskoven med Anne Sørensen

Bert Christensen har suppleret med yderligere oplysninger af især historisk art, og skovfoged John Hansen fra Herlufsholm Skovdistrikt, har været behjælpelig med forklaringer, på nogle af de mærkelige navne, der findes i Stenskoven.

Nye & Gamle Fensmark takker Anne Sørensen for denne hyggelige og lærerige “skovtur”.

Jeg starter, hvor vejen fra Fensmark går ind i Stenskoven (1). Der lå på venstre side et ældre hus (Stenskovvej 41), og her flyttede min familie ind i 1955. Familien bestod af far, mor, storesøster på 9 år, jeg på 4 år og en lillesøster, der kom til i 1959. Huset er nu revet ned og erstattet af et bjælkehus.

Skoven forekom stor for en lille pige som mig, men vi blev hurtigt dus. Det blev dermed min verden at lege i.

Stenskovvej går hele vejen igennem skoven og rammer vejen mellem Næstved og Ringsted ved Gulerodshuset. Den største del af skoven ligger på højre side af Stenskovsvej, og den er også den mest interessante med alle sine stisystemer og veje. Ca. 100 m fra mit hjem på højre side lå et større vandhul. Det blev kaldt Marens Hul (2). Det var ikke så dybt, men det blev alligevel farligt nok for Lise Andresen en vinterdag, hvor isen lå på vandet. Hun var kun 2-3 år, da hun traskede ud og brast igennem isen. Hun sank i helt til skuldrene, og en ældre bror måtte vade ud og redde hende ind. Hullet blev derefter fyldt op med jord, og kun vi, der kender stedet, kan se, hvor det var.

Lige før det røde skovløberhus (3) (Stenskovvej 45 fra 1875) følger vi skovvejen ind til højre. Den kaldes ”Sortsporet”, og den går gennem ”Fensmark Egetykke” (4) og helt op i det yderste hjørne af skoven. Der ligger et par huse (Stenskovvej 56 fra 1878, 58 fra 1900 og 60 fra1920) (5a, 5b og 5c) ude på marken lige uden for skoven. Når alle veje om vinteren var fulde af sne, var Sortsporet stadig farbar og blev flittigt benyttet. Vejen går ikke længere helt ud til hjørnet, men drejer mod venstre. Skovvejen fører forbi en gammel kæmpebøg, ”Dronningetræet” (6). Ved siden af stod, for år tilbage et endnu større træ, der blev kaldt ”Kongetræet”. Seks mand skulle stå med strakte arme rundt om træet for at favne stammen. Desværre faldt træet i en storm omkring 1990, og skoven mistede sin monark. Dronningen står nu ene og forladt, og også hun er nu blevet gammel og træt.

Bagved Dronningen ligger de gamle lergrave (7). Her hentede man i gamle dage ler til husbyggeri, og der er nu efterladt dybe huller med stejle skrænter ofte fyldt med vand. Vi kunne sommetider finde nogle af de rammer, man brugte til at forme leret med. Vejen ind til lergravene er ikke let at finde, men der var lavet en bro (8), så skovarbejderne lettere kunne komme frem. Vi kaldte broen for ”Lille Bro”, og det var et yndet sted at lege, bl.a. brugte vi leret til at forme legetøj med.

Vejen videre frem går forbi en gammel galgehøj (9), der hedder Vestenhøj. I meget gamle dage mente man, at den var lavet af myrer, og der var endda mennesker, der påstod, at de havde set den stå på gloende støtter (Nationalmuseet har bestemt den til at være en rundhøj fra Oldtiden, dvs. den er ældre end 1066 e. Kr.). Til venstre for Vestenhøj (mod vest) kan man se en bautasten. Bakken var i min barndom væsentlig højere, og mange vintre har vi brugt den som kælkebakke. I dag forekommer Vestenhøj at være en lille knold og slet ikke så frygtindgydende som dengang i 50’erne.

Vejen drejer nu skarpt mod vest, og 10-11 meter inde til højre ligger der en stor sten med to skåltegn på overfladen (10). Nationalmuseet har dateret tegnene til at være fra bronzealderen (1100-501

F.Kr.). Lidt længere fremme ses til venstre ses en stor fordybning (11), som kaldes ”Den Onde Mose”. Navnet kommer sig af, at mosen altid har været meget blød og derfor svær at arbejde i.

Lidt længere fremme går der en skovvej (12) til venstre. Den fører helt frem til skovløberhuset (Stenskovvej 45) (3), og glasværksarbejdere, der boede vest for Stenskoven, benyttede denne skov-vej som genvej på cykel eller knallert, og den fik derfor navnet: ”Glasværkssporet”. Vi følger nu Stenskovvej mod Ringstedgade, og lige før svinget går en skovvej ind til højre (13). Den går først gennem en bøgeskov, men i min barndom var her mange ege, og vi samlede agern, som vi bl.a. brugte til juledekorationer. Ved at følge vejen kommer vi gennem en granskov, og lige før den udmunder i (14) Skovvej (mellem Stenskovvej og Hjulbæk) er der hvert efterår et mylder af røde fluesvampe under granerne. Det er et meget kønt syn. Granskoven benyttes til pyntegrønt, og det ses tydeligt på grantræerne.

Vi drejer nu til venstre ad Skovvej, og et stykke fremme kan man inde til venstre se resterne af en langhøj fra stenalderen (15) (3950 – 2801 f.Kr.), og tæt på denne er der fundet spor af et marksy-stem fra oldtiden med skelvolde og terrassekanter. I systemet indgår flere gravhøje og en sten med skåltegn (16) (700 f. Kr. – 374 e. Kr.), men det skal man vist være kender for at finde. Skovvej ender ved skovfogedboligen (17) (Stenskovvej 66). Her boede i mange år skovfoged Erik Hansen med sin kone Tekla. De havde en datter, Elsebeth, som jeg legede med, inden vi kom i skole. Elsebeth skulle gå i Rislev Skole, og jeg hørte til Holmegaardskolen. Da Erik Hansen stoppede, blev han afløst af John Hansen, og han har hjulpet mig meget med oplysninger om Stenskoven. Over for skovfogedboligen på den anden side af Skovvej, ligger (18) Boderne. Her købte vi vores juletræer, og her opbevarede skovarbejderne deres materiel. Her stod bl.a. de små huse, som blev flyttet ud, hvor skovarbejderne var i gang med arbejdet. De var udstyret med kakkelovne, så arbejderne kunne få lidt varme, mens de spiste deres mad. Man kunne altid se, når de var ”beboede”, for så steg der gerne en lille fin røgsøjle op af skorstenen.

Hvis vi fortsætter til venstre ned ad Stenskovvej, kommer vi til en skovvej (19), der går til højre. Den fører forbi diverse granskovstykker med smukke og sjældne grantræer. På et tidspunkt kommer man til et kryds (21). Det er det eneste kryds i denne del af skoven, og det bliver derfor kaldt ”Lyskurven”. Lidt længere fremme kan man finde inde til højre finde ”Bukkemosen” (20). Den kaldes Bukkemosen, fordi man i gamle dage sagde, at det altid var muligt at skyde en buk i den mose. Ved t-krydset (22) drejer vi til venstre ned mod Ringstedgade (23).

På den anden side af Ringstedvejen ligger ”Vinterbakken” (24), der nu bruges til politihundetræning. Man kan fornemme, at dette skovstykke er blevet skåret fra skoven, da man i sin tid ændrede vejen til Ringsted til en rigtig landevej. Nede bag Vinterbakken boede Ludvig, der arbejdede i skoven, og i et andet hus boede Marie Møller sammen med sin datter Poula. Marie samlede på pap, og hele huset var fyldt op med pap. Marie Møller kørte til Næstved på cykel for at handle, og dette gjorde hun op i en meget høj alder. I skovstykket Vinterbakken er der fundet en langhøj fra stenal-deren (25) (3950-2801 f. Kr.).

Vi følger nu Ringstedgade mod Næstved, og på et tidspunkt kommer man til Gulerodshuset (26) på venstre side af Ringstedgade. Det er her, Stenskovvejen fra Fensmark munder ud i Ringstedgade Stenskovvejs udmunding i Ringstedgade er ændret flere gange. I helt gamle dage gik vejen højre om huset, som i min barndom i 50’erne var et sted, hvorfra man solgte gulerødder – deraf navnet. I 1900 boede ”Gulerods-Hans” i den faldefærdige gamle rønne, som ikke vidste, til hvilken side, det skulle falde. Stenskovvej har også på et tidspunkt drejet til venstre før Gulerodshuset og fulgt densti, der går over den nu fredede stenkisten (27). Stenkisten, som er opbygget i granitsten, kan man finde, hvis man går gennem slusen i hegnet for enden at parkeringspladsen. Den ligger ca. 50 meter fremme, og den går over bækken, der kommer oppe fra Stenskoven. I 1961 købte murermester Jørgen Falckbøll Gulerodshuset for at rive det ned og i stedet indrette beboelse og landevejskro

På samme side som Vinterbakken mod Næstved ligger Bulk (28) (bulk er en lille forhøjning). Det er et lille stykke skov på ujævnt terræn, der er mærkeligt sat på skoven, som om det ikke rigtigt hø-rer til skoven. I denne del af skoven findes ligeledes rester af en stenalderlanghøj (29) (3950 – 2801 f.Kr.), og helt nede ved engen bag Bulk er der fundet spor af en brandplet fra bronzealderen (1700-501 f.Kr.) og en kogegrube (ældre end 1066 e. Kr.) (30). En kogegrube var datidens ovn. Det var et hul i jorden, der var foret med sten. Man opvarmede ovnen ved at anlægge et bål, og når stenene var godt varme, fjernede man bålresterne og placerede derefter den mad, man ville forberede. Kogegruben blev så dækket med jord, der blev fjernet, når maden var færdiglavet.

Vi går nu over Ringstedgade og ad en skovsti (31). Vi befinder os nu i Stenskoven syd for Stenskovvej. Den kommer der ikke så mange i; af hvilken grund ved jeg ikke. Skovstien følger skovkan-ten (også kaldet ”Forreste Vridsløse”) et godt stykke, hvorefter den drejer til venstre. Lidt længere fremme begynder på højre side en trampesti (32), der fører til Vridsløse. Ved (33) kommer man til et kryds. Vejen til venstre kommer fra Ringstedgade. Går man til højre, vil man finde ud af, at den ender blindt ved en lille sø (34). Det har dog den forklaring. I følge skovfoged John Hansen lå der et lille husmandssted, der hvor skovgrænsen mod Vridsløse er i dag. Der boede to døtre med deres forældre, og efter forældrenes død blev døtrene boende. De blev kaldt ”pigerne”, og den mark, huset lå på, blev kaldt ”Pigernes mark” (35). I den ene ende af deres jord, der lå lige op til skoven, var der en eng og den blev kaldt ”Pigernes Eng” (36), og i forlængelse af engen ligger ”Pilehaven (37). Alt skovarbejde skulle transporteres uden om deres jord, og det var besværligt. Herlufholm Skovdistrikt købte derfor jorden af pigerne omkring 1930, og jorden blev beplantet med skov. På den måde kom Pigernes Eng til at ligge inde i skoven.

Tilbage ved skovvejskrydset (33) følger vi vejen til højre, og den udmunder lige øst for skovfogedboligen (17) på Stenskovvej. Vi drejer til højre ad Stenskovvej mod Fensmark og følger første skovvej til højre (38) ind i den skov, som ikke så mange kender. Det er en hel rundtursvej, der går ud til det ”Bagerste Vridsløse” og der var der i sin tid en sø, som nu er afvandet (39). Man går langs med søen og med skovkanten ud mod Vridsløse. I forbindelse med anlæggelse af søerne ude på marken har man fundet kogegruber (40). Disse er grupperet på kanten af et lille næs, der har strakt sig ud i tidligere tiders mere markante overdrevslandskab (1100 f.Kr. – 374 e.Kr.) Vejen går nu tilbage mod Stenskovvej og på venstre side kommer man forbi et lille stykke skov, der hedder ”Viborg Skoven” (41). Det var engang ejet af Viborggården – deraf navnet. Vejen udmunder lige øst for S-svinget (42).

På vej mod Fensmark kommer man forbi skovløberhuset på højre side (3) (Stenskovvej 45). Da vi flyttede hertil i 1955, var huset delt i to lejligheder. I den største mod vest boede et ældre ægtepar. De havde en Citroën. Det var dengang en statelig bil med det store reservehjul monteret på bagsmækken. I den anden lejlighed boede ungkarlen Richardt. Jeg besøgte ham ofte, og han kom hos mine forældre. Han kom på et tidspunkt til skade ved sit arbejde i skoven, og jeg hjalp ham med arbejdet i huset og lavede kaffe til ham. Så kom dagens avis i brug som dug på bordet. Jeg fik sommetider en pakke tyggegummi som belønning for mit arbejde. Han var den første i området, der fik fjernsyn, og jeg fik lov til at være der om aftenen og se med. Jo, heldig følte jeg mig. Da ægteparret med Citroénen flyttede, kom en lille familie bestående af Poul, Olga med børnene: Lisbeth, Tommy og Elisabeth, som vi kunne lege med. Poul arbejdede i skoven, og Olga var en af de første kvinder fra vort område, der lærte til sygehjælper på Næstved Sygehus. De flyttede senere til Jystrup nord for Roskilde, og en ny familie flyttede ind i det røde hus. Det var Jytte og Gert Karlson med deres to sønner, Klaus og Henrik. Gert fik arbejde i skoven. Han var en lille mand af vækst, og han haltede lidt. Han havde som ung karl på en gård fået benet i klemme i en roerasper, og det var han ikke sluppet helt godt fra. Jyttes far var tækkemand fra Svinø, og Klaus gik i lære hos ham. Henrik studerede edb og arbejdede inden for it. Jytte flyttede fra huset i firserne, og Gert blev boende i huset, nu med en ungkarls privilegier. Han havde mange venner, især ved juletid, for så kunne man jo få sig et gratis juletræ. Han kom meget hos mine forældre, og vi tog os alle lidt af ham. Han døde af lungekræft i 1990. Huset har siden været beboet af lærere fra Herlufsholm Kostskole.

Ved siden af Stenskovvej 45 Går der en lille skovvej langs med en grøft (43). Den er godt nok svær at finde nu, men inde ad denne vej plukkede vi blå anemoner. Vejen går langs med en granskov, og der stod et æbletræ. Det var den sidste rest af et hus (44). Huset var dog revet ned, før vi flyttede hertil i 1955.

Yderlig en lille skovvej (45), der fører ned til huset (Morbærvænget 2) (46) i hjørnet af skoven. Den brugte jeg nogle gange, når jeg ville skyde genvej hjem, men allerede 50 meter inde begyndte grunden under fødderne at gynge, og der kom nogle mystiske slubrende lyde for hvert skridt, og så vidste man, at det var på tide at vende om.

Hjemme igen (1) i god behold efter endnu en spændende tur i skoven – en tur, jeg har taget utallige gange, siden jeg var fire år.

Ved fundet af alle de forskellige spor fra stenalderen og senere, må man konstatere, at området har været beboet i rigtig mange år, og det er spændende at tænke på, hvilke livsvilkår de forskellige be-boere har måttet indrette sig efter.

Læs også Ib Larsens erindring fra Stenskoven.

Læs eller skriv en kommentar til turen i Stenskoven ↓