Fensmark under besættelsen

Flemming Jensen skrev således:

Den almindelige opfattelse er, at den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 ikke var noget, man mærkede så meget uden for de store byer, bortset fra, at varemanglen og rationeringerne var noget, man mærkede over hele landet. De dramatiske situationer som skyderier, sabotager, likvideringer m.v. var naturligt koncentreret i de større byer, men der skete også ting og sager ude på landet. Det gjorde der også i Holmegaard Kommune, og i det følgende vil jeg fortælle om nogle af de begivenheder, der foregik på den tid, og som nu næsten er glemt.

Tyskerne beslaglagde Forsamlingshuset

I den første tid af besættelsen skete der ikke så meget, men i sommeren 1942 skete der dog noget usædvanligt. Tyskerne havde på Tybjerggårds jorder bygget en større kommunikations- og luftmeldestation på en bakketop. En tilsvarende station var oprettet på Stevns Klint. For at forbinde disse stationer var det nødvendigt at oprette en telefonforbindelse mellem de to stationer. Det betød, at tyske telegraftropper en tre-fire måneders tid arbejdede med at sætte telefonmaster op og trække telefontråde. Ledninger gik bl.a. over Hjulebæks-, Trollesgaves- og Holmegaards marker, hvilket ikke vakte begejstring blandt de berørte lodsejere. Det vanskeliggjorde markarbejdet, men de fik dog en kontant kompensation pr. mast. For at tropperne kunne være tæt på arbejdsstederne, flyttede de ind i forsamlingshuse på strategisk vigtige steder. Blandt disse var Fensmark Forsamlingshus, hvor et kompagni tyske telegrafsoldater flyttede ind. I den store sal blev der sømmet køjesenge op til de menige soldater, medens befalingsmændene havde de tilstødende lokaler. Kun værtens lejlighed blev ikke beslaglagt. Det var ikke populært blandt befolkningen. Forsamlingshuset var det eneste sted, hvor der kunne holdes baller og andre arrangementer. Bl.a. var det et alvorligt afbræk, at den månedlige biografforestilling i rejsebiografen ”Valkyrien” ikke kunne finde sted. For os drenge var det – trods dette – en spændende tid. De tyske soldater var venlige og rare, og der foregik en del fraternisering med dem. Byens børn og unge samledes ofte i gården til Forsamlingshuset, når soldaterne havde fri, og de pjattede og legede. Det gav også anledning til en del ”sortbørshandel”. Tyskernes rationer var meget små, så de ville gerne give 10 cigaretter for et smørmærke til et kvart pund smør. Et mærke til et stykke sæbe gav 3 cigaretter. Det var tydeligt, at de nød at være i Danmark i stedet for at gøre tjeneste ved Østfronten eller andre farlige frontområder. Arbejdet med ledningerne foregik uhyre rationelt. En mand med et håndbor borede et smalt hul i jorden, hvorefter en anden puttede en dynamitstang ned i hullet, og efter sprængningen var det en smal sag at trække det løse jord op med specialværktøj, så masten kunne anbringes.

Sabotage og trusler om gidseltagning

Der gik ikke lang til, før det blev mere dramatisk. Inden telefonforbindelse var færdig, blev nogle af masterne savet over og ledningerne klippet i stykker. Det resulterede i, at den lokale politibetjent, der den gang boede i Terslev, blev tilkaldt. Jeg husker, at betjenten stod i Forsamlingshusets gård, hvor tyskerne havde lagt de oversavede master. Man fandt aldrig ud af, hvem der havde udøvet denne sabotage. Det fortsatte imidlertid, for på et tidspunkt truede tyskerne gennem politiet at tage gidsler, hvis sabotagen ikke ophørte, og der gik hårdnakkede rygter om, at sognerådsformanden, præsten og førstelæreren ville blive arresteret. Det blev dog ved truslerne, og jeg tror også, at sabotagerne ophørte. Efter to-tre måneder flyttede tyskerne fra Forsamlingshuset og til Dalby ved Haslev.

Jagten på politifolk

I september 1944 opløste tyskerne det danske politi. En del blev arresteret, og en del blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland, hvorfra nogle aldrig kom hjem. Det lykkedes dog mange danske politifolk at ”gå under jorden”. Også i den forbindelse skete der noget i Fensmark. Driftsbestyrer Karl Schlüter på Glasværket havde en søn, Bent, der var politikommissær i København, og for hvem det var lykkedes at ”gå under jorden”. Han boede i et værelse på glasværket. Det tyske politi havde fundet ud af, at politikommissærens familie boede op glasværket, og en mørk aften rullede pludselig en tysk personbil ind i gården ved driftsbestyrerboligen. Der blev banket hårdt på hoveddøren, og tyskerne blev lukket ind i forstuen. I en hård kommandotone spurgte de efter Bent Schlüter. Karl Schlüter kunne oplyse, at sønnen ikke var der, men at han boede på en nærmere angivet adresse i København. Vel vidende, at han ikke var på adressen, tilbød Karl Schlüter at ringe til ham. Telefonen svarede selvfølgelig ikke. Didde Schlüter, der overværede optrinet fortæller: ”Tyskernes optræden var barsk, men høflig, og pludselig dukkede husets store, godmodige engelske hyrdehund frem. Den logrede med halen og mødte de fremmede med stor glæde. Den tyske officer så ud til at være glad for hunde, så det formildede ham tilsyneladende”. I medens diskussionen fandt sted, gik tyske soldater rundt i husets store have, hvor de lyste med lygter imellem buskene for eventuelt at finde den eftersøgte politimand. Efter en lavmælt samtale imellem de tyske officerer, hvor der blev diskuteret, om man skulle tage Karl Schlüter med som gidsel, besluttede de at køre videre med uforrettet sag. Familien Schlüter er overbevist om, at det var den godmodige hunds optræden, der var direkte årsag til, at tyskernes besøg ikke fik konsekvenser. Det skal bemærkes, at den eftersøgte politikommissær netop havde forladt driftsbestyrerboligen kort forinden, hvor familien havde lyttet til den danske radioudsendelse fra BBC i London. Det lykkedes aldrig for tyskerne at opspore Bent Schlüter, og krigen sluttede få måneder senere, Også to andre politifolk var ”gået under jorden” og holdt sig skjult på glasværket. Det var to kriminalbetjente fra Odense, der som alle andre politifolk var eftersøgt af tyskerne. De arbejdede i glashytten og boede i et par værelser i nærheden. Også de undgik anholdelse og de følger, det kunne have fået.

Familie fik en våbencontainer ned i soveværelset

I den sidste tid, før krigen sluttede, blev der kastet en masse våben ned over hele Danmark. De skulle anvendes af modstandsbevægelsen i en eventuel partisankrig, hvis tyskerne ikke ville overgive sig frivilligt. Containerne blev nedkastet fra engelske fly med faldskærm, men det var ikke altid let at finde nedkastningsstederne, da Danmark jo var mørkelagt. Derfor mener man, at det var en fejltagelse, at der i begyndelsen af 1945 blev kastet et antal våbencontainere ned over Glasværket. Modstandsbevægelsen havde ventet containerne på en plads nær Haslev, men lysene fra glasovnene fik åbenbart piloten på det engelske fly til at tro, at det var der, de skulle kaste deres gods. En af containerne gik således gennem taget til glasmager Hjalmer Schuncks lejlighed og havnede i familiens soveværelse midt om natten med den lyseblå faldskærm blafrende over taget. Der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilket chok begivenheden har forvoldt. Imidlertid blev medlemmer af den lokale ”ventegruppe” alarmeret. De fik kontakt til modstandsbevægelsen i Næstved, der omgående afhentede våbnene og fik smidt de tomme containere i mosen. Samtidig blev der lagt nye tegl på taget at de bygninger, som containerne havde slået hul i, så alle spor var således inden det blev lyst. Naturligvis sikrede familien Schunck sig den blå silkefaldskærm, og sønnen i huset kunne få dage efter krigens afslutning promenere med flotte silkeskjorter, hvilket vakte megen misundelse. Også hos forvalte Niels Hansen røg en container gennem taget og havnede i skunken under taget.

Landsforrædere eller hvad?

Når man læser historiebøgerne om den 2. Verdenskrig, kan man få det indtryk, at vi danskere udøvede en glorværdig indsats i kampen mod det nazistiske Tyskland. Det passer ikke. Det var kun nogle få tusinde, der risikerede livet i kampen mod tyskerne. De fleste skulle ikke have klinket noget. Der var væsentlig flere, der tog tyskernes parti eller forholdt sig neutrale i alt fald i de første tre år af krigen. Det gjaldt både regering, Folketing og andre offentlige myndigheder, samt forretningsfolk og almindelige mennesker. Også i Holmegaard Kommune var det således. Der var bønder, der med stor fornøjelse frivilligt leverede svin, kartofler og andre fødevarer til tyskerne. Der var også piger, der ”servicerede” de flotte soldater. Det var jo før p-pillens tid, så det blev der en del børn ud af. Disse piger blev kaldt ”feltmadrasser”, og de blev straffet og hånet, da krigen var slut. Også her i området skete dette. To piger fik børn med tyske soldater. Også ”vildfarne” unge mænd gik i tysk krigstjeneste. Nogle gjorde tjeneste i Frikorps Danmark, der blev oprettet i 1941, da Tyskland startede krigen mod Sovjetunionen. Historikere anslår, at ca. 10.000 danskere gjorde tysk krigstjeneste. Da Frikorps Danmark blev nedlagt i 1943 – givetvis på grund af manglende frivillige – blev de, der ønskede det, overført til en tysk SS-frontgruppe. Dette overgik en ung mand fra Fensmark. Han var den yngste i en stor respekteret glasarbejderfamilie. Han kan vel nærmest karakteriseres som familien ”sorte får”. Han mistede livet i 1945 i kampen om Berlin, og hans moder modtog et brev fra de tyske myndigheder om, at hendes søn havde lidt ”heltedøden” i kampen mod bolsjevismen. Også en anden ung mand fra Holme-Olstrup meldte sig til Frikorps Danmark. Han kom efter krigen hjem i god behold, men han blev idømt 4 års fængsel, som var taksten for alle, der havde været i tysk krigstjeneste. Som forsvar for dem, der på den ene eller anden måde støttede tyskerne, må det anføres, at deres handlinger havde den danske regerings velsignelse. Frikorps Danmark blev oprettet med fuld opbakning fra de danske myndigheder. Mange – endog højtstående officerer – meldte sig til Frikorpset. Trods denne opbakning fra det officielle Danmark blev de dømt som landsforrædere efter krigens slutning. Som et kuriosum vil jeg også nævne, at vi fik jødespørgsmålet at mærke. Som alle ved, blev jøderne i hele Europa forfulgt af nazisterne og ca. fire millioner jøder blev gasset, tortureret eller sultet ihjel. De danske jøder blev for størstedelens vedkommende hjulpet til Sverige, så kun et mindretal blev sendt i koncentrationslejr. I vores kommune var der, så vidt jeg ved, ingen jøder, men alligevel skete der noget omkring dette. Da jeg var 12 år, spillede jeg fodbold på banen ved Glasværket. Pludselig en aften kom der tre unge mænd på 16-17 år og trænede sammen med os. De talte kun lidt dansk og holdt i øvrigt en meget lav profil. Det eneste, vi fik at vide, var, at de kom fra Prag. Vi vidste ikke, at de var jøder, som tilfældet var. Vi vidste heller ikke noget om jødeforfølgelsen ude i Europa. De var flygtet fra nazismens forfølgelse i Tjekkoslovakiet. De tre unge arbejdede som landarbejdere på nogle gårde i Kalby, men pludselig forsvandt de. Ingen ved, hvad der blev af dem, men forhåbentlig slap de af sted til Sverige, som de fleste jøder i Danmark gjorde.

 

 

 

Alice Jensen skrev således:

Noget af det, jeg husker allertydeligst fra Anden verdenskrig, var våbennedkastninger, som involverede Holmegaard Glasværk. Det var i 1945, og efter, hvad jeg har fået at vide, skulle containerne været landet ved Haslev, men af en eller anden grund ramlede de lige ned over fabriksområdet. Vi kunne høre at de ramte bliktagene, og en af containerne landede i fru Schuncks soveværelse, en anden landede i Schlüters drivhus, og både Sivertsens og vores have modtog noget. Det medførte en leben af den anden verden. Hurtigt kom der nogle lastbiler med gummihjul, og alt ”godset” blev læsset. Containerne blev båret ned til Mosen, hvor de blev begravet. Da det blev lyst, kom tyskerne selvfølgelig, og vores have blev endevendt, for der var faldet en faldskærm ned i den, så de troede, at vi havde gemt noget. Taget på fru Schuncks kvistværelse havde tømreren repareret i løbet af natten, så det ikke kunne ses udefra. Min far var jo portner, så tyskerne havde flere gange fat i ham. Bl.a. vidste tyskerne, at Schlüters søn, der var politikommissær, og som havde undgået at blive taget, da dansk politi blev opløst i august 1943, måske gemte sig på Glasværket, og ham ville de gerne have fat i, så de ville have min far til at gå med op til driftsbestyrer Schlüter. Men min far ville ikke forlade sin post. Tyskerne tvang ham dog, så han måtte sige til Schlüter, at han ikke havde noget valg. Sønnen var godt nok på Glasværket, hvor han arbejdede under falsk navn. Der var flere arbejdere, der var eftersøgt af tyskerne, men når de kom, løb de eftersøgte ned i Mosen, hvor de gemte sig, og tyskerne fik at vide, at netop den person ikke var der den dag.

Men ellers mærkede vi ikke noget særligt til tyskerne og krigen. Vi havde små børn, så vi fik rationeringsmærker nok, og desuden hjalp Kajs forældre os med mælk og fløde, og når de slagtede grisen, fik vi også af den.

Læs hele erindringen 

 

 

Willum Sørensen fra Willumsgaard:

I sommeren 1943 opførte værnemagten et system af telefonledninger fra Sjællands Odde til Gedser, og i den anledning blev det rejst en række master i en snorlige række fra nordvest til Sydsjælland og videre. En morgen var tyskerne nået til Willums mark, uden han anede, hvad de havde for, og da han kikkede ud ad vinduet, så han en lastbil belæsset med master, holde ude i lucernemarken, mens fjorten af ”de grønne” var travlt beskæftiget med at aflæsse, grave huller i jorden, osv. Willum gned sig i øjnene, men forstod ikke et muk af det hele. Han tog sit jagtgevær og fyldte sine lommer med patroner for at være forberedt. Han skulle nok vise disse grønne røvere, hvem der rådede her, og det manglede bare, at sådant noget pak skulle komme her og ødelægge hans lucerne. Derfor gik han ud i lucernemarken og stillede sig op en snes skridt fra tyskerne, ”for at de ikke skulle gå på lemmerne af ham”. Det drejede sig om et arbejdshold, og de var kun bevæbnet med bajonetter, så de var ikke så farlige, når man havde dem på afstand. Willum stak et par patroner i geværet, tog sin bestemte mine på og forlangte på godt sjællandsk at få den ”øverste” i tale, idet han tilføjede, at han havde patroner nok til at skyde hele bundtet, hvis de ikke makkede ret. Gefreiteren, som var troppens anfører, forklaredei et sprog, som var en blanding af meget tysk og lidt dansk, at de var ude i lovligt ærinde, og at Willum måtte havefået besked fra den danske øverste myndighed om, at de ville komme og placere disse master på hans jord. Han havde imidlertid ikke modtaget nogen sådan besked, og han blev derfor noget rådvild ved at høre, hvad tyskeren sagde. Men da han havde tænkt sig om et øjeblik og indså, at tyskeren muligvis havde ret, set fra den side, faldt hans sidste ord i sagen, mens han stod og kærtegnede geværet: ”Hvis det er sandt, at Kongen har givet jer lov til at grave jeres pæle ned i min lucernemark, er jeg selvfølgelig ikke en mand, der vil sætte sig op imod det, men jeg vil ikke finde mig i, at I kører og ødelægger min lucerne med jeres store biler. Jeg forlanger, at I skal blive oppe på vejen med bilerne og så bære masterne ind på marken”. Willum så truende ud og klappede bøssen endnu en gang, og resultatet blev, at han opnåede særbehandling.

Da han havde fået sin vilje, gik han hjem på gården igen og nøjedes med at betragte tyskernes arbejde på afstand. Nu blev hele arbejdet med telefonanlægget jo ikke gjort færdig på én gang, så Willum regnede med, at ”de grønne” nok ville vende tilbage og hænge de sidste ledninger på plads. Derfor holdt han udkik hver morgen, og en dag fik han øje på gruppen et stykke væk, og det var derfor på tide at sætte hans plan i værk.

Han havde en tyr, som han bandt til én af masterne, så tyren havde et tøjr på to til tre meter. Så gik han hjem og satte sig i stuen med udkik til tyren for at se, hvad der nu ville ske. Da tyskerne nærmede sig masten med tyren, blev denne gnaven over at se de mange fremmede mennesker. Den gik rundt om masten, mens den brummede og skrabede i jorden. Tyskerne skulle ikke nyde noget, så de stillede sig i en rundkreds i behørig afstand fra tyren. Willum sad og morede sig over optrinnet. Så kom der endelig en tysker op til gården, og da han var kommet ind, spurgte Sofus, hvad han ville. Krigeren gjorde med stort besvær Willum forståeligt, at han skulle følge med ned på marken til de andre. Willum tog bøssen under armen og fulgte med ned til skuepladsen ved masten. Her prøvede gefreiteren med ord og miner at gøre ham begribeligt, at han skulle fjerne tyren. Det viste sig imidlertid komplet umuligt at få Willum til at forstå, hvad det drejede sig om. Når gefreiteren pegede på tyren og sagde en hel masse på tysk, rystede Willum på hovedet, og de to parter kunne ikke komme nærmere en gensidig forståelse.

Så gik Willum hjem igen, og der blev sendt en tysker op til stedet, hvor tropperne lå indkvarteret, og derfra blev der ringet til landbetjenten, som boede et par mil borte, og han fik ordre om at sørge for, at denne tossede bonde omgående fik fjernet sin gale tyr. Betjenten ringede til den stedlige sognefoged, som imidlertid var ude at radrense sine roer. Da sognefogeden fik besked om, hvad det drejede sig om, stillede han sagen i bero indtil middag, hvor han alligevel skulle hjem for at spise. Hjemme ringede han til Willum og overbragte ham politiets ønske om omgående at fjerne tyren. Nu var Willum straks klar til at fjerne tyren, og han beklagede meget, at det havde været ham umuligt at forstå, hvad det var, tyskerne mente.

Nogen tid senere fortalte han mig om denne begivenhed, og jeg advarede ham mod at gå alt for vidt, for det kunne blive ham for dyrt, og det eneste, han opnåede, var den personlige tilfredsstillelse. Men hans svar var, at her på gården var han herre, og han havde lov til at gøre, hvad han fandt rigtig.

Så gik der godt halvandet år, hvor Willum ikke oplevede noget særligt med de tyske soldater, men han kom ikke til at holde mere af dem, som tiden gik. Midt i vinteren 1945 fandt værnemagten på et skjult sted på den gamle fabrik et par engelske containere, som blev anvendt ved nedkastning af våben til den danske modstandsbevægelse, og de var da også fyldt med våben og ammunition. Nu gjaldt det for tyskerne om at finde ud af, hvem der havde anbragt disse ting i fabrikken, men det var lettere sagt end gjort. Så faldt tyskerne tilbage til deres sædvanlige gidselsystem, og det blev beordret, at tyve af sognets mest agtede mænd skulle tages som gidsler og indsættes i herredets arrest, indtil det blev klargjort, hvor de engelske våben var kommet fra.

Sognerådet fik det ubehagelige hverv at tilsige de tyve mænd til at holde sig parate til at følge med næste morgen, når den store bil kom og hentede dem. Nogle af de proskriberede forsvandt da også i løbet af natten, men da Willum blev opfordret til at gå under jorden sammen med et par lidelsesfæller for at undgå den uvisse skæbne som gidsel, svarede han, som den højsalige Frederik d. Tredje, at han ville sejre eller dø i sin rede. Da sognefogeden advarede ham imod at prøve at lave numre med tyskerne denne gang, svarede Willum, at han ikke havde til sinds at følge med i arresten. Sognefogeden sagde så, at han let kunne risikere at blive skudt på sin egen gårdsplads, men det virkede ikke synderligt afskrækkende på Willum, da hans pårørende i så fald vidste, hvor de havde ham, og at det var bedre end at rådne op i en koncentrationslejr.

Morgendagen kom og begivenhederne tog fat. Jeg foretrækker nu at bruge Willums egne ord, da han berettede om det dramatiske forløb af tyskernes straffeekspedition.

Jeg sad inde i stuen og havde lige spist frokost, da der kom en tysk officer ind og sagde, at jeg skulle følge med til byen, hvor arresten lå. Jeg svarede, at jeg ikke havde noget at gøre i denne by i dag, men så pustede han sig mægtigt op og lod mig på en meget brøsig måde vide, at det var en ordre, og jeg havde bare at lystre. Jeg kunne få lov til at tage noget andet tøj på, hvis jeg skyndte mig – jeg sad jo med mine gamle klæder på derinde. Jeg gik så ind i soveværelset og lukkede døren på klem efter mig; det var ikke for at skifte tøj, men for at hente bøssen. Med det samme, jeg lukkede døren op igen, havde jeg bøssen rettet lige på fyren. Han himlede jo forfærdeligt op og sagde en hel del om, at det skulle komme mig dyrt at stå, og han var i det hele taget meget vred. Han havde en pistol siddende i et hylster ved livremmen, men han skulle nok lade være med at pille ved skyderen, så længe jeg stod og sigtede på ham. Så sagde jeg til ham: ”Kan du så se at bakke ud af mit hus, for her er jeg manden, og jeg har ikke haft bud efter dig, og hvis du prøver at lave kunster, skyder jeg med det samme”. Han gik så baglæns ud, og jeg fulgte efter med bøssen lige i maven på ham. Jeg var klar til at trykke af, og det var han også på det rene med. Jeg kunne forstå, at den store bil måtte holde omme bag ved muren, der løber langs vejen, og fik så drejet både tyskeren og mig selv sådan, at når nogen fik øje på os fra bilen, kunne jeg også dække en tysker mere, for der måtte jo nok være mindst én til derude. Det gik også godt med min hjemmelavede strategi, for med det samme, den anden tysker så mig, havde jeg også et vågent øje med ham, og disse ”verdens skrappeste soldater” var nu ikke så skrappe, som de selv troede. Jeg stod altså med disse to pistolbevæbnede tyskere på kornet, og inde i bilen sad tre mænd oppe fra byen. Jeg sagde så til tyskerne, at nu måtte de lade de tre mænd gå hjem igen, og at de selv kunne køre ad Hedehusene til, men at de ikke skulle prøve at komme tilbage, for så ville de blive skudt. De tre gidsler kravlede nu ud og tyskerne forsvandt, og vi så ikke mere til dem. Jeg er ikke i stand til at give en tilfredsstillende forklaring på, hvordan de to ”grønne” kunne gøre rede for sig, når de kom tilbage med tom bil.

Læs hele erindringen 

Nye & Gamle Fensmark har tidligere besøgt Willums datter Esther

 

 

Kurt Sørensen skrev således:

“Anden Verdenskrig har også sat sig spor i min erindring. Tyskerne var indkvarteret i Forsamlingshuset, og en af dem var barber, og han klippede flere af os drenge. Han var østriger, og han sagde: ”Deutschland kaput”. Der var også våbennedkastninger på Mosen, og engang, da modstandsbevægelsen skulle hente våbnene, kørte deres lastbil igennem en bro, så den ikke kunne komme videre. Klokken 6 om morgenen mødte arbejderne på Glasværket, og en stor flok blev udkommanderet til at løfte bilen på ret køl, så kl. 7.30 kørte den gennem Fensmark til Stenskoven, hvor den blev gemt til næste nat. Vi var flere drenge, der var ude at lede efter den, og det lykkedes også, men bilen var tom. Der var en modstandsgruppe i Fensmark, og ofte lå der illegale blade i postkasserne. Men man vidste ikke helt, hvem der var med. Vi havde selvfølgelig vores anelser, bl.a. til Kåre, som var ”føl”, dvs. vagtmand om natten, efter at politiet var taget af tyskerne.

Vi fik ind imellem krigen ind på nært hold. Der gik telefonledninger gennem Fensmark og ud til Tybjerg, hvor tyskerne havde en hovedcentral. Disse ledninger blev ofte klippet over, og til sidst truede tyskerne med at tage gidsler, hvis det ikke stoppede. De havde udpeget tre, og det var vores førstelærer Larsen, driftsbestyrer Schlüter fra Glasværket og vores borgmester H. P. Hansen.

En anden episode havde også sit udgangspunkt i de famøse ledninger. Willum Sørensen fra Willumgård var lidt af en skør rad, og en dag opdagede han, at tyskerne kørte rundt på hans mark for at reparere ledningerne. I en pause tog han sin tyr og bandt den til en af telefonspælene, så de ikke kunne komme til, og de måtte true ham med et gevær, før han flyttede den.

Læs hele erindringen 

 

 

Monna Sørensen skrev således:

Jeg var 12 år, da krigen brød ud i 1939. Vi mærkede nu ikke så meget til den, da vi jo boede på landet, men jeg husker tydeligt 9. april 1940, da vi blev besat. Vi var ikke så vant til at se flyvemaskiner. Men ret hurtigt fik vi alligevel at føle, at vi var besat. Vi fik rationeringsmærker på smør, kaffe, kaffeerstatning, sukker, hvedemel, havregryn, rugbrød og importerede varer. Benzin var forbeholdt erhverv, og kul og koks kunne vi ikke få, så vi måtte klare os med brænde og tørv. Vi kunne heller ikke få margarine, sagomel og fløde. Man kunne stadig købe bygmel, men både brød og pandekager blev mere ”tunge” end med hvedemel. Disse mangler fremmede opfindsomheden. Vi lavede kapers af hyldebær, kartoffelmel af kartofler (der skulle rigtig mange til en lille portion). Gammelt tøj blev fundet frem og syet om, striktrøjer blev trevlet op, og garnet blev dampet over kogende vand, og så kunne det bruges til en ny trøje. Tobaksvarer blev også rationeret. Kødvarer var også svære at få fat i, men jeg tror nok, at man måtte slagte til eget forbrug. Jeg kan huske, at min far havde svinekort, men hvad det gik ud på, ved jeg ikke.

 

 

Kai Nielsen skrev således:

Hjemme havde vi en sæk på loftet, hvor det kasserede tøj blev opbevaret. Her gik mor op hver gang, hun skulle bruge en lap til skjorter, bukser og frakker. Der var rationeringsmærker på alt, også på sengetøj. Men det var ikke nok, at man havde mærkerne. Vi måtte køre til Haslev på cykel for at få varerne, og man skulle helst være kendt i de forretninger, man handlede i.

I starten, da tyskerne kom til Fensmark, hvor de havde besat Forsamlingshuset, spillede vi håndbold med dem. Vi talte især med østrigerne, som fortalte, at de ikke var nazister, men var tvunget ind i hæren. Senere dannedes en modstandsgruppe i Fensmark, men jeg var med i Næstved. Fordi jeg var medlem af søspejderne ”Sjø” i Næstved, kom jeg automatisk med i en modstandsgruppe. Vi sprængte nogle olie- og benzindepoter i luften. Ved den lejlighed fik jeg ødelagt et nyt sæt celluldtøj, hvilket min mor blev meget vred over, for det var det eneste sæt tøj, jeg havde. Vi måtte ikke gå i vores spejderuniformer for tyskerne. Vores nabo, Arne Bang, skød med automatvåben uden for vores hus. Han blev dog aldrig opdaget. Selv havde jeg en tromlepistol.

Læs hele erindringen

 

 

Arne Hvidben Nielsen skrev således:

Det var en god Tid dengang for os der ved Mosen, hvor der skete mærkelige Ting. Vi opdagede, at Frihedskæmperne holdt Skydeøvelser på Mosen. Der var mulighed for at erhverve et lille stykke Mose, så man selv kunne frembringe sit forbrug af Tørv til Kakkelovnen. Men om Natten steg Grundvandet i det Hul, hvor der var skåret Tørv: Man var derfor nødt til at øse Vandet væk for at kunne fortsætte næste Dag. Til dette havde vi anskaffet Spande. En Dag, da vi ville øse Vand op af Graven – som den kaldtes – opdagede vi, at vores to Spande var gennemhullede, og det samme var tilfældet med Naboens Spande. De havde været Mål for Frihedskæmpernes Skydeøvelser.

 

 

Tove Pedersen skrev således:

Jeg kan huske, at vores lærerinde græd den 9. april, da tyskerne besatte landet. Men jeg var kun otte år. Her på landet manglede vi ikke noget, men vi fik rationeringsmærker. Folk var flinke til at hjælpe hinanden. Hvis nogen havde for mange brødmærker, fik vi dem til de, der manglede. Smørmærker kneb det dog med. Det kneb også med tøj. Jeg fik omsyet, og vi brugte byttecentralen. Min søsters undertøj og strømper blev gemt til min konfirmation. Tøj til kjolen var vi skrevet op til længe. Det kostede otte kroner at få den syet og fem for andendagskjolen. Man hørte meget om værnemagere. Vi havde mange frihedskæmpere i Fensmark.

Læs hele erindringen

 

Tove synge befrielsessangen herunder↓