Erindring af Alice Jensen

Alice Jensens erindringer

I 2006/07 blev Alice Jensen interviewet af Kirsten Sydendal fra Danske Livsportrætter, og resultatet blev en bog, som Alice Jensen kaldte ”Erindringer fra et liv ved Glasværket ved Mosen”.

Erindringen er stillet til rådighed for Nye og Gamle Fensmark af Alice Jensens barnebarn, Torsten Hansen, og vi har plukket i den med fokus på Fensmark, Holmegaards Glasværk og omegn.

Alice Jensen er datter af Carl Gotfred Clausen og Henriette Johanne Elisabeth Clausen. Carl Gotfred Clausen var i en lang årerække portner på Holmegaards Glasværk, og man kan med fordel læse hans erindringer her på siden som et supplement til denne erindring.

Læs Carl Gotfred Clausens erindring.

Og nu til Alice Jensen

Barndommen

Jeg blev født 19. februar 1916 på Vingården i Katterød, der ligger lidt nord for Fåborg. Min far og mor havde mødt hinanden i Vedbæk i Nordsjælland. Min mor var i huset hos en familie, der hver sommer tog ”på landet”. Min far var soldat i Sikringsstyrken (som var etableret under 1. Verdenskrig til forsvar for Danmark), og han var i den forbindelse stationeret i Vedbæk. Jeg blev resultatet af deres møde. De havde giftet sig 7. november 1915, men da min far først blev hjemsendt 15. juni 1916, flyttede min mor til Fyn hos min farmor og farfar, Ane og Rasmus Christian Clausen. Den første tid boede de der, men 1. april 1917 fik min far arbejde som ladefoged på Birkemosegaard, og til den stilling hørte en lejlighed. I juni 1917 fik jeg en lillesøster Lizzie. Min mor havde lidt svært med min farmor, og da hun blev klandret for at være blevet gravid med deres tredje barn, havde hun fået nok. Hun skrev til morfar og mormor, der boede i Olstrup, og de skaffede en lejlighed, som vi kunne flytte ind i 1. april 1918, og hermed var området omkring Fensmark ”blevet mit”.

Fra lejligheden i Olstrup har jeg ganske svage erindringer, men vi boede der også kun kort tid, for 12. august 1918 kom min bror Peter til verden, og det blev for meget for den dame, der ejede lejlig-heden, så vi blev sagt op. Vi flyttede derefter til Tybjerglille, og 1. november 1920 flyttede vi endelig til Fensmark. Man havde søgt en vært til Fensmark Forsamlingshus, og den stilling samt  tilhørende lejlighed fik mine forældre. Kort tid efter fødte min mor deres fjerde barn, som kom til at hedde Niels Ejner. Han nåede kun at blive godt et halvt år, så døde han af lungebetændelse. Næste barn er fra november 1922, og det var Carl Gustav. Desværre blev min mor syg og sengeliggende, så jeg måtte flytte ud hos min bedsteforældre i Olstrup og Lizzie kom ind til min moster i København. Men da jeg skulle til at gå i skole, flyttede jeg hjem til Fensmark.

Forsamlingshuset

Det var en svir at bo på Forsamlingshuset. Der skete altid noget, og jeg fik lov til at være med, når der var gymnastik, og det var både hos de store skolebørn og på karleholdet. Da jeg blev stor nok, var jeg med på et småbørnshold, og jeg elskede den fine hvide kjole med det røde skærf. Jeg kunne dog ikke lide, når kjolen blev snavset, så jeg blev drillet lidt med, at jeg altid skulle børste på kjolen. Jeg gik også til folkedans, både som lille og senere hen som voksen og har altid danset herre. Mens vi boede i Forsamlingshuset, holdt jeg min syv års fødselsdag. Jeg havde fundet ud af, at der på Villavej boede en jævnaldrende pige, som jeg skulle gå i skole med, og hende ville jeg gerne have med til min fødselsdag. Jeg inviterede også hendes mor og lillesøster, men det vidste min mor intet om, så hun gjorde store øjne, da de troppede op, men heldigvis var der nok til alle, og jeg havde alletiders dag

Min mor skrantede meget. Hun havde store problemer med sine ben, som blev mere og mere krogede, og til sidst måtte hun gå med stok. Min far havde arbejde på Glasværket ved siden af værtsrollen i Forsamlingshuset, og det blev for hårdt. De opsagde værtsrollen og flyttede ind i et hus, de havde købt på Villavej. Her boede vi et stykke tid. Min far var blevet tillidsmand for specialarbejderne, og huset på Villavej fungerede som kontor. Det stoppede dog, da han blev portner på Glasværket og måtte melde sig ud af fagforeningen. Til portnerjobbet hørte en bolig, så i september 1924 flyttede vi til Glasværket.

Livet på Glasværket

Jeg oplevede det som et paradis, fordi der var så mange børn i alle aldre, og der var altid gang i den. Jeg kan især huske en gammel ungkarl, som vi kaldte ”Morbror”. Han boede sammen med Madam Hansen, og vi troede i lang til, at det var ham, der boede hos hende, men det var faktisk omvendt. Hun havde lejligheden, da hendes mand levede, og reglen var, at hun skulle flytte, når manden ikke længere var der, men de ”fiksede” det ved, at Morbror flyttede ind, og på den måde kunne hun blive boende. En gang om året fik han brænde hjem, og så hjalp alle vi børn til med at bære brændet ned bag huset og stable det. Når vi var færdige, blev der sendt bud efter is hos kromand Hannibal, og der var is til alle, også de små, selvom de måske kun havde båret et par stykker brænde.

Om sommeren gjorde vi tit det om søndagen, at der blev smurt en masse madder, og så gik vi på Mosen til det, der blev kaldt A-skæret. Her spiste vi, legede og havde det rigtigt sjovt.

Vi havde dog også pligter. Bl.a. gik jeg ofte over i ”indbinderrummet”, hvor min mor arbejdede med at pakke medicinflasker i kasser. Det var på akkord, så min mor kunne selv bestemme arbejdstiden, og når hun var lidt bagud, var jeg med for at hjælpe – også om aftenen. Hjemme havde jeg også ”arbejde”. Hver anden dag gik jeg i skole, men på mine ”fridage” skulle jeg dække bord, og efter frokost skulle jeg vaske op og vaske gulvet i stuen og køkkenet. Vandet skulle hentes ved brønden, og det snavsede vand skulle bæres ud og hældes i kloarken. Problemet var, at kloarken var stoppet at snavs, så vandet løb ovenud og fordelte sig på gårdspladsen. Det havde min mor det svært med, så hun klagede til driftsbestyreren. Han syntes, det var noget pjat, men til sidst blev kloarken renset op, og gårdspladsen var ikke længere ulækker. Om lørdagen gjorde vi ekstra rent. Der blev skuret og skrubbet til den store guldmedalje. Vi følte ikke, at det var noget problem, for børnene i alle de andre familier var også i gang, så ofte opstod der små konkurrencer mellem os for at se, hvem der kunne blive først færdig.

Skolegang

Jeg gik i skole hver anden dag, men havde det svært med dansk. Jeg har formentlig været ordblind. Derimod var jeg skrap til regning, så jeg lavede en lille ”forretning”. Jeg solgte regnestykker for staveord, og det undrede min lærer, at jeg kunne skrive svære ord, men ikke ganske almindelige ord. Til den afsluttende prøve i 1935 fik jeg ug i regning, mg i skrivning, mg- i mundtlig- og skriftlig dansk.

Flere børn

Da jeg var godt 11 år gammel, fødte min mor min lillesøster Agnes. I forbindelse med fødslen fik min mor en blodstyrtning, som hun blev meget syg af. Jeg var nu så gammel, at jeg syntes, at babyer var ækle at se på, så jeg ville ikke op og se hende. Min far overtalte mig dog. Han sagde, at min mor ville blive ked at det, hvis jeg ikke besøgte barselssengen. Det var faktisk min mors sjette barn.

Henny

Min mor havde nemlig et barn, da hun mødte min far. Hun holdt det hemmeligt for ham, og hun forsøgte at bryde med min far på grund af dette barn. Men min far insisterede på, at det skulle være de to, og han påtog sig faderrollen. Henny boede dog hos min mormor i Olstrup, Men da hun var konfirmeret, skulle hun prøve at være hjemmefra, så hun flyttede ind hos os. Det havde hun det svært med, og hver gang, hun følte sig utryg, ville hun hjem til mormor. Når hun endelig tog sig sammen til at blive hos os, sov hun hos mig i min seng, som var den største. Portnerboligen var ikke særlig stor, så der stod senge alle vegne, men det gjorde der også i de andre familier, så det med at sove i samme seng, var ikke noget særsyn.

Ungdommen

Da jeg var 14 år, blev jeg konfirmeret i Fensmark Kirke. Der var ikke nogen præst på det tidspunkt, så pastor Arenberg kom fra Herlufmagle og klarede det.

Og så skulle jeg jo ud og tjene. Henny arbejdede på Lystrup Slot, men så blev hun gravid og måtte flytte hjem. Hendes plads overtog jeg i et par måneder. Derefter blev jeg stuepige på Turebyholm, men jeg var kun 15 år, og jeg led så frygtelig af hjemve. Det syntes min mormor, at der skulle gøres noget ved, så hun kom over og tog mig med hjem. Jeg gik nu derhjemme et stykke tid, og bl.a. hjalp jeg min mor i hendes ”forretning”. Hun havde fået øje på, at turister gerne ville have en souvenir med hjem. Arne Bang havde startet et værksted, der lavede stentøjsting, og min mor hjalp med at sortere disse skåle og krukker, og de frasorterede solgte hun til turisterne. Pengene havde hun i en blikæske, og det blev faktisk starten på Glasværksbutikken.

Min mor var god til at tale med såvel høj som lav, og på et tidspunkt kom der nogen fra Juellinge Gods. Under samtalen kom de ind på, at de manglede en ung pige i køkkenet, så den plads fik jeg. Familie hed Brandt og de havde betalende landbrugselever. Disse elever spiste sammen med herskabet, men de blev ikke mætte, så de kom ned i køkkenet for at supplere op. En af disse elever var baron Bille Brahe, og han lovede mig et kys, hvis jeg ville sørge for ham. Jeg afviste ham dog med en syngende lussing. Min tid på Juellinge ophørte, da jeg blev afløst af vores nabos datter, som min mor havde ”skaffet”.

Så havde jeg forskellige småjobs. Først var jeg et halvt års tid i en broderiforretning i Næstved, der hed Rokoko. Så kom jeg i huset hos materialist Berg. Der oplevede jeg det pudsige, at jeg blev sendt hjem, hver gang de skulle have lækker mad. Til at begynde med syntes jeg jo, det var fint at få fri, men til sidst slog det mig, at de ville have de lækre ting for sig selv. Så gik jeg hjemme nogle måneder, indtil jeg fik plads som stuepige hos direktør Kaufmann i Gentofte. Ud over mig, var der en barnejomfru og en kokkepige. Efter et stykke tid rejse barnepigen, og jeg skulle overtage hendes arbejde, og efter endnu en tid rejse kokkepigen, og hendes arbejde skulle jeg også overtage. Derfor var jeg glad, da solodanser Ulla Poulsen, som kom i Kaufmanns hjem, skaffede mig en plads hos en direktør for Magasin. Her bestod mit arbejde i at passe deres søn Uffe Kornerup. Han var på det tidspunkt 9 måneder, og jeg blev der i 2 ½ år.

Da jeg var 19 år gammel, kom jeg i maj 1935 på væverskole i Sønderborg. Jeg var ret ferm til hånd-arbejde, så det var lige noget for mig.

Ægteskab og børn

I april 1935 blev jeg ringforlovet med Kaj Jensen. Han var fire år ældre end jeg, og han arbejdede som færdigblæser på Glasværket. Han fik et tilbud om at komme i lære som glaspuster, og han kunne klare det på to år. Han startede i lære i juni måned, mens jeg var på væverskole. Kaj og jeg havde mødt hinanden til min venindes konfirmation, da jeg var 14-15 år, så vi havde kendt hinan-den i lang tid før. vi blev ringforlovet. Vi var en del sammen den sommer, og jeg blev gravid, så vi giftede os 8. december 1935. Det skete i Herlufmagle Kirke, og præsten var den samme, som havde konfirmeret mig. Jeg har desværre ingen billeder fra brylluppet, for det var der ikke penge til. Pengene var som sagt små, så vi boede hos min far og mor, og den 14. maj 1936 fødte jeg en pige, som vi døbte Kaja. Vi fik en lejlighed på første sal i et nybygget hus I Fensmark. Der boede vi til februar 1937. Kaj var blevet udlært, og dermed havde vi ret til en bolig på Glasværket. Som glasmager havde man en del rettigheder. Der var fri bolig, brændselsgodtgørelse m.m.. Kaj blev flyttet til kunstafdelingen, da der var mangel på glasmagere, men han ville dog gerne tilbage til maskinerne, bl.a. fordi det gav flere penge, og det kom han til sidst. Han fik, som alle andre arbejdere på Glasværket, et tilnavn: Tybjerg-Kaj. 3. juli 1940 fik vi Gitte, og på det tidspunkt var 2. Verdenskrig star-tet.

Alice og Kaj på Aarhus banegård i 1939

Under krigen

Noget af det, jeg husker allertydeligst fra Anden verdenskrig, var våbennedkastninger, som involverede Holmegaard Glasværk. Det var i 1945, og efter, hvad jeg har fået at vide, skulle containerne været landet ved Haslev, men af en eller anden grund ramlede de lige ned over fabriksområdet. Vi kunne høre at de ramte bliktagene, og en af containerne landede i fru Schuncks soveværelse, en anden landede i Schlüters drivhus, og både Sivertsens og vores have modtog noget. Det medførte en leben af den anden verden. Hurtigt kom der nogle lastbiler med gummihjul, og alt ”godset” blev læsset. Containerne blev båret ned til Mosen, hvor de blev begravet. Da det blev lyst, kom tyskerne selvfølgelig, og vores have blev endevendt, for der var faldet en faldskærm ned i den, så de troede, at vi havde gemt noget. Taget på fru Schuncks kvistværelse havde tømreren repareret i løbet af natten, så det ikke kunne ses udefra. Min far var jo portner, så tyskerne havde flere gange fat i ham. Bl.a. vidste tyskerne, at Schlüters søn, der var politikommissær, og som havde undgået at blive taget, da dansk politi blev opløst i august 1943, måske gemte sig på Glasværket, og ham ville de gerne have fat i, så de ville have min far til at gå med op til driftsbestyrer Schlüter. Men min far ville ikke forlade sin post. Tyskerne tvang ham dog, så han måtte sige til Schlüter, at han ikke havde noget valg. Sønnen var godt nok på Glasværket, hvor han arbejdede under falsk navn. Der var flere arbejdere, der var eftersøgt af tyskerne, men når de kom, løb de eftersøgte ned i Mosen, hvor de gemte sig, og tyskerne fik at vide, at netop den person ikke var der den dag.

Men ellers mærkede vi ikke noget særligt til tyskerne og krigen. Vi havde små børn, så vi fik rationeringsmærker nok, og desuden hjalp Kajs forældre os med mælk og fløde, og når de slagtede grisen, fik vi også af den.

I 1945 flyttede vi til en større lejlighed, og der boede vi, da befrielsen kom. Jeg husker tydeligt, at vi rev mørklægningsgardinerne ned.

11. april 1947 kom vores tredje barn, Pia, til verden, og 26. januar 1950 fik vi nummer fire, og hun kom til at hedde Susanne.

Hverdag med børnene

De første år gik jeg hjemme og passede børnene. Mens vi boede oppe i Fensmark, gik jeg hver dag ned til min mor. Hun arbejdede på Glasværket, så jeg hjalp hende med strygetøj og lignende. Jeg skulle bare være hjemme, når Kaj kom fra arbejde. Hjulene på barnevognen var til sidst slidt helt flade. Kaj kørte også hjem hver weekend til sine forældre i Tybjerg, og nogle gange fik de også be-søg i løbet at ugen. Når han kom tilbage, havde han altid mælk, fløde, sul, spegepølse eller skinke med, og det var jo et godt supplement i hverdagen. Senere flyttede vi ned til Glasværket, og så kom Kaj hjem for at spise, derfor skulle jeg være hjemme kl. 08.30 til frokost og kl. 12.00 til middag.

Jeg havde jo et par år været barnepige, så jeg havde tillagt mig nogle vaner. Mine svigerforældre syntes, at det var rædsomt, at jeg badede børnene i badekar hver dag. Vi havde ikke mange møbler, men jeg insisterede på, at børnene skulle have det, de trængte til. Der var ikke indlagt vand, så det skulle hentes ved vandpumpen i gården. Der var komfur i lejligheden, og med blebørn skulle der koges en del vand. Der var jo ikke engangsbleer dengang. Om vinteren tørrede vi tøjet ved kakkelovnen, og under krigen fyrede vi med tørv, som vi skar på Mosen. Jeg kan huske, at Gitte faldt i tørvegraven engang, så jeg måtte lægge mig på maven og tagen fat i toppen på hende, da hun dukkede op. Jeg beordrede Kaj til at tage sin skjorte af, så Gitte kunne pakkes ind. Tilbage på Glasværket ringede jeg til doktoren for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig, for hun havde jo nok slugt noget mosevand, og jeg var helt ude af den, Men han beroligede mig og sagde, at jeg bare skulle lade hende sove til middag, så var den klaret, og heldigvis fik han ret.

Under krigen fyrede vi som sagt med tørv, som vi selv hentede på Mosen. Man købte et nummer, der svarede til et bestemt område på Mosen, og man brugte en særlig tørvespade til at skære tørvene i bestemte størrelser. Disse tørv blev lagt ud til tørring og siden stakket i ”røjler” for at tørre færdig. Derefter blev de kørt hjem. Ellers brugte vi brænde, og da vi kunne få fat i koks, brugte vi det. På et tidspunkt fik vi installeret en olietank i udhuset, og den blev forbundet med et olierør direkte ind i kakkelovnen. Det var en stor lettelse.

Også vaskemetoderne udviklede sig. Til at begynde med brugte jeg et vaskebræt og en gruekedel. Siden fik jeg en såkaldt ”vugge”, hvor man kunne lægge tøjet ned i en træbeholder med sæbevand, og så vaskede man tøjet med en ”vugge”, som man vippede frem og tilbage. Til sidst fik jeg en Ferm vaskemaskine, som vi købte af en farbror. Det var det rene svir.

Vi var selvforsynende. Vi havde en stor urtehave med frugttræer og det hele, og vi havde en god slagter. Fiskemanden kom en gang om uge, og under krigen kom han endda cyklende fra Glumsø. Hvis vi skulle have rugbrød, kager o.l., kunne vi vælge mellem flere bagere oppe i Fensmark. Franskbrød bagte vi selv, og købmandsvarer købte vi to gange om ugen. Her kunne vi vælge mel-lem Brøns på Holmegaardsvej eller Brugsen ved gadekæret. Det foregik på den måde, at købmanden kom om morgenen, fik vores bestilling, og så blev varerne afleveret om eftermiddagen.

Der var fælles vaskehus, som vi var 17 familier om at dele. Hver familie havde det to dage om måneden fra kl. 6 om morgenen til næste dags kl. 6 om aftenen, hvor det skulle afleveres i renskuret tilstand. Vi havde lokum i gården og som sagt skulle vi hente vand ved den fælles vandpumpe. Det ændrede sig i 1955, hvor vi fik vand og toilet ind i huset.

Kaj arbejdede fra kl. 6 til kl. 15.30. Det blev hen ad vejen ændret, så han til sidst var færdig 14.30. Når han kom hjem, havde han været i bad på Glasværket. Disse badefaciliteter måtte vi også bruge hver onsdag. Ind i mellem glemte mændene, at det var ”kvindedag”, og så blev der en farlig leben. Jeg brugte ordningen, og jeg kunne godt have taget vores børn med, men dem vaskede jeg hjemme foran kakkelovnen i en balje.

Kaj Richard Jensen “Tybjerg Kaj”

Fester

Hvert år til nytår var der juletræsfest på kroen. ”Morbror” havde som oftest doneret juletræet, Glasværket lagde lokaler til, og jeg tror, det var boldklubben, der arrangerede det hele. Festen var forbeholdt arbejdere på Glasværket, og alle store som små var med. Der blev danset om juletræet, sunget sange, leget, og spist slik, så det var en aften, alle så frem til.

Juleaften holdt vi i familiens skød. Det kunne være hos os eller hos Agnes (”Søster”). Hun havde hus, så der var bedre plads end hos os i lejlighederne. Efterhånden, som børnene ”fløj fra reden”, blev vi færre. Vores ældste datter Kaja blev gift med Poul fra Samsø, så nogle gange tog de derover.

Arbejde på Glasværket

I 1956 fik vi bil, og så ville jeg jo gerne have kørekort, men Kajs løn rakte ikke til den investering. Derfor begyndte jeg også at arbejde på Glasværket. Det var meningen, at jeg bare skulle arbejde, til jeg havde tjent til kørekortet, og jeg stoppede da også – i otte dage, så gik jeg i gang igen og blev der de næste 22 år. Jeg havde mange forskellige funktioner. Jeg pudsede glas, der skulle have lavet blød kant for oven, jeg vaskede glas, jeg pakkede glas ud, som var kommet retur, og på et tidspunkt var jeg med til at ”silketrykke” på glassene, bl.a. coca cola flaskerne. Der måtte jo ikke være fejl, så jeg var med til at ”fange” de flasker, der ikke var i orden. Jeg var også med i reklamationsafdelingen. Vi fik tit glas retur, som var produceret i Polen eller Finland, og så måtte vi skrive tilbage, at ”det desværre ikke var vores bord”. Så alt i alt tror jeg, at jeg har været over alt på fabrikken, og lavet rigtig mange funktioner.

22 år blev det til, og en af grundene til det var de gode arbejdsforhold og de gode kollegaer. Jeg havde engang fået en ”frossen skulder”, så jeg ikke kunne løfte de tunge kasser. Straks kom en af de andre, og smed den op, hvor den skulle være. Sådan hjalp vi hinanden, og jeg tænker tilbage på de år med megen stor glæde.

Udviklingen stod ikke stille, og allerede i 30’erne blev der installeret fuldautomatiske maskiner. Det var der, Kaj helst ville være, men han kunne også arbejde med kunstglas, så der kom han over, når de manglede en glaspuster. Vi var rigtig mange, der var ansat på Holmegaards Glasværk, og de kunne jo ikke alle sammen bo omkring Glasværket. Jeg havde kollegaer, der boede oppe i Fens-mark, der kom fra Herlufmagle, Holme Olstrup og Toksværd, ja helt fra Nørre Alslev kom der enkelte.

Husene omkring Glasværket var forbeholdt glasmagere, glasslibere og smede, og vi regnede os som værende lidt mere end andre. Vi tjente flere penge end folk fra Fensmark, og vi betragtede Glasværket som vores og ikke bare en arbejdsplads.

Nu (1906/07) er alt anderledes der nede. Nu skal der være ”oplevelsescenter”, og nogle af bygningerne skal indrettes til museer. Industriafdelingen er solgt fra og ja, hvad skal det ikke ende med?

Eget hus

I 1969 byggede vi et hus på Granvej. Der var mange arbejdere på Glasværket, der gjorde det samme, for vi vidste, at når vi ikke længere havde arbejde der, skulle vi forlade vores bolig. Vores hus var et ”selvbyggerhus”. Kaj havde en svoger, der var udlært tømrer og bygningskonstruktør, og han havde en bror og en svoger, der var murere. De var gået på pension, så de havde tid til at hjælpe os. Dengang fik man momsen tilbage, når huset var færdigt, og vi aftalte, at de penge skulle svoger have for arbejdet. Han stod for det hele, så Kaj kunne bare koncentrere sig om at være håndlanger, når han kom hjem fra arbejde. Vi flyttede ind i julen 1969, og det var en kæmpe omvæltning at komme ind i et moderne hus. Vi fik selvfølgelig naboer, men mange af den var yngre end os, så vi blev aldrig så tætte, som vi havde været nede i ”Glasbyen”. Desuden boede der en del akademikere og skolelærere, som havde en længere uddannelse, og området havde da også tilnavnet ”Klogerup”. Men vi var arbejdere, og det blev vi ved men at være. Omkring huset var der en have, og det var Kajs store interesse. Allerede da vi boede på Glasværket, gik han meget op i vores have dernede. Nabohaven blev ejet af Erhardt Jørgensen, og Kaj og han konkurrerede om, hvem der havde den flotteste have. Hvert år til efterårsgravningen mødtes de, og det drejede sig om at blive først færdig samt at lave det flotteste arbejde. Taberen skulle give øl, som blev knappet op med spaden, og så stod de og nød de snorlige rækker.

Vi fortsatte med at gå på arbejde sammen, men der manglede ligesom noget. Vi var ikke længere med i den lukkede gruppe omkring Glasværket, men vi følte os velhavende, og vi var meget stolte over, at vi som arbejdere havde tjent til vores eget hus.

I 1979 blev Kaj 67 år og gik på pension, og samtidig gik jeg på efterløn. Kaj koncentrerede sig om haven, og han var ofte inde og hjælpe naboerne med deres haver. Jeg tog i klub for at være sammen med andre. Desuden blev vi ofte brugt af vores børn til at passe børnebørnene, og ind imellem bo-ede nogle af børnebørnene hos os, og med 12 børnebørn var der altid noget at se til.

Rejser

Min far, Carl Godtfred Clausen, var meget interesseret i verden omkring ham, og han brugte de lange nattevagter i Porten til at læse rejsebeskrivelse o.l. Det fortalte han videre til mig, og jeg fik ”blod på tanden” til at rejse. Og det var da også ham, der puffede mig i gang. I 1966 gav han mig en del penge til min første rejse, som gik til Egypten. Kaj ville hellere blive hjemme, og det generede mig ikke at rejse alene. Jeg fortryder, at jeg ikke fik overtalt min far til at tage med, men til gengæld var han en god lytter, når jeg fortalte og viste lysbilleder.

Carl Godtfred Clausen

Siden har jeg været på Rhodos, i Jordan, i Rusland, Afghanistan og Usbekistan. Østrig har jeg besøgt adskillige gange.

Nu var det ikke sådan, at Kaj slet ikke ville rejse. Han ville godt med, nå blot vi kunne køre i egen bil, og på den måde har vi været Tyskland nogle gange.

Fritid

Når jeg ikke var optaget af at passe børnebørn, lavede jeg håndarbejde. På aftenskolen i Næstved lærte jeg bl.a. at kniple. Jeg kunne i det hele taget godt lide at bruge mine hænder til noget fornuf-tigt.

Jeg har også deltaget i dilettantforestillinger. Jeg foretrak at spille de mindre roller, og jeg elskede at klæde mig ud. Den interesse var også en god anledning til at komme ud blandt andre.

Kaj dør

I 1987 var Kaj indlagt på sygehuset for at blive opereret for mavesår, og operationen gik perfekt, så man lagde an til at sende ham hjem. Lægerne besluttede dog at beholde ham en dag mere, og da han vågnede næste morgen, havde han ondt i det ene ben. Han forsøgte at spise morgenmad, men det blev ikke rigtig til noget, og han havde det faktisk rigtig slemt. Inden kl. 9 var han død. Jeg blev rin-get op fra sygehuset, og tog straks en taxa derind, men jeg nåede desværre ikke frem. 4. marts 1987 gik han bort.

Alene

Det var noget af en omvæltning at være alene, selv om vi havde gjort mange ting hver for sig. Jeg kom dog i gang med mine aktiviteter igen. Nu var det jo også mig, der skulle klare huset og haven, så der var rigeligt at se til. På et tidspunkt fik jeg en havemand, men så fik han en blodprop. Til sidst syntes jeg, at det hele voksede mig over hovedet, så i 1997 solgte jeg huset og flyttede ind i en lejlighed i Kattekæret. Problemet var, at lejligheden var meget mindre end huset, og jeg kunne ikke finde plads til alt det, jeg havde samlet sammen i årenes løb, så jeg bor noget trangt. Jeg har hjemmehjælp hver 14. dag, men de må kun hjælpe med ganske bestemte ting. Ja, sådan er det jo.

Heldigvis får jeg ofte besøg af mine børn, som hjælper mig. Bl.a. er Gitte min ”sekretær”, når jule-kortene skal skrives. Det bliver ofte 16-17 stykker. Jeg er blevet opereret på begge øjne, og det gør det jo ikke bedre, men jeg forsøger stadig at holde mig i gang. På det seneste er jeg begyndt at gå i kirke, når jeg blot får husket at bestille kirkebil. Det skal jeg have gjort inden kl. 12 om fredagen, og det smutter ofte.

Min familie er flinke til at invitere mig til bl.a. fødselsdage. Jeg har efterhånden fået 21 oldebørn, så der er noget at holde styr på, og det var da også en ordentlig flok, der deltog i min 90 års fødselsdag, som blev holdt i Holmegaardshallen. Der var sange og musik, og jeg nød at sidde og se på alle de små ”rollinger”, der løb rundt.

Tilbageblik

Efter sådan en fødselsdag, kan man godt tænke, at ”Det har du jo gjort meget godt”. Jeg har heldig-vis et lyst sind, og jeg har altid været meget udadvendt. Det tror jeg er vigtigt. Samvær med andre mennesker er guld værd. Jeg har levet efter at være ærlig og retskaffen, og have orden i økonomien.

Jeg tænker ofte på ”lykken”, og den største lykke har været at få børn. Jeg ville gerne have haft drenge, men hver gang blev det en pige. Hvis der var kommet en dreng til sidst, ville han nok være blevet ødelagt af forkælelse. Heldigvis har mine piger været der, og de har skænket mig børnebørn, som har skænket mig oldebørn, og større rigdom kan man ikke ønske sig.

Jeg ville gerne have haft en uddannelse, men da jeg var ung, tænkte jeg bare på at blive gift. Jeg var 14 et halvt år gammel, da jeg mødte Kaj. Men sådan var tiderne dengang, og når man først var blevet gift, så gik tiden med alle mulige andre ting end uddannelse. Men som sagt: ”Jeg synes, jeg har gjort det meget godt.”