Erindring af Jacob Peter Clausen

Jacob Peter Clausens erindringer

Jeg hedder Jacob Peter Clausen, og jeg vil i det følgende fortælle lidt om mit liv her i Fensmark. Det kommer til at omhandle min opvækst omkring Holmegaards Glasværk, min skolegang, mit ar-bejde på Glasværket bl.a. som tillidsmand – plus det løse.

Min farmors families tilhørsforhold til området omkring Fensmark kan føres langt tilbage. Min tipoldefar havde et husmandssted i Holme Olstrup, som i 1900 blev overtaget af min oldefar. Min farmor, Henriette Johanne Elisabeth Nielsen mødte min farfar, Carl Godtfred Clausen i 1914/15, og de blev gift 7. november 1915. Min farfar var fra Sydfyn, og der tilbragte de deres første år som ægtepar, men den 1. april 1918 flyttede de til Holme Olstrup i en lille lejlighed, som min farmors familie havde skaffet dem.

Fortælling af Carl Gotfred Clausen

Min farfar var stor og stærk, og de kræfter udnyttede han som tørvearbejder på Holmegaards Mose, hvor der var gode penge at tjene, og dermed var kontakten til Glasværket etableret. Han blev senere portner på Glasværket. Min farfar og farmor fik fem børn sammen, desuden havde de en datter, som min farmor bragte ind i ægteskabet. Deres tredjefødte dreng hed Peter, som blev gift med Monna i 1942, og de fik tre børn, hvoraf jeg er den ældste.

Fortælling af Peter Clausen 

Jeg er født 1942 på 1. sal i min morfars hus på Stenskovvej. Siden flyttede vi til Holsted, og derfra husker jeg ikke meget, men jeg erindrer dog, at jeg faldt ned af trappen fra 1. sal – man havde glemt at haspe den låge, der skulle holde mig ”indespærret”. Buler, blå mærker og en ordentlig tudetur blev resultatet.

Barndom på Glasværket

Da jeg var omkring to år, flyttede vi ned til Glasværket. Mine forældre havde fået en lejlighed på 1. sal i den gule kaserne nærmest Glaskroen (Glasværksvej 40). Siden flyttede vi ned i stuelejligheden, og Erik Nielsen (Københavner-Erik) overtog vores gamle lejlighed. Han blev på et tidspunkt tillidsmand med ret til telefon i hjemmet. Det var der nogle ”skarnsknægte”, der fandt ud af, så en aften gik de ind i telefonboksen over for (det lille hus er der stadigvæk), ringede til Københavner-Erik og udgav sig for at være fra telefonvæsnet. De fortalte, at der vist var problemer med telefonen, men om de kunne få ham til at gå hen til vinduet og kravle op på en stol. Da han stod der, gik de ud af telefonboksen og vinkede til ham. Københavner-Erik havde heldigvis lune, så han grinede bare med.

På et tidspunkt blev pladsen i lejligheden lidt trang, så jeg, min bror Niels og min søster Kirsten blev installeret i et loftsværelse øverst oppe i kasernen. Det var et glimrende sovested, men det var ikke isoleret, så om vinteren var det ofte så koldt, at vi alle tre måtte krybe sammen i samme seng for at holde varmen. Vi boede i Kasernen til jeg var 12 år, så flyttede vi til Svinget 14, hvor man ikke behøvede at gå uden for, når man skulle oven på.

Ludvig Christensen (Fine Ludvig) boede i samme kaserne, og jeg kan huske, at han på et tidspunkt havde en gammel kat, som var så sløj, at den skulle aflives. Den gang tænkte man ikke på at gå til dyrlægen, men Fine Ludvig kunne ikke få sig selv til at slå katten ihjel. Han klagede sin nød til Herluf Nielsen (Lange Herluf), som lovede, at det skulle han nok klare. Han fik udleveret katten og en sæk, og så var det meningen, at katten skulle i sækken sammen med en tung sten, og at den skulle kastes ud i et tørveskær. Lange Herluf synes dog, at sækken var for god til at ofre på en kattehenrettelse, så han fandt en anden gammel sæk, proppede katten ned i sækken sammen med en stor sten, og vupti – ud i tørveskæret med den. Bagefter gik han op til Fine Ludvig og sagde, at nu var den klaret. ”Ja, den er god med dig; katten er allerede kommet hjem igen,” svarede Fine Ludvig. Hvordan man fik aflivet katten, kan jeg ikke huske. Man havde et andet syn på dyr dengang. Det var en del glasværksarbejdere, der havde grise, så de kunne supplere maden. Én havde fået en lille gris, der ikke ville trives, så han tog resolut grisen og kastede den hårdt med på cementen, og så var det slut med at ”hælde foder i det kræ”.

Ludvig Christensen med slips og siddende Rudolf Andersen

Fortælling af Ludvig Christensen 

Min barndom var rigtig god. Der var altid mange andre børn at lege med, og min bedste legekammerat var Kurt Rasmussen. Han og jeg var næsten altid sammen. Hele området omkring Glasværket var jo vores legeplads, og i kraft af, at vi blev større, blev legepladsen selvfølgelig udvidet. Bl.a. havde vi megen glæde af at lege i grusgraven ved Broksø. For at komme derover, krydsede vi Mosen. Der var/er en sti, der udmunder lige i nærheden af Pottemagerhuset, og så skulle vi bare til højre ad Broksøvej, og lidt længere fremme lå grusgraven på venstre side af vejen. Vi havde dog en vis respekt for at grave ind i grusgravens sider, så det undlod vi, men ellers brugte vi mange timer derovre.

En lille episode illustrerer meget godt, hvordan samfundet omkring Glasværket fungerede. Vi drenge var samlet til leg, da forvalter Ejvind Nøttrup kaldte på os. Han spurgte, om vi kunne gøre ham en tjeneste. Han havde travlt, så han havde ikke selv tid til at gå ud på Mosen med tørvearbejdernes løn. Var det ikke noget, vi kunne klare? Så vi fik alle lønningsposerne, hvorefter vi løb ud på Mosen og legede ”lønningskontor”. Tilliden var stor, og alle kendte jo hinanden.

Mosen

Mosen var et andet yndet legested. Det var selvfølelig ikke helt ufarligt, og nu om dage ville forældre nok være noget betænkelig ved at lade deres børn gå derud. En lille episode illustrerer meget godt farligheden. Jeg var sammen med Finn Christensen (Fine Ludvigs søn) og min lillebror Niels gået ud for at samle mågeæg i hættemågekolonien, der havde etableret sig i et skær lige øst for Glasværket (den er der dog ikke mere). Jeg har nok været omkring ti år og Finn var et år ældre, så han ville vise, at han var den store, der turde hoppe ud på en ”tue” i skæret. Som sagt så gjort, han tog tilløb, sprang – og væk var han. Der var ingen bund i tuen, så han forsvandt ned i mosevandet. Lidt efter dukkede han op og spruttede mosevand ud af munden. Så forsvandt han igen. Niels var ikke til megen hjælp. Han stod bare og tudede. Så fik jeg øje på nogle birketræer, der stod ud over skæret, og et af dem kravlede jeg op i. Det var heldigvis så tyndt, at det bøjede sig ud over skæret, og tredje gang, Finn kom op, fik jeg fat i ham. Langsomt fik jeg bugseret ham ind til bredden, og så gik vi i gang med at vride tøj. Jeg har senere talt med Finn om det, men han ville (han er her des-værre ikke mere) helst ikke have genopfrisket den episode.

Vi badede også i tørveskærene, og her var det nødvendigt at lære at svømme med en hånd – der var gedder i skærene!!

Foto fra Holmegaard Mose i 1939

På et tidspunkt besluttede vi, at vi ville bygge en indianerhytte på Mosen. Vi fandt et egnet sted, og så gik vi i gang med at fælde birketræer. Der var jo nok af dem, så der kunne også blive til en palisandermur rundt om indianerbopladsen. En dag dukkede Petersen op. Han var skytte på Holmegaards Gods, så vi blev lidt hede om ørerne. Heldigvis viste det sig, at man gerne ville af med birketræerne på Mosen. De havde for alvor holdt deres indtog efter den store brand i maj 1938. Branden var meget omfattende, og mosejordens overflade ændrede karakter, så birkefrøene fik kronede dage. Vores aktivitet viste sig altså at være en god gerning, så vi kunne fortsætte vores leg.

En anden gang var vi tre drenge, der var på fisketur. Vi medbragte en spand, som vi opbevarede vores fangst i. På et tidspunkt blev én af os nødt at gå afsides for at forrette sin nødtoft. Resultatet af denne handling lugtede dog så fælt, at han ville brænde sine efterladenskaber med det resultat, at ilden bredte sig med lynets hastighed. ”Gerningsmanden” kom farende tilbage til os, og råbte: ”Det brænder, det brænder!” Så tog han spanden med fisk og det hele, løftede den op og hældte den ned over sig selv. Og så stak han af. Vi andre fik travlt med at komme op til Glasværket, og den lokale brandsprøjte kom i aktion og fik bugt med flammerne, inden de havde bredt sig alt for meget. Den uheldige var som sunket i jorden, og man fandt ham først sidst på aftenen efter en omfattende eftersøgning. I virkeligheden havde han nok mere brug for trøst end skældud.

Det var en uskreven regel, at man stoppede med at lege på Mosen, når man var konfirmeret. Sådan var det bare. Vi overlod derfor denne herlige legeplads til vores yngre brødre og søstre, og vi var derfor ikke involveret i den næste ret store brand. De unge mennesker havde fundet ud af, at Mosen var et godt sted at foretage de første øvelser udi rygningens svære kunst uden indblanding fra voksne. Det endte ikke så godt.

”Glasværksbyen”

Jeg var meget glad for at bo i ”Glasværksbyen”. Jeg kunne godt lide den stemning af travlhed og afslappethed, der herskede. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg var bevidst om dengang, men jeg kunne fx godt lide at stå tidligt op, for så kunne jeg sidde og se på det leben, der var ved skiftet kl. 6. Om eftermiddagen hentede jeg min far. Jeg måtte ikke komme ind på Glasværkets grund, så jeg satte mig på en sten, der var lige uden for portnerboligen. Når min far så gik gennem porten, rakte han bare sin højre hånd ud, og så greb jeg den, så vi kunne følges ad hjem. En dag gjorde min far som sædvanlig, men der var ikke nogen lille hånd. Det viste sig, at jeg var faldet i søvn på stenen.

En dag var jeg i haven med min morfar Rudolf Andersen. Han var i gang med at luge, og efter jeg havde kikket på det en lille stund, sagde han, at jeg godt måtte hjælpe til, for nu havde jeg jo set, hvordan man gjorde. Det ville jeg gerne, så jeg gik i gang. Jeg havde dog ikke fulgt helt med, for jeg var godt i gang med at klippe alle blomsterne over- til morfar store fortrydelse.

Min morfar var i øvrigt noget af en personlighed. Han spillede tuba i Urania, og så kørte rundt på en Mobylette knallert, og en aften blev jeg hidkaldt til Holmegaardsvej. Det viste sig, at han var kommet kørende ad Glasmagervej (nu Tørvevej), og da han kom til Holmegaardsvej, glemte han at dreje, så han landede på trappen til Walther Jensens slagterbutik. Det var min opgave at få knallerten hjem, men den kørte underligt. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der manglede fastspænding på den ene side af forhjulet. Det foreholdt jeg min morfar. Det vidste han da godt, men smeden (Alfred Larsen ved gadekæret) havde sagt, at det ikke betød noget.

Rudolf Andersen

Jeg har også været med til at på det nærmeste at stoppe produktionen på Glasværket. Nede ved skoleengen stod der et stort kastanjetræ, og det skulle jeg selvfølgelig op i, og helt op i toppen kom jeg. På et tidspunkt fik jeg øje på min far Peter Clausen. Han var hidkaldt af glassliberne, der som sædvanlig sad på rad og række ved vinduerne ud mod skoleengen. De havde fået øje på mig og mit vovelige færd, så de kunne ikke koncentrere sig om slibningen. Jeg blev kaldt ned og fik en ordentlig skideballe af min far. Jeg vidste jo ikke, at kastanjegrene ikke var de stærkeste. Men glassliberne kunne genoptage deres arbejde. En anden gang havde jeg fået kig på skorstenen ud mod Mosen. Den havde indmuret nogle trin, så man kunne kravle op til toppen, hvis der skulle repareres noget. De startede desværre så højt oppe, at jeg ikke kunne nå det nederste trin, men så fandt jeg nogle kasser, og så kunne jeg nå. Jeg var ikke større end, at jeg kunne kravle inde i trinnene, altså med ryggen mod skorstenen. Mens jeg stod deroppe og nød udsigten, hørte jeg min far kalde, at vi skulle spise, så jeg begav mig ned mod fast grund igen. Vel nede fik jeg jordens største møgfald, og på vej hjem til kødgryderne fortalte men far, at han var lige ved at starte udskældningen, mens jeg var på vej ned, men at han tog sig i det for ikke at gøre mig befippet og nervøs. Han har virkelig været rystet, og nu bagefter kan jeg godt forstå det.

Tæt på Glasværket gik de heste, som man brugte til at trække vognene med tørv ind fra mosen til ælteværket. I weekenden havde de fri fra det arbejde, og så kunne vi bruge dem som ridedyr. Vi lavede saddeltasker og alt muligt udstyr, og så kunne vi lege ”cowbøjdere”. Det fik vi også mange timer til at gå med.

Ælteværket var også interessant for os. Skinnerne til tippevognene endte ved et stort kar, hvori man tippede tørvene. En snegl fragtede så disse tørv op i smattekassen, hvor tørvene blev blandet med vand. Denne blanding blev fordelt ud på tørrepladsen, hvor vandet skulle fordampe, så tørvene blev egnede til brændsel. Sneglen havde en sær tiltrækning på os – vi skiftedes til at kravle op indvendig i sneglerøret. Jeg har tit haft mareridtslignende tanker om, hvad der var sket, hvis én af os havde trykket på knappen, så sneglen gik i gang.

Det var i øvrigt kvinderne, der røjlede – dvs. stakkede tørvene, når de var tørre nok til at håndtere. Jeg har tit været med min mor ude på dette arbejde, og det var mit job at bære tørvene hen til hende, så hun ikke skulle forlade røjlen. Det var hårdt arbejde. Tørvene var på størrelse med en mursten, men der var jo stadig masser af vand i, så de var tunge.

Ud over røjlearbejdet var min mor ”i huset” hos Karl Schlüter, hvor hun gik til hånde. Jeg var ofte med hende i inspektørboligen. De havde også en ”gårdmand”, der sørgede for de omkringliggende arealer. Han hed Verner Nielsen, og en dag havde man bedt ham om at slagte et par høns, som de skulle have til aftensmad. Jeg var der tilfældigvis den dag, så Verner kaldte på mig. ”Nu skal du bare se,” sagde han, og så huggede han hovedet af, satte hønen ned, og så spurtede den hovedløse høne rundt omkring os. Det var noget af en oplevelse for en ”bette knægt.”

Når der var børnefødselsdag, var det inviteret rigtig mange med, og så gik legen. Jeg mindes en fødselsdag hos en af mine kammerater, hvor vi skulle lege skjul. Jeg valgte at krybe ind under sofaen i stuen, og da jeg kom ud, var jeg blevet til en snemand. Jeg havde simpelthen moppet gulvet for nullermænd. Hvad moderen tænkte, fandt jeg aldrig ud af.

En yndet beskæftigelse var at blokere turistbussernes udstødningsrør med kartofler. Når busserne holdt på parkeringspladsen, og turisterne var gået på rundvisning med efterfølgende kaffe på Glaskroen, sneg vi os hen og proppede udstødningsrøret til med en kartoffel i passende størrelse. Så var det bare med at vente, til chaufføren igen skulle have gang i motoren, og det endte altid med, at kartoflen ”blæste af Pommern til”.

Skolen

I 1949 startede jeg i Den Gule Skole, som lå der, hvor Realfløjen nu er. Vi startede hos Frk. Nielsen, som var et meget elskeligt menneske. Hun var ikke bange for at give det, vi i vore dage kalder ”en krammer”. Der var ellers ikke megen fysisk kontakt mellem lærere og elever dengang, lige med undtagelse af, når man skulle have en ”kindhest”. Jeg kan dog ikke huske, at jeg blev udsat for noget korporligt, så jeg har nok været en sød elev. Efter to år hos Frk. Nielsen rykkede jeg op i den store skole, og her regerede bl.a. Nissen, hr. og fru. Junggren, og lidt senere John og Dorthe Burchardt samt Niels Rasmussen. Sidstnævnte var en frisk omend lidt brysk lærer. Jeg kan huske, at han en vinter tog os med ud og startede en sneboldkamp. På et tidspunkt rottede vi store drenge os sammen, fik lagt Niels Rasmussen ned, og så fik han en ordentlig vasker. Det tog han nu med oprejst pande. Hans hustru, Agnete, var af en lidt anden støbning. Når vi havde været søde, læste hun historier for os, og vi må have været meget søde, for jeg synes, at hun læste hele tiden.

Det var i øvrigt meget interessant med os klassekammerater. Klassen var en blanding af elever fra Glasværksområdet og børn fra Fensmark, og mens vi var i skole, var der fred og fordragelighed. Men efter skoletid satte vi nogle gange hinanden stævne ude i Fensmarkskoven, og så var der krig på livtag, kasteskyts og kæppe. Næste dag var vi igen sammen som om, intet var hændt.

Efter femte. klasse skulle vi deles. Nogle fortsatte på Fensmark Skole, mens de, der ville i mellemskolen, måtte tage til Lille Næstved Skole. Jeg havde på det tidspunkt lærer Nielsen som klasselæ-rer, og han blev noget skuffet, da han fandt ud af, at jeg ikke ville i mellemskole, men jeg var kommet godt i gang med at spille trompet, og jeg var ret sikker på, at Glasværket skulle være min kom-mende arbejdsplads, så jeg tog de sidste to år på Fensmark Skole.

Fodbold

Jeg gik på et tidspunkt til fodbold i Holmegaard Glasværks Boldklub. Jeg begyndte lige så snart, jeg kunne, så jeg har nok været omkring seks år. Jeg havde ikke spillet lang tid, før vi skulle spille til et arrangement i Køge. Jeg kan ikke huske anledningen, men jeg husker den dag i dag resultatet – vi tabte 25-0. Siden blev vi meget bedre, og jeg har været med til at blive sjællandsmester i Drenge B. Jeg spillede venstre wing. Vi blev trænet af Preben Jensen, som arbejdede på kontoret på Glasværket. Desuden spillede han på Næstveds divisionshold, så han var noget af en kapacitet. Træningen foregik på fodboldbanen ved Fensmark Skole, og når vi skulle til udenbys kampe, blev vi kørt af Robert Hansen fra Villavej; han havde en lillebilforretning.

Gymnastik

Jeg og Kurt startede også til gymnastik, da vi var ganske små. Det foregik i ”Den Lille Sal” på Fensmark skole, og det var Peter Ulriksen, der ledede holdet. Han var en meget bestemt herre, så vi var rædselsslagne den første gang. Jeg kan huske, at Kurt skulle på toilettet, men han turde ikke spørge, så pludselig besørgede han på gulvet i gymnastiksalen. Det blev Peter Ulriksen meget ked af, og så viste han, at han også havde en omsorgsfuld side. En gang om året skulle vi til gymnastik-opvisning. Det foregik på Bygningen i Jernbanegade i Næstved, og vi fik strenge ordre på, at vores gymnastiksko skulle være ordentlig kridtede.

Volvo-Erik Kurt og jeg

Meget af min fritid som ung blev brugt sammen med Kurt Rasmussen og Erik Christensen (Volvo-Erik). Erik var meget glad for at køre bil, så vi kunne godt finde på at køre til København for at gå i biografen, og når vi kom hjem, tog vi lige en midnatsforestilling i Næstved med. Vi kørte også tit ind til Kastrup Lufthavn. Dengang kunne man gå ud på ”fingrene”, hvorfra man havde et glimrende udsyn til flyene.

I gang med arbejdslivet

To dage før min konfirmation startede jeg på Glasværket sammen med Kurt Rasmussen og Kurt Jensen. Vi kom i lære samtidig og vi blev udlært samtidig. Jeg var ellers lidt beklemt ved at skulle til at arbejde, men hyttemesteren, Charles Hansen, ”prikkede” til mig hver gang, han så mig, og til sidst gav jeg mig. ”Fint,” sagde Charles Hansen, ”kom over i morgen, så finder vi ud af noget.” De første seks måneder gik jeg som arbejdsdreng, og i den periode fandt man ud af, at jeg vist havde flair for det med glas, så jeg blev tilbudt en læreplads. Jeg startede på et værksted, der blev ledet af Peter Ulriksen. Ham kendte jeg jo fra gymnastikken, så det gik rigtig fint. Efter et par år stoppede jeg med gymnastik, og det tog han meget ilde op. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad der var proble-met, men det var ikke sjovt at være på det værksted mere, så jeg gik til hyttemesteren, og spurgte, om jeg kunne blive flyttet. Han havde godt bemærket, at det var kold luft mellem Peter Ulriksen og mig, så han fik mig flyttet til et værksted, der blev ledet af Franz Jacobsen, og her afsluttede jeg de sidste to år, og i 1961 var jeg udlært.

Læretiden indebar også, at man skulle på Teknisk Skole i Jernbanegade i Næstved. Vi startede på arbejdet kl. 6 om morgenen, gennemførte en arbejdsdag, og kl. 16 skulle vi være på skolen. Her var vi til kl. 21, og så kunne vi cykle hjem igen. Vi havde forskellige fag, bl.a. tegning, hvor vi havde Per Lütken. Han var allerede på det tidspunkt en kendt glasdesigner. Han tog dog ikke selve tegne-undervisningen så alvorligt, og vi fik ofte besked på at ”tegne nogle streger på papiret.” Men hans timer var hyggelige.

Soldatertiden

Efter udstået læretid skulle jeg ind som soldat. Jeg var udtaget til trænregimentet, og de fire måneders rekruttid foregik i Slagelse. Så var jeg fire måneder i Melbylejren, og resten af de seksten må-neder blev aftjent ved Ryvangens Kaserne i Hellerup. På det tidspunkt havde man mulighed for at komme hjem hver fjortende dag, men en kontoransat kunne ”fuske” med vores tilstedeværelsesplan, så almindeligvis var jeg hjemme hver uge. Jeg havde på det tidspunkt mødt Ellis, så det var rigtig fint med mig. Min soldatertid var forholdsvis fattig for nervepirrende oplevelser. Det nærmeste, jeg kan komme på sådan én, var, at jeg tabte min nye Ronson Lighter på skydebanen. Da jeg opdagede det, helmede jeg ikke, før jeg kom tilbage til skydebanen, og der lå den og skinnede.

På et tidspunkt søgte jeg om optagelse i Hærens Musikkorps, og de kunne da også godt lide det, de hørte, men det var en tubaspiller, de manglede, så det blev ikke til noget. Men regimentet var nu blevet opmærksom på mine evner som trompetspiller, så jeg blev udvalgt til at tage mig at signal-hornet. I gamle dage skulle jeg have været den, der gik forrest, når man skulle i kamp, men nu var det heldigvis lidt mere fredeligt. Jeg skulle ”spille flaget op og ned”, så jeg måtte ofte tidligt op, og kun én gang har jeg sovet over mig, og jeg regnede ikke med, at der var nogen, der opdagede det, men næste morgen kom regimentkommandantens datter hen til mig og spurgte, hvad jeg havde la-vet i går. Hun brugte signalet som en del af sin morgenrutine. Heldigvis var vi flere om at dele den tjans, så andre morgener kunne jeg blive under tæppet lidt længere. En anden god ting ved værnepligten var, at jeg fik stort kørekort, og det har jeg haft indtil fornylig, hvor jeg frasagde mig det i forbindelse med fornyelsen af kørekortet.

Glasværket

Efter de 16 måneders soldatertjeneste, kom jeg i 1963 tilbage til Glasværket. Der var dog sket det, at Gammelhytten var brændt ned. Branden var opstået pga. lige dele ubetænksomhed og uvidenhed. Man var ved at gøre rent op til juleferien, og i den forbindelse fik man øje på en skorsten, der ikke mere var i brug. Det havde alliker benyttet sig af, så skorstenen var fyldt med gammelt redemateriale. Der var så én, der fik den lyse idé at hælde en sjat flydende glas ind i bunden af skorstenen for at få den brændt ud. Og det er her, uvidenheden kommer ind, for man vidste ikke, at der på 1. sal var taget en lem ud af skorstenen, så der var fri adgang til et papirlager, og på den måde blev et lille bål i en skorsten til en stor brand, der fik bugt med Gammelhytten.

Men jeg startede alligevel, for Glasværket har altid været god til at finde jobs, så vi kunne bevare ugelønnen. Genopbygningen af Gammelhytten foregik lynhurtigt, og på mindre end en måned, var produktionen i gang igen. Der var dog ikke noget værksted, der havde plads til mig, så jeg fik lov til at stå i et hjørne med mit eget lille tre-mands værksted, og der lavede vi Clausholm ølglas i omkring et halvt år.

Så blev der en stilling ledig til mig i Kaj Rasmussens værksted. Siden skiftede jeg til Flemming Andersen, og til sidst var jeg hos Svend Jensen, hvor vi lavede skibsglas. Efter fem år fik jeg mit eget værksted. Fordelingen mellem de forskellige værksted blev foretaget af Værkstedsudvalget, som mødtes og prøvede at få det til at gå op. Den endelige fordeling stod hyttemesteren for, men det var meget sjældent, at der var problemer med fordelingen.

Det var en ret speciel arbejdsplads. På et tidspunkt var der 28 værksteder placeret i hytten, og med ni til ti mand i hvert værksted var vi en anseelig flok. Og der var en munter stemning med gemytlige drillerier og tilråb. Af og til agerede vi mandskor. Det var ikke organiseret, men én kunne finde på at istemme ”Lille Sommerfugl,” og i løbet af et øjeblik sang alle med. Charles Hansen kom så ud af sit ”bur”, men han lukkede hurtigt igen, for det var vist ikke noget, han skulle tage sig af. Eventuelle turister har fået sig en sidegevinst, når de blev underholdt at et blandet mandskor, der sang ”Ejner, du er min allerbedste ven” og andre af den slags slagere.

Holmegaards Glasværk var også en megen social arbejdsplads. Der var plads til forskellige typer, så rigtig mange fik et godt arbejdsliv, fordi de vidste, at de udfyldte en funktion, og de var dermed en del af en gruppe. Der var også nogle særprægede typer. Jeg kan huske en medarbejder, der boede i Gelsted. Han cyklede til Glasværket, men han havde det problem, at han ikke kunne stå på og af cyklen. Det blev klaret ved, at hans far satte ham på cyklen og skubbede ham i gang. Så tog faderen sin knallert og skyndte sig at køre til Glasværket, så han kunne stå klar til at stoppe ham og hjælpe ham af cyklen. Og efter arbejdstid gentog den forestilling sig. Siden fik han dog en ordning, så han kunne blive kørt på arbejde i en taxa. Vi andre kunne så stå og se, hvordan han tændte sig en cigar, satte sig ind i taxaen og vinkede farvel til os. Det var også ham, der kaldte Anker Jørgensen et kvajhoved. Han havde lyttet til de andres udtalelser om dette og hint, og på et tidspunkt havde der været ytringer om, at statsministeren var et kvajhoved. Så skete det hverken værre eller bedre end, at Anker Jørgensen i 1978 kom på rundvisning, og da han kom forbi, blev han mødt af denne svada: ”Nå, der er du, dit kvajhoved!”

Der var ikke ondskabsfulde drillerier, men det var fint, hvis man ikke tog sig selv så højtidlig. Bl.a. havde tømrerværkstedet en ”practical joke” med nye medarbejdere. Når de var sendt afsted efter forme til glasfremstillingen, blev de lige set an af tømrerne. ”Hvor høj er du egentlig?” så blev der svaret et eller andet. ”Ah, kan det nu også passe? Kom, lad os måle dig.” så blev den intetanende stillet hen i et hjørne, der var lavet i værkstedet, og når han stod der med rank ryg op ad væggen, fik han vand hældt over sig, og så var han døbt. Det var jo nok ikke gået i vore dage. Da jeg var barn, kom jeg i øvrigt ofte på dette værksted. Det arbejdede Frederik, og han kunne godt afse tid til mig. Fx har han lavet en del træsværd til mig, og dem kunne jeg så imponere de andre drenge med. De havde selv flikket deres sværd sammen, men de manglede den finish, som Frederik gav mine.

Fra venstre Jacob, Peter og Rudolf

Tillidsmand

I 1979 blev jeg valgt til tillidsmand for – i første omgang – glasmagerne, siden kom glassliberne med. Endnu senere kom vi ind under SID. Der var simpelthen for få glasmagere og glasslibere til-bage til, at vi kunne vedblive at være selvstændige. Det betød jo en ændring i mit virke på Glasværket. Jeg måtte en gang imellem forlade mit værksted, men vi havde fået en ordning, så mit mang-lende arbejde i produktionen blev honoreret til værkstedet, og derved kunne vi holde akkorden. Langt de fleste dage behøvede jeg ikke forlade produktionen, men selvfølgelig kunne der opstå situ-ationer, hvor jeg var væk i flere timer. Glasværket var jo igennem nogle fyringsrunder, og der så jeg det som min opgave at tage sociale hensyn. Hvis fx en nybagt far var udtaget til fyring, gik jeg ind og – i bedste fald – fik afværget fyringen. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, foreslog jeg en anden medarbejder, der ikke var så hårdt hængt op. På den måde fik vi mengeleret det så godt som muligt. Vi forsøgte også at få folk flyttet til andre opgaver, som måske blot krævede en omskoling eller et kursus. Heldigvis var arbejdsgiverne i form af Mogens Schlüter, G.P. Svendsgaard og Knud Od-gaard indstillet på at få det til at glide uden konfrontationer.

Det var også mit job at være med til at forhandle akkorder. Hvis det var et nyt produkt, kunne det ofte være svært at finde den rette akkord. Det fandt vi ud af hen ad vejen, når vi havde arbejdet med produktet et stykke til. Hvis den var helt ved siden af, gik vi over til at arbejde på timeløn, så vores ugeløn var sikret. Vi havde også medarbejdere, der helst ville være på timeløn, så fandt vi også ud af det. Den samme indstilling var til stede, når vi skulle forhandle løn. Der var ikke altid plads til højere løn, men så kunne vi få nogle andre goder i stedet for. Jeg har bl.a. været med til at konverte-rer brændsel til penge.

Jeg nåede at være tillidsmand i 25 år, og dermed blev jeg den, der har været længst i det job. Jeg var meget glad for at være på Glasværket både som glasmager og tillidsmand. Alligevel stoppede jeg i 2003. Hvis jeg var fortsat lidt længere, kunne jeg have nået mit 50 års jubilæum, men det var jeg ligeglad med, og jeg var fuldstændig ligeglad med at skulle ind til Dronningen for at takke. Det var ikke alle, der forstod den holdning. Når jeg stoppede i 2003, betød det også, at jeg ikke var involveret i nedsmeltningen af Glasværket i forbindelse med finanskrisen. Peter Normann Nielsen havde været administrerende direktør for Holmegaard A/S siden 2001, og jeg var til en del møder, hvor han også var. Jeg fik et rigtig godt indtryk af ham, men desværre involverede han sig med Sten Gude fra Stone Invest, som købte Glasværket i 2004. Til at begynde med gik det rigtig godt, så godt, at de to i 2006 fik en initiativpris for etableringen af Oplevelsescentret ved Holmegaards Glasværk. Men Sten Gude havde et helt specielt forhold til penge – især lånte penge. Det kostede Sten Gude seks års fængsel, og det ødelagde Glasværket. Nu ser det heldigvis ud til, at der kommer gang området igen, og jeg har da også vist min interesse for at yde en frivillig indsats inden for de områder, som jeg har forstand på.

Hjemmefronten

I 1967 købte Ellis og jeg en grund på Hasselvej, og så gik vi i gang med at bygge. Ellis havde en bror, der var murer, og han murede huset. Den gang brugte man mursten både til ydervægge og in-dervægge. Alt træarbejdet lavede jeg. Jeg havde fået lov til af tømrer Vagn Pedersen i Gelsted at bruge hans værksted til at lave spærene. Han hjalp mig med at måle ud, og så gik jeg i gang. Det hele foregik efter arbejdstid, og pludselig var byggeriet så langt, at jeg umuligt kunne nå at lave de sidste 3-4 spær. ”Jamen, den klarer jeg,” sagde Vagn pedersen, og på den måde fik vi det hele til at gå i hak, og huset stod færdig til indflytning i 1968.

Vi havde planlagt, at vi skulle giftes i juli, men det var ikke uden problemer. Hyttemesteren, Charles Hansen, ville ikke give mig fri til mit eget bryllup. Til sidst gav han sig dog. Vi blev gift og kunne som nygifte flytte ind i huset. I september 1969 fik vi Jannik og i september 1973 kom Jesper til verden, og med sådan et par ”krudtugler” følte vi, at pladsen i huset blev lidt trang. Derfor beslut-tede vi i 1975, at vi ville udvide med en 1. sal. Jeg udførte selv denne ombygning efter arbejdstid, så forløbet kom til at strække sig over en rum tid. Nu er det sådan sin sag at tage taget af et hus med det klima, vi har i Danmark, så jeg udtænkte en plan og en konstruktion, så jeg kunne bygge det nye tag oven på det gamle, og da det var færdig, pillede jeg det gamle tag ned. Kun én gang dryppede det ned i min seng, men det var heldigvis bare en presenning, der havde forskubbet sig. Vi havde derefter omkring 180 kvadratmeter til vores rådighed, og det rakte til vores behov. Børnene er jo på nuværende tidspunkt flyttet hjemmefra, så nu har vi mere end rigelig plads.

Urania

Allerede som ti årig begyndte jeg at spille på trompet. Jeg blev interesseret i musik via min morfar, Rudolf Andersen, der spillede tuba i Urania. Arne Halfdan Pedersen, der spillede trompet, gav mig de første lektioner i trompetspil, og så var det ellers bare med at øve sig. Omgivelser så dog ikke med milde øjne på mine første forsøg, så til at begynde med stak jeg trompeten ned i en pude, så vores naboer også kunne være der. Jeg var også flittig med nodeøvehæfterne, for jeg var jo godt klar over, at jeg skulle kunne noder, hvis jeg ville spille i orkester. På et tidspunkt meddelte Arne Herluf Pedersen, at han ikke kunne lære mig mere. Derfor kørte jeg med ham ind til med regimentsmusiker Frede Krüger Rasmussen i Næstved, og han lærte mig så meget, at jeg allerede som elleve årig i 1953 kunne komme med i Urania.

Urania kom til at fylde en meget stor den af mit liv og gør det stadigvæk, men hele historien om mig og Urania tager vi ”i næste nummer”.

Fra venstre Jacob, Erling og Hermod stående ved porten på Holmegaard Glasværk.

 

En stor tak skal lyde til Bert Christensen, som hjælper Nye & Gamle Fensmark. Havde Bert ikke hjulpet Nye & Gamle Fensmark som han har gjort de sidste 3 år, så havde det ikke været muligt at nå så langt som vi er i dag.