Fortælling af tidligere portner, Carl Godtfred Clausen

Fortælling af tidligere portner på Holmegaard Glasværk, Carl Godtfred Clausen

Tidligere glasmager Jacob Clausen har været så venlig at stille sin farfars erindringer til rådighed for Nye og Gamle Fensmark. Carl Godtfred Clausen var portner på Holmegaards Glasværk fra 1924 til 1968.

Porten på Holmegaard Glasværk i 1953

Erindringerne er skrevet i april 1971 og fylder 39 tætskrevne A4-sider, og de er skrevet til hans børn Alice, Lizzie, Peter, Carl Gustav og Agnes samt Henny, som Carls hustru, Henriette Johanne Elisabeth Nielsen, bragte ind i ægteskabet.

Renskrivningen er tiden fra 1918, hvor Carl kommer til egnen omkring Fensmark. Der refereres dog til udvalgte områder fra før 1918.

Carl kom til verden 3. oktober 1894. Hans far var smed i Aastrup i nærheden af Fåborg, og her voksede han op. Faderen havde giftet sig med smedeenken, som havde to børn, sammen fik de et barn, og da hun døde, giftede han sig med Carls mor. Carl blev deres første barn, og siden kom der yderligere fem børn.

I 1901 startede skoleperioden i en såkaldt pogeskole. ”Lærerinden” var en kone fra sognet, som skulle give Carl og andre elever en fornemmelse af bogstaver og tal, så de var forberedte på at starte i den rigtige skole efter sommerferien.

I 1903 blev han udvalgt sammen med en pige til at være klassekammerat med en handicappet dreng, som hed Poul. Han skulle undervises hjemme, for han led af en sjælden sygdom, idet han manglede den øverste del af huden, han havde ingen negle og han manglede emaljen på tænderne. Han kunne altså ikke tåle nogen form for knubs, og han blev da også kun 16 år. Men Carl blev udvalgt, fordi han var en stor og stærk dreng, som kunne udføre de fantasifulde lege, Poul fandt på.

Carl havde svært ved at interessere sig for skolen, hvilket han siden fortrød. Han ville hellere ud og bruge sine mange kræfter på fysisk arbejde. Hans store drøm var at komme ud at sejle. Han havde svært ved at forlige sig med mange ting, og han kalder sig selv ”den tids provo”. En enkelt episode understreger dette. Carl skulle på et tidspunkt have af spanskrøret, men efter det første slag stak Carl af, og så gik den vilde jagt rundt i klasselokalet til stor benovelse for de andre elever.

Efter konfirmationen var det slut med skolen, og han begyndte at arbejde hjemme hos sin far, og med det hårde arbejde var han i sit es.

Siden skulle han på session, og han blev som den eneste i det lille sogn erklæret egnet, så i maj 1913 startede han som garder i København. Soldatertiden var berammet til 17 måneder, men i 1914 startede 1. Verdenskrig, og Carl blev overflyttet til Sikringsstyrken. Det medførte, at han blev sendt rundt i landet på forskellige bevogtningsopgaver. Hjemsendelse efter 17 måneder kunne han godt skyde en hvid pind efter, og først 15. juni 1916 slap han ud.

Nu var det ikke lutter dårlige oplevelser, han fik i soldatertiden. Han traf sin livs kærlighed, Henriette Johanne Elisabeth Nielsen, i Vedbæk. De havde en herlig tid sammen, men Henriette bar på en hemmelighed, som gjorde, at hun ”ville slå op” – hun havde i 1911 født en pige, Henny, som nu var hos hende forældre, og dengang var det jo ikke så velset at være enlig mor. Carl ville dog ikke slippe hende, så de giftede sig i Holme Olstrup Kirke 7. november 1915. 19 februar 1916 fik de datteren Alice, og 17, juni 1917 kom Lizzie til verden. De boede en tid hos Carls forældre på Fyn, men de havde svært ved at finde sig til rette, og….

På billedet ses Carl Godtfred Clausen i 1946

Henriette

 

Her gives ordet til Carl Godtfred Clausen:

……..gennem mors familie i Holme Olstrup fik jeg arbejde På Holmegaards Mose. Jeg skulle være med til at betjene en tørvemaskine. Vi havde fået en lille lejlighed i Holme Olstrup, så 1. april 1918 kl. 6 om morgenen rejste vi fra Katterød.

Nu begyndte en tid med flere penge mellem hænderne, for tørvearbejdet var godt betalt i forhold til så mange andre jobs. Men det var en streng tid; jeg var ikke vant til så hårdt arbejde, og som ny mand skulle jeg kanøfles. På arbejdspladsen på Mosen var der i 1918 et ælteværk og to pressemaskiner. Desuden blev der skåret en masse tørv med håndspade. Jeg var som sagt på ælteværket. Det var en firkantet pram, som vi sejlede ud i tørvegraven med. Ælteværket blev trukket at en lokomobil (en stationær dampmaskine), og når tørvemassen var godt æltet, blev det hældt over i tipvogne, og disse vogne blev på skinner trukket ud til liggepladsen, hvor den flydende tørvemasse blev hældt ned i nogle tremmeforme. Tremmeformene blev styret af en formtrækker, som havde øgenavnet Bulvas. Han var stor og stærk, men han havde ikke rigtig tag på det, og det blev min store chance. Jeg blev en dag sendt ud for at passe arbejdet med formene, og jeg fandt hurtigt ud af, at det drejede sig mere om den rette teknik frem for mange kræfter. Det fremkaldte respekt, og siden den dag blev jeg ikke mere kanøflet. Jeg har tit tænkt på, hvor lidt der skal til for at vende et nederlag til sejr.

Jacob Clausen; husker tydeligt dette billede, som blev taget i forbindelse med at min far Peter Clausen skulle have skåret et tildelt, nummer tørv op af mosen. Min far havde dårlig ryg og havde fået stor hjælp af arbejdskolleger. På billedet ses fra venstre nederst Valdemar Mortensen, min far Peter Clausen, yderst min farfar portner Peter Clausen. Stående i midten Ludvig Olszak og bagerst med baskerhue min farbror Carl Godtfred Clausen. De øvrige på billedet, kan jeg ikke genkende. Holmegaard Mose.

Sommeren gik, jeg havde aldrig tjent så mange penge før, og jeg husker, at jeg desuden fik udbetalt 280 kr. i efterbetaling.

Den 12. august 1918 blev Peter født, så nu havde vi tre børn. Henny boede stadig hos bedsteforældrene, hvor hun havde været hele tiden, og de ville ikke af med hende. Men med tre børn var der nok at sørge for, og jeg måtte se mig om efter noget andet arbejde. Sæsonen på Mosen var slut, og på vej hjem den sidste dag var jeg inde på Holmegaards Gods, og forpagter Otto Lawaetz spurgte, hvad det drejede sig om, og jeg forklarede, at jeg havde erfaringer med landbrug. Høsten var i gang, og jeg blev ansat på Godset. Foruden den fulde dagleje fik jeg oven i købet min kost på Godset. Jeg spiste i elevstuen, og det var jo et godt supplement. Efter høsten fortsatte jeg med roeoptagning, vejarbejde, skærveknusning, grøftegravning og alt muligt andet. Folk var tilfredse med mit arbejde, men det gav jo ikke så mange penge som på Mosen, så jeg så frem til igen i 1919 at få arbejde dernede.

Men ak – sådan skulle det ikke gå. Æltemaskinen skulle slet ikke i gang den sommer, men ugelønnen skulle jo tjenes, så jeg tog til København og fik plads som reservekusk på Sojakagefabrikken. Det betød, at jeg kun kom hjem lørdag aften og tog afsted igen søndag aften. Jeg ville gerne have haft en lejlighed i København, men der var halvandet års ventetid og man skulle lægge et forskud på 800 kr., så efter tre måneder stoppede jeg med det arbejde.

I forbindelsen med hjemrejsen oplevede jeg en lille sjov ting. Jeg havde op til afrejsen arbejdet med at losse kul fra et skib, og det kulstøv var meget vanskelig at vaske af, så da jeg entrede toget med al mit habengut, bemærkede jeg, at de andre passagerer lige så stille trak sig. De var ikke helt trygge ved mig, så jeg havde rigtig god plads i kupéen hjem. De kunne jo ikke vide, at jeg var en ganske harmløs ægtemand, der var på vej hjem til verdens dejligste kone og børn – og jeg havde en god ugeløn med hjem.

Så måtte jeg i gang med høstarbejdet. Forpagter Otto Lawaetz ville meget gerne ansætte mig, og han tilbød endda en fast plads på Holmegaards Gods, men lønnen uden for høstsæsonen var for lille, så jeg skaffede mig andre jobs. Det var gerne de lidt mere grove jobs, for dem kunne man tjene mere på.

Så trak der en mørk sky op. Vores værtinde ville ikke have en familie boende, som havde så mange børn, så vi blev sagt ud af vores lejlighed. Dengang var det næsten umuligt at få en lejlighed, især når man havde tre børn, som vi havde. Penge havde vi ikke mange af, men jeg var heldig at købe et gammelt hus i Tybjerglille via skifteretten, så der flyttede vi til i januar 1920.

En dag var jeg på Glasværket for at tale med tørveforvalter Bahne. Jeg havde nemlig hørt, at den gamle pladdermaskine skulle i gang igen 1920, og jeg var jo interesseret i den gode sommerløn. Bahne sagde, at jeg kunne begynde med det samme, for der var mange forberedelser, før selve tørveproduktionen kunne gå i gang. Glasværket var ved at udvide, så det var jeg beskæftiget med i vintermånederne. Da foråret kom, var jeg igen at finde som formtrækker på Mosen.

Hen på sommeren kom Bahne til mig og fortalte, at han og driftsbestyreren havde lagt mærke til mig. Glasværket skulle udvide tørveproduktionen med et stort nyt ælteværk med liggeplads på Holmegaards marker ude ved Svenskervejen. Værket skulle drives med elektricitet fra Glasværket. Man havde også købt en større lokomobil af mærket Atlas, og man ville bruge diesellokomotiver til at transportere tørvemassen ud til liggepladsen. De skulle køre på flytbare skinner. Til alt dette skulle Glasværket bruge en formand, og de havde mig i tankerne. Jeg blev selvfølgelig meget glad, og hele vinteren gik med forberedelserne, så vi i foråret 1921 var vi klar til at prøvekøre. Det gik nogenlunde, og vi fik lavet 3 millioner tørv den sommer. Men der var også mange problemer. Akslerne knækkede, elmotorerne var for små, lokomotiverne havde ikke trækkraft nok til at køre op over bakkerne, og der var for lidt tørv i tørvegraven.

Driftsbestyrer Karl Schlüter var dog optimist, og han kunne godt se, hvor tampen brændte. Det kneb mere med tørveforvalter Bahne. Men vi udbedret de værste skavanker, og de to følgende år fik vi lavet så mange tørv, at det var betydeligt mere end den beregnede kapacitet. Sommeren 1923 var dog særdeles regnfuld, så tørvenes kvalitet var meget dårlig. Derfor var det slut med tørv, maski-nerne blev standset, og Glasværket gik over til andet brændsel.

Eftersom jeg nu arbejdede på Mosen, var Tybjerglille et tosset sted at bo. Det var alt for langt væk, og lejlighed i Fensmark var ikke til at opdrive, Men så fik vi nys om, at man søgte en ny vært i Forsamlingshuset. Jeres mor pressede på, for at vi skulle søge den, for hun var ked af at bo så langt væk. Jeg var der næsten aldrig. Jeg skulle jo tidligt af sted om morgenen, og jeg kom sent hjem om aftenen. Så vi søgte og fik stillingen.

Den 1. november 1920 flyttede vi ind i den lejlighed, der fulgte med Forsamlingshuset, Jeg arbejdede på Mosen om dagen og var vært om aftenen. Jeres mor havde også meget at lave, men her var liv og altid mange mennesker, så det var slut med at sidde og læse for jeres mor efter, at I var lagt i seng. Det havde vi ellers altid gjort; jeg læste højt, mens jeres mor havde gang i håndarbejdet. Jeg har siden tænkt tilbage på den tid som meget lykkelig. Vi vidste, at når I først var puttet, kunne der ikke ske jer noget ondt. Det ændrede sig jo, da I fløj fra reden, for så vidste vi ikke rigtig, hvor vi havde jer.

Tiden gik i Forsamlingshuset. Jeg kan især huske en stor dilletant, som kunne trække fulde huse i fire aftener. Her var også foredragsaftener med mange mennesker, så vi tjente gode penge, og alt så lovende ud. Men ak, så kom der modgang af den mere alvorlige slags. Vi fik en søn i 1921, og otte måneder senere døde han af lungebetændelse. Nu fulgte en meget streng tid. Forsamlingshuset med dens baller og mange fester skulle jo stadig fungere. Livet skulle gå sin gang. Jeres mor fik nerver på og begyndte at skrante, så vi måtte holde pige, og det var økonomien ikke helt til. Oven i det hele fik jeres mor årebetændelse og måtte ligge i sengen i måneder. Alice kom ud til bedstemor i Holme Olstrup, Lizzie kom ind til moster Agnes i København og Peter blev hos os. Det husker jeg som en meget streng tid.

Den 17. november 1922 fik vi så Carl Gustav. Vi indså, at Forsamlingshuset var for meget, så vi måtte opgive det, og 1. november 1923 købte vi et hus på Villavej.

I 1922 var det kommet til konflikt mellem arbejderne og Glasværket, og meget mod min vilje, havde arbejderne valgt mig til formand for Arbejdsmændenes Fagforening. Jeg følte, at jeg var landet i et dilemma. Jeg var klar over, at det var grænser for, hvor stor en lønudgift, der kunne være på Mosen, men det var der mange, som ikke kunne eller ville forstå. Nogle havde erfaret, at private moser, der leverede tørv til statslagrene, kunne betale mere, end de kunne få på Mosen. Især havde vi problemer med syndikalisterne, som kunne være meget stejle. Heldigvis var der også mange, der var mere rolige og fornuftige. Det med fagforeninger var jo noget nyt og uprøvet både for arbejdere og arbejdsgivere, men jeg var så heldig, at jeg var på bølgelængde med driftsbestyrer Schlüter. Vi kom godt ud af det med hinanden.

Familiebillede af Henriette, Carl, Alice, Lizzie og lillebror Peter

Hjemme på Villavej passede jeres mor regnskabet for fagforeningen, og hun tog sig af de arbejdsløse, som kom for at ”stemple”. Arbejdsløsheden var stor på det tidspunkt, især om vinteren, så Mosen var om sommeren det store lyspunkt.

I vinteren 1924 kom det, jeg havde frygtet. Jeg blev kaldt ind til Schlüter og fik godt og godt at vide, at samtlige tørvemaskiner ikke skulle i gang mere, så folk skulle ikke regne med noget til sommer. Alle de arbejdsmænd, der boede udensogns røg ud, og en del fra sognet kom ind på Glasværket, efterhånden, som der blev jobs. Det kan være svært at forstå her i 1970, hvor jeg skriver dette, at det kunne være en sådan kamp at tjene det daglige brød.

Glasværket havde ikke besvær med at skaffe folk; der var nok at vælge imellem. Dengang var det sådan, at hvis en mand havde fået en fast plads på Glasværket eller på Maglemølle Papirfabrik i Næstved, var det næsten som at vinde i lotteriet, og det var noget, der blev talt om mand og mand imellem, og der gik adskillige år, før det blev bedre. Først sidst i tyverne begyndte Glasværket for alvor at tage fart på.

For mit eget vedkommende blev jeg portner på Glasværket, og 1. september 1924 kunne vi flytte ind i portnerboligen. Vi solgte vores hus på Villavej, og ret hurtigt derefter begyndte jeres mor at arbejde med indpakning af medicinflasker, og hun blev igen den stærke og glade kvinde, hun havde været tidligere.

Den 6. november 1927 fik vi Agnes, som vi kaldte Søster. Men det var nær gået galt. Jeres mor fik en blodstyrtning, og hun var nær ved at dø fra os. Hun blev reddet af en halv flaske cognac, som jeg havde købt til at presservere syltetøj med. Jeg havde ellers haft et pokkers hus over det køb, for jeres mor synes, den var alt for dyr, men den reddede hendes liv.

Ja, jeg var blevet portner, havde fået fast stilling, og dermed var det slut med at tænke over, hvor den næste ugeløn skulle komme fra. Det var en beskyttet tilværelse, men det var også ganske andre opgaver, som jeg aldrig tidligere havde tænkt over. Jeg blev klar over, at jeg ikke rigtig hørte til nogen steder, hverken på den ene eller den anden side. Altid havde mit arbejde været en eners, og det blev det også her, men jeg havde én trøst, for lige meget hvilke problemer der opstod, så havde jeg driftsbestyrer Karl Schlüter på min side, og det hjalp igennem mangt og meget.

Efter en årrække havde Glasværket fået en anden position. Det gamle patriarkalske faldt væk. Glasværket var blevet en storindustri med mange folk, og arbejdet foregik både nat og dag, men alt det vil jeg ikke skrive om. Jeg var der i 44 år i min lejlighed i porten. Ja, på Holmegaards Glasværk bliver man gammel.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at i min tid var vi mere glade og tilfredse med tilværelsen, vi kunne glæde os over de små ting, som vi fik. I dag, hvor menneskene har alle betingelser for at være tilfredse og få alt det, de peger på, synes jeg at spore en utilfredshed med alt og alle, og jeg synes, at de materielle goder går frem for de menneskelige værdier.

Jeg har nu søgt at berette om mit liv så godt, som jeg formåede, og jeg kan jo ikke vide, om det interesserer nogen, men det kunne jo være, at der var nogen i min store familie, der var lige så historisk interesseret som jeg. Jeg har altid interesseret mig for historie, religion, geografi, verdenshistorie og astronomi. På de lange vagter på Glasværket lærte jeg meget om disse ting, men jeg samtidig klar over, at jo mere jeg forsøgte at sætte mig ind i alle disse ting, at jo mere jeg læste, jo flere spørgsmål dukkede der op. Livet er en gåde, og det bliver det nok ved med. Prøv at gå ud en skyfri, mørk augustaften og kig op på stjernevrimlen, se på mælkevejen og fiksstjernerne, så bliver man klar over, hvor lille man er. Eller tag en globus over vor egen lille jord, der jo i virkeligheden er så uendelig stor, så kommer man derhen, hvor man kun kan spørge: ”Hvad er stort og hvad er lille?” Det er svært for os mennesker at fatte. Lærer man så om verdenshistorien så langt tilbage, som mennesker har givet noget skriftligt fra sig, så må man sande, at menneskeheden har skabt meget mere ondt end godt. Er mennesket dog så ondt? Religion har jeg også forsøgt at sætte mig ind i – både kristendommen, jødedommen, islam, hinduisme, budisme og Kinas filosofi. Alle har de hver for sig gode egenskaber, men igen kommer vi dertil, at menneskene i religionens navn har gjort en masse ondt. Det er dog ikke kun religionernes skyld. For mig at se, må det være mangel på tolerance mellem mennesker og det evige magtbegær. Alle tror, at de andre har det bedre end én selv. Man hører sjældent, at folk kan glæde sig over, når det går andre godt. Derimod fornemmer man en vis skadefro, når det går andre ilde.

14. maj 1973 skriver Carl endnu et par sider, som han kalder:

Sidste afsnit af mine erindringer;

Hvordan går det til, at jeg får lov til at leve, til jeg er 77 år uden at fejle noget alvorligt, og at jeg så inden for et halvt år får alle mulige sygdomme. Jeg har dårligt hjerte, slim på den ene lunge, ånde-drætsbesvær, vandet går i benene, blærebetændelse og blærehalskirtlen stopper for vandladningen.

Kort sagt er jeg blevet en olding, der ingenting kan. Jeg måtte selvfølgelig på sygehuset, selvom jeg altid har haft en skræk for sygehuse., men på Næstved Sygehus måtte jeg erkende, at det har været uden grund. Jeg beundrer personalet fra overlæger, læger, sygeplejersker ja alt personalet, at de kan gå og se på al den elendighed, der bliver bragt ind til dem i form af almindelige sygdomme og lemlæstede fra trafikofre. Altid var der plads til et smil og et venligt ord, altid var de parate til at hjælpe og lindre for smerter. Der skal en god mentalitet til at kunne gøre dette dag ud og dag ind. Det ene øjeblik sender de en nogenlunde rask hjem, for det næste øjeblik at modtage en ny patient og starte forfra. De har min fulde beundring, og jeg sender en stor tak til al personalet på Centralsygehuset i Næstved.

Filosofiske tanker over livet:

Hvorfor kan det være så svært at få lov til at slippe herfra? Vi har vel verdens bedste socialforsorg, men for mig at se glemmer vi de svageste i samfundet. Der bliver gjort alt for at holde liv i gamle, håbløst syge mennesker, men for mig at se føles det som om, man pines ihjel. Jeg ved godt, det er kontroversielt, men jeg synes ikke, det er retfærdigt.

Den 25. juli 1973 fik Carl Godtfred Clausen fred.

 

Læs flere erindringer