I starten af 80’erne udsendte Holmegaards Glasværker A/S et blad, de kaldte Glas & mennesker. Det var beregnet til forhandlere og medarbejdere, og det havde et oplag på 8000 eks. Det indeholdt oplysninger om medarbejdere, nye produkter og tiltag, og i redaktionen sad adm. direktør Leonhard Schrøder, redaktør Susanne Holmström, produktudviklingschef Hanne Grane og redaktionssekretær Connie Bach.
I nr. 7 fra marts 1983/84 står der en artikel omhandlende glasmager Peter Clausen i anledning af hans 50 års jubilæum, og der står som følger:
Tak til familien for at måtte fortælle Peters historie.
Peter Clausen
Glasmager Peter Clausen, 64 år, har været hos Holmegaard Glasværk i 50 år. I årenes løb har han været omgivet af mere end 25 familiemedlemmer på sin arbejdsplads, så det er intet under, at han føler sig hjemme på Glasværket, – ”det er næsten, som var det mit eget,” siger han.
Jeg fik jo den kongelige belønningsmedalje af 2. grad, da jeg havde 50 års jubilæum i december, og en dag var jeg så i audiens hos Dronningen inde på Christiansborg for at takke. Jeg var den næstsidste, så Dronningen så lidt træt ud. Derfor smilede jeg til hende, og så smilede hun også. Jeg var jo klar over, at det ikke var en voksfigur, og så faldt vi lidt i snak. Dronningen sagde, at det var mange år, jeg havde været på Holmegaard. Så sagde jeg, at det var en tradition i vores familie. Jeg nævnte også, at min svigerfar (Rudolf Andersen) til maj havde været her i 75 år. – Ih, du forbarmende! sagde hun så. Jeg synes, det var en oplevelse, og jeg er meget glad for den medalje. Den kan jeg vise til mine børn og børnebørn. Det er jo et bevis på, at man har været trofast i så mange år, ikke sandt.
Vi flyttede hertil, da jeg var fire år. Min far var først formand ude i tørvemosen, så blev han portner, og vi flyttede ind i den ene halvdel af portnerboligen her på Glasværket. Han var portner i 45 år. Min mor arbejdede også her i over 25 år. Hun pakkede medicinglas, og det stod vi børn og hjalp hende med. Senere blev vi allesammen ansat på Glasværket. To af mine søstre har været i sliberiet, en tredje søster er i regnskabsafdelingen, og min bror har også været glasmager. Og så giftede jeg mig ind i en gammel glasmagerfamilie, så i min tid har der nok været cirka 25 medlemmer af fami-lien her på Glasværket. Både min kone og senere min ældste søn har haft 25 års jubilæum her. Det er rart med familien omkring sig. Man føler sig jo hjemme. Joh, vi har et godt sammenhold i familien. Vi ses tit, og hvert år samles hele familien på min side 2. juledag – søskende, svogre og svigerinder, børn og børnebørn. Hvis alle kunne komme hvert år, ville vi være 50! Jeg selv kan komme hvert år, for jeg kan ikke undvære det. Vi taler meget om glas, når vi samles – det gør vi altså. Men så bliver der også sat en stopper for det; det kan jo også blive for meget.
Læs fortællingen om Peter Clausens far, tidligere glasmager Carl Godtfred Clausen.
Hvorfor blev jeg glasmager? Jo, jeg er jo omtrent født her og gik i hytten allerede som barn. Så 14 år gammel startede jeg som hyttedreng. Da der var gået et par timer den første dag, var jeg lige ved at besvime af varmen og måtte gå hjem igen. Sådan gik der nogle dage, indtil en af de gamle glasmagere sagde, at nu skulle han nok lære mig ar svede. Han fik mig til at drikke vand i litervis og pludselig væltede sveden frem, og siden har jeg ikke haft problemer.
Jeg begyndte som anhæfter, dvs. jeg bar glasset fra den ene glasmager over til den næste, og så videre til indbæreren, som bærer det over til kølebåndet. Ind imellem gik jeg så og prøvede at fange an – altså tage en klump glasmasse fra ovnen over på glaspiben. Det var der en glasmager der så, og jeg havde ikke været her et halvt år, før jeg blev jeg anfanger.
Se, dengang var det jo sådan, at der var kamp om at komme i lære som glasmager. Man skulle virkelig vise, at man havde håndelaget, før man fik chancen. Når man begyndte, skulle man faktisk blæse et stykke glas op i form, så jeg sørgede for at gøre det så godt, jeg kunne. Og så kom jeg i lære. De første to år var jeg på et værksted, hvor vi lavede medicinflasker. På to en halv time skulle vi lave 700-800. Det er et arbejde, der nu er overtaget af maskinerne. De sidste to år var jeg rundt på forskellige værksteder for at lære lidt af hvert.
Det var et stort øjeblik, da jeg blev udlært. ”Fra nu af er vi dus”, sagde de gamle glasmagere og gav mig hånden.
Der var en ledig svendeplads ril mig straks jeg var udlært. Det var heldigt. Havde der ikke været det, måtte jeg jo være ballotmager i nogen tid. Det hed det, når man var udlært, men egentlig blev stående på samme trin som lærlingene. Ja, sådan var det altså i gamle dage. Siger jeg ballotmager til nogen i dag, så aner de jo ikke, hvad det er.
Dengang havde vi mange sjove skikke. Især fejrede vi fastelavnsmandag, Vi klædte os ud, bagte kartofler på ovnene og spiste dem sammen med sild. Den tradition holdt vi i hævd i mange år.
Som svend var jeg heldig, at jeg fik lov til at være med i mange værksteder og prøve mange forskellige ting. Det kommer jo én til gode, så man ikke står uforstående over for noget.
Den 1. februar for 25 år siden fik jeg mit eget værksted. Det var en stor ære for mig, og det er vistnok meget sjældent, at nogen har det i så lang tid. Når man er mester for sådan et værksted, er det ikke nok, at man kan sit håndværk. Man skal også få det til at fungere. Jeg har jo sådan set ansvaret for mandskabet og for de ting, de laver. Hvad skal man gøre for at få det til at glide? Jah, man skal være retfærdig, det er noget af det vigtigste. Og så skal man selvfølgelig være dygtig nok til at kunne fortælle, hvordan det skal gøres.
Peter Clausen til højre, sønnen Jacob til venstre. Siddende Rudolf Andersen som nåede at fejre sit 75 års jubilæum på glasværket. Rudolf var svigerfar til Peter.
Det er uhyre sjældent, der sker ulykker. Vi kan selvfølgelig komme til at brænde hinanden med glasset, men det er ligesom man har en fornemmelse af, hvor de andre står.
Mit værksted laver især kunstglas. Fx har vi lavet Per Lütkens Najade, Sidse Werners Troldglas plus en masse lysestager og vaser af Michael Bang. Lige nu laver vi de massive lysestager. Det kræver, at glasmassen passer nøjagtig ind i formen. Er det hule genstande, kan man letter mingelere med det. Og så er det tungt at arbejde med massive glas. Men det var tungere, dengang jeg var ”storglasmager” og pustede rigtig store genstande op. Det krævede en god fysik. Det var ikke så svært at puste glasset op, men man skulle bruge mange armkræfter, når den store glasmasse skulle bæres på en stang med en arm. Det fik mig til at dyrke vægtløftning en overgang. Men ellers har jeg holdt min fysik ved lige ved at cykle rundt i den dejlige natur her på Sydsjælland, og gå lange ture på mosen. Jeg nyder virkelig naturen her omkring.
Jeg har sådan set aldrig spekuleret på, om jeg kunne være andre steder end her på Glasværket. Jeg har jo altid haft det godt her, og jeg har altid været glad for at skulle på arbejde.
Her er også mange minder. Den kobberkedel, som nu bruges til springvand foran Glasværket, har jeg gemt mig under som barn. I den nuværende funktionærkantine boede vi med mine forældre, og i haverne omkring de gamle glasmagerhuse legede vi og gik på æblerov. Desuden er her jo mange, jeg har kendt lige fra vi var børn.
Læs flere historier og og se flere billeder fra kobberkarrets tid på Holmegaard Glasværk.
Der er meget, der har ændret sig i tidens løb. Stoltheden over håndværket og arbejdsglæden er ikke, hvad den har været. Men der er mange ting, der er blevet bedre. Dengang havde vi ikke hverken ordentlige sanitære forhold, kantine eller ferie, for at nævne noget. Det hed sig jo, at virksomheden ikke kunne bestå, hvis man skulle have ferie. Men det viste sig, at det kunne den godt alligevel.
Det var jo også sådan dengang, at vi var helt anderledes afhængige af brændsel. Vi brugte tørv, og det skulle hentes ude i Mosen. Det var jeg med til allerede som dreng. Senere, under krigen, fik medarbejderne tildelt hver en bid af tørvemose til privat brug. Så hentede jeg brændsel efter arbejdstid for at få det hele til at løbe rundt. Men også til ovnene på Glasværket skulle der bruges tørv, masser af tørv, og det foregik med hestevogn. De kørte tit ved siden af stien, og så måtte alle give et nap med for at trække vognen fri igen. Det var i det hele taget et drøjt arbejde. Og så skulle det jo være tørt for at kunne bruges, og da det blev lagret under åben himmel, var der efter våde somre store problemer med at få nok brændsel til at smelte glasmassen ordentligt.
Nu er jeg den ældste glasmager hernede. Det er mærkeligt at tænke på, for jeg føler mg slet ikke gammel, og jeg har ikke tænkt på at holde op. Det har jeg sørme ikke. Det er faktisk ligesom om, det er mit eget herned. Jeg føler den samme interesse, det samme ansvar. Jeg har jo været her så længe, ja faktisk hele mit liv.
