Fensmark Præstegård

Fensmark Præstegård

Fensmark Præstegård med sprøjtehuset i forgrunden.

I huset stod den hestetrukne brandsprøjte. Et nyt sprøjtehus blev senere bygget mellem Kommunehuset og den nye kirkegård.

Billede udlånt af Poul Bent Christensen, søn af tidligere glasmager Ludvig Christensen.

Nye & Gamle Fensmark har tidligere udgivet Ludvig Christensens erindring, læs den HER.

Foto er fra før 1920, da mindestenen for Christian Winther, endnu ikke er placeret foran præstegården. Mindestenen fortæller Augusta Hannibal om i sin fantastiske erindring.

Nye & Gamle Fensmark kan fortælle, hvordan mindestenen blev transporteret til Fensmark:

“Mindestenen blev på en blokvogn transporteret af glasmagere og slibere helt ude fra Dyrehaven (Dyrehaven er det skovstykke, man kører igennem, når man skal fra Holmegaard til Skuderløse). Vi brugte nogle løse skinner, som vi flyttede hele tiden. Det tog et par aftener, men så var den også fremme. Præsten måtte nedlægge sin mødding for at give plads til stenen. Da stenen skulle afsløres, havde Karl Schlüter arrangeret et stort optog fra stenen til teglværket, hvor festen skulle holdes”, skriver Holger Hansen i sin erindring. 

Læs mere om Christian Winther

Fensmark Præstegård er fredet

Fensmark Præstegård blev i ca. 1775 opført som en lukket firelænget bindingsværksgård. Stuehuset var i slutningen af 1700-tallet i meget dårlig stand. I 1836 blev det revet ned og en ny grundmuret længe blev i stedet opført til præstebolig. Sognepræsten pastor Emil Gøtzsche var manden bag initiativet (sognepræst i tiden 1835-1872).  I 1920’erne blev vaske- og brændehuset, som lå i forlængelse af sydlængen, nedtaget og flyttet til Næstvedvej.

Fensmark Præstegård er digteren Christian Winthers barndomshjem. Her blev han født den 29. juli 1796, hvor han efterfølgende boede de første 10 år af sit liv. I 1921 blev der rejst en mindesten for byens berømte søn vest for præstegården.

Fensmarks navn blev landskendt med hans digt som lyder således:

Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt
Med den røde Top imod Sky,
Og smiler over til Gisselfeld
Og til VesterÆgede By;

Og ned til Mosen, hvor Tørvene groe,
Til Broksø bag Skovens Hang,
I min Faders ydmyge Præstebo,
Der mødtes vi første Gang.