Lis Birgit Larsens erindringer om sine forældre

Lis Birgit Larsens erindringer om sin far, Hans Peter Hansen og sin mor, Inga Nancy Hansen

Min far

Min far, Hans Peter Hansen (i Fensmark mest kendt som H. P. Hansen/”Tegner Hans”/”Arkitekten”) blev født den 11. januar 1921.

Han voksede op på Glasværksvej 24 i Sibberup. Huset eksisterer ikke mere, men i gamle dage var det kendt som en af de tre ”køreboliger”. Navnet stammede fra dengang Holmegaards Glasværk havde tilknyttet ”kørere”/”fragtmænd” til at transportere glas til bl.a. København med hestevogn.

Hans far (min farfar) hed Niels Peter Hansen og hans mor (min farmor) hed Elna Marie Hansen f. Pedersen. De havde, foruden min far, en datter, der hed Grethe, og en søn, der hed Verner. I huset boede desuden hans bedstemor (min oldemor), Maren Sofie Hansen.

Glasværksvej 24 var et lille landbrug med mark bag huset og en fold til køer og en eller to heste. Desuden fik hjemmet i 1929 en fast indtægt fra Holmegaards Glasværk, da min farfar blev forvalter på Glasværket.

Det skete på følgende måde: En forårsdag i 1929 var der et voldsomt tøbrud, og derfor gik min farfar i gang med at tromle den opkørte vej, som førte ned til Glasværket. Da kom Glasværkets direktør, Karl Schlüter, forbi, og de havde af og til fået en snak. Han fortalte, at den daværende forvalter skulle gå af, og inden de to mænd skiltes, havde de givet hinanden håndslag på, at den nye forvalter hed Niels Peter Hansen, så fra dette tidspunkt var min farfar både forpagter og forvalter.

Min farmor har fortalt, at en dag skulle min far hente noget ude i folden hos køerne, og hun kunne ikke forstå, hvor han blev af blev, så det var med bange anelser, at hun slap, hvad hun havde i hænderne og løb til folden. Her stod far, der på det tidspunkt var en lille purk på 6 år, klemt op i hegnet af en ko Det kan nok være, at hun med uanede kræfter fik fat i koen og befriet min far. Om det var den hændelse, der gjorde, at min far mistede interessen for landbrug, vides ikke, men han har selv fortalt om en anden hændelse, der kunne underbygge den manglende interesse for landbrugsfaget. Han var blevet beordret til at ride hesten op til skoning hos smeden på Stenskovvej (Frederik Larsen). Det foregik ad “Den Gamle Vej” (Kirkestien) fra Glasværket forbi Fensmark Kirke til smedjen. Han var omkring 10 år, og han var rædselsslagen, men der var ”ingen kære mor.”

Denne angst for heste har jeg vist arvet.

Skolegangen

Han må være startet i 1928 i ”Den Røde Skole” på hjørnet af Holmegaardsvej og Glasværksvej (nuværende Tørvevej).

Der var på det tidspunkt tre skoler: Den Røde Skole for eleverne de første to år. Dernæst blev man flyttet til Mellemskolen/”Den Gule Skole” (som lå, hvor Realfløjen er i dag), og de store elever afsluttede deres skolegang fra ”Hovedskolen” (Det nuværende ”Nissens Hus). Læs om Fensmarks skolehistorie.

I ”Den Røde Skole” styrede Caroline Alvilda Nielsen alias Frk. Nielsen med kærlig hånd. Hun var meget afholdt, og bliver omtalt i meget rosende vendinger af alle. Hun blev da også på skolen i 40 år.

I Mellemskolen har han sikkert haft andenlæreren, Karl Emil Junggren, og de sidste år havde han førstelæreren, Lars Peter Larsen, bedre kendt som Lærer Larsen.

Om han også har haft tredjelæreren, Georg Burild, afhænger af, hvornår han gik ud af skolen. Burild blev ansat, da der nye skole stod færdig i 1936. Sandsynligheden er ikke stor, for min far blev konfirmeret 7. april 1935 af pastor Brygmann.

Efter skolegangen

Efter konfirmationen kom han i tømrerlære hos tømrermester Peter Hansen, Stenskovvej 25B.

I fars lommebøger fra de år kan jeg læse, hvor de arbejdede, og de kom vidt omkring i sognet. De har haft opgaver på Trollesgave, hos Laurits Hansen fra Bramaholmsgård i Kalkerup, og selvfølgelig hos en masse private rundt omkring. Peter Hansen havde et godt navn, så der har sikkert også været opgaver uden for sognet.

Han fortalte engang, at den lokale slagter skulle have fornyet et par brædder i slagterbilen.

I varerummet på slagterbilen var der en trækasse, og her lå kødet. Slagteren kørte så sognet rundt, og vi beboere kom ud og handlede. Det samme var i øvrigt tilfældet med mælkemand, bager, ostemand og fiskemand.

Da far kiggede ind i bilen, opdagede han, at det vrimlede med maddiker, så i stedet for at skifte et par brædder, smadrede han hele kassen. Historien melder ikke om, hvorvidt det resulterede i en skideballe, men mester Peter Hansen var en meget reel mand, så han har nok kunnet se det fornuftige i den handling. Det skal dertil siges, at man ikke gik så meget op i hygiejnen den gang.

Videreuddanner sig

Da far var udlært, begyndte han i november 1941 at læse til konstruktør på Håndværkerhøjskolen i Haslev. Af hans gamle papirer kan jeg få en fornemmelse af, at uddannelsen strakte sig over tre år med fem måneder på skolen hvert år. Resten af tiden arbejdede man som tømrersvend hos en mester.

Selvstændig

Min far slog sig sammen med Hans Emil Hansen, og i 1946 startede de med at bygge træhuse rundt omkring i Fensmark. I samme forbindelse byggede han et tømrerværksted, og en lærling blev antaget.

Poul Eriks Christiansens (Poul Eriks Malerservice) barndomshjem på Stadionvej blev bygget af Hans Emil Hansen og Hans P. Hansen. Poul Erik har på et tidspunkt fortalt, at tidsplanen for dette byggeri var ved at skride, fordi min far en dag sagde til Poul Eriks far, Emil Christiansen: ”Jeg kommer nok til at køre hjem i seng,” ”Er du da syg?” ”Nej”, svarede min far, ”jeg har ikke mere tobak!”

Desværre gik økonomien ikke, som den skulle. Hans Emil Hansen lod sig erklære konkurs, mens min far valgte at betale gælden tilbage. Det gjorde han i 20 år, og det var noget, vi kunne mærke i familien. Jeg husker, at det var noget, der ”svævede” over vores hverdag.

Min far møder min mor

Far besøgte ofte en tømrerkollega og hans familie på Birgittevej i Næstved. Familien havde tre døtre, der af og til skulle have barnepige, og barnepigen var min mor, Inga Nancy Kristoffersen. Hun boede sammen med sine forældre og en søster i en lejlighed på Birgittevej, og hos tømrerfamilien mødte de hinanden.

Mor (født 4. september 1923), arbejdede på det tidspunkt som telefonistinde og 9. marts 1945 blev de gift i Sankt Peders Kirke.

Efter brylluppet holdt min mor op med at arbejde, og hun og min far og flyttede ind i en 1. sals lejlighed på Stenskovvej. Huset blev ejet af Axel Andersen, som på grund af sin tætte bygning blev kaldt ”Tarzan”. Han arbejdede i mengekammeret på Holmegaards Glasværk.

Huset lå lige over for Carl Louis Hansens købmandsforretning. Jeg har senere fået at vide, at det var et godt sted at bo 4. maj 1945, for da frihedsbudskabet lød i radioen, gik købmanden op på loftet og fandt nogle gemte flasker vin frem, og dem delte han med hele nabolaget, så det har været en uforglemmelig aften og nat.

Fensmark Skov

Ganske kort tid efter købte det nygifte par ”Kridtmøllerens Hus” ved Fensmark Skov af Hans Emil Hansens familie.

Kridtmøllerens Hus var bygget i 1834 som en del af Fensmark Tegl- og Kalkværk, der hørte til Holmegaards Glasværk, og det var i funktion ind til 1910.

Tidligere boede ”Smede-Jørgen” Jensen et års tid i huset, og deres ældste datter, Camilla, er efter sigende født der.

Huset var i meget dårlig stand, så der var noget at gå i gang med. Jeg blev født på Næstved Sygehus 21. juli 1945, og da mor og jeg kom hjem til ”skoven”, var der ikke nogen vugge til mig, så jeg måtte tage til takke med en kommodeskuffe lånt hos nabokonen, Dorthea, og hendes svigersøn Alfred.

I telefonnøglen fra 1947 oplyses, at hvis man bad centralen om nummer 101, fik man fat i H. P. Hansen – konstruktør, Fensmark Skov. Han fik næringsbrev som tømrermester i 1948.

Jeg har ikke adgang til telefonnøglerne fra 1948 og 1949, men i 1950 havde han en rubrik, hvor der står:

H. P. Hansen

Tegnestue, tømrerforretning, maskinsnedkeri.

Råd og vejledning i enhver byggesag.

Alt vedrørende statslån.

På det tidspunkt kunne man få billige lån til huse under 120 kvadratmeter, for regeringen ville gerne have, at befolkningen byggede nogle boliger. Husene på Bøgevej er gode eksempler på den slags huse.

Af papirer kan jeg se, at de havde meget arbejde på glasværket, og der blev givet store tilbud på både ovne og en masse bygninger. Bl.a. var der meget arbejde på de tre funktionærboliger på Svinget 34, 36 og 38, der stod færdige i 1948. I dag bor hans barnebarn – min lillersøster Annes datter – Line i nr. 38.

Han var også en af Fensmark-Rislevs vurderingsmænd, som tog sig af at vurdere huse med henblik på hvilken skat, der skulle betales af ejendommen. Jeg var involveret i dette, for jeg cyklede rundt med vurderingsskemaerne, når der skulle være offentlig vurdering. Inden jeg cyklede afsted, fik jeg strenge ordrer på at aflevere dem ordentlig, for det var vigtige papirer. Det var jo heller ikke noget problem, bortset fra de steder, hvor der stod: ”Hunden bider”. Derfor kom jeg hjem med enkelte skemaer, og så måtte min far selv afsted.

Ansættelse på Holmegaards Glasværk

Det var dog svære tider for selvstændige, og han havde jo også gælden fra konkursen at slæbe på, så i 1954 lukkede han forretningen, solgte maskinerne, og brugte ikke mere værkstedet. I stedet fik han ansættelse på Holmegaards Glasværk i konstruktionsafdelingen, som han blev leder af, og der var han i 18 år. Arbejdet omfattede både bygninger og ovne. Man var gået over til at bruge gas til at smelte glasset, og det var ikke nogen helt let opgave at lave ovnene om til det.

Han var også med til at genopbygge Gammelhytten i 1963 efter en brand. Det var sket det, at man i forbindelse med julerengøringen fik kig på en gammel skorsten, der ikke mere var i brug. – dvs. det var den, men det var af alliker, og derfor var skorstenen godt fyldt op med gammelt redemateriale. Der var så én, der fik den ”lyse” idé at hælde en sjat flydende glas ind i bunden af skorstenen for at brænde den ren. Hvad man ikke vidste, var, at der på 1. sal var taget en lem ud, så der var fri adgang til et papirlager, og inden man fik set sig om, bredte branden sig til hele Gammelhytten.

Heldigvis var min far og hans medarbejdere hurtige til at få genopbygget hytten, og mindre end en måned efter kunne man genoptage produktionen.

Andre spor efter min far

Sideløbende med arbejdet på Glasværket, havde han mange opgaver inden for byggeri og vedligeholdelse, og jeg husker, at han altid arbejdede med at tegne huse og lave istandsættelser rundt omkring. Jeg kender/husker jo ikke alle de huse, han havde med at gøre, men det var mange.

Konkret kan jeg nævne Stenskovvej 44, hvor murermester Carlo Andersen byggede et hus til sig selv. I dag har Erik Beck ”Fensmark Fysioterapi og Træningscenter”. Min far var også involveret i Danabryggeriet i Herlufmagle, hus på Lindevej, huse i Holme Olstrup, Næstved m.m.

Han lavede også drivhuse – bl.a. i Sandby – og han producerede mistbænke på værkstedet, og efterhånden, som de blev færdige, blev de lagt uden for. En dag skete det, at Trollesgaves køer slap ud af deres indhegning, og de valgte i samlet flok at løbe ud til os ved Fensmark Skov, hvor de ”dansede” på mistbænkene Det kunne de ikke holde til.

Af større arbejder kan jeg nævne tegningen af Rislev skole i 1954. Jeg var ofte med i Rislev hos lærer Houlberg, der havde 4 sønner. I en avisartikel i forbindelse med åbningen af den nye skole står der: ”Arkitekt H. P. Hansen takkede, fordi han havde fået lov til at bygge skolen, og han takkede ligeledes håndværkerne samt hr. og fru Houlberg. Arkitekten overrakte som en gave fra sig selv og håndværkerne et smukt udendørsskoleur, som er opsat”. I samme artikel står der om de hensigtsmæssige lokaliteter: ”… for hvilke først og fremmest arkitekt H. P. Hansen, Fensmark, har æren.”

I 1955 lavede han tegningerne til Telefonkiosken på Glasværksvej (ud for nummer 43). Den blev meget benyttet af beboerne i Glasbyen, og især var gæstearbejderne glade for at kunne komme i forbindelse med deres hjemland.

Arbejdsgiverne begyndte i 1967 at invitere arbejdere fra Pakistan, Tyrkiet og Jugoslavien til Danmark, og Glasværket modtog fra omkring 1969 især jugoslavere. Der kom også et par tyrkere, men de kom op at slås, så de var der ikke længe. Begrebet ”gæstearbejdere” indikerede, at de skulle arbejde nogen tid for derefter at rejse hjem igen. Bl.a. blev de lokket med, at de det første år ikke skulle betale skat i Danmark, så der var mange penge at sende hjem til deres hjemlande. Men mange blev, for de var arbejdsomme og velsete.

M.h.t. telefonkiosken husker jeg især en jugoslavisk kone, der boede sammen med sin mand i en af Glasværkets boliger. Hendes søn var blevet tilbage i Jugoslavien sammen med sin kone og barn, og jævnligt ringede hun hjem, og hver gang havde hun barnebarnets hagesmæk med i lommen. Hun fortalte mig, at hun på den måde var i tættere kontakt med barnebarnet. Heldigvis nåede den lille familie fra Jugoslavien at blive ”familiesammenført”, lige inden ragnarok brød løs i deres hjemland i 1991. Familien flyttede ind i familiens lejlighed på Glasværket.

I 1957 lavede far for tegningen af den nye administrationsbygning i Fensmark. Kommunen havde købt grunden midt i byen, og man bad min far om at tegne bygningen, og – som der står i en avisartikel i forbindelse med indvielsen. ”… og i dag er vor dejlige administrationsbygning en realitet.”.

I 1964 stod far for ombygning af Shelltanken på Holmegaardsvej. Tidligere glasmager August Hansen var i sin tid startet med en enkelt benzinstander, men i takt med den øgede bilpark blev der brug for flere faciliteter. Ledende medarbejdere i Shell havde nøje fulgt med byggeriet, og de var til stede i forbindelse med indvielsen. I en avisartikel står der: ”Servicestationen og ombygningen af de eksisterende bygninger er tegnet af arkitekt H. P. Hansen, Fensmark, der har klaret en vanskelig opgave på en udmærket måde.”

Og så blev der tegnet nye lærerboliger bl.a. på Egevej og Lindevej. Sognerådet havde indset, at hvis man ville tiltrække nye og gode lærerkræfter til vores forholdsvis lille by, måtte der være en mulighed for at tilbyde lærerne en moderne bolig. Da der var allerflest, var der omkring 20 boliger at lokke med.

Min far havde vist sit værd som arkitekt, men det gjorde jo heller ikke noget, at min far havde et godt forhold til kommunekasserer Aksel Rasmussen og sognerådsformand H. P. Hansen (Skipper)

Ofte kom der nogen, der ville have far til at tegne og hjælpe med forskelligt. Jeg husker, at min mor i den forbindelser sagde til min far: ”Tag nu noget for det, Hans!” Men han var tit for flink.

Skovfest i Fensmark Skov

Min far var også involveret i etableringen af sommerfesten i Fensmark Skov. Den blev kaldt Skovfesten, og det var hovedsageligt et socialdemokratisk arrangement. Vores nabo, Alfred Christensen og hans svigermor, Dorthea, var gode socialdemokrater, og på pladsen havde min far i samarbejde med Alfred opsat den keglebane, der til daglig stod på Glaskroen. Desuden byggede de et dansegulv, og kromanden fra Glaskroen (i 50’erne hed han Otto Winther) havde fået opsat et øltelt. Arbejdet med etablering af festpladsen blev udført af frivillige. Skovfesten blev afholdt Grundlovsdag, og man startede ved Forsamlingshuset med URANIA i spidsen. De enkelte familier havde selv madkurven med. Ofte var hovedtaleren en kendt person fra det politiske liv (Hans Hedtoft, Jens Otto Krag og Viggo Kampmann). Som jeg husker det, varede festen weekenden over, da der var bal om lørdagen.

Når man var færdige med festen og havde ryddet op, blev der holdt en privat komsammen for alle de frivillige i Alfreds have. Desværre ebbede den tradition ud omkring 1958, men det er et godt minde at have.

Et par år supplerede han indtægten ved at undervise i sløjd på aftenskolen. Jeg kan huske, at der var én, der klagede over min fars ”kunnen” som sløjdlærer, men hjemme var historien, at eleven havde ”ti tommelfingre”.

Og der var nok at bruge pengene til. Familien voksede. Jeg er – som skrevet – født i 1945, Ulla er fra 1946, Ole kom til i 1948, Inge i 1952, Søren i 1956 og som en lille efternøler kom Anne i 1965. Men der ”var altid plads til en til”, så nogle somre havde vi feriebørn fra København og senere en pige fra Flensborg. Meget ofte led de forfærdeligt af hjemve.

Fritiden

Der var ikke megen fritid, men den, der var, blev brugt i sommerhuset, det lå på Vesterhave. Det købte mine forældre i 1958.

Ellers var han ivrig radioamatør; han kunne spille lidt på harmonika og banjo, og når vi var i værkstedet, satte han ofte saven mellem knæene og gav et nummer. Nu om dage koster en ”spillesav” et par tusinde kroner, men min far klarede sig med en almindelig fukssvans.

Værkstedet ombygges

Værkstedet stod og forfaldt, så i 1965 ansøgte min far om lov til at ændre det til en bolig. Anledningen var, at Peter og jeg stod og manglede et sted at være. Men det var ikke ligetil, for Fredningsmyndighederne skulle ind over. Den del af projektet var lagt i hænderne på sognerådsformanden, Carl Louis Hansen. Min far rykkede Carl Louis flere gange, så det var en forlegen sognerådsformand, der sammen med dommer Tage Worsaae fra Vordingborg dag stod i stuen. Jeg var ved at hænge gardiner op, så jeg blev jo noget overrasket. Heldigvis gik sagen igennem, og vi kunne flytte ind i 1965. Vi betalte en sum til min far, men det var stadig ham, der ejede huset. Jeg rykkede flere gange for at få den sag i orden. Jeg havde jo 5 søskende at tage hensyn til.

Selve ombygningen var omfattende, og i boligen er der kun en enkelt mur tilbage fra det oprindelige værksted. Endelig i 1972 faldt købet af huset på plads.

Men jeg var ikke det eneste barn, der havde glæde af min fars kunnen.

I 1968 stod han for bygningen af Hasselvej 23 til min søster, Ulla, og hendes mand, Erik Nielsen, og i Holme Olstrup drejede det sig om huset, der lå der, hvor Netto nu er. Det hus var til min bror, Ole, og hans kone, Irene. Til min søster, Inge, og hendes mand, Bent Larsen. stod han for ombygningen af Østerled 10.

Min fars død

Den 15. december 1972 kørte han på arbejde på Glasværket. Efter planen skulle han til læge kl. 13.00, og det var meningen, at jeg skulle køre for ham. Men i løber af formiddagen blev han rigtig sløj, så man fik fat i min mor. Hun nåede da også at komme frem til lægen i Toksværd, og han kom ind til lægen, hvor han faldt om og var død. Jeg kan ikke køre forbi lægens hus, uden tankerne bliver sat i gang.

Min mor blev boende en tid i Fensmark Skov 6A, og senere overtog min lillebror, Søren Peter og hans kone huset.

Min far nåede desværre kun at blive 51 år, men alligevel har han sat sig spor rundt omkring om vores lille område – Fensmark; for ikke at nævne, at han har halvpart i to sønner og fire døtre- den anden halvpart stod min mor for.

Min mor

Min mor, Inga Nancy Christoffersen, blev født den 4. september 1923 i Algade 38 i Vordingborg, og i 1929 kom hun til at dele skæbne med mange andre. Hun var kun 6 år gammel, da hun i september blev ramt af børnelammelse/polio.

Det kom som et lyn fra en klar himmel.

Den lille familie bestående af min morfar, min mormor, min mor og hendes søster Nina var på besøg hos nogle bekendte, da min mor pludselig ikke kunne gå.

De valgte at tiden lidt an, men næste dag var det ikke blevet bedre, så hun kom på hospitalet. Man vidste ikke så meget om børnelammelse/polio dengang, men for en sikkerheds skyld skulle man transporteres i en såkaldt ”smittevogn”, som var en firkantet hestevogn, som min mor delte med to andre, der også havde symptomer på polio.

Hun lå på hospitalet 6-7 uger og kom så hjem. Hun kunne kun sidde og ligge, og det var op til familien at træne med hende, så hun kunne begynde at gå igen. Efter en tid forsøgte man at sende hende i skole igen, men efter et år faldt hun, og måtte igen være hjemme 5-6 uger.

Hun fortalte senere, at hun jo ikke var værst ramt. Det var kun musklerne i læggen, der var lammet, Men det betød, at hun måtte gå på tå på det ene ben resten af livet. De polioramte, der havde det virkelig slemt, var de, der fik lammet vejrtrækningen.

Os, der var børn og unge i 50’erne, oplevede den helt store epidemi i 1952/53, hvor tusindvis blev ramt, og der var ikke noget at gøre, men en amerikansk læge (Jonas Salk) havde eksperimenteret med en vaccine, som han først testede på sine egne børn. Vaccinen var klar i 1955, og Danmark kunne som et af de første lande indlede et vaccineprogram. Man startede med de skolesøgende børn, og mange af os kan huske, at vi blev stillet op på rad og række og på skift fik stukket en nål i armen. Det var skrækindjagende for mange af os, men heldigvis gik man senere over til at få en dråbe vaccine på en sukkerknald.

Min mor kom sig dog så meget, at hun kunne starte sin skolegang på Vordingborg Borgerskole, og senere kom hun i mellemskolen i Jernbanegade i Vordingborg.

I 1937 flyttede hun med sin far, mor og lillesøster (født i 1925) til en lejlighed på Birgittevej i Næstved.

Hun blev konfirmeret i Sct. Mortens kirke og tog realeksamen på Jernbanegade skole 1940.

Hun var god til regning og deltog også i gymnastik med det, hun kunne.

Efter skolegang kom hun på kontor hos en fordrukken sagfører, Johannesen, i Torvestræde. Hun fortalte, at der dagligt blev hentet snaps til ham. Herefter kom hun til Jessien i Torvestræde, men han var noget hysterisk.

I 1940-41 kom hun til Næstved Telefoncentral. Under krigen skulle alle være inde inden kl. 22.00, ellers skulle man have en passerseddel. Hendes far fik fat i en sådan, men for en sikkerheds skyld hentede han hende.

Mor kommer til Fensmark

Da mor blev gift, stoppede hun med at arbejde ude.

Hun var hjemmegående til 1963, hvor hun begyndte som kontordame på Glasværket. Der kom en lille streg i regningen, da min søster Anne blev født i 1965.

Min mors læge anbefalede, at hun ansøgte om at få en invalidebil. Tilladelsen fik hun i 1966 og i 1967 tog hun kørekort. Hun skulle derefter til bilinspektøren, som skulle godkende, at hun kunne få en invalidebil, og med den tilladelse i hånden kunne hun anskaffe sig en Morris 1000, hvor bremsen blev flyttet op til rattet. Den bil kom til at betyde meget – for ikke at sige alt – for hende. Især efter fars død 1972, kunne hun komme omkring på egen hånd.

I 1973 mødte hun Viggo, der havde været portner på Glasværket. Han havde mistet sin kone, Viola, et par år før. Da han stoppede på Glasværket, måtte han forlade portnerboligen, så han byggede et hus på Kildedalsvej, som han flyttede ind i i 1975.

Min mor blev boende i vores barndomshjem i 5 år, og derefter købte hun i 1977 et hus på Tjørnevej. Min bror, Søren Peter Hansen, sørger for, at barndomshjemmet bliver i familien.

Mor og Viggo kørte nogle år til udlandet i Viggos bil, en stor Fiat. Her var Anne også med, og hun fik en slags reservefar i Viggo, og han var glad for hende.

Vi herhjemme var lidt nervøse, når de drog af sted, for man kan ikke påstå, at Viggo var den bedste chauffør i verden, men heldigvis skete der aldrig noget.

Det må have været en omvæltning for Viggo at komme ind i en så stor familie, og vi kunne snildt samle 20, når der skulle fejres et eller andet. Viggo havde sammen med sin hustru Viola kun fået en søn, der hed Hans Jørgen. Han var en nydelig og flink ung mand. Desværre nåede han kun at blive 18 år, for 20. december 1954 væltede han på sin motorcykel. Han var blevet optaget på seminariet i Haslev, og for at kunne komme frem og tilbage havde hans forældre givet ham en motorcykel. Ulykken skete på Glasværksvej ved Willumsgård, og der må have været et eller andet, der generede ham ved styrthjelmen, for han slap styret for at rette det med det resultat, at han styrtede og blev dræbt.

For Viggo og Viola var det en slem sorg, og Viola blev aldrig den samme igen. De havde ellers været glade festmennesker, forlyder det.

I forbindelse med, at portnerboligen blev sat i stand til den nye portner, opdagede man, at en dør var tapetseret til. Bag ved den tillukkede dør fandt man Hans Jørgens seng, hans motorcykel og læderjakke.

Hver eneste uge i mange år, blev der på kirkegården sat en buket blomster ved hans grav.

Mor og Viggo fik 18 år sammen, og i 1985 flyttede de sammen på Tjørnevej. Huset på Kildedalsvej blev solgt til min lillesøster, Anne, og hun bor stadigvæk i huset.

Efter et par år på Tjørnevej blev det svært at klare hverdagen. Viggo var blevet for plejekrævende, så omkring 1987 kom han på plejehjem.

Min mor begyndte at se sig om efter en anden bolig, og på det tidspunkt var der bygget nogle andelsboliger på Slibemestervej, og i 1988 flyttede hun ind i dejlig lejlighed. Der var dog et problem; der var 1. sal på lejligheden, og det var ikke så godt. Oveni var man i andelsboligforeningen blevet enige om, at der til lejlighederne skulle bygges skure, og det blev for dyrt for min mor, så i 1989 flyttede hun.

Næste stop var Holme Olstrup. Min bror, Ole, og hans kone, Irene, havde en stor kælder, som blev indrettet til bolig, og her boede hun til 1993, hvor hun flyttede ind i en lejlighed i Dragehøjskvarteret.

Viggo var i mellemtiden gået bort i 1991.

Sine sidste år tilbragte hun på Fensmark Plejehjem. Hun havde udtrykkeligt udtalt ønske om at få sit fuglehus med, så hun havde noget at kikke på. Det blev en skuffelse. Fuglehuset blev sat op, men der var ikke nogen træer i nærheden, så det var så som så med fugle.

31. maj 2007 døde min mor på plejehjemmet.

Hun blev 83 år, og hun var utrolig stærk gennem hele livet.

 

Historien om Glasværksvej 24

Billedet er udlånt af Lis Larsen, hvis slægt på hendes fars side har boet i huset siden 1850. Lis besøgte ofte sin farfar, Niels Peter Hansen, og farmor, Elna Marie Hansen, og hun har tilbragt mange gode stunder på Glasværksvej 24. Alle oplysningerne er fra Lis Larsens egne familieerindringer.

På billedet ses huset (bygget i 1846), som det så ud i 1965. Sammen med Glasværksvej 22 og 26 udgjorde det ”Køreboligerne”, som blev beboet af de ”kørere”, der med hestevogn fragtede en stor del af Holmegaards Glasværks produktion til bl.a. København. De tre boliger lå lige før svinget ned til Glasværket i nærheden af Glaskroen.

 

På et tidspunkt mellem 1845 og 1850 flyttede Niels Hansen og Sidse Hansdatter ind i boligen sammen med deres datter Stine Nielsdatter

I 1860 var Niels Hansen blevet ”kører”. Glasværket havde for alvor fået gang i produktionen. Man havde allerede i 1840 ansat en ”Reisende for Fabrikken” og der var opstået et stort behov for at få fragtet glassene ”ud i verdenen” bl.a. til København. Turen til hovedstaden tog 2-3 dage. Der skulle også køres en masse tørv, så Glasværket havde i 1860 ikke mindre end 12 ”kørere/fragtmænd” ansat. Det var især husmænd fra Hjulebæk (Det hed Julebek By i 1860), der blev ansat, men altså også Niels Hansen fra Sibberup.

Datteren, Stine Nielsdatter, blev i 1864 gift med Hans Pedersen, hvorefter de flyttede ind i ”kørehuset” hos Niels Hansen og Sidse Hansdatter, og de fik sønnen Hans Peter Hansen.

I 1877 døde Niels Hansen, og hans hustru, Sidste Hansdatter, stod nu for huset med god hjælp af barnebarnet Hans Peter Hansen.

I 1890 overtog Hans Peter Hansen forpagtningen af huset, og der blev i den forbindelse udarbejdet en grundig beskrivelse af selve huset og de betingelser, Hans Peter skulle opfylde. ”Contracten” blev indgået mellem Hans Peter Hansen og Otto Lawaetz, der på dette tidspunkt var forpagter af Holmegaards Gods, og Holmegaard modtog 48 kr. i forpagtningsafgift med betaling i maj og november

I 1892 fik Hans Peter Hansen bygget det nye stuehus, som ses på billedet, for egen regning.

Den tidligere bolig blev nu vaskehus, værksted og brændeskur. Der blev opført en stor lo med fast gulv og loft. Yderligere blev der bygget et hønsehus.

Hans Peter Hansen døde i 1915, og hans søn, Niels Peter Hansen overtog forpagtningen. Han blev i 1919 gift med Marie Hansen, der flyttede ind i huset.

I 1920 blev der indlagt strøm i huset, og det var et stort fremskridt. Elværket i Næstved blev etaberet i 1909, og SEAS i Haslev er fra 1912, så udviklingen gik stærkt i de år.

I 1930 foretager ejeren af Holmegaards Gods syn på ejendommen, og det gøres der hvert 8. år.

I 1934 får Niels Peter Hansen tilladelse til at flytte vaskegryden fra køkkenet i stuehuset ud til vestre gavl i udhuset, og man lagde et nyt gulv med afløb Alt i alt blev der lavet reparationer og forbedringer for 150 kr., som Holmegaards Gods betalte. I samme ombæring blev der bygget en høj skorsten og et vognskur på den del af grunden, der vendte ned mod Glaskroen. Dette vognskur skulle dog nedrives og grunden skulle ordnes, hvis man flyttede fra huset.

I 1936 fik man bygget en kvist på, og huset blev udstyret med badeværelse og en skunk.

Den 12. august 1963 døde Niels Peter Hansen, og farmor, Marie Hansen, blev boende i huset på Glasværksvej 24 til hun kom på plejehjem i 1984. Dvs., at hun i 21 år, (fra hun var 68 år, til hun var 89), var alene om at passe både hus og have.

Normal kutyme var, at man skulle fraflytte Glasværkets boliger senest et halvt år efter død eller opsigelse, men vi havde alle det indtryk, at hun kunne blive boende der, så længe hun ville. Da hun flyttede på plejehjem, fik jeg hendes huskontrakt fra 1. september 1963 af Mogens Schlüter, og da opdagede jeg, at den ikke var underskrevet, men hun var heldigvis i troen på, at hun kunne blive der, så længe hun ville.

I venstre side af billedet kan man se påbegyndelsen af Holmegaards Glasværks lagerkapacitet, og nederst i billedet får man et godt indtryk af de mange haver, der var etableret til arbejderne på Glasværket.

Huset fik lov til at stå og forfalde, og i 1992 blev det nedrevet, og derved forsvandt 146 års historie.

Nu er området udlagt til parkeringsplads for arbejderne på Ardagh Glasværk.