De Fensmarkpiger
Efter jeg den 2. maj 1950 var startet på Holmegaard Glasværk, begyndte jeg ret hurtigt at ”hænge ud” med gutterne fra Fensmark, hvoraf flere også var hyttedrenge, ligesom jeg. Jeg fik hurtigt at vide, at Fensmarkpigerne var meget eftertragtede, og at man skulle være hurtig for at score én af dem!
Det var dog en oplysning, som var helt spildt på mig, da piger overhovedet ikke var på min liste over interesser. Der var så mange andre ting at beskæftige sig med i fritiden; købe nye ting til cyklen hos Charles, køre ud til Susåen for at bade, gå på æbleskud, løbe på skøjter på mosen osv.. Mine venner begyndte dog at presse på for, at jeg skulle have en kæreste, og efter at jeg havde slået det hen et stykke tid, sagde jeg, for at slippe for presset, at jeg havde en kæreste i Præstø, hvor jeg havde boet og arbejdet tidligere. På den måde slap jeg for videre pres.
Vi var en flok fra Gelsted, Hjulebæk og Rendebakken, som fulgtes ad hjem fra arbejde, og i sensommeren 1952 skete der noget. Ud for ”Sveaborg” kom Hans Mortensens Edith farende ud og gav mig en seddel i hånden, hvorpå der stod: ”Du skal være kæreste med Birthe”. Jeg stak sedlen i lommen og glemte alt om den.
Sveaborg, foto Linette Bach
En lørdag kort tid efter kom jeg hjem fra Næstved, hvor jeg havde været inde for at købe en grammofonplade til min nyerhvervede rejsegrammofon. Mor fortæller mig så, at der har været en ung pige, som ville tale med mig. Da jeg ikke var hjemme, havde hun spurgt min mor, om hun havde noget imod, at vi blev kærester. Mor havde svaret, at det ville hun ikke blandes ind i, men hun skulle nok give mig besked. Jeg fortalte så min mor, at jeg havde fået den her seddel, men at jeg ikke kendte pigen. Mor sagde, at det havde været en rigtig sød pige, som jeg burde tage kontakt til.
Birthe fortalte senere, at det var med hjertet oppe i halsen, at hun var kørt til Rendebakken, og det var lige før, hun var flygtet, da hun blev modtaget af min møgforkælede lillesøster, som iført et par store gummistøvler (taget forkert på) trådte op på tæerne af hende, prikkede hende i maven og brølede: ”Hvem er du?” Hun var dog blevet reddet af min mor.
Fra venstre Bente, Flemming, pedellens Lissi og Birthe med charmebøffen og yderst Jytte Ulrichsen. De øvrige Store Christians, Peter og forrest Toivo Jaakkonen.
Ugen efter begyndte jeg at spørge ”Gutterne”, hvem hende Birthe var. Toivo foreslog så, at jeg skulle komme til Urania-fest i Fensmark Forsamlingshus om lørdagen; der ville hun garanteret være.
Vandkæmmet og iført mit pæne brune jakkesæt drog jeg så til bal i Fensmark. I hjørnet nede ved scenen stod alle pigerne, og Toivo udpegede Birthe for mig og tilføjede, at hendes mor sad på balkonen, og at hendes far – med hænder så store som skovlblade – sad i baglokalet. OK. Jeg skulle jo i gang, selvom jeg – rent dansemæssigt – var udstyret med to venstreben. Pigen så jo sød ud, så jeg gik over og inklinerede. Hun viste sig at være en formidabel danser, og det bevirkede, at jeg heller ikke satte en fod forkert. Melodien var en af tidens populære: Raquel Rastennis, EN LILLE RØD TULIPAN, og Birthe bekendtgjorde, at det skulle være vores melodi, da det var den første, vi dansede sammen til! Det var jo gået formidabelt, så jeg måtte prøve en gang til. Det var en hurtigere melodi, men også det mestrede hun. Da det gik allerbedst, var der pludselig en pige, der råbte fra balkonen og vinkede med et billede af MIG. Det krævede jo en forklaring, så den kommer her:
Vi var jo en stor flok fra Gelsted, Hjulebæk og Rendebakken, som dagligt fulgtes ad hjem fra arbejde. Ved Stenskoven blev vi tit mødt af to piger, Alice Bach og Alice Hesselberg. Sidstnævnte havde leukæmi og blev efterhånden mere og mere sengeliggende. Som noget helt uhørt for den tid havde vi af moderen fået lov til at besøge hende på pigeværelset. Under et af disse besøg ønskede hun at få et billede af os alle sammen. Som den søde dreng jeg var (og er) drog jeg til fotografen, og fik taget en stribe billeder, og Alice fik det ene. Tilfældigvis havde jeg et billede i inderlommen, som Birthe fik, og tilfældigvis havde hun også et billede med, som jeg så fik.
Så havde jeg pludselig en sød kæreste, og det medførte jo en del forandringer. Noget af det første, som blev skrottet, var mine ellers fremskredne søfartsplaner, så M/S MENJA AF AARHUS måtte stævne ud med kun én dæksdreng. Min gode ven, Hans Erik (Tommelise), drog af sted uden mig og sluttede karrieren som kaptajn i rederiet Lauritsen. Nå, det var nok meget godt, da det siden har vist sig, at jeg ikke er særlig søstærk.
I forår 1953 skulle Birthe konfirmeres. I gave fra sine to mostre, Inge og Else, fik hun bl.a. en urtepotte med en lille rød tulipan og et bunddække af grønne pinocchiokugler! Jeg skulle selvfølgelig med til andendagsgildet i den smukt pyntede garage. Her blev jeg så præsenteret for svigermor, og hun lod til at være godt tilfreds med datterens valg. Hun fortalte mig også om baggrunden for hele historien:
En meget skoletræt 13/14 årig pige var kommet hjem fra skole, havde smidt tasken og havde sagt til sin mor: ”Nu har jeg fundet ham, jeg skal giftes med, ”jamen, det er da godt, og hvad hedder han så?”, det ved jeg da ikke endnu; jeg har jo først lige set ham”.
Senere på året blev vi så motoriseret, da jeg købte en ny BSA, og de næste fem år bragte den os vidt omkring. Til hendes 15-års fødselsdag havde jeg givet hende en hvid JOBI styrthjelm.
At det var en meget viljestærk kæreste, jeg havde fået gik op for mig i 1954. Det var Mors Dag, og vi var på vej til motorløb i Vinderød ved Frederiksværk, da vi i Roskilde blev påkørt af en udlejningsbil. Birthe fik et meget hårdt slag på højrebenet og havnede næsten i Frederikssund, mens jeg lå under køleren på den flotte Studebaker med åbent lårbensbrud. 96 dage på ryggen på sygehuset i Roskilde. Der var jo langt til Roskilde, så det blev ikke til mange besøg. Ved hendes sidste besøg var jeg oppegående med gangstativ, så vi gik en tur i haven, og da var hun arrig! Hendes højtelskede storebror havde gjort liden Tove gravid og skulle giftes. Da han ikke var gammel nok, skulle de have kongebrev, og det syntes Birthe var så ydmygende: ”At nogen andre skulle bestemme, om man måtte gifte sig”
Hun havde derfor besluttet, at vi skulle giftes den første lørdag efter hendes 21 års fødselsdag, og hun havde regnet sig frem til, at det var den 12. september 1959. Og det blev vi selvfølgelig.
Det blev en lang forlovelse, og vi havde da også både, hus, bil og ”12 af hvert”, da vi giftede os. Bopælen blev Holme Olstrup, da Birthe syntes, at familierne Nielsen og Steffensen og en del af Smede Jørgenklanen, fyldte lidt for meget i landsbyen Fensmark. I Holme Olstrup havde hun jo kun sin mormor og morbror, Skomager Viggo, foruden farbroderen, som havde bygget en lille, flot bungalow på soklen af den gamle mølle.
Svend Aage Nielsen
Selvom hun dermed flyttede fra Fensmark forblev hun vel stadig en Fensmark-pige, når hun:
-Blev døbt i Fensmark kirke 1938 af Pastor Brygmann
-Blev konfirmeret i Fensmark kirke 1953 af Pastor Brygmann
-Blev gift i Fensmark kirke 1959 af Pastor C.M. Petersen
-Fik døbt en datter i Fensmark kirke 1960 af Pastor C. M. Petersen
-Fik døbt en datter i Fensmark kirke 1963 af Pastor C. M. Petersen
-Blev bisat på Fensmark kirkegård 1980 i et smukt beliggende gravsted skænket gratis af Fensmark menighedsråd.
Læs også om øgenavne på Holmegaard Glasværk, HER.