Fortællinger af Svend Aage Nielsen

Øgenavne på Holmegaard Glasværk. 

På Holmegaard Glasværk var det mere reglen end undtagelsen, at man havde et øgenavn. En af grundene til, at man anvendte øgenavne var, at en del medarbejderne havde det samme fornavn, og så var det jo praktisk med et ekstra navn, så man kunne kende forskel.

Svend Aage Nielsen giver her en gennemgang af nogle af de ansatte og deres øgenavne:

En af de mest markante personer på Glasværket var Keld Arne Nielsen. Hans øgenavn var ”Hvidben”. Han havde fået det af ”Fine Ludvig” (Ludvig Christensen) (Arne ”Hvidben” skriver i sine erindringer (se den), at han havde fået navnet af glasmager Ove Hansen (”Glade Ove”). Jeg var fast inventar på ”Hvidbens” værksted i over 16 år, og jeg studsede i starten, når jeg på akkordberegningen kunne læse, at jeg arbejdede på Arne Nielsens værksted, thi for mig var han kort og godt ”Hvidben”. På værkstedet arbejdede også ”Anses Peter”. Han skiftede senere navn til ”Gingas Peter”. Vores mangeårige anfanger/indvarmer hed Henning Rasmussen, men blev kaldt ”Søster”. Jeg spurgte på et tidspunkt ”Hvidben”, hvorfra det stammede, og han fortalte, at det i virkeligheden var en forkortelse af ”Søster og Svoger”. En anden medarbejder hed Svend Orla Sørensen, og han blev selvfølgelig kaldt ”SOS”. Vores gebaudafsprænger hed Boye ”Den Levende Telefonbog”, og en kort overgang var vores indbærer ”Volvo Erik”.

Ofte havde navnene deres udspring i personernes bopæl, f.eks. ”Arne Rislev”, ”Tybjerg Kaj”, ”Tybjerggrinet” og ”Brandelev Svend”. Han blev senere til ”Kalbybonden”, og ”Bulderjørgen” blev til ”Holløsebonden”.

Familiemæssige forhold kunne bruges. ”Jordmoder Peter”, ”Anses Peter”. De mest kendte var ”Smede Jørgens” efterkommere. De blev til ”Smede Ernst”, Smede Jørgen” o.s.v. Det gjaldt dog ikke Evald. Han påstod, at han var venstremand, fordi han ved siden af glasmagerjobbet drev selvstændig virksomhed. Han opfedede slagterigrise i baghaven til Vognmandsgaarden (lå over for Brugsen), så han blev selvfølgelig til ”Grise Evald”, og hans søn, der også havde hang til landbrug blev kaldt ”Leif Spæ’kalv”.

Personernes statur kunne også bruges. ”Store Otto”, ”Store Christian”, ”Store Børge”, ”Lange Herluf”, Lange Henry”, Lange Ejgil” og ”Lange Evald”. Der var dog to, der blev kaldt ”Lille Børge”. ”Lille Svend” måtte ændre sit navn til ”Ursus”, da der var en anden Svend, der blev kaldt ”Svend Tyndskid”.

Udseende kastede også en del navne af sig. ”Krølle Jørgen”, ”Krølle Johannes, for at nævne et par stykker.

Hvis man boede i nærheden at Fensmark Skov eller Stenskoven, kunne man komme til at hedde ”Ræve Niels” eller ”Ræve Otto”, Grævlingen” og ”Skovtrolden”.

Niels Danielsen var ”Robotten”.

Knud Jakobsen havde i en årerække udelukkende lavet ”Serie 5” glassene, og hans rutine gjorde, at det virkelig gik ud over stepperne i hans værksted, så han blev selvfølgelig kaldt ”Tarok”. På et tidspunkt skulle Holger Arvidsen arbejde i ”Taroks” Værksted, så vi ville kalde ham ”My Nevele” (en konkurrent til Tarok), men det fængede aldrig, så han måtte nøjes med sit gamle øgenavn, ”Høj og Flot”. Det havde han fået af Toivo Jakkonen. Toivo havde overhørt en samtale i Brugsen, hvor Elses mor havde fortalt, at hun nu havde fået en høj og flot svigersøn.

Der var også enkelte paradokser. F.eks. har jeg aldrig set ”Glade Aage” være glad.

Her til slut en opremsning af navne, hvis årsag fortoner sig i det blå: ”Sølvræven”, ”Røde Verner”, ”Svend Gadekær”, ”Gandhi”, ” Fiselbach”, ”Farbror Niels”, ”Bent Carlo”, ”Super Poul”, ”Skrædderen”, ”Sneploven”, ”Lokumsbrættet”, ”Perna John”, ”Busser”, Tommelise”, ”Piloten”, ”Revolver Harry”, ”Fodboldpræsten” og mange flere, og så har jeg endda ikke medtaget de navne, der ikke egner sig til at blive trykt offentlig.

Historien bag Holmegaard Glasværk.

 

Relaterede indlæg:

Familiebillleder

Holmegaard Glasværk

Holmegaard Glasværk

 

Erindring af Svend Aage Nielsen:

De Fensmarkpiger

Efter jeg den 2. maj 1950 var startet på Holmegaard Glasværk, begyndte jeg ret hurtigt at ”hænge ud” med gutterne fra Fensmark, hvoraf flere også var hyttedrenge, ligesom jeg. Jeg fik hurtigt at vide, at Fensmarkpigerne var meget eftertragtede, og at man skulle være hurtig for at score én af dem!

Det var dog en oplysning, som var helt spildt på mig, da piger overhovedet ikke var på min liste over interesser. Der var så mange andre ting at beskæftige sig med i fritiden; købe nye ting til cyklen hos Charles, køre ud til Susåen for at bade, gå på æbleskud, løbe på skøjter på mosen osv.. Mine venner begyndte dog at presse på for, at jeg skulle have en kæreste, og efter at jeg havde slået det hen et stykke tid, sagde jeg, for at slippe for presset, at jeg havde en kæreste i Præstø, hvor jeg havde boet og arbejdet tidligere. På den måde slap jeg for videre pres.

Vi var en flok fra Gelsted, Hjulebæk og Rendebakken, som fulgtes ad hjem fra arbejde, og i sensommeren 1952 skete der noget. Ud for ”Sveaborg” kom Hans Mortensens Edith farende ud og gav mig en seddel i hånden, hvorpå der stod: ”Du skal være kæreste med Birthe”. Jeg stak sedlen i lommen og glemte alt om den.

En lørdag kort tid efter kom jeg hjem fra Næstved, hvor jeg havde været inde for at købe en grammofonplade til min nyerhvervede rejsegrammofon. Mor fortæller mig så, at der har været en ung pige, som ville tale med mig. Da jeg ikke var hjemme, havde hun spurgt min mor, om hun havde noget imod, at vi blev kærester. Mor havde svaret, at det ville hun ikke blandes ind i, men hun skulle nok give mig besked. Jeg fortalte så min mor, at jeg havde fået den her seddel, men at jeg ikke kendte pigen. Mor sagde, at det havde været en rigtig sød pige, som jeg burde tage kontakt til.

Birthe fortalte senere, at det var med hjertet oppe i halsen, at hun var kørt til Rendebakken, og det var lige før, hun var flygtet, da hun blev modtaget af min møgforkælede lillesøster, som iført et par store gummistøvler (taget forkert på) trådte op på tæerne af hende, prikkede hende i maven og brølede: ”Hvem er du?” Hun var dog blevet reddet af min mor.

Ugen efter begyndte jeg at spørge ”Gutterne”, hvem hende Birthe var. Toivo foreslog så, at jeg skulle komme til Urania-fest i Fensmark Forsamlingshus om lørdagen; der ville hun garanteret være.

Vandkæmmet og iført mit pæne brune jakkesæt drog jeg så til bal i Fensmark. I hjørnet nede ved scenen stod alle pigerne, og Toivo udpegede Birthe for mig og tilføjede, at hendes mor sad på balkonen, og at hendes far – med hænder så store som skovlblade – sad i baglokalet. OK. Jeg skulle jo i gang, selvom jeg – rent dansemæssigt – var udstyret med to venstreben. Pigen så jo sød ud, så jeg gik over og inklinerede. Hun viste sig at være en formidabel danser, og det bevirkede, at jeg heller ikke satte en fod forkert. Melodien var en af tidens populære: Raquel Rastennis, EN LILLE RØD TULIPAN, og Birthe bekendtgjorde, at det skulle være vores melodi, da det var den første, vi dansede sammen til! Det var jo gået formidabelt, så jeg måtte prøve en gang til. Det var en hurtigere melodi, men også det mestrede hun. Da det gik allerbedst, var der pludselig en pige, der råbte fra balkonen og vinkede med et billede af MIG. Det krævede jo en forklaring, så den kommer her:

Vi var jo en stor flok fra Gelsted, Hjulebæk og Rendebakken, som dagligt fulgtes ad hjem fra arbejde. Ved Stenskoven blev vi tit mødt af to piger, Alice Bach og Alice Hesselberg. Sidstnævnte havde leukæmi og blev efterhånden mere og mere sengeliggende. Som noget helt uhørt for den tid havde vi af moderen fået lov til at besøge hende på pigeværelset. Under et af disse besøg ønskede hun at få et billede af os alle sammen. Som den søde dreng jeg var (og er) drog jeg til fotografen, og fik taget en stribe billeder, og Alice fik det ene. Tilfældigvis havde jeg et billede i inderlommen, som Birthe fik, og tilfældigvis havde hun også et billede med, som jeg så fik.

Så havde jeg pludselig en sød kæreste, og det medførte jo en del forandringer. Noget af det første, som blev skrottet, var mine ellers fremskredne søfartsplaner, så M/S MENJA AF AARHUS måtte stævne ud med kun én dæksdreng. Min gode ven, Hans Erik (Tommelise), drog af sted uden mig og sluttede karrieren som kaptajn i rederiet Lauritsen. Nå, det var nok meget godt, da det siden har vist sig, at jeg ikke er særlig søstærk.

I forår 1953 skulle Birthe konfirmeres. I gave fra sine to mostre, Inge og Else, fik hun bl.a. en urtepotte med en lille rød tulipan og et bunddække af grønne pinocchiokugler! Jeg skulle selvfølgelig med til andendagsgildet i den smukt pyntede garage. Her blev jeg så præsenteret for svigermor, og hun lod til at være godt tilfreds med datterens valg. Hun fortalte mig også om baggrunden for hele historien:

En meget skoletræt 13/14 årig pige var kommet hjem fra skole, havde smidt tasken og havde sagt til sin mor: ”Nu har jeg fundet ham, jeg skal giftes med, ”jamen, det er da godt, og hvad hedder han så?”, det ved jeg da ikke endnu; jeg har jo først lige set ham”.

Senere på året blev vi så motoriseret, da jeg købte en ny BSA, og de næste fem år bragte den os vidt omkring. Til hendes 15-års fødselsdag havde jeg givet hende en hvid JOBI styrthjelm.

At det var en meget viljestærk kæreste, jeg havde fået gik op for mig i 1954. Det var Mors Dag, og vi var på vej til motorløb i Vinderød ved Frederiksværk, da vi i Roskilde blev påkørt af en udlejningsbil. Birthe fik et meget hårdt slag på højrebenet og havnede næsten i Frederikssund, mens jeg lå under køleren på den flotte Studebaker med åbent lårbensbrud. 96 dage på ryggen på sygehuset i Roskilde. Der var jo langt til Roskilde, så det blev ikke til mange besøg. Ved hendes sidste besøg var jeg oppegående med gangstativ, så vi gik en tur i haven, og da var hun arrig! Hendes højtelskede storebror havde gjort liden Tove gravid og skulle giftes. Da han ikke var gammel nok, skulle de have kongebrev, og det syntes Birthe var så ydmygende: ”At nogen andre skulle bestemme, om man måtte gifte sig”

Hun havde derfor besluttet, at vi skulle giftes den første lørdag efter hendes 21 års fødselsdag, og hun havde regnet sig frem til, at det var den 12. september 1959. Og det blev vi selvfølgelig.

Det blev en lang forlovelse, og vi havde da også både, hus, bil og ”12 af hvert”, da vi giftede os. Bopælen blev Holme Olstrup, da Birthe syntes, at familierne Nielsen og Steffensen og en del af Smede Jørgenklanen, fyldte lidt for meget i landsbyen Fensmark. I Holme Olstrup havde hun jo kun sin mormor og morbror, Skomager Viggo, foruden farbroderen, som havde bygget en lille, flot bungalow på soklen af den gamle mølle.