Fortælling af Lizzi Nielsen

Fortælling af Lizzi Nielsen

Jeg er født 18. april 1931 i huset på Villavej nr. 7. På det tidspunkt var det dog nummer 10, da der var fortløbende numre begyndende med nummer 1 ved Glasværksvej (nu Tørvevej).

Jeg havde en rigtig god barndom. Jeg var enebarn indtil 1941, hvor min lillebror Bent kom til verden. Jeg blev godt forkælet. Jeg fik bl.a. egnens flotteste dukkevogn. Den var turkis og lysegrøn, og den blev kørt rundt til naboerne og vist frem. På min 6. års fødselsdag fik jeg en splinterny cykel købt hos cykelhandler Alfred Christiansen på Holmegaardsvej. Den var jeg også meget stolt af, og den blev også trukket rundt til alle og enhver.

Vi var ikke mange børn på Villavej, men jeg legede meget med Tove, datter af Mælkehans fra nummer 1. Vi brugte megen tid med vores påklædningsdukker (som jeg i øvrigt stadig har), og om vinteren stod vi på skøjter på det, vi kaldte ”Fladvandet”. Lige i nærheden var der en mergelgrav, men der måtte vi ikke komme. En dag havde Tove dog vovet sig ud på mergelgraven med det resultat, at hun faldt igennem. Hun turde ikke gå hjem, så det var min mor, der sørgede for, at hun blev tørret.

Læs mere om Tove, HER

Læs mere om Mælke-Hans, HER

Jeg var nok ret kvik i skolen, så det var meningen, at jeg skulle fortsætte i mellemskolen på Lille Næstved Skole, men det var i 1943, hvor det var svært at skaffe cykeldæk, og min far, glassliber Frederik Petersen, var bange for, at jeg skulle punktere, så jeg skulle gå hjem. Det blev derfor ikke til noget, og jeg måtte tage de sidste skoleår i Fensmark. Det foregik i 6. klasse. Der var godt nok syv års skolegang, men på Fensmark Skole gik man to år i 6. klasse.

I 1945 blev jeg konfirmeret. Man kunne ikke få nyt, for alt var rationeret, men jeg fik dog en ny konfirmationskjole. Vi kørte til Næstved, og hos Chr. Hoffmann på Axeltorvet fik jeg valget mellem to forskellige modeller. Jeg fik også en andendagskjole. Den blev syet hos en Henny Pedersen, som boede på Holmegaardsvej 46.

Vi havde en nabo på Villavej, der hed Henry Kaffka. Hans datter hed Inger, og hun var på det tidspunkt ansat på kontoret på SEAS i Haslev. Hun havde fat i min mor og spurgte, om det ikke var noget for mig at komme i kontorlære på SEAS. Min mor og jeg tog til Haslev og talte med personalechefen, og den 1. november 1945 startede jeg. Jeg gik på handelsskole i Haslev og tog handelssko-leeksamen i 1948. SEAS var en fantastisk arbejdsplads. Man kom rundt til de forskellige afdelinger og fik på den måde en meget alsidig viden om kontorarbejde. Jeg blev boende hjemme og tog frem og tilbage til Haslev med toget fra Holme-Olstrup, som jeg cyklede til. Den gang måtte man afsted i al slags vejr. Man kunne ikke bare blive kørt.

Jeg var på SEAS til 1. februar 1950, hvor der opstod en ny mulighed for mig. Min veninde Inge var datter af Otto Nielsen, der var forretningsfører for Dansk Glasarbejderforbund, og da det forbund skulle flyttes til København, flyttede Otto Nielsen og familie med. Inge havde arbejde på BP på havnen i Næstved, og hendes stilling søgte jeg. Jeg var der et par år, men så blev jeg forlovet, og da jeg aldrig rigtig havde lært at lave mad, syntes min mor, at der var noget at indhente. Derfor tog jeg i sommeren 1952 for mine egne sammensparede penge på husholdningsskole hos den legendariske Elisabeth Vestergaard i Sorø. Jeg gennemførte de fem måneder, som et sådan ophold varede, og så blev jeg kontaktet af personalechefen hos BP. Han bad mig komme tilbage, da min afløser ikke duede til noget. Min gage steg, og jeg var der yderligere seks år.

Jeg og min mand, Christian Nielsen, var blevet gift i 1953. Vi købte en grund på Holmegaardsvej 53 for 3.000 kr., og Christian brugte sommerferien på – med håndkraft – at grave kælderen ud. Selve huset kom til at stå os i 43.000 kr. På det tidspunkt var der mulighed for at få statslån til nybyggeri, hvis man overholdt forskellige krav. Bl.a. skulle der være køkken og vandskyllet toilet, og størrelsen måtte ikke overskride en vis grænse. Huset var på 99 kvadratmeter. Det lyder jo ikke af så meget, men vi fik en pragtfuld kælder på 67 kvadratmeter, som vi har brugt til utallige formål.

I 1959 fik vi Jens, og det gjorde, at jeg valgte at blive hjemmegående husmor.

I 1961 blev jeg kontaktet af Glasværket, der var kommet i bekneb for én, der kunne regne feriepenge ud. Det var et lille job på tre uger, så det gjorde jeg, og jeg må have gjort et godt indtryk. Glasværket fik fat i min mand, om jeg ikke kunne komme tre timer hver eftermiddag. Min mand Christian Nielsen arbejde som chauffør hos vognmand Jørgen Nielsen på Holmegaardsvej, og derfor havde han sin daglige gang på Glasværket. Der var jo ingen børnehave, så min mor tog sig af Jens. 1. juni 1961 begyndte jeg så på lønningskontoret hos bogholder Johs. Ipsen.

Se flere billeder fra Holmegaard Glasværk, HER

I 1977 blev Kastrup Glasværk lukket, og firmaets navn ændres til Holmegaard Glasværk A/S. I den forbindelse blev hovedkontoret i 1978 flyttet til Fensmark. Personalesekretæren ønskede ikke at flytte med, så man spurgte mig, om jeg ville være personalesekretær – på fuld tid. Det krævede nogle overvejelser, men jeg sprang til. Det job havde jeg til 1. juni 1991, hvor jeg gik på efterløn.

I 1999 blev min mand syg, så vi solgte huset på Holmegaardsvej og flyttede til Hovledet. Vi fik fire år sammen her, og siden har jeg boet her alene – og været glad for det. Jeg har ikke ligget på den lade side. Bl.a. har jeg været i bestyrelsen for Hovledet som kasserer og sekretær. Det er dog slut nu. Forskellige skavanker har sat en stopper for det. Jeg keder mig ikke. Jeg læser meget, og folk sammenligner min lejlighed med Københavns Hovedbanegård, for der er et rend ud og ind af min dør, og det er dejligt.

Lige nu (2019) er vi alle spændte på, hvad fremtiden bringer. Vores boliger skal jo rives ned, og vi skal genhuses, men jeg må jo tage det i den rækkefølge, det kommer, og det skal nok ende godt.

Lizzis forældre var Christine og Frederik Petersen. Frederik var ansat som glassliber på Holmegaard Glasværk i 50 år.

Læs Lizzis fortælling om sin far, Frederik Petersen.

STEM PÅ LINETTE BACH: ÅRETS LOKALE ILDSJÆL