Fortælling om glassliber, Frederik Petersen

Lizzi Nielsen fortæller om her om sin far, glassliber Frederik Petersen

Min far blev født i Bistrup ved Fodby d. 23. september 1904 som den fjerde dreng i en søskendeflok bestående af drenge. Storbrødrene hed Hans, Jens og Christian. Hans forældre var Andreas og Kirsten Petersen, og hans mor var over 40 år, da hun fik ham. Faderen arbejdede som daglejer på Saltø Gods hos forpagter Jensen.

Min far var desværre ordblind, så skoletiden har nok ikke været særlig sjov. Den slap han fri af, da han blev konfirmeret i 1918, for han kom, som så mange andre på det tidspunkt, ud for at ”tjene bønder”. Første arbejdsplads var hos Silkersen, Jeg ved ikke, om han også var andre steder, men 17 år gammel kom han – sammen med Karl Balschmidt – i lære som glassliber på Holmegaards Glasværk. De blev udlært i 1925, og de fortsatte begge på Glasværket. Dette venskab fortsatte resten af deres liv, og de to familier tilbragte mange glade stunder sammen.

Lærlinge på Glasværket boede som oftest på værelse i de gule etageboliger til højre lige før indgangen til selve Glasværket, og det gjorde min far også. Maden indtog de hos fru Rehermann, der drev et pensionat. Han blev boende på Glasværket til han lærte min mor Christine at kende.

Glassliber Frederik Petersen siddende nr. 3 fra højre. Foto er fra 1946.

Flere detaljer om billedet af glasslibere, HER

Læs Carl Vilhelm Frants Rehermann erindring, HER

I 1930 købte de hus på Villavej. På det tidspunkt var Villavej nummereret fortløbende fra Glasværksvej (nu Tørvevej), så i 1930 var det nummer 10. Senere ændrede man nummereringen, så den fulgte sædvane med lige numre til højre og ulige numre til venstre, og man begyndte ved Holmegaardsvej. Derfor husker jeg mit barndomshjem som nummer 7. Jeg blev født d. 18. april 1931 og ti år efter kom min lillebror Bent til verden.

Lizzis forældre til fest i Dansk Glasarbejder Forbund.

Min far var meget haveinteresseret, og han dyrkede alt i vores have. Der var en lille have med til selve grunden, men den store have lå der, hvor lærerboligerne (Villavej 4, 6 og 8) nu ligger. Det var nyttehaver, for man kunne jo ikke bare gå i supermarkedet efter de fornødne grøntsager.

Min far var også meget interesseret i foreningsarbejde. Han var bl.a. formand for Forsamlingshuset på Holmegaardsvej på det tidspunkt, hvor man byggede garderobe og toiletter. Han bestred også formandsposten for Vandværket i mange år, og på den måde deltog ham aktivt i livet i Fensmark.

I 1971 havde han og Karl Balschmidt 50 års jubilæum på Glasværket, og de fik fortjenstmedaljen i sølv, som gives for 50 års uafbrudt tjeneste på en arbejdsplads. De var begge inde for at takke Kong Frederik IX. Det var en meget stor dag.

Læs mere om Karl Balschmidts, HER

Lizzie er her fotograferet med sin far i 1971, hvor hans 40 års jubilæum fejres.

Kort tid efter gik han på pension, og om sommeren tog han til Sønderjylland for at hjælpe min bror Bent med at bygge hans dejlige villa med udsigt over Jels Sø.

Den 21. november 1971 skulle Bent og hans kone Else holde barnedåb for deres lille søn, så hele familien tog afsted. Da vi skulle hjem, var det i mellemtiden blevet et forrygende snevejr, og da vi kom til Nyborg, var færgen indstillet, så vi måtte vente. På et tidspunkt ville min far ud af bilen for at lufte sig lidt, og da han kom tilbage, sank han sammen og var død – 67 år gammel. Det var et frygteligt chok for os alle.

Min mor blev boende i huset på Villavej, men i 1980 var man godt i gang med at opføre Hovledet, og ejendomsmægler Flemming Jensen henvendte sig til min mor, og han lovede, at hvis han fik lov til at sælge hendes hus, skulle han sørge for, at hun fik en at de først lejligheder i Hovledet. Det samme gjorde han med to af hendes veninder, så i 1980 kunne de tre flytte ind ved siden af hinanden. Det var et fantastisk arrangement, og de tre rendte ud og ind hos hinanden, og fx spillede de hver søndag kort. Min mor døde i 1995.

Nye & Gamle Fensmark har tidligere besøgt Lizzi Nielsen