Tove Pedersen fortæller om sin skoletid i Fensmark sidst i 1930’erne og først i 1940’erne.
Der var meget, der var anderledes, dengang jeg gik i skole. Vi havde stor respekt for lærerne, og når vi skulle ind til time, stillede vi op to og to, før vi gik ind i klasseværelset, og mens læreren gennemgik og fortalte, sad vi med hænderne på ryggen.
I 1. og 2. klasse gik jeg i ”Den Gule Skole”. Den lå skråt over for Forsamlingshuset. Siden er den revet ned, og ”Realfløjen” er placeret på stedet. Når man gik i 1. klasse, var man i skole fra kl. 8 til kl. 11, og i 2. klasse var man der fra kl. 11 til kl. 14.
Vi skrev med griffel på små tavler, og når man havde været dygtig, fik man et kryds på den store tavle. Tyve kryds udløste et glansbillede.
Min mor (Merry) havde formanet mig om, at jeg aldrig måtte drille nogen, der så anderledes ud, og at jeg skulle være flink og hjælpsom over for alle. Jeg gik i klasse med Poul fra Møllevej, som havde haft børnelammelse og derfor måtte bruge specialstøvler. Han havde kun det ene par, så når de skulle til skomageren, måtte Poul blive hjemme fra skole.
I 1936 stod den nye skole færdig. Der gik vi i 3., 4., 5. og 6. klasse. Der var ikke noget, der hed 7. klasse, så vi gik to år i 6. klasse. 3. og 4. klasserne delte klasselokale, mens vi i 5. og 6. havde vores eget lokale. Det var en meget moderne skole. Vi havde både gymnastiksal, håndgerningslokale og sløjdsal, og vores førstelærer passede godt på den. Vi måtte ikke gå ind med sko på undtagen til eksamen. Jeg kan huske en lille episode, der fortæller meget om førstelærerens omhu for bygningen. Vi stod udenfor og ventede på at gå ind. Drengene stod og småskubbede til hinanden med det resultat, at Poul røg ind i en rude, som smadrede. Vi blev ikke skældt ud, men hver elev i klassen skulle have 25 øre med, så kommunen ikke fik udgift af det lille ”uheld”.
I sommerferien var skole blevet gjort hovedrent, og så sagde vi til hinanden: ”Nu skal vi svæve”.
Når vi skulle til eksamen, kom skolekommissionen og hørte på os. Et af medlemmerne var Hartvig Sørensen. Han var marketender på Holmegaard Glasværk, og så havde han en lille købmandsforretning på Holmegaardsvej 42, som hans kone, Anna, passede. Han havde altid bolcher med til os, dejligt. Nu var det jo ikke eksamen som i vore dage, men vi fik dog karakterer. Jeg har siden fundet både min og min fars karakterbog på lokalarkivet.
I de store klasser gik vi en gang om ugen i ”kogeskole”. De dage havde vi først fri kl. 15.
Vores lærerinde i de små klasser, Alfrida Nielsen/frk. Nielsen, ledede også aftengymnastik, og om sommeren lærte hun os forskellige udendørslege. Bl.a. havde vi en leg med poser, som vi skulle løbe ned i den anden ende af legepladsen med. Frk. Nielsen gjorde et uudslettelig indtryk på mig den 9. april 1940 – hun græd. Vi forstod ingenting, men vi var jo heller ikke så store.
Da vi kom over på ”den store skole” havde vi kun frk. Nielsen i håndgerning og gymnastik (sammen med 2. klasse) Gymnastiksalen lå 5-6 trin nedad, så når vi skulle have dette, sagde frk. Nielsen altid: ”Så stiger vi ned, piger”, og håndgerningslokalet lå en etage op, så der sagde hun: ”Så stiger vi op, piger”. Vi fik nu en klasselærer (lærer Junggren), og ham havde vi i geografi og naturhistorie. Han overtog også bibelhistorie, som vi havde haft fra 1. klasse. En del af dette fag var salmevers, som vi skulle lære udenad, men det faldt mig let, da jeg var glad for at synge. Fra 5. klasse havde vi engelsk med lærer Burild, og da vi kom i 6. klasse, fik vi førstelærer Larsen som klasselærer.
I sidste 6. klasse gik man til præst 2 gange om ugen hos pastor Brygmann i Præstegården.
Vi havde også skoleudflugter, men det var jo under krigen, så vi kom ikke så langt omkring. Vi små elever blev kørt i hestevogn til Kaffehuset (traktørsted ved Herlufsholm), og de fire store klasser spadserede til Næstved og tog båden til Karrebæksminde, hvor de gik i vandet. Dagen sluttede med, at alle mødtes på skolen for at spise sammen med forældrene. Et andet yndet mål var Langholm, der lå bag ved Holmegaards Gods, og der var ikke længere, end vi kunne spadsere.
Frk. Nielsen boede i en lejlighed i ”Den Gule Skole”, lærer Junggren og lærer Burild havde lejligheder øverst i ”Den Nye Skole” og lærer Larsen havde bopæl i den bygning, der senere kom til at hedde ”Nissens Hus”. Den havde tidligere været skole, hvor både min far og min faster havde gået.
Hvis man skulle læse videre, måtte man til Næstved eller Haslev.
Alt i alt synes jeg at det var en dejlig skole, og vi lærte en masse, bl.a. at finde udsagnsled og grundled, så vi kunne sætte kommaer, og vi lærte at stave. Desuden fik vi mange venner, så når der var børnefødselsdag, kom vi piger hos hinanden, hvor vi blev trakteret med chokolade – vel at mærke kogechokolade – boller og lagkage. Efter vi havde leget en tid, sluttede dagen af med snitter og sodavand.
Da jeg gik på skolen, hed den Fensmark Skole, men senere fik den navneforandring til Holmegaardskolen, og det er fra den, at begge vores drenge tog realeksamen.
Jeg gik ud af skolen, da jeg (som så mange andre) blev konfirmeret, og mit første job var hos min far, hvor jeg hjalp ham med hans mælke- og brødvogn.
Da der var gået 50 år, siden vi begyndte i 1. klasse, ville jeg prøve at finde mine klassekammerater, så jeg var en tur på lokalarkivet for at kigge i protokollen, og det var her, jeg erfarede det med Poul, hans børnelammelse og problemet med kun et par støvler. Jeg fandt også ud af, at to var døde, men det lykkedes mig at finde alle de andre undtagen én. Desværre var to forhindret i at deltage i genforeningsarrangementet, men vi andre havde en dejlig dag, hvor vi genopfriskede minderne fra dengang. Det var godt at se dem og høre om deres liv. Efterfølgende var vi nogle, der holdt forbindelsen ved lige, men det er efterhånden gledet ud, så nu har jeg kun kontakt med to, der bor i Fensmark og en, der bor i Haslev.
Tove Pedersen, foto: Linette Bach
– Erindring af Tove.
– Erindring af Tove.
– Erindring af Tove.
– Erindring af Tove.
Læs eller skriv en kommentar til billedet, ved at trykke på Facebook logo↓