I forbindelse med Holmegaard Glasværks 150 års jubilæum i 1975 havde personalebladet ”Glas-Pustet” bedt Hakon Bagger Mielche om at skrive om sin barndom og ungdom i Fensmark, især omkring Glasværket.
Djævelens gloende gab, isdans og Vorherres egen gave!
De lærte os i Fensmark Skole, at Napoleon var en stor mand. Ved selvsyn havde jeg konstateret, at Beck-Olsen (bryderen), som blev cirkusdirektør også var en kraftkarl. Men min onkel, Hackel, gift med min fars søster Anna blæste tuba i ”Urania” og han overgik dem begge. Alene det, at han kunne bære det store monstrum, og samtidig få en masse båt-båt-båt’er ud af det. Så nogenlunde i takt med de andre instrumenter, var for mig, da jeg var 5-6 år, mere imponerende end, at man i dag kan flyve frem og tilbage til månen. Jeg har nemlig selv en gang fået lov til at løfte og trutte. Ingen af delene kunne jeg klare. Det ville have givet mig et kompleks for resten af livet, hvis man havde kendt den slags på glasværket i 1909-10.
Foto: Familie Journalen
Jeg tror nok, jeg blev bange, da jeg første gang fik et kik ind i hytten, hvor far arbejdede. Støjen og mørket og varmen var det første, der overvældede mig, som kom lige ude fra den friske luft og solskinnet. Og da jeg så fik øje på de gardiner af fine glastråde, som hang ned fra bjælkerne, draperet over ovnen, dækket af århundredgammelt støv, begyndte jeg at hale rædslerne fra Grimms eventyr frem i halvmørket. Jeg så svedende mænd prøve at stange tænder i djævelens gloende gab med lange stålpiber, og under heksens støvede edderkoppespind stod troldkongens Elverhøj på gloende pæle.
Men jeg vænnede mig til det. Det havde to generationer Mielcher gjort før mig. Kun kom min indsats i værkets tjeneste til at indskrænke sig til at pille strå, som skulle bruges i formene oppe i hytten. Det gjorde vi drenge i det lune kælderrum under den gamle hytte. Vi fik fem øre pr. sjusglas, fyldt med tæt sammenpressede stumper af strå, skåret i ca. 20 centimeters længde. Desuden tjente jeg nogle lommepenge ved at røjle tørv i sommerferien. Det var pressede sorttørv, hårde som sten, med skarpe kanter – dem, der giver de mest ondskabsfulde neglerødder. Jeg kan ikke huske, hvad vi fik i akkord for at røjle et ”nummer”, men det har ganske givet været alt for lidt!
Jeg hørte til en af de første generationer, der fik en chance for at vælge sin egen fremtid. Krigen 1914-18 satte et skel. Det havde indtil da været skik, at sønner fulgte fædre og bedstefædre i dansen om den gloende molok inde i hyttens støv, støj og tusmørke. De begyndte at arbejde, når de var ti år, og i glasværkets egen skole lærte de knapt nok at læse og skrive i de få timer, loven anbragte dem der. Verden uden for Holmegaard Mose var et så godt som lukket land for den, der var født ved foden af bakken.
Da jeg var blevet ti år, var de første drenge, kun drenge fra glasværket begyndt at gå i skole i Næstved, hvor man kunne tage realeksamen, og dermed få nøglen til at blive noget med flip på til arbejdet, rene negle og pension. Men jeg vil ikke slippe barndommens land allerede på dette tidspunkt.
Hakon Bagger Mielche besøger her sit barndomshjem på Villavej. Jenny Christensen tager imod. Foto: Familie Journalen
Urania spillede sommetider, når der var skøjtefest ude på Mølleskæret. Så dansede de voksne, også vor forældre. Fejende wienervalse på skøjter over den sorte is på tørvegraven. Vi andre sled vore træskobunde skæve ved at lave glidebaner ude i kanterne, i det lønlige håb en gang at arve et par rustne skøjter til eget brug. Der blev serveret friskbagte æbleskiver og varme drikke fra et telt på isen. Hvem, der stod for arrangementet, husker jeg ikke, men det var i hvert fald ikke direktionen, der gav det!
Man kom hinanden ved i de dage. Der var bare ikke nogen, der var klar over, at det var det, man gjorde. Der blev jo ikke skrevet så meget om sådan noget i aviserne for 60 år siden, og der var lang tid til indoktrinering gennem radio og TV.
Men man fandt ud af det. Man var henvist til hinandens selskab. Ikke nogen rutebiler til Næstved. Ikke nogen charterture til Mallorca eller Ceylon. Man måtte gå eller cykle, hvis man skulle noget steder, eller tvinge sig til en tur med ”posten” i Fensmark på hans vognmandsture til byen.
Det var også nogle pragtfulde maskerader i februar oppe på Glaskroen. Nu kalder man det vist karnevaller, men de er nok helt forsvundet. Far vandt en masse førstepræmier. Mor var nemlig god til at finde på og sy kostumer. Han var abe og frø og æsel og lirekassemand og danserinde med tylskørter. Og så var det dilettantforestillingerne.
Om vinteren var der i det hele taget meget at opleve. En eller to gange blev man slæbt med op i Forsamlingshuset for at høre foredrag. Så sad man stift på en træfjæl uden ryg i halvanden time og gloede på en mærkelig mand, der snakkede anderledes, end vi gjorde og vist nok kom fra København, hvor ingen af havde været – bortset fra far, da han var rekrut. De fortalte os om fremmede lande. Tydeligst husker jeg Aage Meyer-Benndictsen, for han havde fløjlstøj med sølvknapper, og han snakkede altid om Armenien. Så var der Holger Rosenberg med lysbilleder og dunk i gulvet, når der skulle skiftes, eller når billederne kom på hovedet. At jeg selv 30 år senere skulle blive Rosenbergs afløser på ”Familie Journalen” og på landets talerstole, med film og uden dunk, kommer ikke denne historie ved.
Men med skøjteløb, maskerader, dilettant, foredrag, og hvad der ellers var af fodboldkampe og gymnastikopvisninger og danseskoler . Vi kom hinanden ved, nede i hullet ved mosen.
Jeg tror ikke, vi lagde større mærke til, at vi som typer var anderledes. Der var jo så mange mørke træk og brune øjne, hvor end man vendte sig. Selv navnene hæftede vi os ikke ved. De klang ellers ikke ret meget Christian Wintersk…Englich, Rehermann, Zollfranck, Waldhausen, Hannibal, Wiegand, Weidinger, Storr, Wolfbrandt, Lücklig, Hackel og Kafka. De sidste tre var mine onkler. Og så var der os selv – den gamle Mielche, sønnerne Vilhelm og Victor – og deres unger.
Man talte ligesom lidt anderledes nede på værket. Lidt ”finere” end bønderne rundt om på bakkerne. Måske gjorde stoltheden over det fag, de alene beherskede, parret med bevidstheden om, at deres forfædre var kommet til egnen som datidens fremmedarbejdere, en hel del til, at de på værket også gennem sproget søgte at hævde sig overfor de blåøjede, blonde og etablerede i sognet.
De var jo kommet med deres eget sprog og egne skikke. De havde – og har vist endnu – deres eget katolske kapel i en almindelig lejlighed. Det må rundt i de grundtvigianske hjem have været betragtet med megen forargelse. Vi mærkede ikke noget til det.
Glasværket var på mange områder et lukket samfund. Først for nogle få år siden gik det op for mig, at en del mærkværdigheder var sluppet med over grænsen sydfra og havde holdt sig levende også i den næste generation.
Det var ikke alene kartoffelpandekager og tyske klumper med flæsketerninger og hindbærsovs. Min onkel, Karl Kafka, kaldte mig altid ”schwabacher”. Tyskerne bruger ordet på samme måde, som vi benyttet ”fjols” eller ”molbo”. Schwaben er Tysklands Mols, i hvert fald hvad dummepeter-anekdoter angår.
Onkel Karl havde aldrig været syd for grænsen. Men i hytten ”fangede” de jo også ”an” i stedet for ”at begynde noget” og smelteren ”mengede” kridt, soda, og hvad han ellers brugte til at lave glasmassen i stedet for ”at blande den”. Lars Peter var ”Skörer” og ”schürer” er ”fyrbøder på tysk. Nu er der kun gloserne tilbage.. Min fætter Knud og hans søn er vist nok de sidste tilbage på skansen af de fremmede navne fra den gang, jeg var barn.
Fremmedarbejdernes efterkommere er sivet ud over det ganske land og kan findes i alle professioner.
De har givet plads for de ”indfødtes” sønner i hytte og sliberi. Jeg ved naturligvis ikke om det et nogen almindelig følelse hos dem, der kom langt fra Fensmark og Holmegaards Mose, men jeg tænker i hvert fald stadig på mig selv som glasværksdreng.
Nu bygger man legepladser med sindrige klatreinstrumenter i forcromet metal og arkitekttegnede rutsjebaner og gynger til masser af tusinde kroner på offentlige legepladser. Det er for at holde ungerne til, sådan at de ikke allerede fra børnehavealderen skal drive rundt på gadehjørnerne, som nu også skal findes i landsbyer, og forfalde til hash og hor. Vi klarede os fint med at bygge hytter af grene ude i Fensmarksskoven og grave huler i mosejorden ude fra Svenskeskæret og tække dem med rafter og tagrør, som vi skar ude i det gamle tørveskær. Vi fik lov til at arbejde med vor egen fantasi og lege Tarzan længe før, han var blevet opfundet. Skoven og mosen var Vorherres personlige gave til glasværkets unger, med alt, hvad der fandtes i den af snoge, frøer, hugorme, sjældne planter, kødædende blærerod, soldug og vibefedt – og rudler af råvildt, som sprang over den sorte tørvevej mellem birkene. Omstrejfende ræve fra skoven lagde sig på lur efter de små kid om foråret,og gedden lurede på aborren i skyggen af brinken, medens ålen hyggede sig nede i mudderet på bunden af Susåen, hvor vi også kunne tage krebs med hænderne i brinkens huller. Mågerne havde ikke lavet koloni i mosen for 60 år siden. Men viberne var der i hundredvis.
Jeg husker den dag, da far kom hjem fra arbejde, fåmælt og nervøs for, hvad der nu skulle ske. Der var kommet nogle ”Sjosjalister” ud fra Næstved for at organisere glasværkets arbejdere. Man havde nok læst lidt om disse hersens fagforeninger i ”Tidende” og havde rystet på hovedet af nogle få ”røde” på værket og deres rebelske idéer – men havde ikke troet på, at den slags idéer skulle komme inden for værkets egne porte. Far og mange med ham, var betænkelige ved situationen. Det var jo noget i retning at sætte sig op mod Vorherre. Der var samme afstand mellem den menige arbejder og driftsbestyreren i det gule hus ved fodboldbanen, som der var mellem almindelige mennesker og ”Lavetten” på Holmegaard eller pastor Kynde oppe i Fensmark. Ingen af dem hørte til i vor egen verden. Og nu skulle man snakke på lige fod med dem. Stille krav til dem. Måske oven i købet gå i ”strikke”. Det kunne aldrig gå godt. Mor græd. Vi var lige ved at begynde på ”Den gang, jeg drog afsted”, for den havde vi lært i skolen.
Men snart kom der torpedoer, som ramte danske skibe i Nordsøen – og snart fik vi rationering på smør og petroleum og flæsk og meget andet. Vi læste lektier rundt om en ”sparelampe”, der ikke gav mere lys end et julelys. Jeg var ti år den gang.
Og lad mig så stå af erindringens vogn her i 1914. Det var som om, barndommen begyndte at klinge ud sammen med kirkeklokkerne, som ringede om mobilisering i Danmark. Året efter kom jeg i den sorte skole i Haslev. Den var ny, og glasværkets forældre svigtede realskolen i Næstved, når de bestemte sig til, at deres børn skulle have en chance for at nå lidt mere, end de selv havde kunnet nå i værkets isolation.
Smelterens Orla og jeg tog slæberen fra Olstrup klokken seks hver morgen og kom hjem med en anden slæber klokken omkring fem. Vi blev hurtigt opslugt af den store verden, hvor ingen talte vor barndoms dialekt, og hvor selv lærerne kaldte en glasmager for en ”glaspuster”. De prøvede på at terpe en masse dumme og uregelmæssige verber og matematiske læresætninger ind i mit hoved, som indtil da havde været mere vant til mosens stilhed, fugleskrig og susen i sivene.
Nu har jeg for længst glemt både verber og formler, men mosen og værket glemmer jeg aldrig.