På glasværker har der sikkert altid været et ”modelkammer”. Selve ordet er oprindeligt brugt om samlinger af skibsmodeller, men Orla Juul Nielsen, som var Holmegaards Glasværks anden ansatte kunstner (1924 -1929) brugte denne betegnelse i 1924. Han havde lavet et udkast til Tranquebar, som ikke blev godkendt, og som derfor blev sat i ”modelkammeret”. Orla Juul Nielsen nævnte på tidspunkt, at Jacob Eiler Bang her fandt inspiration til Hoglaglasset, (som han designede i 1928) i modelkammeret/prøvesamlingen. (Hogla = en sammen trækning af Holmegaards Glasværk). Orla Juul Nielsen syntes, at Hoglas form var meget tæt på hans Tranquebar-glas, så han kontaktede sine egentlige arbejdsgivere, Frederik Dalgas og Christian Joakim fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, for at høre, hvad han skulle gøre. De tog straks til Holmegaards Glasværk, og de blev enige med ledelsen af Glasværket, at der ikke skulle gøres mere ud af denne sag. (se Hoglaglasset her: HOGLA GLAS – Jacob E. Bang, Holmegaard Glasværk 1928-1940, 2007) (se Tranquebarglasset her: TRANQUEBAR – Orla Juul Nielsen, Holmegaard Glasværk 1924-1935, 1982)
Orla Juul Nielsen var egentlig ansat af Den Kongelige Porcelænsfabrik til at udvikle et glas, der skulle bruges til Christian Joakims porcelænsstel, Tranquebar, så han var i starten blot ”udstationeret” på Holmegaards Glasværk).
I 1968, da hytte 68 blev bygget, indrettede man plads til prøvesamlingen i kælderen. Det var ikke den ideelle placering, fordi der var vandrør og meget varmt. Der blev godt nok sat en lille ventilator op i det, vi kaldte ”det allerhelligste”, hvor vi opbevarede de ældste og mest værdifulde glas, men det var stadig ikke optimalt.
Sidst i firserne fik vi noget af en forskrækkelse; der udbrød brand i rummet med samlingen. Heldigvis var brandmændene effektive, og der skete faktisk ikke skade på glassene. Det var dog vigtigt at få fugten ud af rummet, så man satte en affugter op, og den kørte i flere uger. Den fjernede fugten, men man kunne lugte røg i flere år efter.
I 1979 lukkede Kastrup Glasværk, og så var kun Holmegaards Glasværk og Odense Glasværk tilbage.
Op gennem 80’erne var der fortsat stor udviklingsaktivitet på Glasværket i Odense af glaskunstnere som Michael Bang, Sidse Werner, Per Lütken, Torben Jørgensen, Verner Panton og Mutsuo Inoues.
Fra 1985 indgik Holmegaards Glasværker i Royal Copenhagen gruppen – og dermed også glasværket i Odense. Men Odense Glasværk overlevede kun 5 år mere, og i 1990 var det slut.
Mogens Schlüter vidste, at der var en stor samling på loftet i Odense, og en varm sommerdag tog han og jeg af sted for at redde den. Det var både varmt og støvet, og jeg får stadig nysefornemmelser, når jeg tænker på det.
Vi kørte hele den samling (inklusive mange forme) til Holmegaards Gods, hvor vi satte den i en lade. I laden blev indrettet et aflåselig rum til de mest værdifulde glas. I samme ombæring blev flasker fra Hellerup og Kastrup flyttet til Holmegaard samt en samling fra Fåborg Museum. Det var et stort arbejde, men heldigvis fik vi hjælp af min kollega, Arne Halfdan, og en af Danmarks mest vidende inden for glas, Jan Kock, var også ind over.
Opbygning af Entertainment
I 2001 blev Peter Normann Nielsen direktør for Holmegaard Glasværk, og i 2004 gik han sammen med Steen Gude fra entreprenørfirmaet Ibco om at opkøbe Glasværket.
De havde en ide idé om at bygge et oplevelsescenter samt boliger til en glasby på en nærliggende grund, og det medførte store forandringer. Der skulle rives ned og bygges op, og det fik stor indvirkning på glassamlingen i kælderen. De nye ejere havde ikke den store veneration over for glassamlingen, og jeg fik ikke særlig megen tid til at redde, hvad der reddes kunne. Jeg fik dog lov til at gå i gang med at vurdere og sortere, men en dag, jeg mødte på arbejde, havde man kørt det hele uden for på græsplænen. Det tog mig med hjælp af en niece 14 dage at komme igennem samlingen.
Hvor skulle vi gøre af alle de mange genstande?
De lamper med m.m., der var færdige, blev pakket i 8 store kasser og kørt i kælderen, som vi endnu ikke var gået i gang med. Ardagh var behjælpelig med at opbevare flaskerne.
Prøvesamlingen skulle pakkes ned, og det tog 6 uger for 6 personer. Arkivet tog yderligere 14 dage for 2 personer. Så var problemet igen hvor skulle vi gøre af det alt sammen?
Vi fik så mulighed for at bruge de gule lejligheder (Glasværksvej 21 til 39) ved kroen, og her fik vi stor hjælp at en af vores guider, Erik Brix, der agerede ”hest”. Her ”proppede” vi 1000 kasser glas og 200 kasser arkiv ind.
Så kom turen til ”det øverste lager”. Her blev Odense pakket ned og bragt til lejligheden og efterhånden blev to kælderrum gjort klar. I det ene blev der plads til arkivet, og i det andet skulle alle glassene være. Så begyndte en stor udpakning, og igen måtte Erik Brix træde til. Arkivet rummede godt, men glassamlingen kunne faktisk ikke være der, og man blev næsten kvalt i glas. Jeg husker, at jeg ved juletid kørte forbi de gule bygninger og tænkte: ”Bare nogen dog ville rende med det hele.” Vi manglede i den grad plads.
Heldigvis var man ved at komme på plads i det nyetablerede museum. Det blev indrettet i tre etager. I kælderen havde man sat Montana-reoler op, og her kunne vi udstille drikkeglassene. (For et års tid siden oplevede jeg deja-vu. Jeg besøgte Samlemuseet Torsvang i Stege, og her genså jeg mange af ”vores” reoler, og så kørte minderne igen). I kælderen fik man tillige plads til Det Katolske Kapel.
I stueplan blev der indrettet et stort lyst rum, hvorfra man havde udsigt til Glasværksengen og Mosen. I løbet af den korte tid, Entertainment eksisterede, nåede vi at lave udstillinger med Per Hebsgaard, Ann Wolf, Glas og Keramikskolen fra Bornholm, og til sidst lavede vi sammen med Glashistorisk Selskab Holbæk udstillingen ”Glas Er Liv”.
Det hjalp lidt på situationen, at en del af glassene var ude i udstillinger rundt omkring, blandt andet de 240 kuber med drikkeglas.
Vi åbnede Entertainment A/S april 2006, og godt to år senere (september 2008) lukkede vi ned. Steen Gudes Stone Invest gik konkurs.
Heldigvis havde man i februar 2008 solgt rettighederne til navnet ”Holmegaard” til Rosendahl Design Group A/S, og de fik hele prøvesamlingen med i købet. Det var folk fra Rosendahl, der pakkede det hele ned, hvorefter de kørte den til deres hovedkontor i Hørsholm. Der var en kælder, hvor man kunne opbevare hele samlingen.
Arkivet kom til Århus Erhvervsarkiv (også kendt som Smykkeskrinet)
Så kunne jeg med ro i sindet tage afsked med det hele, for jeg var jeg sikker på, at Rosendahl ville tage hånd om det.
Og det kunne jeg så alligevel ikke. Jeg var med til undersøge, hvad der hørte til den prøvesamling, Rosendahl havde købt og hvad der skulle blive i konkursboet, og da jeg nævnte, at vi havde en stor samling flasker stående hos Ardagh, fik jeg at vide, at de ikke skulle med til Rosendahl, så de blev, hvor de var. Undervejs blev vi ved med at finde glas fra både Holmegaard og Odense, og jeg forsøgte at overbevise de personer, der tog sig af konkursen, om, at de hørte med til prøvesamlingen, men det blev afslået. Man mente, at de repræsenterede en vis værdi, så de blev sendt på auktion.
De 18. august 2010 skænkede Rosendahl Design Group Hele prøvesamlingen til Næstved Museum Prøvesamlingen omfattede estimeret 30.000 glas, og den omfattede glas og andre genstande fra Holmegaard Glasværk 1825, Fyens Glasværk, Kastrup Glasværk, Hellerup Glasværk og enkelte eksemplarer fra andre danske glasværker.
Jeg var lidt med i starten omkring prøvesamlingens flytning til Næstved sammen med Suzanne Outzen, men det blev mig meget fremmed, og jeg blev aldrig rigtig en del af det arbejde. Jeg havde jo i flere år gået i det og pudset på det, som jeg kalder mit Sisyfosarbejde, så jeg sluttede.
Hvis man er interesseret i, hvad der videre skete med prøvesamlingen, efter at jeg forlod arbejdet, kan man se her. Museernes Samlinger – Kulturarvsstyrelsen