🕯Danmarks befrielse🕯

Foto: Linette Bach

Foto: Linette Bach

Foto: Linette Bach

I dag er det 77 år siden befrielsesbudskabet lød

Ovenstående billeder viser Arne Bangs skulptur af Frihedskæmperen, som tidligere har stået ved Munkebakken og som nu er placeret i Grønnegade.

Frihedskæmperen har i over 60 år stået i Teatergade ved Munkebakken i Næstved, og har markeret 2. verdenskrigs befrielse.

Statuen af Arne Bang blev opstillet 10 år efter Danmark blev frit.

Befrielsen bliver årligt markeret, og der nedlægges årligt kranse ved statuen.

Den 4. maj sættes stearinlys i vinduet om aftenen for at fejre befrielsen fra tyskerne i 1945.

Foto udlånt af Alfred Thomsen

Kurt Sørensen skrev således: 

……..5. maj var en festdag. Krigen var slut, og da mødte om morgenen, fik vi fri hele resten af dagen. Den dag skete der mange ting, bl.a. var der et stort møde på Glasværket, hvor alle frihedskæmperne dukkede op, og der blev holdt tale. Vi var tre kammerater, der om eftermiddagen cyklede til Næstved. På politistationen var der ”optog” af frihedskæmpere, der kom med de stikkere og tyskertøser, de havde taget. Vi og alle de andre tilskuere råbte ad og spyttede på dem, for vi foragtede dem. Vi kørte også ud til kasernen, der var blevet beskudt. Men vi kom vist lidt for tæt på, for pludselig blev vi råbt an og bedt om at forsvinde. Kasernen var stadig besat af tyskerne. Vi blev så forskrækkede, at vi kørte alt, hvad vi kunne ud gennem Kalbyrisskoven, over Holme Olstrup og hjem til Fensmark. Det var meget uhyggeligt”.

 

Knud Nielsen skrev således:

Ragnhild og jeg gik til dans på Glaskroen, for tyskerne havde besat Forsamlingshuset, og netop den 4. maj var vi til dans. Vi var begyndt kl. 19, og da klokken var 20 kom kromanden på til os og fortalte, at tyskerne havde kapituleret. Vi skyndte os ned på pladsen foran Glaskroen, og der var allerede forsamlet en masse mennesker. Der blev råbt hurra og omfavnet og danset, for alle var ellevilde af glæde.

 

Arne Hvidben Nilesen skrev således:

Den aften, hvor det blev meddelt, at Tyskerne havde overgivet sig i Danmark og andre Steder, havde jeg været i Biografen i Næstved. På vej Hjem mod Fensmark indhentede jeg en Cyklist med en Riffel over Skulderen. Jeg kendte ham godt fra Glasværket, hvor han sorterede Glas. Det var Kyhn, og jeg spurgte ham, hvad der var galt, siden han havde Riffel med. Han fortalte mig så, at Tyskerne havde overgivet sig. Det vidste jeg intet om, for i Biografen var det intet nævnt, så jeg blev meget forbavset, og da Kyhn nåede frem, hvor han boede, sagde han: ”Godnat.” Jeg satte farten op for at skyndte mig Hjem, og da det manglede en halv Kilometer i at nå Glaskroen, kunne jeg se, at alle Vinduer var fuldt oplyste af såvel elektriske som levende Lys, og da jeg nåede Kroen, var der megen Larm. Da jeg kom ind, var Kroen fuld af glade Mennesker, og på et af Bordene stod Jørgen Jensen – kaldet Smede Jørgen, og holdt tale for Danmark og Socialdemokratiet. Jeg var tørstig, men der var intet at få at drikke – jo, jeg kunne få Vand, men så tørstig var jeg heller ikke. Næste Morgen, da jeg gik på Arbejde, holdt der lige inden for Porten en Lastbil fuld af Frihedskæmpere, og der var mange, hvor man tænkte: ”Nå, er han også med?”

Læs Arne Hvidben Nielsens håndskrevne erindring fra dagen, HER

 

Monna Sørensen skrev således:

Jeg glemmer aldrig den 4. maj 1945. jeg var til danseundervisning på Kroen (jeg dansede med Kurt), og på grund af mørklægningen skulle vi være hjemme inden klokken 9. Da vi kom ud, kunne vi høre radioer alle vegne. Vinduerne stod åbne og folk råbte, at krigen var slut. Vi gik så alle sammen op gennem byen til det lokale ishus, hvor vi fejrede befrielsen med en stor is. Næste dag, da jeg mødte i butikken, fik vi hver en kuvert med 20 kroner, og så lukkede vi til middag, så vi kunne fejre, at Danmark atter var frit.

 

Kai Nielsen skrev således:

Befrielsen kom en dag, hvor vi havde møde på Glaskroen. Det var en utrolig oplevelse. Alle var glade, råbte hurra, omfavnede hinanden og mange græd af glæde.

Hør Tove synge frihedssangen, HER

 

 

Frihedskæmpere fra Holmegaard Glasværk fotograferet på Munkebakken i Næstved i maj 1945

b%2010446%20-%20071

Billedet er venligst udlånt til Nye & Gamle Fensmark af Næstved Arkiverne

unavngivet

Personerne på billedet er:

1/ glassliber Jens August Hansen (31.10. 1906-05.07.1978), Shell-tanken, Holmegaardsvej 32, Fensmark, gift med Ellen Karoline Hansen F. Christensen  (24.09.1907-27.09.1989)
2/ glassorterer Vilhelm Kühl
3/ indbærer H.C. Andersen
4/ arbejdsmand Johannes Viggo Hansen
5/ ingeniør E. Frimann Nielsen
6/ arbejdsmand Sigfred Petersen
7/ maskinarbejder Gunnar Christophersen
8/ maskinarbejder Knud Andersen
9/ landmand Svend Petersen
10/ glassorterer Willy Brison Christensen bror til nr. 1´s kone.
12/ kasserer og senere købmand Harry Brøns Petersen
13/ glasmager Verner Nielsen
14/ skyrer Poul Bakke Hansen
15/ medhjælper Svend Danielsen
16/ medhjælper Sigurd Brison Christensen bror til nr.1´s kone og til nr. 10
17/ lagerarbejder Charles Petersen
18/ lagerarbejder Knud Schomann
19/ arbejdsmand Carl Johansen