Forholdene på Holmegaards Glasværk fra 1825 til 1911
Anne Schlüter, datter af Didde og Mogens Schlüter, lavede i starten af 70’erne en meget grundig gennemgang af forholdene på Holmegaards Glasværk fra 1825 til 1911. I kapitel 5 beskæftigede hun sig med patriarkalisme. Hun undersøgte det patriarkalske forhold, der var mellem ledelsen og arbejderne.
Det kan bedst beskrives ved at citere et arbejdsreglement fra 1838: ”Ligesom fabrikken stedse har til formål at sørge for og fremme deres vel, som derved er ansatte, så at de og deres familier, der må kunne glæde sig over et sorgløst, anstændigt og roligt udkomme for deres levetid, således forventer og fordrer den derimod på den anden side af enhver, foruden retskaffent, moralsk og fredeligt forhold, en sådan hengivenhed for fabrikken som deres forsørger, at de hver især efter evne afværger, hvad deri kan være skadeligt, kort sagt, tjener fabrikken med hengivenhed, troskab og iver. Ingen uduelig, skødesløs, utro, drikfældig eller trættekær arbejder kan således forvente at forblive i Værkets tjeneste.”
Kort sagt; fabrikken sørger for de ansatte og deres familier, som så til gengæld skal arbejde trofast og loyalt i det daglige.
Den daglige ledelse lå hos inspektøren/bestyreren/driftsbestyreren. Han boede på Glasværket og havde derfor den daglige kontakt med arbejderne og deres familier. Han havde det sidste ord, så det var en god idé at holde sig på god fod med ham.
Anne Schlüter gengiver et forløb, hvor bestyreren nok overfortolkede sin patriarkalske rolle. Det kom til at gå ud over Peter Wendt, som ikke var ”hr. hvem som helst”. Han var sammen med sin far, Christian Wendt, hidkaldt fra Norge for at starte Holmegaard Glasværk op.
Peter Wendt var blevet lun på Silo Christine Sørensen, der var husjomfru på Gisselfeld. Han ville gerne giftes med hende, og når man var gift, stod man i forreste række til at få en bolig på Glasværket, men det krævede accept fra inspektøren. Af en eller anden grund havde inspektøren set sig sur på frk. Sørensen, så han gjorde alt, hvad han kunne for at stille sig i vejen. Han blev dog nødt til at forklare sine bevæggrunde over for Glasværkets ejer, og derfor skrev han følgende:
”Fortrædeligheden er den, at frk. Sørensens yndigheder og romantiske væsen virkelig har besnæret Peter Wendts uerfarne hjerte. Han vil have hende på trods af forældrenes modstand. Jeg har – under forudsætning ad D.N’s (Deres Nåde) bifald – gjort én ting for at forhindre planens udførelse. Jeg sagde i går til faderen (hyttemester Christian Wendt), at værket ingen anstalt kunne gøre for Peter som gift, da vi allerede har antaget 2 gifte foruden dem, som vi allerede har, så der vil ikke være nogen bolig ledig det første år. Jeg kunne kun anvise, at Peter Wendt kunne bo hos faderen. Jeg regner med, at jomfruen ikke vil lade sig nøje med den løsning. Bliver hendes elskede Peter vred og vil rejse, så lad det ske i Guds navn. Gift med jomfru Sørensen bliver han først fordrukken og siden ødelagt…”
Men modstanden til trods blev Peter Wendt gift med Silo Christine Sørensen, og som skik og brug var, bad faderen om, at inspektøren skulle ”følge det elskede og elskelige par til kirken”. Det kunne inspektøren desværre ikke, for som han undskyldte sig med, så havde han sin ”hovedpinedag”.
Det nygifte par flyttede i stedet ind på Holmegaard Gods, og et år efter fik de en af Glasværkets boliger, og her boede de til deres død – Peter Wendt døde som 62-årig i 1862 og Silo Sørensen som 69-årig i 1869.
Kilde: Næstved Arkiverne