Lørdag den 17. juni 2017 fra kl. 13.00-15.00 bliver dørene atter slået op på Holmegaard Glasværk
Denne gang åbner vi dørene til Per Lütkens (gamle) atelier, hvor en gruppe lokale billedkunstnere med Torkil Kure, Susanne I. Frederiksen og Aksel Kubert holder fernisering og officiel åbning samt til hovedbygningen, der endnu en gang danner rammerne om en reception i forbindelse med to nye bogudgivelser. Den ene skrevet af Linette Bach. Den anden ”tegnet” af Simon Bang. Alle med rødder til Holmegaard Glasværk – og opvokset eller bosiddende i Fensmark.
En gruppe lokale billedkunstnere med Torkil Kure, Susanne I. Frederiksen og Aksel Kubert holder deres første fernisering og officielle åbning, af deres nyindrettede atelier/galleri denne lørdag. De tre billedkunstnere har indrettet sig i Per Lütkens (gamle) atelier. På dagen og i den kommende tid (mens-vi-venter) kan man besøge atelieret/galleriet, se billedkunstnerne arbejde og se deres udstillinger, som jævnligt vil blive udskiftet.
Linette Bach udkommer med sin første bog den 10. juni, ”Fortællinger fra Fensmark 1. del” . Simon Bang er lige på trapperne med sine ”Børnetegninger – En 13 årig tegner Fensmark & opland“. Begge bogudgivelser bliver derfor markeret med en reception på det sted, som har givet indhold til de erindringer, som Linette bringer videre, bl.a. i sin bog – og som også har været inspiration til og motiv for Simons tegninger.
Vi ser frem til endnu en dag med fornyet liv på det gamle glasværk. Alle er velkomne.
Påtænker du at deltage i festlighederne på dagen (den 17. juni 2017) må du meget gerne sende en mail herom til Henriette Hemmingsen på mailadressen hehem@naestved.dk. Og meget gerne senest 15. juni 2017 af hensyn til de praktiske forberedelser.

DET NY HOLMEGAARD